Citius, Altius, Fortius...

Vinter-OL i Vancouver står for døren, og dermed er det tid til højstemte mottoer (som fx OLs traditionelle "Hurtigere, Højere, Stærkere") og tårevædede medaljeoverrækkelser.

Men så sandelig også til sport i verdensklasse, leveret af diverse vintersportsgrene, fra langrendsløbere og skiskydere med frossen snot dinglende fra næseborene til ishockeyspillere hvis lugteorganer nok snarere lækker varmt blod...

Dramatik skal der nok være masser af i Canada i perioden 12.-28. februar.

Der lægges ud fredag d. 12. med skihops-kvalifikation kl. 10 om formiddagen (kl. 19, dansk tid) og  åbningsceremoni kl. 18 (kl. 03 natten til d. 13, dansk tid). Og der lukkes ned d. 28. med 50 kilometer langrend, ishockey-finale og afslutningsceremoni.

Optakter og tips
Hvad sker der ind i mellem? Programmet for alle dagene (husk at Vancouver er 9 timer efter dansk tid) findes på OL-Vancouvers officielle webside; under "Schedule & Results". På siden kan du også læse OL-nyheder, om skader etc.

TV-programmet kan ses i BetXperts TV-Guide.

Men een ting er at vide hvornår tingene sker - noget andet er at klæde sig ordentligt på til at oddse.

Derfor har vores dygtige vintereksperter skrevet en bunke optakter - der dækker hver eneste af de i alt 15 sportsgrene - så du, kære læser, bl.a. kan se hvem der er medaljefavoritter i de forskellige discipliner. Og hvad i alverden der foregår i sportsgrene som "Luge" og "Skeleton"...

Og eksperterne er naturligvis også klar til at komme med spilforslag. Følg dem i BetXperts OL-sektion.

Herværende artikel (se længere nede) indeholder optakter til:
Langrend
Skiskydning
Hurtigløb på skøjter


I denne artikel kan du læse om:
Alpine ski-discipliner
Diverse
(Bobslæde, Curling, Ski-Freestyle, Kunstskøjteløb, Luge, Nordisk Kombination, Short track speed skating, Skeleton, Skihop, Snowboard)


Ishockey-optakten kommer senere på ugen.


OPTAKTER

Langrend

Skiskydning


Hurtigløb på skøjter



LANGREND

Der skal kæmpes om i alt 12 guldmedaljer i langrend (se programmet under følgende favorit-gennemgange). Alle konkurrencer afholdes i Whistler som ligger ca 150 km fra Vancouver.

 

Mænd: Favoritterne og Jonas Thor Olsen:


Petter Northug, Norge, er nok Ols største favorit indenfor langrend. Han har en spurt som de øvrige typisk ikke kan modstå. Skal Northug ikke vinde alle løb, hvor de starter samlet, så skal han nok sættes af inden målstregen. Northug har udviklet sig meget i denne sæson, hvor han har vundet på 15 km klassisk med enkeltstart. Det var noget jeg ikke troede ville ske for Northug. Han har muligheder for medalje på alle distancer. Der er lidt usikkerhed om han går sprinten eller ej. Stafetten og 30 km jagtstart er hans to største guld chancer. Northug er et godt bud på en OL-konge i Vancouver.


Lukas Bauer, Tjekkiet,  vandt tour de ski først på året. Viste i afslutningen af det løb en fart som ingen af de øvrige var i nærheden af at kunne følge. Han har gode muligheder på 15 km fri og 50 km klassisk. Især hvis han er i samme form som i tour de ski. Bauer skal nok være alene når opløbet kommer, da han er dårlig i en spurt. Bauer kan også tage medalje på 30 km jagtstart.


Marcus Hellner, Sverige, har haft en fin udvikling i denne sæson. Han har en andenplads som bedste resultat fra åbningen på Beitostølen på 15 km fri. Det er også i den disciplin han har størst chance for en individuel medalje. Hellner har dog ligeledes gode chancer for medalje i Team sprint og stafet.


Emil Jönsson, Sverige, skal gå to løb i OL, og har gode muligheder for at stå med to medaljer. Han vandt i lørdags klassisk sprint i world cup med 6 sekunder ned til nummer 2. Det er en meget stor margin i sprint. Han fremstår som en af topfavoritterne på den distance. Ligeledes har han en god mulighed sammen med Hellner i Team sprint.


