US Masters 2017 - optakt: Hvem skal stoppe DJ?

US Masters 2017 - optakt: Hvem skal stoppe DJ?
Emne: Optakter
Af , Man. 3. apr. 2017, 11:07
Denne side indeholder henvisnings-links.
+1
Du skal være logget ind for at stemme på artikler

Fakta

US Masters 2017
Fra 6. - 9. april

Spilles på Augusta National Golf Club, Augusta, Georgia, USA.

Navigation
Odds og tips
Syv områder der skal vurderes
Top-favoritterne
Udvalgte outsidere
Turneringsregler
Banen
Links

Turneringen vises på TV3 Sport 1 og Viaplay

Kommentarer (15) Til kommentarer

Kan Dustin Johnson fortsætte sin imponerende sejrsrække? Vinder Rory McIlroy endelig sin Career Grand Slam? Får Jordan Spieth revancheret sig selv efter sidste års blamage på 12. hul? Eller kommer en helt fjerde spiller fra baghjul og skriver sig ind i historiebøgerne som vinder af US Masters 2017. 

 

Der er mange spørgsmål, der skal besvares i løbet af Mastersweek. Engelske Danny Willett vandt overraskende sidste år, men han spås ikke mange chancer for at forsvare sin titel med hele verdenstoppen samlet for at kæmpe om en af de mest prestigefyldte titler, der findes. 94 håbefulde spillere stiller til start, heriblandt danske Søren Kjeldsen, der som eneste danske deltager skal forsøge at følge op på sin flotte 7. plads fra sidste sæson.

 

I denne optakt har jeg valgt at springe jeg let og elegant hen over formalia og fyldtekst, for at fokusere på det væsentlige omkring odds, tips og spiltanker. Senere i denne optakt kan man finde min vurdering af de tre top-favoritter samt udvalgte outsidere, de specielle regler der er for turneringen og en beskrivelse af banen. Men vil man gerne læse lidt mere om baggrund og historie, kan man evt. tage et kig i den omfattende optakt fra sidste år her.

 

Odds og tips - US Masters 2017

Lad os gå direkte til sagen og kigge på toppen af vindermarkedet for dette års turnering, hvor tre spillere skiller sig lidt ud fra resten af favoritterne:

 


Vinder US Masters 2017 Bedste odds Bookmaker
Dustin Johnson 7,0
NordicBet
Jordan Spieth 9,5
888sport
Rory McIlroy 9,5
Bwin
Hideki Matsuyama 23,0
888sport
Jason Day 23,4
Betfair
John Rahm 25,3
Betfair
Rickie Fowler 26,0
NordicBet
Phil Mickelson 31,0
888sport
Justin Rose 34,0
NordicBet
Henrik Stenson 37,47 Betfair
Adam Scott 39,3 Betfair
Justin Thomas 43,1 Betfair
Bubba Watson 51,5 Betfair

 Odds er opdateret mandag d. 3/4 kl. 9.00. Odds fra Betfair Exchange er fratrukket 6,5% kommission.

 

Jeg kaster mig selv meget sjældent ud i spil på vindermarkedet, men hvis jeg skal komme med min vurdering, er der et par spillere/odds, der falder mig i øjnene. Blandt top-favoritterne har jeg stadig mest fidus til Jordan Spieth i forhold til oddset. På trods af hans missede cut i Shell Houston Open synes jeg, at han ser bedre ud nu end samme tidspunkt sidste år, og han er så godt tilpas på Augusta National, at prisen hos 888sport/Unibet ser fornuftig ud. Med Dustin Johnsons form in mente kan et top 5 spil dog måske være mere relevant, hvis oddset nærmer sig 3,0.

 

Derudover synes jeg, at oddset på Bubba Watson er stukket lidt af på Betfair Exchange. Han har godt nok ikke været på toppen i år endnu, men han fandt noget i WGC Matchplay, som gav spillet et løft. Kombineret med hans historik som dobbelt tidligere vinder, der må give ham betegnelsen "Masters-specialist", er et odds over 50 i overkanten for mig at se.

