Man skal passe på med at stikke næsen for langt frem. Man risikerer at få en ordentlig én over gynteren. Det er for nyligt sket for det tyske spillemonopol, for den berømte New Yorker-mafia Gambino-familien (hvis overhoved passende nok hedder John “Jackie Nose” d’Amico) samt for nogle geskæftige tennis-livebettere. Læs om disse næsestyvere og meget mere i denne gennemgang af stort og småt i spilleverdenen...

Bundesgerichtshof trækker grænsen

Ressagerne over det meste af Europa mellem bookmakere på den ene side og EU-stater med monopol-spilleselskaber på den anden fortsætter. Krigen er langt fra vundet endnu for hverken den ene eller den anden side, men seneste slag fik spilleselskaberne som sejrherre, og det et sted, hvor de virkelig ønskede det, nemlig i den tyske Højesteret.
Seneste dom i Bundesgerichtshof (som svarer til den danske Højesteret) har klartgjort, at alle anklager mod EU-baserede spiludbydere skal kastes i skraldespanden.

Ligesom i bl.a. Danmark har den tyske stat flittigt forsøgt at forhindre udenlandske spilleselskaber i at gøre opmærksom på, at der er et alternativ til spil på lave odds hos stats-monopolet, bl.a. ved at indføre samme slags annonce- og reklame-forbud, som man kender det fra de skandinaviske lande.
Men det er slut nu, for den tyske Højesteret har afsagt en opsigtsvækkende kendelse, der er et slag i ansigtet på de dommere ved lavere domstole, som gennem de seneste år blindt har afsagt kendelser mere dikteret af politisk tæft end jura-læsning.

De lavere kolleger har fået en næse og er blevet sat på plads i dén grad. Den tyske retsafgørelse fra Bundesgerichtshof lyder bl.a.:
”Tidligere retsafgørelser har kendt, at ulovliggørelse, herunder bødestraffe, af spilleselskaber med licens i EU-lande var i tråd med EU- og tysk lov (...) Bundesgerichtshof kan ikke støtte denne vurdering. Med henvisning til afgørelsen fra den 28. marts 2006 i Bundesverfassungsgericht (red.: svarer til den danske Landsret) afgøres det, at det tyske stats-spillemonopol har overskredet sine beføjelser, hvilket har afstedkommet en disproportionel stor begrænsning for individer og firmaers frihed inden for området og dermed værende i strid med Artikel 12 § 1 GG (red: GG = Grundgesetz, hvilket er Den tyske Forfatning). På samme tidspunkt repræsenterer de tidligere afsagte kendelser en uretmæssig overtrædelse af friheden til at oprette virksomhed, retten til frit at udbyde serviceydelser samt arbejdskraftens frie bevægelighed som beskrevet i EU-traktatens Artikler 43 og 49. Da statens spilllemonopol således var i konflikt med både tysk lov og EU-lov før Bundesverfassungsgerichts afsigelse 28. marts 2006, bortfalder alle sager anlagt af den tyske stat, herunder spillemonopol, mod spilleselskaber med registreret EU-licens (...)”

Av-av-av...

Verdens største marked tæt på at slå dørene op

Jura kan være en tricky ting, og det ikke mindst i verdens folkerigeste land Kina, hvor Centralkomiteen gerne ser, at lovgivningens bogstav er en smule ”grumset”, for på den måde at kunne dømme mere ”ad hoc” fra sag til sag... man skulle jo nødigt binde sig fast på noget...
Det betyder bl.a., at det ikke er ulovligt for spilleselskaber at operere i Kina, hvilket dog ikke betyder, at det er lovligt...

Den folkerige folkerepublik er lige som tilfældet er for de øvrige befolkninger i Østen, begavet med et intenst spillegen, og flere af verdens store spilleselskaber har længe kastet interesserede blikke efter verdens potentialt største marked. Kina har i praksis været lukket land, men flere og flere af den hastigt voksende kinesiske middelklasse har i disse år fået adgang til Internet og internationale creditcards, og helt logisk er antallet af kinesere i de internationale poker-rooms samt hos de internationale sportsbetting-udbydere stigende.
Det er man godt klar over i Beijing, hvor man noterer sig betydelige potentielle indtægtmuligheder til den røde stat. Der har i længere tid været spekuleret over, at Kina på et tidspunkt snart vil åbne for legaliseret online-gambling, og når noget er ved at ske i Kina, så ”offenliggøres” det som regel først som et ”rygte” eller ”en mulig udvikling” i Hong Kong, alternativt Macao. Derfor er det interessant, at Kina ifølge Macao-avisen Macau Daily Times er undervejs med at legalisere online gambling.
Macau Daily Times citerer Francis Lui, vice-præsident i Galaxy Entertainment Group, for at være “begejstret for denne business-mulighed”. Yderligere udtaler Lui, at ”Galaxy Entertainment Group har positioneret os, og gjort os klart til at gå ind på det kinesiske marked, når det åbnes, hvilket skulle være meget snart.”