Ola Vigen Hattestad, Norge, vandt ved VM sidste år to guldmedaljer på sprint og Team sprint. Han har muligheder for at gøre det samme i år. Hattestad har dog ikke vist samme form som i sidste sæson. Hattestad skal nok gå en god sprint for at være sikker på at blive makkeren til Petter Northug i Team sprint, hvor Norge står med gode chancer for en medalje. Det er ofte en disciplin, hvor det er tæt og uheld kan forekomme.


Dario Cologna, Schweiz, er jævn god i alle discipliner og har flere muligheder for medalje. Han har dog ikke en distance, hvor han er ”sikker” på en medalje. Han kan stå uden medaljer når OL er færdig, selvom han måske går flere gode løb undervejs. Det vil være tæt i toppen på mange distancer.


Axel Teichmann, Tyskland, ved man aldrig rigtig med. Han svinger utrolig meget. Rammer han dagen så er han farlig for alle. Især kunne 15 km fri være en god distance for ham. Han kan også tage medalje på jagtstarten og især i stafet står tyskerne med gode medalje chancer.


Giorgio Di Centa og Pietro Piller Cottrer, Italien, har begge muligheder på 15 km fri. En distance som Di Centa vandt sin første world cup sejr på i sidste uge. Di Centa har også en chance på 30 km jagtstart, hvor han tidligere har gjort det godt. I stafet må man heller aldrig glemme italienerne, selvom de to etaper i klassisk nogle gange har kostet dem chancen.


Maxim Vylegzhanin, Rusland, er stærk på de længere distancer og har en god afslutning på disse løb. Han står med gode muligheder, medaljechancer, på 30 og 50 km i Vancouver, hvor han dpg nok får det svært mod en Petter Northug.


Alexey Petukhov, Rusland, har vist skræmmende styrke denne sæson i sprint i fri teknik. Det er ikke en øvelse i OL, men Team sprint er en disciplin hvor Rusland står med gode chancer. Morilov og Petukhov er en meget stærk duo at dømme efter tidligere resultater i sæsonen.


Johan Kjølstad, Norge, er kommet sent i gang denne sæson pga. sygdom i optakten til sæsonen. Han viste meget stor styrke i det norske mesterskab i slutningen af januar, hvor han var suveræn i sprint. Holder han samme form til OL, så kan Kjølstad godt gentage medaljepladsen fra VM sidste år i sprint.


Jonas Thor Olsen, Danmark
, er med på 3 distancer i OL. Han har ikke skyggen af en chance for et topresultat på nogle af de 3 distancer. Han slutter altid i den meget tunge ende af world cup listerne. Hans mål må være at gå 3 gode løb og holde afstanden op til de bedste på et acceptabel niveau.


Damerne: Favoritterne


Justyna Kowalczyk, Polen, har gået stort set alle løb denne sæson modsat mange af konkurrenterne. Det kan vise sig at være for meget for Kowalczyk. Hun fremstår dog som en medalje favorit på næsten alle distancer. 30 km klassisk er nok den distance som passer bedst til Kowalczyk. Jeg tror hun er lidt for dårlig i skøjte teknik til at kunne vinde åbningsdistancen 10 km fri. Hun får næppe noget med hjem i stafetterne, da hendes polske landskvinder ikke har samme niveau.


Petra Majdic, Slovenien, har næsten gået samme program som Kowalczyk. Majdic styrke ligger dog i sprinten, hvor hun vil være guld favorit. Majdic kan ligeledes også godt tage en medalje i Team sprint sammen med Fabjan. Majdic er ikke uden chancer på 30 km klassisk, men distancen kan være i overkanten hvis hun ikke er i topform. Hun viste svag form i sidste uge i Canmore.


Aino Kaisa Saarinen, Finland, har sine største muligheder på 30 km klassisk. Finland har også store chancer for medalje i stafet, og går det godt for Saarinen kan hun også tage en medalje i Team sprint.


Arianna Follis, Italien. Hendes og Italiens bedste chancer ligger i Team sprinten, hvor de hører til blandt favoritterne. Follis har også selv en lille chance på 10 km fri, selvom det i øjeblikket ser ud til at være en 4-5 stærkere damer end hende på distancen.


Marianna Longa, Italien, er jævnt god i alle discipliner. Det kan give mange fine resultater, men meget tyder på det bliver på de sure pladser lige uden for medaljerne.