 

Bedste bud på værdi på vindermarkedet er dog klart at finde ved NordicBet:

 

Mit bedste bud på værdi: Justin Rose til odds 34 hos Nordicbet

Den olympiske guldvinder har en stærk historik i Masters, er i god form og ligner et super match til den svære bane. NordicBet/Betsafe har ikke slashet deres odds efter weekenden, som de fleste andre og hænger stadig med flotte odds 34. Jeg mener ikke 4% chance for en sejr til Rose er for meget, og det er nok til fin værdi. Se også uddybning om Justin Rose sidst i denne optakt.

Følg med her på BetXpert for at se spilforslag i form af deciderede ekspert-tips eller tips direkte i forum-tråden til denne optakt.

 

Syv områder der skal vurderes

I det følgende vil jeg uddybe, hvordan jeg vægter forskellige faktorer, når pengene skal investeres i diverse bets til The Masters. Det kan nemt give anledning til diskussion, og der vil givetvis være flere derude, der er uenige med mig, men det er nu engang, sådan jeg griber det an.

 

  1. Form på banen. I forhold til mange andre turneringer, store som små, har spillernes erfaring og tidligere resultater en meget højere betydning, når det kommer til Masters. Værdien af at have spillet banen mange gange og kende til de forskellige fald på greens og vindens typiske bevægelser mm. vægtes højt.
  2. Nuværende form. Er naturligvis vigtig, men vægtes i lidt mindre grad end normalt i sammenligning med ovenstående.
  3. Bane-udtalelser. Spillernes udtalelser, både nye som af ældre dato, om hvordan de ser banen (positivt eller negativt), kan spille en vigtig rolle i vurderingen af et spil.
  4. Putting. I min bog den vigtigste stat til Masters. Specielt måske evnen til at undgå 3-puts. Greens er ondulerede og lynhurtige, og spillere med en generelt stærk putter eller endnu bedre en putter, der har tendens til at være varmere i de store mesterskaber og majors, har en stor fordel.
  5. Shot-making. En spillers evne til at kontrollere boldens flugt er meget vigtig på Augusta National. Man skal kunne slå bolden begge veje, dog vigtigst fra højre mod venstre. Spillere, der normalt kun spiller med en venstre-højre kurve, kan få problemer. For eksempel så jeg på Twitter i starten af sidste uge, at Andy Sullivan i forberedelserne til Masters arbejder hårdt (og indtil videre uden kæmpe succes) på sin højre-venstre kurve. Det kan være en vigtig information.
  6. Driving distance. Mange forskellige typer spillere kan gøre det godt på Augusta National, men længde fra tee er helt klart en fordel i kraft af den begrænsede rough, modklippede fairways og så muligheden for at score på par 5-hullerne.
  7. Major-format. Et lidt svært begreb at definere, men her mener jeg bl.a. den mentale del af spillet. En spiller som Jordan Spieth er med sine evner i min bog født til at spille majors, hvor jeg for eksempel synes, at spillere som Rafa Cabrera Bello eller Matt Kuchar mangler en udefinérbar X-faktor i de allerstørste turneringer.

Ved flere af disse punkter er der naturligvis stor forskel på, om man spiller på vindermarkedet eller på, om en spiller klarer cuttet eller ej. Men ovenstående skal i forhold til mine spil altid indgå i overvejelserne, inden pengene placeres.

 

Kom meget gerne med spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, der kan danne grundlag for lidt debat og diskussion af, hvad der skal vægtes, når man oddser på US Masters og andre major-turneringer. 

 

 

Top-favoritterne

 

Dustin Johnson

 

OWGR (verdensranglisten): 1

Best Masters finish: T4 (2016)

 

Verdens absolut bedste golfspiller gennem de sidste måneder er den naturlige favorit til at tage årets første Major-titel. Han har vundet de seneste tre turneringer, han har stillet op i - senest WGC Dell Matchplay - og hans spil har været på et uhørt højt niveau. Han slår bolden uhyggeligt langt, og ligger helt i top på stort set alle PGA Tourens statistikker over det lange spil.

