Den såkaldte liberalisering af det danske spillemarked kommer efter alt at dømme ikke til at træde i kraft den 1. januar 2011 som planlagt.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere givet udtryk for, at man ville gennemføre lovændringerne efter planen, hvis alle detaljer vedrørende Spillelovgivningen var på plads inden den 1. november, men det er der ikke meget, der tyder på i øjeblikket.

I sidste uge gav skatteministerien over for flere medier udtryk for, at det var de tekniske detaljer med hensyn til blokeringen af bookmakere uden licens, der forhalede processen, men i virkeligheden står den danske Spillelov over for endnu større udfordringer.

Spilleautomat-branchen har klaget til EU

Bag forsinkelsen står nemlig også Dansk Automat Brancheforening, DAB, som i starten af august sendte en klage til EU-kommissionen vedrørende afgiftsforskellene i spilleloven.

Ifølge den nye spillelovgivning skal online-spiludbydere betale 20 procent i afgift af indtægten, mens der skal betales 41 procent af indtægten på en fysisk spilleautomat. Det er DAB utilfreds med, og klagen går på, at den danske stat forfordeler visse selskaber frem for andre.

Den slags har EU-kommissionen ikke for vane at behandle på kort tid, og direktør for DAB, Gunnar Sørensen, giver over for BetXpert da heller ikke udtryk for, at han regner med, en afgørelse ligger lige om hjørnet.

DAB har slet ikke hørt fra EU-kommissionen, siden man sendte klagen af sted, men hvis kommissionen mener, at DAB har en sag, starter hele apparatet op med formelle undersøgelser og behandlinger, og så er licensprocessen udskudt på ubestemt tid.

Sagen står i stampe

Heller ikke hos Spillemyndigheden kan man sige noget om, hvordan tidshorisonten i øjeblikket ser ud. På hjemmesiden er man stadig ikke kommet videre med hverken ansøgningsprocedure eller blanketter til potentielle licenstagere, og til BetXpert oplyser Spillemyndigheden, at der ikke er sat dato på, hvornår et endeligt svar fra EU-kommissionen kan forventes.

Dermed står hele sagen altså i stampe og kan ikke komme videre, før EU-kommissionen har færdigbehandlet klagen fra DAB.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) ønsker ikke at kommentere sagen, så længe den er til behandling ved EU-kommissionen, men i en udtalelse til DAB’s nyhedsmagasin fra september siger han blandt andet i generelle vendinger, at loven i en lang periode ikke har kunnet håndhæves i praksis ved domstolene som følge af de verserende sager ved EU’s domstole.

Spillemyndigheden vil varsle et eventuelt blackout

Det gælder blandt andet forbuddet mod at reklamere for udenlandske bookmakere i danske medier, og det kommer formentlig også til at gælde det blackout, man ellers varslede i sommer.

Som beskrevet tidligere her på BetXpert gjorde Spilleloven det per dags dato muligt for staten at udelukke de bookmakere, der ikke har licens i landet, men intet tyder på, at man vælger at tage muligheden i brug alligevel.

Til BetXpert oplyser Spillemyndigheden, at beslutningen alene er skatteminister Troels Lund Poulsens, og at han ikke ”har besluttet sig endnu”. Spillemyndigheden lover videre, at man vil varsle et sådant indgreb i god tid, så folk kan nå at trække penge tilbage fra bookmakere, der eventuelt måtte blive ramt.

Tiden arbejder altså med andre ord imod det bredt vedtagne lovforslag, og med tingenes nuværende tilstand må intet nyt siges at være godt nyt for de mange udenlandske bookmakere, der for få måneder siden blev truet med både spærring af hjemmeside og spærring af pengeoverførsler.

I øjeblikket er alt altså stadig ved det gamle - på lånt og ubestemt tid.