Torsdag den 29. juni 2006, 09:34

Tour de France er mere end bare et cykelløb. Det er hundrede år med højspændt drama, gråd & tænders gnidsel, triumf & ekstase. Heltegerninger og tragiske dødsfald.

Ikke så sært, at det for nogle nærmer sig en religion. Som dyrkes hele året, men især i juli, hvor selve løbet udspiller sig på de franske landeveje.

Det er lykkedes for BetXpert at få en mangeårig trofast Tour-fan, Jane Berger, til at linde på låget til en nostalgi-boks fyldt med bevægende øjeblikke. Her følger nogle punktnedslag i hendes oplevelser med verdens største cykelløb.

Bemærk, at dette ikke er en gængs BetXpert-optakt til Tour de France. Der er ingen spillemæssig relevans. Til gengæld kan vi garantere en fascinerende tur ned ad Memory Lane.

Følelsernes cykelløb

Så nærmer første lørdag i juli sig igen, og som hvert år, lige på nær da Frankrig holdt vm i fodbold, er dette ensbetydende med tourstart. De sidste 17 år, tror jeg, har jeg fulgt tour’en med spænding, men det var dog i midten af 90’erne at det tog rigtig overhånd for mig, og blev en form for livsstil, det blev min måde at holde sommerferie på.

Dette historiske løb, der har rundet de 100 år, rummer så mange aspekter, at hele følelsesregistret ikke kan udgå at blive påvirket.

Bugno og trøjen, Lemond og rebet

Jeg havde set lidt tour i 89-90, men min første rigtige touretape, den der gjorde at løbet for alvor bed sig fast, kom først i 1991. Jeg kom ind midtvejs på etapen, og Indurain var ude sammen med Bugno, der så flot var iført den italienske mesterskabstrøje. De kørte opad, opad og opad, og jeg husker at jeg tænkte ’hvad er det lige der sker her? Hvem er disse mennesker og hvordan kan de det der?’

Jeg var grøn og kendte ingen regler, så jeg skulle finde ud af det hele fra bunden. Der var så meget nyt for mig. Indlagte bonuser, forskellige trøjer, tidtagninger, og ikke mindst alle de hold. Dertil kom alle udtrykkene. Det var jo indforstået fra TV-kommentatorernes side at seerne kendte disse udtryk, men det gjorde jeg ikke, og min første store undren var forårsaget af, at Lemond havde problemer på et bjerg og måtte ’trækkes op af sine holdkammerater’.

Jeg kunne ikke rigtig se dette ske på skærmen og forestillede mig et eller andet med et reb.

Som historien om Merckx, der trækker lastbilen (en historie jeg dog først læste flere år efter): Merckx kørte sit første Tour de France i 69 og vandt i overlegen stil, hvilket blev grund til anekdoten om at Merckx, Gimondi og Poulidor skulle have fået bøder på Tourmalet. Gimondi og Poulidor fordi de lod sig trække af en lastbil. Merckx fordi han trak lastbilen...

Det kunne dog ikke helt passe, at Lemond blev trukket via et reb, men hvordan kunne han ellers få hjælp. Sad han på bagagebæreren, som når jeg cyklede rundt med veninderne? Nej da!

Jeg fandt ud af at det betød holdkammeraterne lagde sig ind foran ham, så han bl.a. blev holdt fri for vind, og ’bare’ skulle kigge på baghjulet foran og så træde pedalerne.
Jeg opdagede også at dette bare var et enkelt udtryk af rigtig mange, der skulle læres, og min fascination begyndte at tage til.

De berømte 8 sekunder

Jeg havde som nævnt set en smule af et løb et par år før, hvor det var enormt spændende hvem der vandt. Det var det berømte tour-år 1989, hvor vinderen først var at finde på sidste etape. En enkeltstart på Champs Elyssées, og duellen stod mellem Fignon og Lemond. Trøjen havde skiftet mellem disse to mange gange i løbet af den tour, og skulle ende med at skifte en sidste gang, efter enkeltstarten, så Lemond vandt med de så ofte omtalte 8 sek.

Nu sad jeg to år efter og så Lemond blive trukket op af sine holdkammerater, og jeg kunne ikke helt lade være med at hygge mig lidt ved tanken, for jeg havde holdt med hans konkurrent, manden med hestehalen (der måske kostede sejren!) i 89. I 1991 var Fignon desværre udgået tidligt.

Dagen efter blev jeg nødt til at se hvad der videre skete. Især: Hvem var denne Bugno? Jeg blev nødt til at se ham igen, og så var jeg bidt.

