På trods af officielle erklæringer om fusk, så fastholder Unibet*, at en såkaldt "spøgelseskamp" mellem to hviderussiske mandskaber blev spillet. Derfor annullerer spiludbyderen ikke væddemål på kampen, og de kunder der havde penge på den fiktive kamp, får dem ikke tilbage foreløbigt.

Sagen om den famøse spøgelseskamp mellem de to hviderussiske klubber FC Slutsk og Shakhter Soligorsk i februar måned vil tilsyneladende ikke dø. Bookmakeren Unibet* fastholder stadig, at de ikke vil betale penge tilbage til kunder, der har spillet på kampen, selvom BetXpert har været i kontakt med klubben Slutsk, der afviser at have spillet nogen kamp den dato. BetXpert har ligeledes fået bekræftet fra bookmakernes uafhængige dataleverandør Betradar, at kampen var fup og svindel og aldrig blev spillet.

Sagen startede 3. februar 2015, hvor klubberne FC Slutsk og Shakhter Soligorsk skulle have spillet en træningskamp, og hvor blandt andet  de dansk-licenserede bookmakere Unibet* og Bet365* havde odds på kampen. Men som BetXpert tidligere har skrevet om her, så blev kampen angiveligt ikke spillet. Den var slet og ret opfundet af illegale matchfixere, der havde snydt bookmakerne og via fabrikerede kamprapporter sat slutresultatet til 2-1 til Slutsk. Og dermed scoret en gevinst ved de intetanende spilleselskaber.

Unibet* afviser fortsat

Men på trods af at flere internationale medier har skrevet om den fiktive kamp, og BetXpert har fået bekræftet af bookmakernes egen dataleverandør Betradar, at kampen var fiktiv, så er Unibet* ikke overbevist.

Spilleselskabet har tidligere oplyst til BetXpert, at de kun havde tabende kunder på kampen. Men de vil fortsat ikke betale pengene tilbage til kunderne, da deres egen undersøgelse endnu ikke viser noget mistænkeligt ved kampen, lyder forklaringen til BetXpert.

"Siden sidst har situationen ikke ændret sig. På nuværende tidspunkt er der ingen officielle erklæringer fra hverken klubberne eller officielle myndigheder angående den specifikke kamp. Derfor har vi ikke ændret vurderingen af kampen, selvom vi stadig har fokus på den," lyder det til BetXpert fra Eric Konings, Integrity Officer ved Unibet. Han understreger dog, at Unibet* annullerer væddemålet, såfremt de selv finder frem til, at kampen var falsk.

FC Slutsk: Har ikke spillet mod Shakhter

Derudover udtaler Eric Konings, at de ikke har hørt fra klubberne angående den specifikke kamp. Han hæfter sig i den forbindelse ved et citat fra bookmakeren SBOBET's administrerende direktør, som har udtalt sig til den engelske avis The Telegraph. Her siger direktøren, at de har en erklæring fra FC Slutsk, som bekræfter, at kampen fandt sted 3. februar i Pinsk, og at den endte 2-1 til Slutsk.

Det gør selvfølgelig ikke mystikken mindre, for BetXpert har for nylig med hjælp fra en russisk tolk været i kontakt med en klubrepræsentant fra Slutsk, der udtaler følgende til BetXpert.

"Vores klub har ikke haft en venskabskamp hverken med ”Shakhter” eller nogen anden. Med venlig hilsen, FK ”Slutsk".

Til det svarer Unibet*:

"Desværre er sagen ikke så ligefrem, da forskellige pålidelige kilder angiver forskellige ting. Men vi tager jeres information med i vores undersøgelse - og skulle vi få yderligere beviser for at kampen ikke fandt sted, så annullerer vi alle spil på kampen," udtaler Eric Konings fra Unibet* til BetXpert.

Heller ikke på Shakhter Soligorsk's hjemmeside - som er fuld af kamprapporter fra diverse træningskampe - kan man læse, at der blev spillet nogen kamp mod FC Slutsk 3. februar 2015.