Kristin Steira, Norge, var den evige nummer 4 ved sidste OL. En placering hun hentede 3 gange. Hun har muligheder for medalje på 15 og 30 km, hvor hun er ekstremt god til at hænge på de øvrige. Hun er dog typisk chanceløs i en evt. spurt. I stafet kan hun godt få en guldmedalje sammen med Norge.


Marit Bjørgen, Norge, har haft en god sæson, hvor hun kun har gået udvalgte løb. Hun valgte tour de ski fra, da hun de sidste år er blevet syg under eller lige efter touren. Hun fremstår som en medalje kandidat på alle distancer. Det er svært at fremhæve en distance, som passer bedre til Bjørgen end en anden.


Charlotte Kalla, Sverige, er guldfavoritten på 10 km fri teknik. Hun har vist god form denne sæson. Kalla har også guldchancer på Team sprint, hvor Sverige får et stærkt hold. Sverige vandt sæsonens eneste stafet før OL, men alligevel ser det lidt svært ud for Sverige. De har mistet Sara Lindborg på stafetten.


Irina Khazova, Rusland, er i denne sæson kommet tilbage efter en doping pause. Hun har gået jævnt i toppen denne sæson, og kan tage en medalje allerede på åbningsdistancen 10 km. Khazova viste fin form i Canmore.


Virpi Kuitunen, Finland, var tidligere den bedste klassiske løber i feltet. Den tid er forbi for Kuitunen, som da også stopper sin karriere efter OL. Hun har muligheder for en medalje på 30 km klassisk og i stafet, hvor Finland har et godt hold.


Kristina Smigun, Estland, er i denne sæson kommet tilbage efter 3 års pause. Hun har ikke vist sit tidligere niveau endnu. Det kan komme under OL, men så skal hun også været gået en del frem. Er hun det, så har hun medalje chancer på 10,15 og 30 km.


   

Program                                               Forsvarende mestre

Alle tidspunkter er angivet i danske tider.

Mandag, 15 Februar – dag 4

15/02 19:00

10 km individuelt, damer


Kristina Smigun

15/02 21:30

15 km individuelt, mænd


Andrus Veerpalu

Onsdag, 17 Februar – dag 6

17/02 19:15

Sprint, individuelt, damer – prolog



17/02 19:40

Sprint, individuelt, mænd – prolog



17/02 21:30

Sprint, individuelt, damer – finale


Chandra Crawford

17/02 21:55

Sprint, individuelt, mænd – finale


Bjørn Lind

Fredag, 19 Februar – dag 8

19/02 22:00

15 km jagtstart, damer


Kristina Smigun

Lørdag, 20 Februar – dag 9

20/02 22:30

30 km jagtstart, mænd


Evgeny Dementiev

Mandag, 22 Februar – dag 11

22/02 19:45

Teamsprint, damer – semifinaler



22/02 20:35

Teamsprint, mænd – semifinaler



22/02 22:00

Teamsprint, damer – finale


Sverige

22/02 22:25

Teamsprint, mænd – finale


Sverige

Onsdag, 24 Februar – dag 13

24/02 20:15

4 x 10 km stafet, mænd


Italien

Torsdag, 25 Februar – dag 14

25/02 20:00

4 x 5 km stafet, damer


Rusland

Lørdag, 27 Februar – dag 16

27/02 20:45

30 km fællesstart, damer


Katerina Neumannova

Søndag, 28 Februar – dag 17

28/02 18:30

50 km fællesstart, mænd

Giorgio Di Centa




SKISKYDNING

Der skal i alt uddeles 10 guldmedaljer i skiskydning, og alle konkurrencer afvikles i Whistler.


Mænd: Favoritterne og Øystein Slettermark
Ole Einar Bjørndalen, Norge, har vundet alt hvad man kan vinde indenfor skiskydning. Han har 5 OL guld. Ved sidste OL i Torino kom han dog ikke hjem med guld. Han er i denne sæson blevet meget hurtigere i selve skydningen, hvor han nu er den hurtigste sammen med Eder. Bjørndalen har guldchancer på alle distancer i OL. Han har forsøgt at få langrends formen til at toppe under OL. Det lykkes ham sidste år til VM, hvor han kom hjem med 4 guld efter en sæson, som ikke var gået hans vej.