Det var altså Fignon og Bugno, der gjorde at jeg blev så interesseret i cykelløb. Og da jeg i 1997 for første gang tog til Belgien for at se Liege-Bastogne-Liege, var det sørme Bugno, der sad 1,5 meter fra mig, og spiste middag på hotellet, med sit daværende Mapai-hold, og året efter tullede Fignon rundt på hotellet. Men det er en helt anden historie.

Kedelige Indurain og de spændende danskere

Indurain vandt touren i 91, og derved begyndte en regeringsperiode på 5 år. Hans måde at køre på var yderst defensiv og det kunne jeg ikke lide. Jeg var blevet fascineret af Fignons angrebslyst, og manglede denne. Men der var alligevel altid grund til spænding. For det var i starten af 90’erne at danskerne for alvor satte sig selv på tour-kortet, i form af bl.a. Rolf Sørensen, Jesper Skibby, og Bjarne Riis.
Selvom jeg stadig var helt grøn som cykelløbs-tilskuer, gav det alligevel kuldegysninger at se Rolf i den gule trøje i 91. Hans første Tour de France, der så brat måtte komme til en ende, da han styrtede i Valencienne og efter at have slæbt sig selv i mål måtte udgå dagen efter med et brækket kraveben.

Jeg blev kastet ind i denne fascinerende verden og lærte her, på den hårde måde, at intet er forudbestemt, alt kan ske. Som Indurain har udtalt: Der er intet der er vundet, før målstregen er passeret. Der kan løbe en kat over vejen.

Det er dette, der er med til at gøre det hele så spændende. Det er ikke kun lodrette bjergskråninger og stejle nedkørsler, men selv på de flade etaper kan et stort drama udspille sig.

Jacob Piils fejltråd

Som da Piil i 2002 kom med i det afgørende udbrud. Han sad sammen med nordmanden Hushovd og franskmanden Mengin og jeg sad i sofaen. Jeg var sikker på Piil kunne tage Mengin, men jeg frygtede for Hushovd.
De begyndte spurten og jeg begyndte at sidde på hug i sofaen. Piil lå i 3.position, den klart bedste position for ham. Den der åbner spurten vinder, og Piil trådte til, mens jeg jublende stillede mig op i sofaen med armene i vejret og et form for sejrsbrøl røg ud af mig: Piil åbnede, så måtte sejren være hans!
Men nej, glæden varede kort, da han ikke engang nåede forbi sine to konkurrenter. Hans sko røg ud af pedalen, og Piil hamrede skridtet mod cykelstellet, mens jeg langsomt faldt sammen i sofaen. Adrenalinen pumpede stadig i mig, mens jeg grædefærdig så til. Hvilken skuffelse. Og hvor ligegyldigt var det for mig, at Hushovd vandt foran Mengin?

Piil var uheldig, og hvilken skam det var, men han var dog ikke så uheldig som Eugène Christophe...

Historiens vingesus

Da jeg havde fulgt touren i et par år, fandt jeg ud af, at jeg nok hellere måtte optage noget af det på video. Det blev mest til gennemgangen af dagens etape, der blev sendt om aftenen, og så lige de store kongeetaper. Jeg syntes der var for langt mellem tourstarterne og kom nemmere gennem de lange vinterperioder, hvis jeg lige nappede en etape en gang i mellem. Men videokigningen tilfredsstillede ikke helt tour-behovet i de 11 måneder uden the real thing.

Da jeg hørte, det første Tour de France var blevet kørt i 1903, kunne jeg regne ud, at det franske storløb indeholdt meget historie. Men hvor meget, det skulle kun langsomt gå op for mig.

For at få et større og bedre indblik i selve løbet, ville jeg finde nogle bøger om touren. Bøger der beskrev de store helte, for mange år tilbage. Jeg fandt nogle, og opdagede at løbet slet ikke var blevet kørt på samme måde fra starten. Der havde været forskellige regler, der fra år til år, var blevet ændret gennem tiderne.
Rytterne blev f.eks. et år sendt af sted med den tidsmargin, de havde opnået på foregående etape, i stedet for en fælles start. Og fra 1905-1912 blev vinderen fundet via point. 1 point for en etape-førsteplads, 2 point for 2.plads…20 point for 20.plads.

Piil vand ved siden af Christophe

Men i 1913 blev tidtagningen taget i brug igen, og det var ikke til Eugène Christophes fordel. Han blev nemlig påkørt af en bil på nedkørslen fra Aubisque, og hans forgaffel knækkede. På det tidspunkt var det ikke tilladt at skifte cykel eller reservedele, ej heller at modtage hjælp fra andre. Christophe måtte derimod godt selv lave sin forgaffel, og han løb derfor til nærmeste smedje. Efter 4 timer var han færdig, men han var blevet nødt til at få hjælp af smedjens lærling og dette blev observeret af løbskommisærene. Han var nu over 4 timer bagud, og blev så dømt 1 min. i straf for at have modtaget hjælp udefra. En hel latterlig straf, da han allerede havde mistet de 4 timer. Hvis de gamle pointregler havde været i brug, havde han måske stadig haft en mulighed i løbet, men ikke nu.
Christophe måtte yderlige 2 gange i karrieren opleve at hans forgaffel knækkede.

