Den sydamerikanske VM-kvalifikation er gået i gang. Det skal afgøres, hvem der skal med til slutrunden i Sydafrika i 2010. Kvalifikationen vil sandsynligvis endnu engang blive domineret af storfavoritterne fra Argentina og Brasilien, men herefter er det meget åbent, hvilke lande, der skal have de sidste tre VM billetter. Sydamerikansk fodbold er kendetegnet af teknisk overlegent offensivt fodbold, men det er ikke kun Argentina med Messi og Brasilien med KáKá og Ronaldinho, der vil være med i fodboldfesten. De mindre nationer kan minsandten også fremvise verdensstjerner, som kan sikre overraskelser, og samtidig kan man håbe på at denne udgave af kvalifikationsturneringen igen bliver et springbræt for unge talenter.

Kan et godt organiseret Uruguay-mandskab med topscoreren Forlán blande sig i toppen? Eller vil Chile blive den store offensive overraskelse, når legenden Marcelo Salas vender tilbage? Paraguay kaster alle mand frem og stoler på de kreative evner fra profilen Roque Santa Cruz. Vil det endnu engang lykkes for Ecuador at komme med til en slutrunde eller får vi en måske en helt uventet sydamerikansk deltager ved VM i Sydafrika...?

Første spillerunde
VM-kvalifikationen gik i gang i den forgangne weekend. Her måtte Brasilien nøjes med 0-0 i Columbia (dog næppe et nemt sted at spille for udeholdet), mens Argentina vandt 2-0 hjemme over Chile, Uruguay slog Bolivia med 5-0 på eget græs, mens Venezuela vandt 1-0 over Ecuador på udebane. Peru og Paraguay spillede 0-0.

Næste runde i den sydamerikanske VM-turnering spilles onsdag med følgende program: Brasilian-Ecuador, Venezuela-Argentina, Bolivia-Colombia, Paraguay-Uruguay og Chile-Peru.

Hold øje med BetXpert hvor der løbende vil blive udlagt tip til kampene. Dels på vores landskampside (http://www.betxpert.com/ekspert/lk/ ), dels i Torbens Corner hvor Torben N. Sørensen udfolder sig:

http://www.betxpert.com/ekspert/torben/

Optakt

Læs herunder om alle landene – der står i alfabetisk rækkefølge (bemærk at lande-anmeldelserne blev skrevet før turneringen gik i gang).

Bud på slutstilling
Argentina
Brasilien
Paraguay
Chile
Ecuador
Uruguay
Peru
Colombia
Venezuela
Bolivia

De 10 lande spiller alle mod alle, hjemme og ude – dvs. 18 kampe hver. De fire bedste kvalificerer sig direkte til VM, mens nr fem skal i playoff med nummer fire i den nord- og mellemamerikanske kvalifikationsturnering.

Fuldt kampprogram og trupper kan ses via denne side:
http://en.wikipedia.org/wiki/2010_FIFA_World_Cup_qualification_%28CONMEBOL%29

ARGENTINA

Med Lionel Messi i storform burde det ikke være noget større problem for Argentina at kvalificere sig til VM slutrunden. Desuden fik den tidligere Boca Juniors-træner Alfio Basile held med at lokke Juan Román Riquelme tilbage i landsholdstrøjen.
Man skal dog være forsigtig med at tro, at Argentina er uovervindelige. I Copa America-finalen stillede Brasilien op uden Kaká og Ronaldinho, men løb alligevel af sted med trofæet.
Desuden skal Argentina finde ud af, om Gabriel Milito kan udfylde hullet efter forsvars-sheriffen Roberto Ayala.
Måske kan Messi og Riquelme i fællesskab endelig fjerne ”Maradona-skyggen” som altid hænger over Argentina´s nummer 10. Men kun en VM-titel kan opfylde de fodboldtossede argentineres forventninger.

