Hvilke unge spillere skal vi holde ekstra godt øje med ved EM 2024? Får Rasmus Højlund, Jeremy Doku eller måske Spaniens Lamine Yamal det store internationale gennembrud? BetXpert har set nærmere på de største talenter, som vi kan følge ved slutrunden i Tyskland.

.

EM 2024 bliver skudt i gang fredag den 14. juni, hvor værtsnationen Tyskland møder Skotland på Allianz Arena i München. Her kan vi måske være heldige at få lov til at se den unge Florian Wirtz folde sig ud i den tyske landsholdstrøje.

Du kan her se vores liste over de største talenter ved EM 2024.

1. Lamine Yamal - Spanien

Angriber,  FC Barcelona, 16 år, 6 landskampe, 2 mål

Storklubben FC Barcelona har fundet en ny guldfugl i den blot 16-årige angriber Lamine Yamal, der er kørt i position til at blive store juvel hos katalanerne og kan blive en joker ved EM for det spanske landshold.

Der er stort fokus på den teknisk stærke Lamine Yamal, der fik debut på Barcelonas førstehold i som 15-årig. Han har udviklet sig voldsomt under Xavi, og er i dag en af nøglespillerne på det catalanske hold.

Lamine Yamal har slået flere rekorder: Den yngste fodboldspiller til at debutere for det spanske landshold og den yngste målscorer nogensinde i La Liga's historie.

Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU / AFP

2. Rasmus Højlund - Danmark

Angriber, Manchester United, 21 år, 12 landskampe, 7 mål

Danmarks nye Preben Elkjær! Det var ganske vist en svær start for Rasmus Højlund, der lige skulle finde sig til rette i Manchester United-offensiven, men han har vist målfarligheden både i Champions League og Premier League.

Efter flotte præstationer i Strum Graz og derefter Atalanta var Manchester Uniteds manager Erik ten Hag klar til at smide 85 millioner euro for at hente den talentfulde 9´er til Old Trafford.

Rasmus Højlund er også i høj kurs hos den danske landstræner Kasper Hjulmand, og den unge angriber var et lyspunkt i en ellers ujævn kvalifikation til EM 2024.

3. Florian Wirtz - Tyskland

Midtbane, Leverkusen, 20 år, 20 landskampe, 1 mål

Han er blot 20 år, men den offensive midtbanespiller Florian Wirtz har allerede spillet over 100 Bundesliga-kampe for Leverkusen. Han fik debut tilbage i maj 2020 og har etableret sig som en stor profil som omdrejningspunkt hos Leverkusen under den succesfulde træner Xabi Alonso.

Den tyske landstræner Julian Nagelsmann råder over en stærk midtbane, hvor vi kan få et dynamisk makker med Florian Wirtz og den 21-årige Jamal Musiala, der skal sætte fart på tyskernes offensive aktioner. 

4. Jeremy Doku - Belgien

Kantspiller, Manchester City, 21 år, 20 landskampe, 2 mål

Der er også fart i støvlerne på den belgiske kantspiller Jeremy Doku. Efter tre sæsoner i franske Rennes havde Pep Guardiola set nok til at han ville hive den unge belgiske angriber Jeremy Doku til Manchester City for 65 millioner euro.

Det er en voldsom høj pris, men Doku har hurtigt fundet sig til rette på Etihad Stadium, hvor han fik Premier League debut i september 2023.

Modstanderne har svært ved at følge med, når Doku trykker på speederen og med et par kropsfinter og snævre driblinger kan den unge belgier blive en stor oplevelse ved EM-slutrunden.

Foto: JOHN THYS / AFP

5. Warren Zaïre-Emery - Frankrig

Midtbane, PSG, 18 år, 2 landskampe, 1 mål

Der er virkelig hård kamp om pladserne på det stjernebesatte franske landshold. Og der er adskillige stærke talenter i den franske lejr; hvor også Real Madrid-duoen Eduardo Camavinga og Aurélien Tchouaméni kan blive spændende at følge.  

Men skal vi se på, hvilke talenter, som kan få deres gennembrud hos ´Les Bleus´, så skiller Warren Zaïre-Emery sig ud ved at have domineret PSG's midtbane i denne sæson.

Han er ganske vist blot 18 år, men fik debut på PSG´s førstehold allerede da han var 16 år.  Det er lykkes at sætte sig solidt på stampladsen og præstationerne hos den franske storklub har sendt Zaïre-Emery ind i landstræner Didier Deschamps' overvejelser for det franske EM 2024-hold.

