Konflikten mellem DBU og Dansk Fodbolddommer-Union er ved at brede sig til toppen af dansk fodbold. Truslen om dommerstrejke i de lavere rækker får DBU til at lockoute alle dommere - også i Superligaen...

Siden oktober 2012 har Dansk Boldspil Union (DBU) og Dansk Fodbolddommer-Union (DFU) ligget i forhandlinger om størrelsen på det honorar dommerne får for at dømme en kamp. Satsen har hidtil ligget på 200 kroner, men DFU ønsker en stigning til 218 kroner per kamp.

DBU har ikke været indstillet på en forhøjelse på ni procent, og da DFU har stået fast på sine krav, har DBU valgt at ophæve samarbejdsaftalen med henvisning til at DFU har misligeholdt de indgåede aftaler.

Det har hidtil betydet, at klubfodbolden på under 2. divisionsniveau vil ligge stille hen når sæsonen starter op igen, og at de turneringer der allerede er under afvikling, har været plaget af aflysninger når DBU ikke har kunne finde dommere til kampen.

Men nu ser konflikten ud til at brede sig til toppen af dansk fodbold.

DBU lockouter dommerne

Topdommerne i divisionerne og Superligaen har i første omgang ikke været omfattet af konflikten, da DFU har en separat aftale med Divisionsforeningen der først udløber i 2014.

Men DFU's trussel om strejke har tvunget DBU til at tage drastiske midler i brug for at undgå at give efter for dommernes økonomiske krav. Ifølge en kilde tæt på toppen i DBU bliver unionens svar på den varslede dommerstrejke, at man lockouter alle dommere fra Superligaen og nedefter i håb om at lægge pres på DFU. Tanken er at befolkningen vil vende sig mod DFU når både fodbolden i TV og på græsbanerne i det danske land ligger øde hen.

- Vi vil ikke give efter for DFU's økonomiske krav. I disse krisetider gælder det om at spænde livremmen ind og spare hvor der kan spares. Det gælder i fodboldens verden ligeså vel som i skolevæsenet, og vi vil ikke stå model til afpresning, siger en anonym kilde til BetXpert i forbindelse med et anti-matchfixing-seminar afholdt over påsken.

Topdommerne er endnu ikke blevet orienteret om situationen, men det ventes at blive offentliggjort efter dagens kampe i Superligaen og lockouten kan således allerede træde i kraft fra næste spillerunde.

DBU tør ikke at spå om hvor længe lockouten kan vare, men understreger at Superliga-sæsonen på sigt nok skal blive spillet færdig:

- Jamen, vi kan da bare forkorte sommerferien lidt og afvikle kampene i juni og juli. Så slipper vi også for at høre på det evindelige brok over vejret hver gang en Superliga-træner fryser lidt om balderne, lyder det fra BetXperts unavngivne kilde.

DBU er træt af brok

Der tegner sig generelt et billede af at DBU er godt trætte af at lægge øre til det ene angreb efter det andet, og indtrykket hos BetXperts udsendte er, at man fra DBU's side nu sætter hårdt mod hårdt.

Tidligere på ugen var unionen en tur i mediemaskinen efter BT bragte en artikel om druk på DBU's to højeste træneruddannelser, og man har også måtte tage imod meget kritik i sin håndtering af matchfixing-sagen omkring Kristoffer Wichmann.

- Det kan snart ikke passe, at DBU skal drages til ansvar bare fordi Wichmann for én gangs skyld vinder på Oddset. Og hvorfor er det vores skyld at Poul Hansen og Viggo Jensen bliver smidt ud fra Discotheque One i Hammel? Viggo skulle måske ikke have forsøgt at rykke bordfodboldbordets midtbane ned i forsvarskæden, men det er da også urealistisk kun at måtte forsvare med to mand, siger DBU's repræsentant inden han skynder sig væk ved synet af kommunikationschef Lars Berendt.

Fra BetXperts side kan vi kun håbe på, at de to parter i sagen snarest muligt finder en løsning.