FORVENTET STARTOPSTILLING
MÅLMAND: Pato Abbondanzieri
FORSVAR: Javier Zanetti, Demichelis, Gabriel Milito, Gabriel Heinze.
MIDTBANE: Maxi Rodrigues, Javier Mascherano, Juan Román Riquelme, Lucho González
ANGREB: Lionel Messi, Carlos Tevez.

HOLD ØJE MED HAM
Et oplagt valg er Lionel Messi. Kaká får kamp til stregen om titlen som ”Verdens Bedste Fodboldspiller”. Sammenligningerne med Maradona blussede igen op, da Messi driblede forbi halvdelen af Getafe´s mandskab og scorede en kopi af Maradona´s berømte VM´86 scoring mod englænderne.

BOLIVIA

Bolivia er sandsynligvis Sydamerikas ringeste landshold. Men sæt dem op på en bjergtop i 3600 meters højde og holdet bliver noget nær uovervindeligt. Ved seneste VM-kvalifikationsturnering tabte Bolivia samtlige 9 udebanekampe, og seneste udesejr var for 30 kampe siden, da Bolivia vandt med 7-1 over Venezuela. Det var i juli 1993, hvor Venezuela var boksebold for de øvrige sydamerikanske hold, men den rolle har Bolivia nu overtaget.
Problemet for træner Erwin Sánchez er de to midterforsvarere; Raldes og Amador. Man havde ikke forventet, at den rutinerede Juan Manuel Peña blev langtidsskadet. Bolivianere er generelt ikke specielt høje, og det giver ofte modstanderne chancer ved indlæg, dødbolde og hjørnespark.
Der er dog lyspunkter for Erwin Sánchez. De to angribere, veteranen Jaime Moreno og talentet Marcelo Moreno har fundet et godt samarbejdet i front. Erwin Sánchez vil have Bolivia til at spille offensivt i en traditionel 4-4-2 formation. Desværre er der stridigheder internt i truppen. Spillerne vil have 5000 dollars pr. sejr og nægter at træne før det krav bliver opfyldt.

FORVENTET STARTOPSTILLING
Målmand: Sergio Galarza
FORSVAR: Nicolás Suárez, Ronald Raldés, Santos Amador, Lorgio Álvarez
MIDTBANE: Ronald García, Hermán Soliz, Sacha Lima, Joselito Vaca.
ANGREB; Jaime Moreno, Marcelo Moreno

HOLD ØJE MED HAM
Marcelo Moreno er blevet kaldt den største stjerne siden Marco Etcheverry. Han spiller i brasilianske Cruzeiro, hvor han blot på 11 kampe er blevet en vigtig spiller og har scoret 6 mål. Den 20-årige angriber bliver en nøgleperson i træner Erwin Sánchez´ forsøg på at forandre Bolivia.

BRASILIEN

Dunga har haft stor succes med generationsskiftet efter han overtog landstrænerposten Carlos Alberto Parreira. Mange eksperter kigger forgæves efter topangribere som Adriano eller Ronaldo, men Dunga har lagt ansvaret for offensiven hos Kaká. Dunga har rodet meget med holdet og afprøvet forskellige startformationer. Det er tydeligt, at han har et luksusproblem med at finde den rette position til Ronaldinho. Dunga er ligeglad med stjernestatus og har flere gange stillet til start uden Ronladinho.
Efter en lang række træningskampe havde Dunga premiere i Copa America-turneringen. Det var de første vigtige kampe for Dunga, og især 3-0 sejren over de argentinske favoritter i finalen har overbevist mange skeptikere.
Brasilien får sandsynligvis ikke større vanskeligheder med at kvalificere sig til VM 2010, men der er kamp om pladserne, da Dunga endnu ikke har fundet den foretrukne startopstilling.
Hovedrollerne på det brasilianske landshold er dog placeret. Lucio er forsvarsgeneralen, der sammen med Juan danner en solid, rutineret duo i midterforsvaret. Kaká er styrmanden på midtbanen, hvor Gilberto Silva og Elano er bolderobrerne. Diego banker dog på for en stamplads. Angrebet er det mest interessante. Det ligner en formation med Ronaldinho og Robinho med frie roller på kanterne og med Vagner Love i midten. Afonso vil dog gøre alt for at tilkæmpe sig positionen som forreste angriber.

