Flere politikere fra rød blok mener, at det er på tide med et forbud mod spilreklamer i TV. Socialdemokratiets skatteordfører afviser dog et forbud og får støtte fra kollega i Venstre.

Flere danske politikere på Christiansborg erklærer sig klar til at indføre et forbud mod spilreklamer i TV. Navngivne folketingspolitikere fra SF, Radikale Venstre og Alternativet erklærer ifølge TV2 Østjylland enstemmigt, at TV-reklamer for spil bør være ulovlige.

"I SF har vi i lang tid været betænkelige over for det bombardement af spilreklamer, som vi alle udsættes for. Vi har tidligere bakket op om et forslag fra Danske Spil om at udelukke reklamerne, mens kampene er i gang, og været med til at lave en stramning sidste år," siger eksempelvis Charlotte Bromann Mølbæk (SF) til TV2 Østjylland. 

Socialdemokratiets skatteordfører, Troels Ravn, siger til samme medie, at han ikke personligt tror på et forbud, og han får opbakning af Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, som er klar på at begrænse antallet af reklamer for spil, men ikke et decideret forbud.

Resultater fra adfærdskodeks lader vente på sig

I sommeren 2018 gav de danske politikere branchen mulighed for selv at få indflydelse på, hvordan det fremover skal være tilladt at reklamere for spil. I begyndelsen af 2019 præsenterede brancheorganisationen DOGA så et adfærdskodeks, hvor der blandt andet stod:

"Udover at udarbejde klare rammer for spilreklamernes indhold, skal aftalen også sikre, at mængden af reklamer nedsættes, og at der sættes restriktioner på, hvilke sammenhænge de optræder i. Spilbranchen vil derfor arbejde for indgå en aftale med tv-stationerne, der skal sikre, at antallet af spilreklamer mindskes." 

Overfor TV2 Østjylland har direktør i DOGA, Morten Rønde, dog afvist, at spiludbyderne i fællesskab er kommet tættere på en løsning på at nedbringe antallet af reklamer.

Både Socialdemokratiet og Venstre har tidligere over BetXpert givet udtryk for, at politikerne er klar med regulering, hvis spiludbyderne ikke selv kan finde ud af at levere et tilfredsstillende regelsæt for spilreklamer - herunder at få nedbragt antallet af dem.

Italienske erfaringer er ikke entydigt positive

I Italien indførte regeringen sidste år et komplet forbud mod spilreklamer, og selvom forbuddet potentielt har løst et problem, har det samtidig gjort, at nye er kommet til.

I sidste uge advarede den italienske handelsorganisation, LOGiCO, myndighederne om, at den stramme regulering i landet driver problemspillere i armene på licensløse udbydere. Og det var også en af bekymringerne, den italienske spiladvokat, Valérie Peano havde, da BetXpert talte med hende sidste år.

Hun advarede netop mod, at et marked uden spilreklamer vil gøre det umuligt for spillere at vide, hvilke bookmakere der har licens, og hvilke der ikke har, når de lovlige udbydere ikke kan gøre opmærksom på sig selv. Hendes dom over reklameforbuddet var derfor hård:

"Det er slet ikke den rette vej at gå. Det vil skabe en klar fordel for ulovlige spiludbydere. Det er trukket tilbage om et par år, tror jeg," sagde hun.