Der er ingen tvivl om hvilken vej, det går, men Centralkomitten har det med at tage små skridt i starten for at efterprøve tingene i lille målestok først. Et eksempel er hestesport med tilhørende gambling. Hestesport har aldrig været stort i Folkerepublikken, men det har det i den tidligere britiske kron-koloni Hong Kong og den portugisiske ditto Macao. Sha Tin-galopbanen i Hong Kong samt Macau Jockey Club Race Track er angiveligt verdens største hestesports-baner, hvad angår omsætning (en normal løbsdag omsætter mageligt på den anden side af en mia. kroner - og det kun omsætningen på selve banen), og med ekspertise herfra har Kina har i 2008 åbnet for spil på heste på væddeløbsbanen i den mindre by Wuhan (15 mio. indbyggere). Ikke overraskende har det vist sig at være en omsætningsmæssig vild succes.

Moral er godt, dobbeltmoral er…

Malta er et rart sted. Det er bl.a. der, forfatteren af denne samling af småhistorier fra spilleverdenen slår sine folder, og det er også der, BetXpert har til sæde. Og Malta er lidt af et Mekka for internationale spilleselskaber. Malta har lovgivnings- og skattemæssigt tænkt vel på spilleselskabernes velbefindende, hvilket har betydet, at nu mere end 300 selskaber har licens på øen, og en lignende koncentration ses ingen andre steder på kloden, hverken i London, Gibraltar eller Antigua.
Spilleselskaberne spytter godt i kassen i den maltesiske økonomi, hvilket påskønnes af øens politikere, men knapt så meget af andre EU-nationers regeringer. Store EU-lande som f.eks. Frankrig er af den mening, at Malta “snylter” ved at modtage online-spil fra franskmænd, som således frækt undlader at spille hos det franske spillemonopol. Malteserne henholder sig på deres side sig til gældende EU-lov om fri udveksling af service-ydelser.

I den maltesiske regering ønsker man imidlertid ikke at slås med de store i EU, hvis man kan undgå det, og man er heller ikke meget for, at gambling ikke alle steder har det bedste moralske ry.
Når man taler gambling, ledes tankerne ofte hen på småkriminelle lyssky miljøer, men det er helt forkert, postulerer det officielle Malta, som netop har udgivet en længere rapport, som tilbageviser, at der skulle være noget galt med nationens moralske habitus, blot fordi de agerer licens-udbyder for mangfoldige spilleselskaber. Udover at klargøre, hvor vigtig spilleselskabernes tilstedeværelse på Malta er for den maltesiske økonomi, så griber regeringens tiltag også fat i, at kritikerne fra andre EU-lande slet ikke har ret i, at det skulle være umoralsk at tilbyde spil udover landegrænserne, som de maltesisk baserede spilleselskaber gør det.

Så langt, så godt. Én problematik berører den maltesiske regerings seneste charme-udspil dog ikke. Maltesisk baserede spilleselskaber har kun licens til at udbyde spil over Internet, ikke fra fysiske salgssteder. Kun ét spilleselskab har ret til at udbyde spil i Malta, nemlig det stats-licenserede U-Bet. Ifølge maltesisk lov er det forbudt for maltesere at spille online, og det er forbudt for maltesisk baserede spilleselsskaber - bortset fra det stats-licenserede U-Bet - at acceptere spil fra maltesere...
Jep - moral er godt - dobbelt-moral er dobbelt så godt.

Lad din laptop blive hjemme

Fremover må du hellere lade din laptop blive hjemme, når du går ud for at overvære en sports-begivenhed.
Der har de seneste år være adskillige eksempler på aftalt spil i tennis-verdenen, det samtidigt med at spil på tennis har været hastigst voksende og indirekte via øget interesse været med at at holde pengestrømmen til tennis-verdenen høj. Det aspekt påskønnes imidlertid ikke alle steder.
Arrangørerne af Proximus Diamond Games tennis-turneringen i belgiske Antwerpen bortviste forleden tre tilskuere, som de havde mistænkt for - og hold nu fast - at gamble på turneringens tenniskampe!