FORVENTET STARTOPSTILLING
MÅLMAND: Júlio César
FORSVAR: Gilberto, Lúcio, Juan, Daniel Alves;
MIDTBANE: Gilberto Silva, Elano, Kaká;
ANGREB: Ronaldinho Gaúcho, Robinho, Vágner Love

HOLD ØJE MED HAM
Den danske presse roser Mini-Schmeichel for at holde buret rent i Manchester City, men mon ikke Kasper giver et skulderklap til den defensive midtbaneslider Elano. Siden Dunga blev landstræner har der været afprøvet flere spillere på midtbanen, men Elano har altid været fast mand på holdet. Sven Göran Erickson Det er endda blevet til et par scoringer i træningskampene fra Elano, der dog har størst styrke som bolderobrer. Elano tilhører samme gyldne Santos-generation som f.eks Robinho, Léo, Diego og Ricardo Oliveira. Han kom i 2005 til Shakhtar Donetsk før Sven-Göran Eriksson hentede ham til England for 90 millioner kroner.

CHILE

Der er stor opmærksomhed omkring Chile i denne kvalifikationsturnering. Årsagen er den tidligere argentinske landsholdstræner Marcelo Bielsa, der er ansvarlig for hjemlandets flotte spillestil. Om han så kan overføre den til Chile er en anden sag. Chile gjorde næsten intet rigtigt i Copa America-turneringen. Holdet tabte med skandaløse 6-1 til Brasilien og senere kom det frem, at spillerne havde holdt en våd fest på hotelværelserne og haft besøg af prostituerede som optakt til kampen. Den skandale har givet lange karantæner til en række profiler.
Den gode nyhed er, at legenden Marcelo Salas igen er i landsholdstruppen. Den 32-årige angriber er tilbage efter han ellers sagde fra tilbage i 2005. Det er dog ikke sikkert, at Salas er i stand til at slå Suazo af holdet. I den famøse Brasilien-kamp var Suazo det eneste lyspunkt, da han scorede et pragtmål, som han tidligere har gjort adskillige gange for Colo Colo. Det fik mexicanske Monterrey til at hente den 26-årige målsluger til klubben.
Suazo er forreste angriber på et Chile-mandskab, der trods tre angribere ikke fungerer godt offensivt. Der er forhåbninger om forbedringer med tilkomsten af træner Marcelo Bielsa samt selvfølgelig Marcelo Salas´ rutine og lederegenskaber.

FORVENTET STARTOPSTILLING
MÅLMAND: Nicolás Peric
FORSVAR: Waldo Ponce, Gary Medel, Miguel Riffo, Hugo Droguett
MIDTBANE: Claudio Maldonado, Gonzalo Fierro, Luis Jiménez
ANGREB: Carlos Villanueva; Humberto
Suazo, Mark González

HOLD ØJE MED HAM
Carlos Villanueva er det store håb om en ny stor generation i Chile. Og så får Carlos Villanueva faktisk kun stampladsen som hængende angriber, fordi Aléxis Sánchez fra River Plate er langtidsskadet. Det er ikke nemt at overtage efter de chilenske fodboldfans har været underholdt af legender som Ivan Zamorano og tilbagevendte Marcelo Salas. Den 21-årige angriber har stor succes på Audax Italiano-holdet og er bestemt en spiller, som vi kan forvente os meget af i fremtiden.

