FCK og især AaB får nok svært ved at gå videre fra UEFA Cuppens gruppespil, men de to danske klubber har i hvert fald sikret sig nogle publikums-attraktive og dermed indbringende opgør undervejs. Begge hold skal op mod en interessant spansk modstander; FCK mod Atlético Madrid, AaB mod Getafe der trænes af Michael Laudrup. Aalborgenserne får desuden æren af den engelske storklub Tottenham Hotspur.

FCK

FCK viste sin efterhånden veludviklede europæiske rutine ved at slå franske Lens ud i kampen for at nå gruppespillet. Her magede lodtrækningen det således at københavnerne skal møde græske Panathinaikos, russiske Lokomotiv Moskva, spanske Atlético Madrid samt skotske Aberdeen.

Atlético Madrid er ganske vist lillebror i den spanske hovedstad der regeres af Real, men der er tale om et stærkt hold med diverse stjerner, herunder folk som Antonio Reyes og Diego Forlan. Klubben må siges at være gruppens favorit. Herefter følger Panathinaikos og Lokomotiv Moskva (der i øvrigt slog FC Midtjylland ud), men FCK er bestemt ikke uden chancer for at byde disse hold trods. Og Aberdeen bør Staales tropper vel kunne slå - selv om man ikke skal undervurdere den berømte skotske kampånd.

AaB

AaB rider lige nu på en flot succesbølge der blandt andet, i UEFA Cuppen, er gået ud over Sampdoria – første gang nogensinde at et dansk hold udslår et italiensk! Flot ser det ud når Curth, Nomwethe, Johansson og Prica slår de offensive takter an, ikke bare i Aalborg, men også på udebane (AGF måtte senest lægge græs til et 3-5-nederlag). Og defensiven kan også, så man mod Sampdoria; det blev 0-0 i Aalborg efter 2-2 i Italien. Men gruppespillet ligner en meget stor mundfuld for Hamréns nordjyske hold.

Modstanderne er belgiske Anderlecht, engelske Tottenham, spanske Getafe samt israelske Hapoel Tel-Aviv. Her må i hvert fald de tre førstnævnte umiddelbart forventes at være aalborgenserne overlegne. Men de klager ikke i Aalborg, for det indebærer nogle saftige opgør. Spillerne glæder sig til at møde storklubben Tottenham Hotspur – med folk som Robbie Keane, Berbatov og Aaron Lennon - på White Hart Lane i London. Og klubledelsen gnider sig i hænderne over mødet med Getafe på Aalborg Stadion. Getafe trænes som bekendt af Michael Laudrup – og det gør klubben forhåbentligt også til den tid (december) – hvis ellers holdets fine spil kan blive omsat til nogle point i den spanske liga.

Turneringens struktur

UEFA Cuppens gruppespil går i gang torsdag d. 25. oktober og slutter d. 20. december. Der er otte grupper à fem hold. Hver klub skal spille fire kampe, to udekampe og to hjemmekampe. De tre bedst placerede i hver gruppe går videre til playoff.

Spilleplan for FCK og AaB

8. nov. FCK – Panathinaikos
29. nov. Lokomotiv Moskva – FCK
5. dec. FCK – Atlético Madrid
20. dec. Aberdeen - FCK

8. nov. AaB - Anderlecht
29. nov. Tottenham – AaB
6. dec. AaB-Getafe
19. dec. Hapoel - AaB

Fuldt kampprogram

http://www.uefa.com/multimediafiles/download/uefa/others/600441_download.pdf

Alle grupper

Gruppe A
1. AZ Alkmaar (NED)
2. FC Zenit St. Petersburg (RUS)
3. Everton FC (ENG)
4. 1. FC Nürnberg (GER)
5. Larissa FC (GRE)

Gruppe B
1. Panathinaikos FC (GRE)
2. FC Lokomotiv Moskva (RUS)
3. Club Atlético de Madrid (ESP)
4. FC København (DEN)
5. Aberdeen FC (SCO)

Gruppe C
1. Villarreal CF (ESP)
2. AEK Athens FC (GRE)
3. ACF Fiorentina (ITA)
4. FK Mladá Boleslav (CZE)
5. IF Elfsborg (SWE)

Gruppe D
1. FC Basel 1893 (SUI)
2. Hamburger SV (GER)
3. Stade Rennais FC (FRA)
4. NK Dinamo Zagreb (CRO)
5. SK Brann (NOR)

Gruppe E
1. Bayer 04 Leverkusen (GER)
2. AC Sparta Praha (CZE)
3. FC Spartak Moskva (RUS)
4. Toulouse FC (FRA)
5. FC Zürich (SUI)

Gruppe F
1. FC Bayern München (GER)
2. Bolton Wanderers FC (ENG)
3. SC Braga (POR)
4. FK Crvena Zvezda (SRB)
5. Aris Thessaloniki FC (GRE)

Gruppe G
1. RSC Anderlecht (BEL)
2. Tottenham Hotspur FC (ENG)
3. Getafe CF (ESP)
4. Hapoel Tel-Aviv FC (ISR)
5. AaB (DEN)

Gruppe H
1. FC Girondins de Bordeaux (FRA)
2. FK Austria Wien (AUT)
3. Galatasaray SK (TUR)
4. Panionios GSS (GRE)
5. Helsingborgs IF (SWE)