Emil Hegle Svendsen, Norge, har været lidt småsyg op til OL. Noget som kan sætte et lille spørgsmålstegn ved hans form. Svendsen har ellers vist god form denne sæson og kaldes i Norge kronprinsen efter Bjørndalen. Svendsen har ligesom Bjørndalen guldchancer på alle distancer i OL. Stafetten er nok hans største chance, hvor Norge ikke længere bruger usikre skytter som Lars Berger og Frode Andresen.

Lars Berger, Norge, er altid en chance på sprinten hvis skydningen sidder. Det er ikke så ofte det går, men Berger er en mesterskabsløber, som har taget flere medaljer i både skiskydning og langrend. Han er også favorit til at gå stafet i langrend, hvor Norge er store favoritter.

Dominik Landertinger, Østrig, har vist en fart på de sidste kilometer af et løb, som ingen andre kan følge. Det vil sige, ligger Landertinger godt til efter sidste skydning, så vil han være favorit til at vinde. Dog skal bemærkes at Landertinger ofte går langsom fra start, og han kan også svinge i skydningen. Han har gode muligheder for medalje i stafet, hvor Østrig er stærke.

Christoph Sumann, Østrig, har været lidt svingende i skydningen i denne sæson. Får han den på plads, så kan han godt tage et par medaljer med hjem til Østrig. Han har brug for en god skydning, da han ikke kan hente noget i langrend på de bedste.

Evgeny Ustyugov, Rusland, har vist sig som eneste russer, som har leveret varen denne sæson. Han er næsten altid med fremme, men mangler nok lige det sidste i et OL til at kunne komme hjem med en individuel guld. Ruslands største chancer ligger i stafetten, hvor russerne ofte skyder bedre end nogen andre.

Martin Fourcade, Frankrig, er gået meget frem især i langrend, hvor han på det seneste har været blandt de hurtigste i feltet. Han skyder også pænt og kan godt overraske lidt med et par medaljer under OL. Ved sidste OL vandt Frankrig en guld ved Defrasne. Han er også med i år, men det er ikke umiddelbart fra ham Frankrig skal forvente medaljer.

Simon Fourcade, Frankrig, er en bedre skytte end Martin, men til gengæld ikke så hurtig som brormand. Simon kunne gøre det på 20 km, hvor hver bom koster 1 minut i tillæg. Hvilket gør at der ofte kommer en overraskelse på den distance.

Michael Greis, Tyskland, var den store under sidste OL i Torino. Han har ikke vist samme takter siden og især skydningen er blevet dårligere for Greis. Michael Greis kan godt komme hjem med medaljer, men det bliver næppe i samme overbevisende stil som ved sidste OL. Tysk skiskydning for mænd er lidt i krise i øjeblikket.

Arnd Peiffer, Tyskland, er en af de unge, som Tyskland håber kan tage over efter Sven Fischer og Michael Greis. Han har vist fin form i den seneste world cup, hvor han vandt sprinten. Jeg vil vurdere hans bedste muligheder ligger på 20 km.


Danmark er også med i skiskydning i OL. Der er nu ikke meget dansk over Øystein Slettermark. Han er født i Rio de Janeiro af norske forældre. Han er gift med Uiloq fra Grønland, som han også repræsenterer i world cup, men i OL er Grønland under de danske farver og derved har Danmark en deltager i skiskydning.

Slettermark er 42 år og deltager i sit første OL. Han vil med meget stor sandsynlighed slutte langt efter i alle discipliner, da han hverken skyder eller løber godt. Det ligner lidt en badebillet Danmark sender afsted her.


Damer: Favoritterne

Magdalena Neuner, Tyskland, er favorit til at tage guldet på sprinten, hvor hun med sin store hurtighed kan hente en evt bom i skydning ind. Hun har ofte  problemer i stående skydning. Neuner har også store chancer på stafetten, hvor Tyskland er favoritter. Neuner er den hurtigste i skiskydning for damer, men dårlig skydning sætter nok en stopper for den store guld fest for hende i Vancouver.

Helena Jonsson, Sverige, har været den bedste igennem hele sæsonen. Hun er meget stabil i skydningen og især i stående hvor hun ligger tæt på de 100%. Jonsson er blevet meget hurtigere i langrend i år, hvilket gør hun kan tage medaljer på alle distancer. Hendes bedste distancer er nok jagtstarten og fællesstarten, hvor der begge steder skal skydes 20 skud. Hun er også god i en afslutning.