COLOMBIA

Mange colombianere drømmer sig tilbage til 1990´erne hvor Carlos Valderama førte Colombia frem til VM-slutrunderne.
Der har været stor kritik af træner Jorge Pinto for at have udtaget en alt for urutineret trup. Hele 14 ud af de 22 spillere var end ikke med til Copa America-turneringen tidligere i år. Den turnering blev i øvrigt også endnu en skuffelse for Colombia. Jorge Pinto er slet ikke den foretrukne landstræner, men fodboldforbundet har opgivet at hente en træner udefra pga. økonomiske problemer.
En af de skarpeste kritikere er den tidligere storspiller Faustino Asprilla, der mener, der har været for mange udskiftninger i startopstillingerne. Jorge Pinto var tidligere træner i Cúcuta, som han gjorde til mestre, før han i slutningen af 2006 overtog landstrænerposten. Han har haft samarbejdsproblemer med flere af de tidligere profiler i landsholdstruppen.
Colombia vil denne gang forsøge at udnytte hjemmebanefordelen i Bogotá, der ligger i 2640m højde. Ved tidligere kvalifikationsturneringer afholdte Colombia deres hjemmekampe i Barranquilla. Truppen indeholder ikke som tidligere de store stjernespillere. Ud af de 22 spillere er blot 7 af dem placeret i europæisk fodbold, heraf hele 4 i Frankrig. Profilerne på holdet er angriberen Rentería fra Strasbourg samt midtbanespilleren Ferreira fra brasilianske Atletico PR.

FORVENTET STARTOPSTILLING
Målmand: Agustin Julio
FORSVAR: Camilo Zúniga, Cristian Zapata, Estiven, Vélez, Jorge Banguero
MIDTBANE: Freddy Grisales, Amaya, Jaime Castrillón, David Ferreira
Angreb: Hugo Rodallega, Wason Rentería

HOLD ØJE MED HAM
Falcao García blev siet fra den endelig trup før Copa America, men Colombias fiasko i den turnering udnyttede angriberen til at sikre sig en stamplads på Jorge Pintos nye landshold. Allerede som 15-årig kom Falcao García til River Plate, og han er nu trods sine blot 21 år en vigtig spiller for den argentinske storklub.

ECUADOR

Der er to sider af Ecuador. Der er det overraskende positive hold, der har kvalificeret sig til to VM slutrunder i træk og nåede til ottendelsfinalerne ved VM i Tyskland.
Men herefter er der dukket en ganske anden side frem. Ecuador gennemlever en vanskelig periode, der kulminerede i dette års Copa América turnering, hvor det blev til tre nederlag og en sidsteplads i puljen.
I de seneste træningskampe har vi igen set de to sider af Ecuador. Den 8/9 vandt Ecuador en 5-1 sejr over upåagtede El Salvador, men blot fire dage senere blev det til et 2-1 nederlag til Honduras.
Der har været kaos og frustrationer op til første vigtige kvalifikationskamp. Træner Luis Suárez har måtte undvære nogle udenlandske profiler, som f.eks Edison Méndez fra PSV. Derudover forlangte Luis Suárez, at de hjemlige klubber frigav landsholdsspillerne, men blev ignoreret, da den nationale liga er i fuld gang. Som om det ikke var nok, så er der ifølge den lokale presse stridigheder mellem træneren og de to forsvarsspillere Iván Hurtado og Ulises de la Cruz.
Luis Suárez har indrømmet, at pressen og fansene godt nok er pessimistiske, men han garanterer den tredje kvalifikation til en VM-slutrunde i træk.

FORVENTET STARTOPSTILLING
Målmand: Marcelo Elizaga
Forsvar: Ulises de la Cruz, Giovanni Espinoza, Iván Hurtado, Oscar Bagûi
Midtbane: Antonio Valencia, Segundo Castillo, Edison Méndez, Cristian Lara.
Angreb: Christian Benitez, Carlos Tenorio.

HOLD ØJE MED HAM
Christian Benitez. Han var kaninen i hatten, da Luis Suárez udtog truppen til VM i Tyskland. Benitez er blot 1,68m høj, men hans hurtighed og driblinger har skaffet ham til mexicanske Santos Laguna og en stamplads i Ecuador´s angreb. Benitez skal forsøge, at få fansene til at glemme alt om den store profil Augustín Delgado, der har afsluttet landsholdskarrieren.

