Man skulle ikke tro det, men i alle fald måtte man på dansk ejede BET24 udbetale mere end der blev indskudt på

Grækenland som EM-vinder. Helt præcis måtte BET24 udbetale 112,5% af det samlede indskud, og det trods, at grækerne efter Letland velsagtens var den mindst ventede nation til at vinde guld.

- Vi har mange græske spillere, og de har ganske naturligt spillet med hjertet, mens mange andre hurtigt lugtede lunten og efter gruppekampene smed lidt på Otto Rehhagels udvalgte, udtaler kundeansvarlig Jacob Nielsen.

Dog kan tabet på Grækenland ikke sammenlignes med det, som spilleselskabet led på at Milan Baros blev topscorer, for her måtte der udbetales hele 208,5%.

- Ja, det havde da ikke gjort noget, hvis Charisteas havde puttet tre mere i kassen i går, men på den anden side har vi haft et kanon EM med rekordomsætning og en masse tilfredse kunder, så i bund og grund har det været tre rigtigt gode uger for os.

Baros kunne inden EM spilles til odds 50, mens den græske succes blev belønnet med odds 70 inden åbningskampen.

Den græske succes får dog ikke BET24 til at trække sig tilbage i skoene, og derfor er Danmark stadig favorit til at toppe VM-kvalifikationsgruppe B foran blandt andet Grækenland og Tyrkiet. Odds 2,75 giver danskerne, mens Tyrkiet og Grækenland belønnes med henholdsvis odds 3,00 og 3,50!