Torben N. Sørensen vil under VM-slutrunden komme med en god håndfuld features, rapporter og kommentarer om stort og småt, ikke kun fra fodboldens VM-verden, men også, hvad der rører sig disse dage i Sydafrika.


Denne er den femte artikel i rækken af i alt syv. Denne gang tages et kig på vuvuzelaen, de kommende semifinaler (og de overståede kvartfinaler) samt slurundens dommerpræstationer

Vuvuzela og fodbold (bliver det alligevel Europas VM?)


Vuvuzelaen – man elsker den eller hader den, de fleste måske nok det sidste – men man kan da ikke komme udenom, at den er et stykke unikt sydafrikansk kultur. Eller kan man?

Vuvuzelaens oprindelse er uklar. Sandsynligvis stammer ”instrumentet” fra kudu-horn, som zulu-stammer blæste i for at kalde til samling. En anden mulig forklaring er, at vuvuzelaen blev brugt til at skræmme bavianer væk, da lyden minder om en bisværm, men det meste tyder på, at kalde-til-samling-forklaringen er den rigtige. Navnet kommer angiveligt fra ”vuvu”-lyden, som hornet frembringer – på Zulu-Ngumi-dialekten betyder ”vuvu” direkte oversat ”at vuvu’e”, altså at frembringe den typiske vuvuzela-lyd.

Som sagt blev de første vuvuzelaer sandsynligvis fremstillet af horn fra kudu-antiloper, men en nogenlunde præcis datering af hornenes oprindelse fortoner sig. Det har dog ikke forhindret driftige èntrépenører i at forsøge at tage patent på det typisk 65-80 centimeter lange horn. Den legendariske fan af Kaizer Chiefs (en af Sydafrikas største og mest populære fodboldklubber), Freddie ”Saddam” Maake hævdede, at han i 1965 var den første til at fremstille vuvuzelaer af andet end kudu-horn. Maake fremstillede sine første aluminium-horn af cykelhorn (hvorvidt han reelt bare brugte store cykelhorn uden nogen form for forarbejdning, står dog ikke klart).

Fodbold-supporteren er dog ikke den eneste, som gerne vil have hæderen for den moderne vuvuzela, således har The Nazareth Baptist Church postuleret, at vuvuzelaen tilhørte dem og ingen anden.

127 decibel

Vuvuzelaen har under VM-slutrunden ikke kun irriteret tv-lytterne, men også fodbold-spillerne i Sydafrika. Adskillige spillere og trænere har under slutrunden været fremme med beklagelser over, at den konstante vuvuleza-larm ikke kun var voldsomt irriterende og gav hovedpine, men også umuliggjorde kommunikation mellem spillerne og således forringede fodbolden. For at bringe blot ét citat blandt utallige under VM-slutrunden. Den spanske midtbane-spiller Xabi Alonso: ”- FIFA skulle simpelthen forbyde dem.”

Det har imidlertid ikke vundet gehør hos hverken arrangørene eller FIFA, hvis præsident Sepp Blatter har udtalt: ”Vi skal ikke prøve at europæisere en afrikansk VM-slutrunde (...) dette er, hvad sydafrikansk fodbold drejer sig om – støj, henrivelse, dans, råben og glæde.”

Der er imidlertid sundheds-problemer med vuvuzelaen. På stadions i Sydafrika er målt op til 127 decibel, hvilket er bevisligt skadeligt for hørelsen.

Som naturlig konsekvens er hørepropper praktisk taget umulige at opdrive disse dage i sydafrikanske byer med VM-stadions, dvs. gennem amindelige kanaler som apoteker e.lign. – de er ganske enkelt udsolgt. Men det har fået smarte vuvuzela-sælgere til at udvide deres vare-sortiment. Sammen med vuvezelaer sælger de nu... hørepropper! Smart.

Sydafrikansk eller kinesisk…?