 

DJ har spillet Masters syv gange tidligere. Han er blevet bedre på banen over årene, hvor hans to bedste præstationer (T4 og T6) er kommet de sidste to år, og hans spil bør passe rigtig godt til Augusta National, hvis putteren er bare semi-lunken. Han har dog aldrig været rigtig tæt på at vinde Masters, men jeg har alligevel virkelig svært ved at forestille mig et leaderboard uden Dustin Johnson på første side på søndag.

 

Jordan Spieth

 

OWGR: 6

Best Masters finish: 1 (2015)

 

Den unge texaner ligner også en seriøs bejler til titlen igen. I år ser han i mine øjne umiddelbart stærkere ud end sidste år med sin sejr i AT&T Pebble Beach i februar. Men hans halvsløje præstation i WGC Dell Matchplay og frem for alt det missede cut i denne weekend i Shell Houston Open giver panderynker. De sidste to år har han klaret sig væsentligt bedre i Houston inden hans toppræstationer til Masters. Jeg synes dog stadig, at hans lange spil står stærkere end sidste år efter intensivt arbejde over nytår, og med hans spidskompetencer i puttingen og de mentale dele af spillet har han stadig gode chancer for at tage revanche fra sidste år. 

 

Spieth er måske det perfekte match til Augusta National, og han elsker banen som få andre. Hans suveræne sejr fra 2015 er flankeret af to 2. pladser fra både 2014 og 2016, og som de fleste husker fra sidste år, burde han nok have vundet sin anden grønne jakke. Han vil nok sent glemme sine to bolde i vandet på 12. hul. 

 

Rory McIlroy

 

OWGR: 2

Best Masters finish: 4 (2015)

 

Det er de færreste golfspillere, der nogensinde får muligheden for at vinde en ”Career Grand Slam”, altså at vinde alle 4 majors. McIlroy mangler kun Masters i samlingen, og i år kan meget vel blive året, hvor det sker. Der er ellers flere ting, der taler imod ham med hans ribbens-skade i januar/februar og udstyrs-skift over nytåret, men alligevel er der stor optimisme omkring ham. Han har ikke spillet så meget i år på grund af skaden, og resultaterne har kun været ”fornuftige” for en spiller af hans kaliber, men der har alligevel været glimt af hans enorme top-niveau. Kan han undgå en off-day, bliver han virkelig farlig. 

 

Jeg oplever, at McIlroy’s format som person og ikon i golfsporten er vokset kraftigt over de seneste par sæsoner. Hvor han tidligere ”bare” var den krølhårede wonderboy med det gudsbenådede talent, er han i dag en mand med både karisma og autoritet både på og uden for banen. Han er vokset i format, og med det følger (i min bog) en større chance for at vinde årets US Masters og fuldende sin Career Grand Slam.

 

 

Udvalgte outsidere

 

Jason Day

 

OWGR: 3

Best Masters finish: T2 (2011)

 

Det er lidt svært at vide, hvor Jason Day er lige nu. Oven på et 2016 der i den grad tilhørte ham, har resultaterne i bedste fald været middelmådige i år, og i hans sidste start i WGC Dell Matchplay måtte han grædende trække sig på grund af hans mors kræftsygdom og efterfølgende operation. Han døjede selv med almen sygdom i WGC Mexico, og der har også på rygtebørsen været forlydender om, at hans problemer med svimmelhed ikke er væk og stadig generer ham fra tid til anden.

 

På banen har han også kæmpet lidt med specielt putteren, som ellers var frygtindgydende sidste sæson, og der har kun været begrænset succes med en 5. og en 12. plads i syv starter i år. Men hvis Day er fysisk klar, og han kan lægge sygdomsproblemerne i familien bag sig, er han i den grad en outsider. Med 2. pladsen i hans debut i 2011, en 3. plads og to andre top 20-placeringer i seks starter i Masters, har han vist, at han kan præstere på banen, og stiller han til start må han ikke undervurderes.

