Spillemyndigheden vil sikre, at alt foregår efter bogen i forbindelse med Ladbrokes' exit fra Danmark, forsikrer de over for BetXpert.

Ladbrokes' pludselige exit fra det danske marked tidligere på måneden kom bag på mange sportsbettere. Tirsdag 7. juli var det slut med betting i Danmark for den gamle britiske bookmaker.

Ladbrokes: Derfor lukker vi ned i Danmark

I den forbindelse skrev Ladbrokes i en mail noget kategorisk til deres kunder, at man skulle hæve sit indestående inden udgangen af juli. Samme dag udtalte en talsmand til BetXpert dog, at man også kunne få sit indestående udbetalt, hvis man ikke nåede det ingen juli-udgangen. Man skulle blot kontakte kundeservice.

I forbindelse med Ladbrokes' exit har BetXpert også sendt en række spørgsmål til de danske spillemyndigheder. Og ud fra deres svar - der altid er lidt kryptiske, da de ikke har mulighed for at udtale sig om konkrete sager - så vil Spillemyndigheden sikre, at Ladbrokes til det sidste overholder alle regler og bl.a. udbetaler indestående til alle deres danske kunder.

"I tilfælde af, at en tilladelse ikke længere ønskes udnyttet, er der naturligvis en række ting, som en tilladelsesindehaver skal sikre sig, herunder mulighed for at få et evt. indestående på en spilkonto ud," skriver kontorchef ved Spillemyndigheden, Tina R. Olsen til BetXpert.

"... det er Spillemyndighedens opgave i tilfælde af lukning for udbud af spil at have dialogen med tilladelsesindehaver om de forskellige elementer," fortsætter hun.

Spillemyndigheden er ingen klageinstans

Spillemyndigheden slår dog endnu engang fast, at de ikke kan blande sig i tvister mellem spillere og bookmakere.

"Spillemyndigheden er ikke klageinstans i tilfælde af uoverensstemmelser mellem en tilladelsesindehaver og en spiller, og vi kan derfor ikke afgøre konkrete sager mellem tilladelsesindehaver og spillere, heller ikke i en ophørssituation."

Hvis du stadig har et udestående med Ladbrokes, har problemer med at udbetale dit indestående eller lignende, så opfordrer BetXpert til, at du kontakter deres kundeservice:

E-mail: [email protected]

Tlf: 8024 1000.