De indledende grupper er færdigspillet, og knald-eller-fald kampene står for døren inden VM-trofæet uddeles næste søndag. Her følger en opsummering inden turneringen går ind i sin afgørende fase.

Gruppe A

Hold Pld W D L GF GA GD Pts
Spanien 5 5 0 0 162 127 +35 10
 Qatar 5 4 0 1 137 122 +15 8

 Slovenien

5 3 0 2 160 145 +15 6

 Brasilien

5 2 0 3 146 143 +3 4

 Hviderusland

5 1 0 4 147 155 -8 2

 Chile

5 0 0 5 104 164 -60 0

De forsvarende verdensmestre fra Spanien vandt planmæssigt gruppen. Spaniens defensiv har set god ud med midteraksen Gedeon Guardiola og Viran Morros, mens unge Vargas i målet har stået glimrende i Sterbiks fravær. De spanske keepere har turneringens bedste rednings% så langt, og det har banen vejet for en effektiv kontrafase. Spanien har haft mange strenge at spille på, men mangler stadig for alvor at få det etablerede angrebsspil til at sidde i skabet.

Værterne Qatar har gjort en fin figur og slog overraskende Slovenien, mens de pressede Spanien til det yderste. De er meget solide defensivt med deres store fysik og de to glimrende keepere i Saric og Stojanovic har stået godt skiftevis. Offensivt har de to backs Capote og Markovic bombet mål ind på samlebånd - Markovic er således nr.2 på topscorerlisten så langt. Bredden har set sårbar ud og de har været afhængige af meget få spillere.

Slovenien har offensivt været en fryd for øjet orkestreret af kunstneren Zorman. Sloveniens fodrappe stil er kommet til sin ret og de har scoret et hav af mål via gennembrud, indløb på stregen og i kontrafasen. Højrefløjen Dragan Gajic holder sin helt egen målfest og han er VM-topscorer med 43 mål så langt. Den hullede defensiv og manglen på skytter har resulteret i et par nederlag allerede og truer med at spænde ben for Slovenien inden de afgørende kampen.

De kommende OL-værter Brasilien var inden turneringen et spørgsmålstegn. Samba-drengene har dog været en positiv overraskelse, hvor de har været på øjenhøjde i samtlige kampe så langt. De er teknisk velfunderede og har scoret mål fra alle positioner anført. Højrefløjen Chiuffa har vakt opsigt både med sin frisure og høje træf%. Brasiliens keepere har været holdets akilleshæl i de indledende kampe. 1/8-finalen mod Kroatien ligner endestationen for holdet, der har været et frisk pust i Qatar.

Hviderusland har været en gedigen skuffelse. Hviderusland er synonymt med Barcelona-stjernen Siarhei Rutenka, og han har været en skygge af sig selv. Rutenka fik en mareridtsstart med direkte rødt mod Spanien og har siden leveret lige mange assists som tekniske fejl. Hviderusland har foruden Rutenkas svage præstation lidt under horribelt målmandsspil og noterede sig for den tredjedårligste rednings% i de indledende grupper. De skal nu kæmpe om President's Cup med bl.a. storebror Rusland.

Allerede inden turneringen var Chile dårligt stillet uden Feuctmann-brødrene, der ligger i strid med deres forbund. Chile har helt som ventet fået klø i denne gruppe, hvor det kun har været et spørgsmål om nederlagenes størrelse. Højrebacken Salinas lagde hårdt ud med 10 mål mod Slovenien, men gassen gik hurtigt af ballonen for Chiles enmandshær. Chile undgår formentlig turneringens sidsteplads i kamp mod Saudi Arabien.

