Et nyt borgerforslag vil gøre det forbudt at reklamere for spil i fjernsynet. "Det ødelægger livet for mange mennesker og smadrer deres økonomi," lyder en del af begrundelsen.

De seneste mange måneder har den danske spillebranche diskuteret og forhandlet om, hvordan det skal være tilladt at markedsføre sig især i TV, og  i slutningen af marts præsenterede spiludbyderne så et adfærdskodeks, der blandt andet skal give færre reklamer i TV.

Det er dog ikke nok, mener en gruppe danskere, der har oprettet et borgerforslag, der opfordrer til at gøre det helt forbudt at reklamere for spil i fjernsynet.

    I alt 354 personer har per 17. april skrevet under på borgerforslaget, der blandt andet har fået omtale i Ekstra Bladet.

    Ødelægger folks liv og økonomi

    Borgerforslaget blev lanceret den 27. marts og løber frem til den 23. september. I begrundelsen for forslaget beskrives det, hvordan spil ødelægger folks liv og økonomi:

    "Forbud mod spillereklamer på TV kanaler, der vises i Danmark, da det ødelægger meget for mange mennesker.
    Folk fristes let af lette løsninger. Det at spille giver mange en afhængighed, da de fristes af drømmen om at blive millionærer. [Det] ødelægger livet for mange og smadrer deres økonomi. Mange fristes og kan så ikke stoppe igen."
    • "Undgå, at mange bliver ludomaner.
    • Undgå, at familier bliver ødelagte.
    • Undgå vold mellem skyldner og udlåner.
    • Undgå andre former for misbrug og økonomiske problemer."

    Italiensk spiljurist: Forbud dur ikke

    I Italien har politikerne valgt at gøre det forbudt at reklamere for spiludbydere helt generelt. Det totale forbud gælder også i gadebilledet og via sponsorater af for eksempel fodboldklubber. Men det er ikke den rette vej at gå, mener den italienske spiladvokat,  Valérie Peano, som BetXpert tidligere har talt med.

    Hun mener, loven vil gøre det umuligt for kunderne at vide, hvilke udbydere der er ulovlige, og hvilke udbydere der har licens. I praksis vil det ikke være muligt for de lovlige udbydere at gøre opmærksom på sig selv og det vil være til de licensløse udbyderes fordel, da de ikke vil være bange for at bryde loven.

    "Illegale udbydere har intet at tabe ved at bryde lovgivningen, når myndighedernes hårdeste sanktionsmulighed er at fratage udbyderne deres licens," sagde hun sidste år til BetXpert.

    Hun vurderede, at det italienske forbud vil blive trukket tilbage indenfor få år.