Anna Carin Olofsson, Sverige, er blandt de hurtigste i langrend. Hun har nogle gange problemer i skydningen. Det gør at sprinten er hendes bedste distance under OL. Hun er forsvarende mester på fællesstarten (12,5 km) og kan også godt være med fremme dér hvis skydningen sidder i skabet under OL.

Andrea Henkel, Tyskland, kan tage medaljer på alle distancer. Det virker som om hun har forsøgt at toppe formen hen mod OL. Hun var dårlig først på sæsonen, men har gået godt den seneste tid. Hun har også pæn fart under skiene, så det bliver skydningen som tæller for Henkel. Her kan det gå lidt begge veje.

Simone Hauswald, Tyskland, er endnu en stærk tysker, som er hurtig på skiene men ligesom Neuner usikker i skydningen. Hauswald skal nok ramme en god dag under OL, og så kommer hun nok også hjem med medalje. Det bliver nok Hauswald som bliver sorteper i stafet, hvor Tyskland ellers står med de bedste chancer.

Kati Wilhelm, Tyskland, er en mesterskabsløber, som stort set altid er i topform når de store medaljer skal uddeles. Hun har tabt noget af farten i langrend denne sæson, så skydningen skal være i top hvis Wilhelm skal forsvare sit guld fra Torino.

Tora Berger, Norge, har ikke haft den bedste sæson. Hun har været langt efter i langrend, og så hjælper ikke engang en hurtig og god skydning. Berger har de bedste chancer i løb, hvor der skal skydes 20 gange. I stafet ser det i år meget svært ud for Norge, som mangler flere gode løbere ud over Berger og Flatland.

Svetlana Sleptsova, Rusland, har farten til at kunne blande sig i toppen. Ofte kikser hun når det virkelig gælder i skydningen. Hendes og Ruslands bedste chance må være stafetten, hvor Rusland har en tendens til at gøre det bedre end i individuelt. Rusland har flere stærke folk som Zaitseva og Medvetseva, som begge ikke har vist det store indtil nu i år. Det kan for begge to kommer under OL. Zaitseva viste ved VM sidste år at hun kan toppe når det gælder.


 

Program                                               Forsvarende mestre

Alle tidspunkter er angivet i danske tider.

Lørdag, 13 Februar – dag 2 

13/02 22:00

7,5 km sprint, damer


Florence Baverel

Søndag, 14 Februar – dag 3

14/02 20:15

10 km sprint, mænd


Sven Fischer

Tirsdag, 16 Februar – dag 5

16/02 19:30

10 km jagtstart, damer


Kati Wilhelm

16/02 21:45

12,5 km jagtstart, mænd


Vincent Defrasne

Torsdag, 18 Februar – dag 7

18/02 19:00

15 km individuelt, damer


Svetlana Ishmouratova

18/02 22:00

20 km individuelt, mæn


Michael Greis

Søndag, 21 Februar – dag 10

21/02 19:45

15 km fællesstart, mænd


Anna Carin Olofsson

21/02 22:00

12,5 km fællesstart, damer


Michael Greis

Tirsdag, 23 Februar – dag 12

23/02 20:30

4 x 6 km stafet, damer


Rusland

Fredag, 26 Februar – dag 15

26/02 20:30

4 x 7,5 km stafet, mænd

Tyskland




HURTIGLØB PÅ SKØJTER

Long track speed skating - normalt bare kaldet "speed skating" - løbes på en 400 meter lang bane (mens Short track speed skating løbes med massestart på en kort bane (111 meter). Læs om OL i Short track her).

Der skal i alt uddeles 12 sæt medaljer i denne sportsgren. Alle løbene afvikles i Richmond Olympic Oval, hvor der er plads til 7600 tilskuere. Ovalen ligger 14 km fra Vancouver. Der vil være udsolgt til alle løbene, da flere canadiere står med gode chancer på hjemmebane.

Mændene løber 500, 1000, 1500, 5000, 10000 og holdløb.
Damerne løber 500, 1000, 1500, 3000, 5000 og holdløb.