 

Hideki Matsuyama

 

OWGR: 4

Best Masters finish: 5 (2015)

 

Indtil midten af februar var Matsuyama en af de allerstørste favoritter til årets første major. Med tre sejre og to 2. pladser i syv starter hen over nytår, var han i superform, og lignede en snarlig ny verdens-1’er. Men intet varer evigt, og siden hans sejr i Waste Management Phoenix Open i starten af februar, har han været menneskelig igen, og formen er dykket lidt. Måske naturligt nok ovenpå en hæsblæsende periode. I hans seneste start i WGC Dell Matchplay var han ikke overbevisende, kom ikke videre fra puljen, og han var tydeligt frustreret med dele af spillet.

 

Men der kan ikke være langt til topformen for japaneren, og med fem tidligere starter på Augusta National har han gjort sig erfaringer nok til at kunne tæmme banen, hvis han igen finder svinget. Ved hans 5. plads i 2015 kom han fra baghjul med en 66’er i sidste runde, men han blev også 7’er sidste år, hvor han var bedre med fremme og snuse til de førende.

 

John Rahm

 

OWGR: 12

Best Masters finish: Debutant

 

Kun 22-årige spanske John Rahm har fået et massivt gennembrud på PGA Touren over de sidste par måneder. Med hans fantastiske sejr i Farmers Insurance Open kvalificerede han sig til Masters, og formen herefter hedder 16, 5, 3 og 2. I går søndag sluttede han så Shell Houston Open med en 67'er (-5) for en slutplacering som nr. 10, og han må siges at være i kanon-form op til sin første start i US Masters.

 

Der er dog ret langt mellem top-resultaterne for debutanter i US Masters. Banekendskab og erfaring spiller en rigtig stor rolle i denne turnering, og det trækker kraftigt ned i vurderingen af hans vinderchancer, at han ikke har spillet Masters før. Der har dog været undtagelser med Spieth og Day som de seneste, og der er mange, der spår, at John Rahm kan blive en mindst lige så stor spiller som de to. Kan han holde momentum fra de sidste par måneder, og falder banen i hans smag, kan han måske være at finde helt fremme på søndag.

 

Phil Mickelson

 

OWGR: 18

Best Masters finish: 1 (2004, 2006, 2010)

 

Efter to brok-operationer hen over nytår var der mange, inklusiv jeg selv, der tvivlede lidt på Mickelsons sæson, men han har overrasket og præsteret ganske stærkt, uden at det dog er blevet til sejre eller top 3-placeringer endnu. Han synes, at have genfundet sit solide jernspil, og hans korte spil er som altid forrygende, hvor han fører PGA Tourens ”Strokes gained around the green”. Dog var han lidt skuffende i Shell Houston Open, en turnering hvor han i mange år i træk er sluttet i toppen. Han klarede trods alt cuttet og sluttede med ugens bedste runde i 70 (-2), men sluttede i den tunge ende som nr. 55.

 

Bevares, Phil Mickelson er blevet 46 år, og har naturligt ikke hverken den power eller stabilitet, han har haft tidligere, men han har stadig et virkelig højt top-niveau, og man skal ikke glemme, at det her er Masters. 15 top 10-placeringer, 9 top 3-placeringer og 3 sejre er det blevet til for Phil Mickelson. Han elsker den her bane, og historikken taler sit tydelige sprog: Mickelson kan til enhver tid vinde The Master.

 

Justin Rose

 

OWGR: 14

Best Masters finish: T2 (2015)

 

Justin Rose er også en af dem, der kommer i kategorien af spillere, man aldrig må afskrive. Han er major-vinder, olympisk guldvinder, og han har en rigtig stærk historik i Masters. Når han derudover er i fornuftig form med tre top 5-placeringer i seks starter i år, begynder der at tegne sig et billede af en seriøs udfordrer til titlen og den grønne jakke. Han stillede også op i Shell Houston Open i den forgangne uge, og endnu en solid præstation med en 15. plads til følge trækker ikke ned. Det eneste lille ”men” omhandler hans ryg, som har drillet ham i slutningen af sidste sæson, og der har også enkelte gange i denne sæson været meldinger om smerter.