Bittert at Piil ryger ud af pedalen, men med Christophe i baghovedet, er det jo ingenting.

Den gule skygge indhenter Rominger

En anden sekvens, der står meget tydeligt for mig, udspillede sig i 93. Indurain havde siddet på tronen i 2 år nu, og der var ingen tvivl om, at han var stærk. Jeg var, som sagt, ikke så begejstret for hans defensive kørsel, og det glædede mig at se, at hans konkurrenter ikke var slået ud. De kæmpede til det sidste for at give Indurain kamp til stregen. Tony Rominger var en af dem. I bjergene prøvede han forgæves at slippe væk, men intet så ud til at lykkes. Og dog, han fik et hul. Jeg kan ikke huske på hvilket bjerg eller hvilken etape, men det glædede mig. Han påbegyndte nedkørslen og blev fulgt af en motorcykelfotograf, men pludselig, ind i billedet, kom den gule trøje. Hvad var det der kom der? Var det virkelig Indurain, der havde hentet Rominger?

Hvem var det lige der bestemte hvilke ryttere der skulle filmes, og hvorfor havde de ikke slået tilbage noget før til den gule skygge, vi lige så overhale en motorcykel?

Ganske rigtigt, det var Indurain, der blev målt til at køre næsten 100 km/t. En sand mester også på nedkørslerne, og jeg begyndte at kunne bære over med hans defensive kørsel. Han trådte til hvor det galt, og vandt. Derfor måtte han jo være den bedste.

Men jeg kunne nu godt tænke mig at se den gule trøje i angreb, som jeg havde gjort i 89-90. Indurain gik i angreb med den på enkeltstarterne, men jeg ville se den i bjergene, opad.

Riis titter frem

Mens de store herrer udkæmpede løbet i toppen af klassementet, blev løjtnanterne bedre og bedre. De sugede til sig af erfaring fra deres mestre, som Indurain havde gjort fra sin, Delgado. Blandt løjtnanterne var den danske Bjarne Riis. Lige pludselig sad danskeren med helt fremme på de store etaper, på de store bjerge, og det var tydeligt, der var en stor tourstjerne på vej. Da han kørte en dag i den prikkede bjergtrøje og endte på en samlet 5.plads, i 1993, var der ingen tvivl.

Jeg tror, der var rigtig mange, der havde lige så store forventninger til Bjarnes tour i 94, som jeg. Men han endte som nr.14 og det havde jeg meget svært ved at forholde mig til. Den tour jeg så i 94, står faktisk ikke særlig tydeligt for mig. Jeg kan godt huske etapesejrene til både Bo, Rolf og Bjarne, men ellers har jeg ikke de store erindringer fra det år. Jeg tror, jeg var enormt skuffet over Bjarne, og så var jeg træt af Indurain. Jeg var blevet bidt at touren i 89-91, men det løb, der blev kørt nu, var slet ikke det samme. Det var som om løbet var for lukket.

Forsøg på Tour-løs sommerferie

Jeg mente derfor godt, at jeg i 95 godt kunne tage på en lang sommerferie til Italien og Luxemburg og gå glip af et par etaper (selvom jeg dog alligevel måtte ringe hjem og få meldinger).

Det var en stor oplevelse for mig at være på denne ferie, men da jeg ringede hjem og fik at vide, at Bjarne var i gult, begyndte jeg så småt at fortryde. Jeg brugte nu tiden på at lede efter tv, for de italienske aviser fik jeg ikke meget ud af. Jeg fandt dog først et i Luxemburg, og da var det for sent. Gewiss-Ballan havde kørt en fremragende holdtidskørsel, Bjarne havde været i gult, men var det ikke mere, og alt tydede på at Indurain ville sejre igen, selvom både Bjarne, Zülle, Rominger, Jalabert og den unge Virenque gav ham store udfordringer i bjergene.

Jeg nåede dog hjem tids nok til at se en blødende Casartelli ligge livsløs på asfalten. Han var kommet forkert ind i et sving, hvorefter han blev slynget af cyklen, og direkte ind i en granitblok. Casartelli døde.
Tragisk hændelse. Jeg vidste godt, det var livsfarligt at køre ned, med den fart de havde på, men at det skulle koste en mand livet, havde jeg aldrig forestillet mig.