Programmet og favoritterne

Lørdag 13/2 21.00
5000 meter (M)
Forsvarende mester: Chad Hedrick


Alt andet end guld til Sven Kramer fra Holland vil være en overraskelse at starte OL med. Han har været den klart bedste mand på distancen de sidste 3 år. Kramer vandt sølv ved sidste OL, men er blevet langt stærkere siden. Han har vundet alle world cup løb over 5000 meter siden december 2007. Håvard Bøkko fra Norge har været tæt på flere gange, men hans optakt til OL har ikke være optimal. Han styrtede ved EM på hjemmebane i sidste måned og slog skulderen. Derefter har der været problemer med trænerne. Chad Hedrick som vandt guld i Torino, er ikke i samme form som dengang. Enrico Fabris er den sidste som har slået Kramer på distancen og han har gået et par gode løb denne sæson. Han havde et godt OL sidst på hjemmebane og kan måske blomstre op igen.


Søndag 14/2 22.00
3000 meter (D)
Forsvarende mester: Irene Wüst

Martina Sablikova fra Tjekkiet bliver den store favorit på denne distance. Hun har tabt på distancen i denne sæson og det kan ske igen, men meget ligner en favorit sejr på denne 3000 meter. Hun er begyndt at åbne hårdere, hvilket gør det svært for hendes værste modstander Stephanie Beckert at følge med. Beckert har den bedste afslutning af alle i feltet, men er ofte for langt tilbage i starten. Hun er dog et godt bud på en medalje. Irene Wüst som vandt guld sidst i Torino, har svært ved at holde farten oppe i alle 3000 meter. Hun har større chancer på de kortere distancer.

På denne distance har vi også dansk deltagelse i Cathrine Grage, som er den første dansker til start siden Kurt Stille blev nummer 9 på 10000 meter i Innsbrück 1964. Grage vil med et topløb kunne være blandt de 12-15 bedste.


Tirsdag 16/2 00.30 og 02.30
500 meter (M)
Forsvarende mester: Joey Cheek

På 500 meter løber man to løb hver, så alle får lov til at starte på såvel inder- som yderbanen. 500 meter er en af de mest åbne distancer på skøjter i OL. Der skal kåres en ny mester, da Joey Cheek er stoppet. Hele Canada håber på Jeremy Wotherspoon, som har en sølvmedalje tilbage fra OL i Nagano i 1998. Han har aldrig rigtig fået det til at glide i OL, men har nu sidste chance på hjemmebane. En skade satte ham ud af spillet i sidste sæson og han har haft svært ved at komme tilbage på holdet. Nu har han vist stor fremgang og har fået plads på holdet til OL.

Der er rigtig mange gode løbere på denne distance. Kang Seok Lee og Kyoh Hyok Lee fra Korea ligger som nummer 1 og 2 i verden i øjeblikket. Begge vil nok være med helt fremme. Skal Norden have medalje på denne distance, så skal det nok være ved Mike Poutala fra Finland som har vundet 1 world cup løb. Tucker Fredricks, Joji Kato og Keiichiro Nagashima er andre som har vundet world cup løb denne sæson. Alt i alt et meget åbnet løb.


Tirsdag 16/2 22.00 og 23.52
500 meter (D)
Forsvarende mester: Svetlana Zhurova


Her skal der også findes en ny mester, da Svetlana Zhurova er stoppet. Den store favorit er fra Tyskland og hedder Jenny Wolf. Hun har de sidste 3 år været suveræn på denne distance. Hun har tabt nogle ganske få løb undervejs. De fleste nederlag er kommet til Beixing Wang, som har en fordel ved at de skal gå to løb tæt på hinanden, da hun er bedre end Wolf på de længere distancer. I world cup denne sæson har Wolf vundet 6 løb mens Wang har to sejre. Outsider må være Sang Hwa Lee, som slog Wolf på distancen ved sprint VM tidligere på året.


Torsdag 18/2 01.00

1000 meter (M)
Forsvarende mester: Shani Davis


Shani Davis har gode chancer for at genvinde sin guldmedalje fra Torino. Han har vundet alle world cup løb denne sæson på 1000 meter og går også ind i OL som klar favorit. Skulle han ikke være helt på top på dagen, så står to løbere fra Canada parat til at tage over. Jeremy Wotherspoon har dog bedre chancer på 500 meter. Denny Morrison har ikke haft den bedste sæson, men kan langt bedre end det han har vist tidligere i år. Det vil være en overraskelse om vi får en medalje til Norden på denne distance. De bedste muligheder har Mike Poutala fra Finland, men de er ikke store.