Men selvfølgelig, uanset hvor irriterende lyden af en summende bisværm måtte være for sofa-fodboldentusiaster, plus ihukommende den lille risiko for høreskader hos de, der måtte befinde sig på de sydafrikanske stadions, så kan man da ikke fornægte en sydafrikansk tradition.

Og det er jo sydafrikansk kultur, 100 procent sydafrikansk, ikke sandt? Well… måske…men én ting er imidlertid helt givet, vuvuzelaerne laves ikke i Sydafrika, men i Kina!

Ca. 92 procent af alle vuvuzelaer inklusive de, der høres ved VM-slutrunden, er produceret i Kina, og størstedelen af den resterende part er produceret i Vietnam.

Der er seks store fabrikker, som producerer vuvuzelaer, fem af dem kinesiske og en vietnamesisk. Processen er ganske enkel, og det tager ikke mere end en dag at uddanne en fabriksarbejder til at udføre arbejdet. Vuvuzelaerne maskin-formes af plastik, og fremstillings-prisen er latterlig lav.

Jeg citerer her den kinesiske avis ”China Daily”, som har interviewet vuvuzela-fabriksejer Huang Xile., der fortæller: ”Vi sælger vores vuvuzelaer for 2,50 yuan (red: 2,20 kroner) pr. styk, og da vores fremstillingspris er 2,20 yuan, tjener vi altså 3 jiao (red.: ca. 25 øre) pr. styk.”

Under VM-slutrunden sælges vuvuzelaerne til fodbold-turister typisk til 50-60 kroner stykket.

”Vores fabrik har sendt 1 million vuvuzelaer til Sydafrika i forbindelse med VM-slutrunden,” fortæller Huang Xile, hvis ansatte på fabrikiken i Chenghai i Guangdong-provinsen (Guangdong-provinsen, som grænser op til Hong Kong, er en af Kinas rigeste provinser), kommer fra fattige land-provinser.

”Det er ikke svært at lære at fremstille vuvuzelaer. Arbejderne hælder bare varmt plastik i en form og tager hornene ud, når plastiken er størknet,” fortæller Huang Xile, ”og en god arbejder kan fremstille ca. 1.000 horn om dagen.”

Vuvuzela-arbejderne tjener ca. 1.050 kroner om måneden. I de landprovinser, de kommer fra, typisk Jiangxi-, Henan- eller Anhui-provinsen, er en gennemsnitlig månedsløn for en arbejder eller farmer ifølge de officielle kinesiske statistikker ca. 350 kroner om måneden.

Det sydafrikanske vuvuzela-marked vurderes til at være 20 mio. kroner værd for de kinesiske producenter.

Men nok om vuvuzelaerne, over til fodbold. Der er sket mangt og meget, siden kvartfinalerne stod klar.

Europæernes VM alligevel?

Der har været meget skriveri, også fra undertegnede, om, at det var sydamerikanernes VM i Sydafrika. Sådan så det også ud før kvartfinalerne med fire af de otte tilbageværende nationer fra Sydamerika, hvilket var imponerende alt den stund, at Sydamerikas CONMEBOL-region kun har 4½ plads i VM-slutrunden, mens Europa med 13 slutrunde-billetter kun havde tre nationer med blandt de tilbageværende otte.

Men det billede har unægtelig ændret sig.

Først gjorde Holland det onde ved Brasilien (omend onde tunger vil hævde, at brasilianerne, specielt Felipe Melo, klarede størstedelen selv) med en efter fra første halvleg at bedømme lettere ulogisk coming-from-behind-2-1-sejr, og dagen efter taktisk afmonterede et stadigt stærkere udseende Tyskland fuldstændigt Argentina 4-0.

Mindst imponerende af de europæiske hold er pudsigt nok europamester og VM’s forhåndsfavorit Spanien, som vandt 1-0 over Paraguay; ikke decideret ufortjent, men de spanske stjerner var i problemer og kunne snildt have trukket det korteste strå.