Gruppe B

Hold Pld W D L GF GA GD Pts
 Kroatien  5 5 0 0 158 124 +34 10
 Makedonien 5 4 0 1 153 138 +25 8

 Østrig

5 2 1 2 147 140 +7 5

 Tunesien

5 2 1 2 132 133 -1 5

 Bosnien

5 1 0 4 118 128 -10 2

 Iran

5 0 0 5 127 172 -45 0

Goluzas drenge fra Kroatien har legende let gjort rent bord i gruppen. Kroatien har kunne økonomisere med kræfterne i en gruppe, hvor de ikke for alvor blev presset. Tidligere har Kroatien trukket meget store veksler på få spillere og imponeret stort - for at gå ned på ressourcer i den afgørende fase. Det bør ikke blive tilfældet denne gang. Danmarks andenplads i gruppe D har åbnet en motorvej for Kroatien, der undgår at møde én af de 3 andre forhåndsfavoritter før en evt. finale. Keeper Allilovic' form eller mangel på samme kan blive afgørende for Kroatien.

Anført af bomberen Lazarov har Makedonien leveret en helstøbt indsats. Det har gjort Makedonien godt, at de har fået nationaliseret Pribak og Vugrinec, der har givet en smal bagkæde noget mere tyngde. Makedonien slog i overbevisende stil deres direkte konkurrenter og bød Kroatien op til dans i lange perioder. Lazarov har haft en relativ høj spild% på sine langskud, men har haft mange afgørende aktioner. Makedonien har fine muligheder mod Slovenien i dét der på forhånd ligner den mest åbne 1/8-finale.

Østrig har været svingende. De har været godt med i alle kampe, men har også haft udfald i alle kampene. Østrigs meget bredde bagkæde har været meget svingende og sjældent har mere end én bagspiller ramt dagen samtidig. Østrigs meget scorende fløje har ligesom resten af mandskabet svinget i niveau og det er ikke lykkedes Robert Weber at sætte to gode halvlege sammen i samme kamp. Østrig skal på en svær opgave i form af værterne Qatar, hvor de skal løfte sig på en del parametre for at indløse billet til kvartfinalen.

Tunesien har nydt stor opbakning på lægterne af et festligt publikum. Tunesien har spillet sig gevaldigt op efter blamagen mod Makedonien i premieren, hvor de faldt helt sammen. Tunesien har bombet fra de to backs med Bannour og Sinai, mens talentet Jallouz ikke rigtig har haft tur i den. De to playmakere Ben Salah og aldrende Megannem er ufarlige på egen hånd og derfor er Tunesien sårbare, hvis deres skytter bliver lukket ned. De kæmper forbilledeligt anført af terrieren Tej på stregen, men må nok indstille sig på exit i 1/8-finalen mod de forsvarende mestre fra Spanien.

Det blev aldrig den slutrundedebut Bosnien drømte om. Offensiven har været tandløs og profilen Prce en af turneringens helt store skuffelser. Prce var tvivlsom op til slutrunden, og satte ikke mange fødder rigtigt i Qatar - men pådrog sig i stedet en række udvisninger samt en karantæne. Defensivt har Bosnien set solide ud og de har høstet værdifuld erfaring til fremtiden. Bosnien så meget modløse ud mod Kroatiens reserver i sidste gruppekamp og det er svært at forestille sig dem gøre en god figur i President's Cup.

Også VM-slutrundens anden debutant Iran var havnet i denne gruppe. Iran lagde ud som lyn og torden med pauseføring mod Bosnien og fulgte siden Makedonien til dørs. Gassen gik dog helt af ballonen og de kontrastærke hold løb dem gevaldigt over ende. Venstrebacken Esteki har været et af de få lyspunkter og hans personlige succes ved slutrunden bør kunne sikre ham en fin aftale i europæisk håndbold. Iran er faktisk det hold, der har scoret flest mål på langskud i gruppespillet, men også dem med flest forsøg qua deres nærmest ikke-eksisterende gennembrudsspil.