 

Justin Rose ligner et perfekt match til Augusta National, og selvom han endnu ikke har vundet, har han i den grad præsteret her før. Hans dårligste resultat kom i hans debut helt tilbage i 2003, hvor han blev 39’er, og kun i én af de sidste syv starter er han sluttet uden for top 20. Rose er blandt de første på min personlige shortlist over de bedste kandidater til titlen.

 

Justin Rose i top 20 til odds 2,10 hos Betfair Sportsbook

Den olympiske mesters historik i Masters er fremragende. Han kommer tillige ind til turneringen i god form, og kan han holde putteren nogenlunde kørende bør en top 20-placering være overvejende sandsynlig. Se analyse her.

 

Henrik Stenson

 

OWGR: 5

Best Masters finish: T14 (2014)

 

Der er som altid top-placeringer i kølvandet på “The Cool Swede”. 8’er i Abu Dhabi, 2’er i Dubai og 7’er i Valspar Championship på PGA Touren er alle fra i år. Dog måtte han trække sig fra WGC Mexico med maveonde som så mange andre, og hans overraskende missede cuts i Arnold Palmer Invitational og i denne weekend i Shell Houston Open vil få en del til at rynke på næsen af hans chancer. Men Stenson er trådt et niveau op og er major-vinder nu, og hans spil tee til green er blandt de allerbedste i verden. Han bør være det perfekte match til Augusta National.

 

Når det er sagt, så er det endnu ikke lykkedes ham at præstere her, og jeg brændte også nallerne på ham sidste år med et spil i top 20. Hans bedste er kun en delt 14. plads, hvilket er langt fra de andre favoritters record, på trods af at han har spillet her mere end de fleste med 11 starter. Så hvorfor? Jeg ser umiddelbart ingen anden forklaring end, at han bare ikke rigtig er tilpas på Augusta National.

 

Rickie Fowler

 

OWGR: 8

Best Masters finish: T5 (2014)

 


Med en 3. plads i Shell Houston Open i den forgangne uge er odds på Rickie Fowler faldet betydeligt, og han må siges at være i rigtig god form op til dette års Masters. Efter et misset cut i årets første start hedder formen 4/1/16/12/3, og i år kunne meget vel være året, hvor Fowler tager sin første Major. De mange svingomlægninger, han har lavet gennem de sidste par år, ser ud til at være blevet godt implementeret i spillet, og hans stats for sæsonen er fantastiske: 1'er i Scoring Average, 4'er i Strokes gained tee-to-green, 9'er i Strokes gained putting og måske lige så vigtigt 2'er i Total Driving.

 

I seks tidligere starter i Masters har Fowler misset cuttet en enkelt gang (sidste år), men har ellers ikke været uden for top 40. 5. pladsen fra hans "major-år", hvor han sluttede i top 5 i alle fire majors, er stadig hans bedste, men med hans nuværende form og hans stærke ball-striking synes han at være en rigtig stærk outsider. Han har også tidligere vundet Players Championship, og synes at have formatet til at blive major-vinder snart. Og better man efter stats, er man nødt til at tage Fowler i betragtning.

 

Søren Kjeldsen

 

OWGR: 68

Best Masters finish: T7 (2016)

 

Mest af alt bare for at præsentere vores eneste danske deltager. Søren var i top 50 på verdensranglisten ved udgangen af 2016, hvilket skaffede ham denne invitation til hans 4. start i Masters. Men er han så chanceløs? Den lille 41-årige nordjyde bliver bare bedre og bedre, jo ældre han bliver, men han bliver også bedre og bedre i Masters. 7. pladsen sidste sæson var naturligvis hans bedste resultat, men viser klart, at han godt kan være med på dette niveau, og det er heller ikke mange måneder siden, at han for alvor var med fremme i The Open.