Så exit til Brasilien, Argentina og Paraguay, hvilket betyder, at eneste tilbageværende af de sydamerikanske hold nu er Uruguay, der i sin kvartfinale mod Ghana havde alt det held, som Brasilien og Paraguay manglede.

For ganske vist var Uruguay bedste hold på banen i de ordinære 90 minutter og havde vel fortjent sejren, men i den forlængede spillletid kom deres fysik efterhånden til kort overfor de fitte afrikanere, og Ghana tiltvang sig mere og mere kulminerende med et straffespark i tillægstidens tillægstid.

Som vi alle ved, forhindrede Luis Suarez en stensikker ghanesisk scoring ved at lege ekstra-målmand på stregen, og den uruguayanske angriber blev da også prompte præsenteret for det røde kort. På vej ud af stadion vendte hans græmmelse sig imidlertid til jubel, idet han lige nåede at se Ghanas topscorer Asamoah Gyan hamre 11 meter-tilbuddet på overliggeren.

Efterfølgende havde uruguayanerne de stærkeste nerver i straffesparkkonkurrencen, men det næsten lå i kortene, at ghaneserne ikke ville klare den efter at have været så tæt på.

At Uruguay er eneste sydamerikanske hold tilbage må siges at være mildt overraskende. Inden VM startede, var Uruguay den klart mindst tiltroede sydamerikanske nation, og de største forventninger klyngede sig naturligt til Brasilien og Argentina.

Holland favorit, men…

Kvartfinalerne har maget det, så vi får en sydamerikansk-europæisk konfrontation – Uruguay-Holland – at se tirsdag, mens der onsdag er gentagelse af EM-finalen for to år siden mellem Spanien og Tyskland.

Jeg for min part skal ikke nyde noget af at spå om de kommende sejrsherrer i de to opgør. Det er oplagt, at Holland skal være favoritten i mødet med Uruguay, men omvendt har hollænderne floppet før efter at havde spillet godt. Hvem husker f.eks. ikke, at de i EM-slutrunden for to år siden totalt udspillede og med stor-cifre gennem-tæskede Frankrig, Italien og Rumænien, inden de gled i bananskrællen mod et undertipet russisk hold.

Men måske Holland denne gang skal finde trøst i, at de ikke har spillet særligt forrygende fodbold. Oranje under Bert van Marwijk er et meget mere forsigtigt hold, end det mandskab, vi så for to år siden, men til gengæld for det sprudlende angrebsspil har man nu fået tilføjet en nok så væsentlig defensiv soliditet.

Holland har stjernerne, der skal til, i offensiven, men sandt at sige fungerer de ikke særligt meget som hold. Den eneste offensiv-spiller, der på mig decideret virker som hold-spiller, er Dirk Kuyt. Resten, Arjen Robben, Robin van Persie, Rafael van der Vaart og Wesley Sneijder, har alle uomtvistelig høj klasse, men ofte virker de mere fokuserede på selv at brillere frem for at spille deres medspillere.

Netop det kan blive Uruguays chance. Højt at flyve, dybt at falde, har været noget, Holland har måttet sande mere end én gang, og skal man sige noget positivt om Uruguay, så er det, at de fighter som et hold. Klart svækkende for den eneste tilbageværende sydamerikanske nations chancer er det dog, at en af holdets to store offensive profiler, Luis Suarez, Diego Forlans normale angrebsmakker, må sidde over med karantæne efter udvisningen mod Ghana.

Men okay, intet er så skidt, at det ikke kan være godt for noget, for nu at citere Suarez selv: ”Så betyder det blot, at jeg er 100 procent klar til finalen på søndag...!”

Der er dog risiko for, at det blot bliver til lørdagens bronze-kamp, Suarez vender tilbage til.

Værre risikerer det desuden at blive for Uruguay, hvis de i defensiven må undvære styrmand Diego Lugano, der mod Ghana måtte udgå efter 38 minutter med en knæskade. Umiddelbart virker det ikke logisk, at Uruguay-anføreren kan nå at komme sig over skaden til tirsdag, men Uruguay-lejren melder positivt ud, så det er bare at vente og se.