Gruppe C

Hold Pld W D L GF GA GD Pts
 Frankrig 5 4 1 0 143 128 +15 9

 Sverige

5 3 1 1 137 109 +28 7

 Island

5 2 1 2 127 135 -8 5

 Ægypten

5 2 1 2 135 125 +10 5
 Tjekkiet 5 2 0 3 145 138 +7 4

 Algeriet

5 0 0 5 109 161 -52 0

Forhåndsfavoritterne fra Frankrig har sikret sig gruppesejren uden at imponere. Superstjernen Nikola Karabatic har været meget on/off og ikke ramt sit vanligt høje niveau. Frankrig har mod sædvane ikke valgt at bruge bredden særlig meget og i stedet trukket tunge minutter på profilerne. Frankrig vågnede til dåd i slutfasen mod Sverige, hvor de spillede med stor tænding og det kan være den nødvendige kickstart. Frankrig har en overkommelig vej til semifinalen, men skal løfte niveauet over hele linien for at føje endnu en VM-titel til samlingen.

Sverige har klaret sig strålende på trods af savnet af Kim Ekdahl du Rietz - dennes arvtager Viktor Östlund har været en åbenbaring og spiller med garanti på lånt tid i svenske GUIF. Sveriges stærkeste våben er dog defensiven, som har været vanlig stærk. Anført af Flensburg-duoen Tobias Karlsson og keeper Mattias Andersson har Sverige indkasseret klart færrest mål i turneringen. Selvom Sverige har spillet godt uden Kim Andersson er det afgørende for svenskernes muligheder, at han bliver sin skulderskade kvit. En tricky 1/8-finale mod Polen venter mandag.

Vulkanøens drenge har været utrolig ustabile. Island har således spillet lige op med forhåndsfavoritterne Frankrig og fået klø mod både Sverige og Tjekkiet. Island klarede frisag i afgørende kamp mod Ægypten, hvor stjernefløjen Gudjon Valur Sigurdsson langt om længe stemplede ind med 13 kasser. Defensiven  Islands fightervilje fornægter sig ikke, men det er en stor bet, at Kiel-stjernen Palmarsson foreløbigt er ude af truppen pga. en hjernerystelse. Det ligner en kamp med tiden for Palmarsson forud for 1/8-finalen mod Danmark - en meget drabelig H2H gennem tiderne.

Ægypten har været en positiv overraskelse. Afrikanerne har været godt med i alle deres kampe og har nydt ekstrem god opbakning på lægterne af landsmænd bosiddende i Qatar. Ægyptens kollektiv har været bedre end længe og profilen Elahmar har fået langt større støtte end de seneste slutrunder. Ægyptens aggressive forsvar har voldt modstanderne større problemer, men også kostet dem selv et hav af udvisninger. Således er Ægypten topscorer på listen over udvisninger med hele 37 x 2 min i 5 kampe. Ægypten er havnet i den letteste fjerdedel af den resterende turnering og kan øje et stort resultat.

Filip Jichas sygdom har spændt ben for Tjekkiet. Jicha sad ude de første par kampe med sygdom og vågnede først for alvor til dåd, da det var for sent. Tjekkiet fik vist, at de har et højt topniveau, når startopstillingen rammer dagen som mod Island, som de kørte over med 11 mål. Bundniveauet har dog som vanligt været for lavt. Den manglende bredde og under/overtalssituationer blev dyre mod Ægypten i skæbnekampen. Tjekkiet må i stedet nøjes med at spille med om President's Cup, hvor de lægger ud mod Rusland.

De afrikanske mestre fra Algeriet har været turneringens største skuffelse. Lutter nederlag er det blevet til - og tilmed nogle store af slagsen. MVP fra de afrikanske mesterskaber Berkous har atter været en enmandshær, men det har langt fra været tilstrækkeligt i en stærk gruppe. Algeriets 3:2:1-forsvar har ikke haft samme effekt som ved seneste VM, hvor det voldte flere hold problemer. Algeriets keepere har haft turneringens laveste rednings% og som de eneste ikke reddet ét eneste straffe. Algeriet skal redde æren i de afslutende placeringskampe, hvor de bør slå Saudi Arabien, der er med på wildcard.