PARAGUAY

Paraguay har udviklet sig til specialister i at snige sig med i det gode selskab og kvalificere sig til VM slutrunderne. Under Copa América-turneringen så vi Paraguay´s problem. De er alt for ustabile i deres præstationer. Paraguay gik sikkert videre til slutspillet, men tabte så til Mexico med hele 6-0.
Der er heller ikke været så meget positivt i de følgende venskabskampe efter Copa América. Paraguay har som de fleste andre lande medvirket i tre venskabskampe, tabt to kampe og opnået én uafgjort.
Holdets store stjerne er selvfølgelig Roque Santa Cruz, der faktisk igennem hele karrieren har været en profil. Han begyndte i Bayern Munchen, hvor det blev til 7 sæsoner. Mangel på spilletid fik Roque Santa Cruz til at skifte til engelske Blackburn. Hvor Paraguay tidligere var et meget defensivt mandskab, så er spillestilen nu langt mere offensiv. Roque Santa Cruz var tidligere meget efterladt alene i front, men han har nu mere støtte fra Salvador Cabañas og Nelson Haedo.
Der har været afprøvet mange spillere, faktisk præcist 47 forskellige spillere, siden træner Gerardo Martino overtog trænerposten i begyndelsen af året.

FORVENTET STARTOPSTILLING
MÅLMAND: Justo Villar
FORSVAR: Denis Caniza, Julio César Cáceres, Paulo de Silva
MIDTBANE: Edgar Barreto, Victor Cáceres, Cristian Riveros
ANGREB: Nelson Haedo, Salvador Cabañas, Roque Santa Cruz.

HOLD ØJE MED HAM
Den defensive midtbaneslider Victor Cáceres slog igennem i Copa Libertadores-turneringen for Libertad. Han var udtaget til Copa America turneringen, men blev alligevel siet fra i sidste øjeblik. Under VM-kvalifikationsturneringen burde der være en sikker stamplads til Victor Cáceres. Victor Cáceres bliver i spillestil sammenlignet med legenden Julio Cesar Enciso.

PERU

Der er gået 25 år siden Peru var med til en VM-slutrunde. Mellem 1970 og 1982 var Peru med til tre slutrunder, men herefter har kvalifikationsturneringerne været skuffelser. I de seneste par kvalifikationer har Peru blot hentet 8 sejre ( i 36 kampe). Kun Bolivia har en ringere statistik.
Det er op til idolet Claudio Pizarro at hive Peru med til endnu en slutrunde. Han er efterhånden blevet 28 år og er den absolutte leder på holdet. Peru har ansat José del Solar som træner, men han har ikke en nem opgave foran sig. José del Solar er blot 39 år og begyndte sin trænerkarriere i 2005 i argentinske Colón.
Forholdet til spillerne er ikke godt. Backen John Galliquio forlod landsholdet før træningskampene op til VM kvalifikationen. Han ville i stedet koncentrere sig om sin nye klub, Dinamo Bucarest. Han er dog vendt tilbage til landsholdstruppen. Midtbanespilleren Mariño gennemførte træningskampene, men oplyste herefter at også han ikke ønskede at deltage længere. Han var optaget af at falde til i den spanske klub Hércules.
Svagheden for Peru er forsvaret og i særdeleshed målmand Butrón, der ikke udstråler sikkerhed. Styrken er så til gengæld angrebet selvfølgelig anført af Claudio Pizarro, men også med god støtte fra Farfán og Solano.

FORVENTET STARTOPSTILLING
MÅLMAND: Leao Butrón
FORSVAR; John Galliquio, Santiago Acasiete, Alberto Rodriguez, Walter Vilchez.
MIDTBANE: Paolo de la Haza, Henry Quinteros, Juan Vargas, Nolberto Solano, Claudio Pizarro, Jefferson Farfán.