 

Søren har ellers haft en lidt hård start på hans forsøg på at klare sig på den amerikanske PGA Tour. Fire missede cuts til at starte året på, inden han kom bedre i gang i slutningen af februar. Så blev det til gengæld til tre klarede cuts og placeringer i top 40 inden hans sæson kulminerede for 14 dage siden i WGC Dell Matchplay, hvor han bl.a. vandt over Rory McIlroy og spillede sig helt frem til kvartfinalen. Han synes at have fundet formen igen på et godt tidspunkt, og det bliver spændende at se, om han kan forbedre på sin 7. plads fra sidste sæson.

 

Turneringsregler

Når hovedturneringen går i gang spilles der som vanligt 4 runder af 18 huller med cut efter 36 huller. Alle spillere starter (hvis ikke der er forsinkelser pga. vejret) fra hul 1, fordi feltets størrelse tillader det.

 

Cuttet:

For at klare cuttet efter 36 huller skal spilleren opfylde mindst ét af følgende kriterier:

  • I top 50 (delte placeringer gælder)
  • Inden for 10 slag af den førende spiller

Den sidste regel betyder reelt, at rigtig mange spillere potentielt kan klare cuttet, hvis feltet ikke er spredt for meget, og de førende spillere ikke er stukket for meget af. Denne regel er ikke uvæsentlig og har jævnligt været i spil gennem årene.

 

Omspil:

Hvis to eller flere spillere deler første pladsen efter 72 huller, spilles ”Sudden Death”-omspil på hullerne 18, 10, 18, 10 osv., indtil en vinder er fundet.

 

Banen

Augusta National er omkranset på alle sider af høje træer, og alle græsstrå er klippet i præcis den højde, de skal være til starten af turneringen. Der vil være mange smukke billeder at se fra turneringen, og er man interesseret i at nærstudere banen visuelt, er der et glimrende redskab til det her

 

Ved turneringsstart vil greens være lynende hurtige, hvilket i sig selv ikke er unormalt, men kombineret med de relativt kuperede greens og greenområder vil det til tider få spillerne til at tage sig mindre heldigt ud. Det ses endda med jævne mellemrum, at en spiller putter i vandet eller vælger at putte mod et andet sted på green end hullet simpelthen for at undgå at putte ud af green.

 

Fairways er smalle langt de fleste steder og såkaldt ”tree-lined”, hvilket betyder, at et drive misset i den forkerte side ofte koster en bogey eller værre. Dog er banen også kendetegnet ved en meget tilgivende rough, og på en lang række af hullerne vil en af siderne være mere tilgivende. Fairways er desuden altid klippet på en måde, så græsset ligger mod spilleretningen. Dvs. de klipper græsset fra green mod teestedet, hvilket gør at banen spiller noget længere, da spillerne ikke får det samme rul på fairways, når bolden lander.

 

De mange træer, der omkranser banen, har desuden den funktion, at de hæmmer spillernes muligheder for at vurdere vindretning og styrke. Specielt hullerne midt på runden har den egenskab, og i særdeleshed kan det være svært på par 3-hullet 12, som Jordan Spieth måtte erkende sidste år, hvor der er vand i spil foran green. Hullerne udfordrer generelt spillerne på mange forskellige måder og byder på relativt stor variation. Doglegs er både mod venstre og højre, og der er en del greens, der ligger forhøjet i forhold til fairways.

 

Banen er på godt 7400 yards, par 72, med 4 par 3-huller, 10 par 4-huller og 4 par 5-huller. Specielt den sidste kategori spiller en stor rolle, fordi det traditionelt er på par 5-hullerne, der skal scores for at være med fremme. Der er ikke overflod af bunkers og kun lidt vand i spil på banen, men spillerne vil alligevel blive testet på alle parametre af den berømte Augusta National.

 

Links

Turneringens hjemmeside med livescore, shot-tracker og meget mere

Vejrudsigt

TV-tider

 

Derudover kan man downloade en Masters app i både Appstore og Google Play.

Bookmaker anmeldelser