Gruppe D

Hold Pld W D L GF GA GD Pts

 Tyskland 

5 4 1 0 150 124 +26 9
 Danmark 5 3 2 0 154 127 +27 8

 Polen

5 3 0 2 135 121 +14 6

 Argentina

5 2 1 2 132 123 +9 5

 Rusland

5 1 0 4 133 131 +2 2

 Saudi Arabien

5 0 0 5 87 165 -78 0

Der var mange spørgsmålstegn ved Tyskland forud for slutrunden. Et hav af skader samt et mistænkeligt wildcard fra IHF. Tyskland har dog lukket munden på kritikerne. Det nye tyske landshold er vokset med opgaven og har spillet med stort gåpåmod. En god defensiv har lagt fundamentet for en stærk kontrafase med RNL-fløjene. Det etablerede angrebsspil er ikke så hakkende som tidligere og de har mange forskellige typer i bagkæden, som har været kampafgørende. Tyskland har en gunstig vej fremadrettet i turneringen og kan ende turneringens største overraskelse.

Danmark fik en svag start på turneringen, men har siden spillet sig op. Holdet er stadig ubesejret og man har tidligere set Danmark stryge helt til tops efter en svag indledning. Danmark fik lidt flere spillere i sving mod Polen. Profiler som Anders Eggert og René Toft Hansen har stået overraskende svagt i billedet, men andre har taget over. Danmark har qua andenpladsen i gruppen sikret sig en historisk svær vej mod VM-finalen, som går over Island og formentlig både Spanien og Frankrig. Danmark skal hænge hatten på Mikkel Hansen og Niklas Landin, som kommer til at definere Danmarks turnering.

De kommende EM-værter fra Polen har været lidt on/off. De har svinget utrolig meget i niveau gennem kampene. Veteranerne Szmal i målet og skytten Bielecki ligner nogle, der forlængst er overskredet sidste holdbarhedsdato. Polen har mange gode spillere, men savner de kampafgørende individualister. Polen har lidt under Krzystof Lijewskis knæskade, selvom Rojewski har været en værdig afløser. Polen tørner sammen med Sverige i en af de mere jævnbyrdige 1/8-finaler, hvor tilstanden af Lijewskis knæ og Kim Andersson skulder kan få stor betydning.

De panamerikanske mestre har været en særdeles positiv overraskelse. Argentina har mange fine skalpe i bæltet og kan nu tilføje remis mod Danmark og sejr over Rusland. De har været godt med i alle kampe. Holdet viste rygrad, da de sejrede mod Rusland på trods af et tidligt rødt kort til vigtige Sebastian Simonet. Argentina er meget afhængige af de 6 startende markspillere, der alle har været kampafgørende i løbet af turneringen. Argentina er dog yderst sårbare på bredden og Frankrig i 1/8-finalen ligner unægtelig stopklods - et hold de tabte til med 14 mål i optakten til turneringen.

Rusland har været turneringens største skuffelse. Russerne har ellers en stor talentmasse og et meget spændende holdkort. Der er ikke langt fra succes til fiasko og russerne burde ret beset have slået både Tyskland og Polen i de to første kampe, hvor de satte pæne føringer over styr og tabte med ét mål i begge kampe. Russernes defensiv har som så mange gange før været en by i Rusland. Rusland har både været uheldige og manglet noget coolness i afgørende øjeblikke. De må i stedet tage til takke med en tur i President's Cup.

Saudi Arabien kom med på et wildcard efter et par af Qatars nabolande trak sig fra turneringen pga. De har ikke reel haft niveauet til at være med. De har lidt under savnet af et par af deres bedste spillere og har samtidig en del nye ansigter med. De har som ventet været prügelknabe i et meget skrapt selskab. De har i hver eneste kamp tabt mindst én halvleg med 8 mål på trods af, at flere modstandere har roteret en del og bragt reserverne i spil mod Saudi Arabien. Forud for de sidste kampe i turneringen ligner Saudi Arabien et solidt bud på sidstepladsen.