Hvis jeg var begyndt at læse om tourhistorien lidt før, ville jeg være blevet klar over, at dødsfald i forbindelse med touren kan forekomme.

Det skaldede bjerg

Bjerget er 1909 m højt. En stigning på 21 km og gennemsnitlig stigningsprocent på 7,6. Bjerget hedder Mont Ventoux, Det Vindomsuste Bjerg, også kaldet ’Det Skaldede Bjerg’, da de sidste 6 km. køres i ganske goldt landskab.

I 2000 havde jeg set frem til denne etape. Da jeg havde gjort mig godt klar til etapen, fik jeg dog en opringning. Jeg havde længe vist, min kontrakt på min lejlighed, ville udløbe indenfor ganske kort tid, og jeg vidste ikke lige, hvor jeg skulle flytte hen. Dette var der dog ikke tid til at tænke på under Tour de France, det måtte jeg finde en løsning på bagefter. Opringningen var fra min far, der sagde, han havde set en lejlighed til mig, og han kunne køre mig ud og se på den, med det samme.

Jeg spurgte undrende, om han ikke skulle se Ventoux-etapen, men nej, han skulle ud og se på lejlighed med mig og det kunne ikke vente. Så jeg satte videoen til at optage med det samme, og tog af sted. Jeg kom hjem tidsnok til at se Bo Hamburgers kommentar om etapen:
-Det er sindsygt stejlt, det går bare op af, og når det endelig flader en lille smule ud, står der en stiv pelikan lige i hovedet på én.

Her havde jeg ventet med spænding på dagens etape, og så er det den kommentar jeg kommer hjem til. Jeg synes simpelthen, det er den sjoveste kommentar, jeg har hørt i forbindelse med touren. Men det har nok noget at gøre med udtrykket ’stiv pelikan’ (hvor i alverden kommer det udtryk fra?), og så Bos stadig vindblæste, forpjuskede, uskyldige ansigtsudtryk, mens han siger det, uden i øvrigt at fortrække en mine.

Tom Simpson

1 km. fra toppen af dette mægtige bjerg står der en mindesten til ære for briten Tom Simpson.

I 1967 skulle feltet op af Ventoux. Poulidor lå forrest med Jiminez, så Gimondi, to ryttere mere og så Simpson. Simpson prøvede at holde sit tråd, for at nå op til de forreste, men begyndte at slingre. Først mod kanten af skrænten, så ind mod bjergsiden. Hans folk i ledsagervognen ser hvad der sker, og prøver at få ham af cyklen, men Simpson vil fortsætte. 1 km fra toppen styrter han og bliver liggende livsløs på jorden. Hans mekaniker Harry Hall prøver at genoplive ham, men det lykkedes ikke. Simpson dør. Først hedder det sig at dødsårsagen er solstik og iltmangel, men senere kommer det frem, at Simpson har taget amfetamin, der skulle have hjulpet ham til at køre bedre, men i stedet gjorde, at han ikke opfattede sin krops signaler om, at hans grænser for længst var overskredet.
Hans sidste ord skulle have været: -Up, up, up!

Tom Simpson blev 29 år.

Brian Holm som vandbærer

Jeg valgte at købe den lejlighed, min far havde set til mig, så det var trods alt godt han fik hevet mig væk fra sofaen. Men jeg ville nu gerne have set Hamburger få en stiv pelikan i fjæset, live og ikke på et videobånd.

Hamburger er nu langt fra den eneste dansker med en interessant Tour-historie.

Brian Holm fik en streng ordre fra sin kaptajn. Når de kørte ind på sidste stigning, skulle han række ham en iskold dunk. Brian var klar over, hvor vigtig denne ordre var, og da tiden var inde, lod han sig glide ned gennem feltet, ned til Telekoms bil. Fik fyldt op med dunke, og begyndte så den lange, seje vej, op gennem feltet igen. Op til sin kaptajn, Bjarne Riis, der modtog dunken, for at smide den i vejkanten med kommentaren ’jeg sagde kold!’.
Holm lod sig igen falde tilbage, fik nye, kolde forsyninger, og så op til Bjarne igen, og denne gang var den god nok.

Ørnen flyver over Hautecam

1996. Der manglede 13,5 kilometer op til toppen af Hautecam. Riis ville udbygge sit forspring og endelig fik jeg set den gule trøje i udbrud, som jeg så længe havde savnet. Og så sad den på Bjarne. Resten kender vi vist alle, så hvorfor ikke citere Jørn Mader her:

’…en præstation der får alle til at stå op, alle til at klappe, selv baskerne overgiver sig, og vi gør også. Kys til Bjarne, kys til Danmark. Det her det er noget der vil noget!’