6. Kobbie Mainoo - England

Kantspiller, Manchester United, 18 år, 2 landskampe, 0 mål 

Pludselig kom der gnist og dynamit i Manchester United-offensiven, da manager Erik ten Hag valgte at satse på teenageren Kobbie Mainoo.

Talentet er indlysende, men er det nok til en EM-billet fra landstræner Gareth Southgate? Der skal noget helt særligt til for at komme med ´Three Lions´ til slutrunden i Tyskland, men Kobbie Mainoo har haft en fantastisk sæson med skarpe aktioner og tekniske lækkerier.

Han ligner en kommende publikum-favorit på Old Trafford, og Kobbie Mainoo fik også vist kvaliteterne i seneste testkamp på landholdet, hvor han blev valgt som kampens spiller i venskabskampen på Wembley mod Belgien.

7. Destiny Udogie - Italien

Forsvarsspiller, Tottenham, 21 år, 3 landskampe, 0 mål

Så skal vi til de forsvarende EM-mestre fra Italien, der har den 21-årige Destiny Udogie fra Tottenham på venstreback

Destiny Udogie spiller med selvtillid, er stærk på bolden og har vist gode pasningsevner. Det er endda blevet til et par scoringer i Premier League fra den unge italiener, der har imponeret i første sæson hos Tottenham.

Spurs-manager Ange Postecoglou skulle heller ikke bruge længe før han tilbød Destiny Udogie en kontraktforlængelse til 2030.

I oktober 2023 fik Udogie debut i den italienske landsholdstrøje og kan også få en rolle på  Luciano Spalletti´s EM-hold.

8. Nicola Zalewski - Polen

Midtbane, AS Roma, 22 år, 16 landskampe, 0 mål

Polen kvalificerede sig til EM efter at have slået Wales på straffespark i playoff-finalen i Cardiff. Dermed kommer vi til at kunne følge Robert Lewandowski, når han vender tilbage til de tyske fodboldstadions.

Men Polen kommer med meget mere end blot Barcelona-angriberen og vi bør bestemt ikke overse AC Romas Nicola Zalewski, der kan lave ravage i modstandernes organisation med eminent teknik og godt overblik.

Zalewski kom på måltavlen i straffesparkskonkurrencen mod Wales og har et godt skud fra distancen, men vi skal nok forvente, at han vil være i oplæggerens rolle og sørge for assists til Lewandowski ved EM-slutrunden.

Foto: JURE MAKOVEC / AFP

9. João Neves - Portugal

Midtbane, Benfica, 19 år, 5 landskamp, 0 mål

Benfica er en af verdens bedste talentfabrikker og den 19-årige midtbanespiller João Neves har også været med hele vejen igennem de portugisiske U-landshold, startende med U15 i 2019.

João Neves har i denne sæson erobret stampladsen på Benfica-midtbanen og i oktober 2023 blev det til debut på det portugisiske A-landshold i 5-0 sejren over Bosnien-Herzegovina.

Portugal er en af outsiderne til at vinde EM 2024 efter deres overbevisende kvalifikation, hvor de vandt samtlige 10 kampe.

10. Kenan Yıldız - Tyrkiet

Angriber, Juventus, 19 år, 5 landskampe, 1 mål

Den 18-årige Kenan Yildiz er født i Tyskland og været igennem ungdomsrækkerne hos Bayern München. I juli 2022 skiftede unge angriber til Juventus, der gav ham en kontrakt frem til 2027.

Juventus har flere stærke angribere i førsteholdstruppen, men Kenan Yildiz presser på for en stamplads. Første Serie A-scoring kom i 2-1 sejren over Frosinone den 23. december 2023.

Måneden før kom Kenan Yildiz på måltavlen for Tyrkiet i 3-2 sejren over Tyskland.

Læs mere om holdene i vores store EM 2024 optakt.

Ofte stillede spørgsmål

🔎Hvem er den yngste målscorer ved en EM-slutrunde?

Det er Johann Vonlanthen fra Schweiz, der ved EM 2004 kom på måltavlen, da han var 18 år og 141 dage. Den næstyngste EM-målscorer er Englands Wayne Rooney, der var 18 år og 237 dage, da han scorede mod Grækenland; også ved EM 2004.

🔎 Hvem er den yngste målscorer for Danmark ved en EM-slutrunde?

Flemming Povlsen var 21 år og 191 dage, da han scorer mod Spanien ved EM 1988.