”Tre tilskuere blev bortvist,” udtalte Katia Stroobants, talskvinde for WTA, Womens Tennis Association. ”De to russere og en tysker sad med laptops, logget på et gambling-website, hvor de spillede på kampe, der var i gang. WTA har en nul-tolerance politik til sager af denne karakter. De tre mænd blev bedt om at forlade turneringen eller at aflevere deres computere. De valgte at forlade stedet. Uheldigvis har vi ingen lovhjemmel til at foretage os yderligere,” udtalte Stroobants.
Det er lidt uklart, hvad WTA-talskvinden har gang i, men der er selvfølgelig lidt ærgerligt, at tennisforbundet heller ikke har lovhjemmel til at storme folks hjem for at kontrollere, at de nu ikke sidder foran tv-skærmen og gambler på tennis-kampe, der er i gang...

En bedre gangsterfilm

I en koordineret operation har det amerikanske og italienske politi anholdt 62 mistænkte medlemmer af den såkaldte Gambino-familie bl.a. for at arrangere illegal sportsbetting på begge sider af Atlanten. Masse-arrestationerne fandt sted i New York og Palermo.
Ifølge statsanklageren i Brooklyn, New York, vil der blive rejst mere end 80 sager mod fremtrædender medlemmer af Gambino-familien, der er en af de mest navnkundige bander i amerikansk mafia-historie.
Anklagerne indeholder bl.a. syv mord-tiltaler samt omfattende pengeafpresning, i mange tilfælde forbundet med gambling.

Gambino-familien skulle angiveligt kontrollere et gambling-site beliggende i Costa Rica, hvortil de indtelefonerede væddemål, som de indsamlede primært i New York.
Blandt de arresterede finder vi Gambino-familiens overhoved, John “Jackie Nose” d’Amico, og hans højre hand, Domenico “Italian Dom” Cefalu.

I gamle dages mafia-film (og i den virkelige verden) foregik den slags illegal gambling-aktivitet fra ”wire-room” kældre med dørmænd med italienske jakkesæt og en toothpick stikkende ud af mundvigen. I dag er udover kunde-gruppen alt hvad man behøver en mobil-telefon.

PokerStars sætter record

Rekord igen i online-turneringspoker. Hele 8.063 pokerspillere deltog for nylig i PokerStars’ ”Millions tournament” sidste weekend. Turneringen blev vundet af den australske spiller ”s0stndrd”, som nettede ca. 800.000 kroner for sejren. ”s0stndrd” var heads-up med amerikaneren ”vm1124”, og de to aftalte at splitte puljen proportionalt efter resterende chips. De to var næsten lige, så ”vm1124” havde med en præmie på ca. 750.000 kroner også en god dag på kontoret.

Konkurs, men kunderne sikre

I den forgangne måned meldte den engelske bookmaker Betandgame sig bankerot, men der var, som efterhånden næsten altid er tilfældet i den slags sager, ingen problemer for spillere med indeståender. Der var ellers mere end 17.000 kunder hos Betandgame, som enten havde penge til gode eller igangværende væddemål hos bookmakeren, men den tyske bookie Jaxx har overtaget alle forpligtelser. Til gengæld for at garantere kundernes penge, erhverver Jaxx sig Betandgame’s ikke uanseelige kunde-register.

Avatar røber din sindstilstand

Den sjoveste nyskabelse indenfor spilleverdenden den seneste måneds tid må være denne: Computer-software firmaet Emotiv har i den forgangne måned sendt ”Epoc” i handlen, et produkt som forandrer en online spillers avatar eller profil alt efter, hvordan hans sindstilstand er.

Epoc, der koster 1.500 kroner plus moms og afgifter, er et headset, som aflæser bl.a. ansigtsudtryk og angiveligt også ”gennemgående store tankestrømme” (hvad det så end skal betyde), og overfører disse som udtryk til den pågældende spillers avatar/profil. Hvis f.eks. spilleren smiler, skulle avatar’en også ”smile”.
Epoc opfanger elektronisk aktivitet fra hjernen, og sender den wireless videre til computeren,” udtaler direktør for Emotiv, Tan Le.

Men er det monstro nu også så heldig en idé at bruge den nye ”Epoc”, hvis man har en lidt for ”løs” poker-stil...?



Dette er den tredje artikel om stort og småt i spilleverdenen. Som et nyt tiltag bringer BetXpert hver måned en opdatering på, hvad der er sket af opsigtsvækkende, faktuelle, skæve eller sjove ting den seneste måned indenfor spilleverdenen. Nyheder af dansk og global karakter indenfor ikke kun sports-betting, men gambling i det hele taget vil finde vej til den månedlige feature-artikel.



Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/