Tysk scoringsmaskine mod Villa-én-mands-hær

Den største fodbold-forventning knytter sig til den rent europæiske semifinale onsdag mellem Tyskland og Spanien. Sat lidt på spidsen har Tyskland spillet VM’s bedste fodbold, mens Spanien har haltet sig igennem.

Det ér dog lidt for markant trukket op. Ikke, at det ikke stemmer, at Tyskland sandsynligvis har leveret slutrundens bedste fodbold, men at Spanien har haltet. For ret beset er den spanske semifinale-plads fortjent nok. Blot er den ikke kommet i hus med det spil, som de fleste havde forventet fra VM’s forhånds-favoritter.

Mens Tyskland i ottendedels- og kvartfinalen totalt fjernede England og Argentina fra græstæppet (4-1 og 4-0), så har Spanien med to smalle 1-0-sejre haft sit hyr med at løse Portugal og især Paraguay op. Man kan indvende, at Spanien i alle sine kampe (med Chile som en delvis undtagelse) har været oppe mod relativt defensivt indstillede modstandere, hvilket har gjort arbejdsbetingelserne vanskelige, men spørgsmålet er, om det ikke bliver det samme mod Tyskland?

Tyskerne var, som jeg ser det, klart bedste hold på banen mod både England og Argentina, men det er tankevækkende, at tyskerne bestemt ikke var mest i boldbesiddelse, tværtimod.

Det tror jeg heller ikke vil blive tilfældet mod Spanien, og det gode spørgsmål er vel, om ikke kampen rent taktisk kommer til at ligge bedre til Tyskland, end den gør til europamestrene. Vist er det en ulempe for tyskerne, at de må undvære brandvarme Thomas Müller, der er spærret af to gule kort, men tyskernes kontrafase har set umådelig effektiv ud i de seneste par kampe, og det tyske hold har mange folk, som fremstår målfarlige.

Omvendt har den ellers så højtbesungne spanske offensiv været bestående af en én-mands-hær ved navn David Villa. Spanien har scoret seks mål i Sydafrika, de fem af dem signeret Villa.

Men som sagt, jeg skal ikke nyde noget af at spå om hvilke hold, vi får at se i finalen, blot konstatere, at det ser morderligt spændende ud.

Det irriterer mig…

Jeg vil slutte af med et par ting, som irriterede mig grænseløst i kvartfinalerne.

Et tillykke til Ghana for at være bedst præsterende afrikanske nation i VM nogensinde (tidligere bedste afrikanske præstationer med kvartfinaler-pladser var Cameroun i 1990 og Senegal i 2002, men ved at drive kvartfinalen ud i straffesparkkonkurrence kan vi vel lade hæderen tilfalde Ghana) og man kan ikke andet end føle med Milovan Rajevacs mandskab efter topscorer Gyans brændte straffespark i tillægstidens overtid.

Én ting irriterede mig dog grumt under Ghanas kamp mod Uruguay. Det er ikke, fordi de sydamerikanske spillere er guds bedste børn, men det er under alt kritik at kunne tælle minimum tre tilfælde af Ghana-spillere (herunder Asamoah Gyan to gange) bevidst slå deres modstandere i ansigtet, samt én gang et bevidst spark i ansigtet på en Uruguay-spiller (efter at begge var nede efter en duel om bolden).

Det hører ingen steder hjemme. Det gør Luis Suarez’ ageren målmand naturligvis heller ikke, men det skader i det mindste ikke modspillerne.

Da tilfældene som regel fandt sted med bolden langt væk, kan man tilgive dommeren ikke at have set dem, men især Gyans ”lussinger” var tydelige på tv. Hvad gør FIFA, som ellers hyppigt har travlt med irettesættende meldinger efterfølgende?

Svar på det: Ingenting.

Hvorfor? Ja, det er spørgsmålet...