Torsdag 18/2 22.00
1000 meter (D)
Forsvarende mester: Marianne Timmer

Her skal findes en ny mester, da Marianne Timmer styrtede tidligere på sæsonen og ikke kommer til start i OL. Her lugter det af guld til Canada. Christine Nesbitt har vundet alle 4 world cup løb denne sæson i rimelig sikker stil. Hun er den store favorit til at tage guldet i Richmond. Der findes ikke noget direkte modbud til hende på distancen. Holland har et par medalje chancer i Gerritsen og Boer. Wang kan tage medalje på både 500 og 1000 meter. Anni Friesinger fra Tyskland har været for meget skadet de seneste par år, så det vil være en overraskelse om hun finder tilbage til gamle takter.


Søndag 21/2 01.15
1500 meter (M)
Forsvarende mester: Enrico Fabris

Fabris er med på denne distance i OL, men er ikke blandt de store favoritter. Ligesom på 1000 meter hedder den store favorit Shani Davis. Han har vundet alle løb undtagen i Calgary, hvor Chad Hedrick vandt. Hedrick har vist noget af sit gamle jeg i denne sæson. Det kan give ham en medalje på distancen, som er hans bedste i mesterskabet. Håvard Bøkko har ligget på pladserne 2-2-3-4-4 denne sæson og er også et medalje bud. Det samme er Denny Morrison fra Canada. Viser Trevor Marsicano noget af det han viste i slutningen af sidste sæson, så kan han blive overraskelsen på distancen.


Mandag 22/2 00.00
1500 meter (D)
Forsvarende mester: Cindy Klassen

Ved sidste OL gik guldet til Canada på denne distance. Det kan nemt blive udfaldet igen i år. Dog ikke ved Cindy Klassen, som ikke går denne distance. Kristina Groves og Christine Nesbitt har vundet to world cup sejre denne sæson begge to. Den sidste sejr gik til Irene Wüst. Det ligner i første omgang en duel mellem Groves og Nesbitt om guldet. Ligesom på 1000 meter kan Anni Friesinger være den store joker i løbet.


Tirsdag 23/2 20.00
10000 meter (M)
Forsvarende mester: Bob de Jong


Sven Kramer fra Holland er på 10000 meter en af OLs største favoritter. Han har været suveræn de sidste par år på de længere distancer, og det ligner næsten uheld eller sygsom som det eneste der kan stoppe Kramer. Bob de Jong som vandt guld for 4 år siden kan igen tage en medalje. Han bør få svært ved at slå Kramer, men andenpladsen er bestemt en mulighed. Med i den kamp er også norske Håvard Bøkko, som har haft diverse problemer op til OL. Fabris har ikke gået godt på 10000 meter længe.


Onsdag 24/2 22.00
5000 meter (D)
Forsvarende mester: Clara Hughes

Clara Hughes får nok svært ved at forsvare sit guld fra Torino. Hun er efterhånden blevet 37 år og der er blevet længere mellem topresultaterne. Hun skal bærer det canadiske flag ind ved åbningen. Hughes er den eneste med medalje fra både sommer og vinter OL. Hun har medalje i cykling. Martina Sablikova er endnu større favorit på 5000 meter end hun var på 3000 meter. Hendes eneste modstander er faktisk Stephanie Beckert, som har gået flere gode løb på distancen. Sablikova virker dog i en liga for sig selv i øjeblikket.

Cathrine Grage går distancen for Danmark
og det er hendes bedste distance. Går alt i Grages retning, kan hun hente en top 10 placering med hjem til Danmark.


Fredag 26/2 21.30
Holdløb (M)

Forsvarende mester: Italien

Holdløbet var med ved OL for første gang i Torino, hvor Italien tog guldet på hjemmebane. Her kan mange nationer kæmpe med om medaljerne. Der løbes først finale om lørdagen. 5 af de 8 nationer som deltager i løbet har reelle medalje chance. Det gælder Holland, Norge, Canada, USA og Italien. Der skal løbes kvartfinale, semifinale og finale. Der er 3 løbere på hvert hold.


Fredag 26/2 22.20
Holdløb (D)
Forsvarende mester: Tyskland


Tyskland er blevet noget svækket siden sidste OL i holdløbet. Pechstein er ude med en dopingdom og Anni Friesinger løber ikke løbet. De skal være glade for en medalje denne gang. Canada er de store favoritter til guldet. De har tre stærke damer til start. Rusland har også et stærkt hold, som har vundet et world cup løb denne sæson. Umiddelbart sidste nation som vil kunne blande sig i medalje kampen er Holland.