HOLD ØJE MED HAM
Da italienske Catania skrev kontrakt med Juan Vargas blev han lanceret som en ny Maldini. Juan Vargas blev da også placeret på backpladsen selv om han oprindelig er midtbanespiller. Den 23 årige-spiller har hurtigt fået opmærksomhed fra storklubber som Juventus, Roma og Liverpool, men mon ikke Catania gerne vil beholde deres Maldini lidt endnu.

URUGUAY

Det er næsten en tradition, at Uruguay ender som nummer 5 i VM kvalifikationen, og dermed skal ud i en kvalifikationsrunde. Før VM i Tyskland sørgede Australien for at ”Celeste” ikke kom med til VM i Tyskland ved at vinde straffesparkskonkurrencen.
Vi husker bedst Uruguay for 6-1 kampen i 1986 og senest 2-1 sejren i 2002.
Profilen er stadig Diego Forlán, som er skiftet fra Villarreal til Atletico Madrid. Han skal dog undvære Alvaro Recoba, men har til gengæld den store ”El Loco” Sebastián Abreu som angrebsmakker.
Uruguay er kendt som et godt kæmpende defensivt mandskab. Spillestilen kan ofte være på grænsen til det brutale. Træneren er en gammel kending; Oscar Tabárez, der også var landstræner i succesperioden i 1990 og har siden været træner for Boca Juniors og Milan. Oscar Tabárez har været i spidsen for Uruguay 13 gange siden han overtog posten i marts 2006. Det er blevet til 9 sejre, 2 uafgjorte og to nederlag.

FORVENTET STARTOPSTILLING
Målmand: Fabian Carini
FORSVAR: Jorge Fucile, Diego Godin, Andrés Scotti, Dario Rodriguez
MIDTBANE: Diego Pérez, Pablo Garcia, Maximiliano Pereira, Cristian Rodriguez
ANGREB: Diego Forlán, Sebastián Abreu.

HOLD ØJE MED HAM
Luis Suárez starter ganske vist som udskifter, men det forventes, at stortalentet får et gennembrud i denne kvalifikationsturnering. Ved seneste U-20 VM beviste Luis Suárez overfor Ajax Amsterdam, at han er fremtidens mand. Ajax smed 7,5 millioner Euro til Groningen for at hente den 20-årige angriber til klubben.

VENEZUELA

Baseball er den mest populære sport i Venezuela, men dette års Copa America blev afholdt i Venezuela og det fik for et øjeblik befolkningen til at slippe rundboldbattet og følge fodboldlandsholdet.
Der er ikke de store traditioner i Venezuela, men der er dog fremskridt. Venezuela plejer at ende sidst i kvalifikationen, men sidste gang opnåede Venezuela at ende på en 8. Plads, foran Bolivia og Peru. I år udnyttede Venezuela så hjemmebanen til for første gang at nå videre fra indledende fase i Copa America. Det er træner Richard Páez, der skal styre Venezuela igennem forsøget på at følge op på den succes. Venezuela har dog ikke de store stjernespillere til at lede dem igennem kvalifikationskampene. Man skal have fulgt ualmindeligt godt med i sydamerikansk fodbold for at kunne nikke genkendende til spillerne i startopstillingen. Måske har man tidligere stødt på midtbanespilleren Juan Arango, der spiller for spanske Mallorca. Han er med 27 år en af de rutinerede spillere i truppen.

FORVENTET STARTOPSTILLING
MÅLMAND. Renny Vega
FORSVAR: Héctor Gonzalez, José Manuel rey, Alejandro Cichero, Jorge Rojas
MIDTBANE: Luis Vera, Miguel Mea Vitali, Alejandro Guerra, Juan Arango, Ricardo Páez
ANGREB: Giancarlo Maldonado.

HOLD ØJE MED HAM
Med 22 år er ansvaret kommet hurtigt til Alejandro Guerra. Han spiller for mesterklubben Caracas, hvor midtbanespilleren bliver kaldt ” El Lobo”. Venezuela spiller med en kompakt midtbane og blot en enkelt angriber. Alejandro Guerra har overtaget ansvaret fra Juan Arango og han er nu samlingspunktet på banen.