Mark van Bommels svinestreger

En anden ting, der irritterede mig slemt, fandt sted under Holland-Brasilien. Hvordan Hollands anfører Mark van Bommel kan slippe fra den kamp unden minimum én gang at blive præsenteret for et gult kort, er mig en gåde.

Efter at Holland havde bragt sig foran 2-1 og blot var interesseret i at trække tiden (ikke noget galt i det som sådan), begik van Bommel tre frispark, som alle med lidt god/ond vilje kunne takseres til rødt (omend det ville have været hårdt), men som alle minimum burde være resulteret i gult.

Endvidere brokkede van Bommel sig konstant til den japanske dommer Yuichi Nishimura om dette og hint – med et minut tilbage at spille kommer han endda farende pegende som en vanvittig på sit imaginære armbåndsur for at få Nishimura til at fløjte af – men selvfølgelig, rutineret gået af den hollandske midtbane-hardhitter, han fik jo ikke noget kort.

Det bringer mig til, hvad der irriterer mig allermest, for det er egentlig hverken de ghanesiske ansigts-lussinger eller van Bommel. Det er dommer-standarden.

Så døm dog efter reglerne

I ottendedelsfinalerne var FIFA-præsident Blatter personligt ude med undskyldninger til England og Mexico for, at Frank Lampards klare scoring blev underkendt, samt for at Carolos Teves’ åbningstræffer for Argentina ikke blev annulleret for klokkeklart offside.

Som slutrunden skrider frem, burde der alt andet lige imidlertid blive ryddet ud i stalden af dårlige dommere, det pr. ren logik – FIFA sender de dårligste hjem og beholder de bedste til slutkampene.

Det synes bare ikke at være tilfældet.

Problemet er, at der generelt dømmes for lidt efter reglerne. Der gives alt for få kort for professionelle hårde frispark, og når korterne endelig kommer op af lommen, er det ofte for helt latterlige ting.

Den japanske dommer Yuichi Nishimura uddelte et rødt kort – et 100 procent korrekt ét – i kvartfinalen mellem Holland og Brasilien samt fem gule. Umiddelbart ganske mange, kan man synes, men i virkeligheden alt for få. Sandheden er, at Nishimura i anden halvleg var ved at tabe kampen fuldstændigt på gulvet, fordi han tillod alt for hårdt spil.

I opgøret mellem Uruguay og Ghana uddelte portugiseren Olegario Benquerenca (som har ry for at være overmådelig kortglad) et rødt – og igen et 100 procent korrekt sådant – og seks gule, flere af disse dog som total over-reaktion over for spilleres reation på hans (fejl)domme. Når han så endelig skulle have været ude med hårde straffe, så som for slag eller spark i ansigtet, da ingenting.

Lidt bedre blev det til søndagens to kvartfinaler, Tyskland-Argentina og Spanien-Paraguay. Usbekeren Ravsjan Irmatov imponerede dog langtfra ved at give Tysklands Thomas Müller et totalt uretfærdigt gult kort, som spærrer ham i semifinalen, mens han så gennem fingre med adskillige grove frispark, som rigeligt kunne have udløst mere end de tre gule kort i kampen, det blev til.

Eneste dommer, som jeg synes slap godt fra kvartfinalerne, var guatemaleren Carlos Batres, der fløjtede Spanien-Paraguay. Man kan spørge, om underkendelsen af Nelson Valdez’ mål i første halvleg var korrekt, men med en maybe-/maybe not-afgørelse (det var Cardozo, ikke Valdez, der var offside – men man kan argumentere for at Cardozo havde indflydelse på spillet) kan man ikke trække noget fra på det. Begge straffespark var korrekt dømt (en hårdere mand kunne ved straffesparkene have smidt både Pique og Antolin Alcaraz ud), og det krævede ”cojones” at dømme – helt korrekt – omspark ved Xabi Alonsos første scorede straffespark.

Men vi taler om FIFA’s angiveligt aller-bedste dommere. Er én god præstation ud af fire virkelig tilfredsstillende?