Macau. Navnet associerer gambling og er i de senere år sprunget frem med stadig hyppigere frekvens, når alverdens medier har berettet om historier fra spilleverdenen. Her udløses de største jackpots, her finder man en stor del af verdens største casinoer, og her lægges verdens højeste indsatser pr. spil. Ugens redaktions-blog er en rejsereportage fra Macau - tidens ubetinget største spillemekka, målt på omsætning.

Mange går sikkert i den tro, at det er ved rouletten i Las Vegas, at de rigtig store gamblere huserer og brænder ufattelige summer af. Vegas er dog på næsten alle parametre blot et BonBon-Land i forhold til Macau.

Mere om det senere. Først den korte historie om Macaus grundlæggelse:

Indtil for blot få år siden var Macau ikke ret meget andet end en omstridt, portugisisk koloni i det sydlige Kina. I et setup der meget ligner Storbritanniens overdragelse af naboregionen Hong Kong to år tidligere, blev Macau i 1999 indlemmet i Kina, i første omgang som en særlig administrativ region frem til år 2049, under mottoet "Ét land - to systemer".

Macau er derfor, ligesom Hong Kong, selvstyrende på en lang række områder, bl.a. kræves intet visum til Macau, hvis man opholder sig i mindre end 90 dage. Desuden har de egen møntfod, egen forfatning, og fører særskilt lovgivning på en lang række områder.

Gambling er forbudt i Kina, men tilladt i Macau. Sådan har det faktisk været siden 1850, om end det oprindeligt kun var forbeholdt kinesiske selskaber at udbyde spil. Fra 1962 til 2001 herskede monopol-tilstande med alt spil udbudt af ét lokalt selskab, STDM, som var ledet af den voldsomt populære, lokale forretningsmand Stanley Ho. I den periode udviklede spillene sig i en mere og mere "vestlig" retning, og både infrastrukturer, sejlruter mv. blev udviklet med sigte på at bringe flere folk til Macau - alt sammen med stigende omsætning til følge.

I starten af dette årtusinde brød Macau med monopolet, og 6 licenser (concessions) blev udstedt, bl.a. - naturligvis - til STDM (under selskabet SJM Holdings, og i dag ejer af knap halvdelen af Macaus casinoer), men også udenlandske selskaber blev nu inviteret ind i varmen. 3 licenser gik nemlig til de amerikanske selskaber Wynn, Sands og MGM - alle etablerede navne i den nordamerikanske spilleindustri.

Licenserne blev i første omgang udstedt med en gyldighed på 20 år. Selvom der nu kun er få år til de oprindelige licenser udløber (mellem 2020 og 2022), og ingen reelt ved hvem der efterfølgende får licens og under hvilke vilkår, så bygger de nuværende licenshavere stadig i Macau, som om verden aldrig ender...

På besøg i verdens største spilleby

Undertegnede var i sidste uge i Hong Kong i anden sammenhæng, og da der samtidig blev afholdt en større, international Gaming-konference i Macau (G2E Asia 2015), var det en kærkommen anledning til at hilse på nogle af BetXpert's forretningsmæssige kontakter i branchen, opleve Macau på førstehånd, samt - ikke mindst - afprøve konferencehotellet, Venetian, som er Macaus største hotel, og samtidig hjem for verdens største casino på intet mindre end 526.000 m2 gulvareal.

Konferencen lignede i de fleste aspekter de konferencer, som branchen også afholder i Europa og USA, dog med en naturlig overvægt af asiatiske producenter og udbydere. Og hotellet - tja, når samtlige 3.000 værelser alle benævnes suiter, så har man en ide om, at det er stort. Venetian Macau siges da også at være den 7. største bygning i verden.

Inden min afgang til Hong Kong/Macau havde jeg researchet så godt jeg kunne på, hvad der mødte mig, men da jeg stod i det, var det alligevel overvældende på flere planer. Inden for de seneste 4 år har jeg også haft lejlighed til at opleve både Las Vegas og Atlantic City, og vidste på forhånd at Macau for længst har slået de amerikanske pendanter med adskillige længder. 

Selvom det seneste års tid, måned for måned, har vist dalende nøgletal for Macau's casinoer, så vurderes Macau stadig til at omsætte og indtjene 6-7 gange mere end Las Vegas.

Svære kår for en værdisøgende sportsbetter

Én ting havde jeg dog ikke fået forberedt mig godt nok på: Sportsbetting er praktisk talt usynligt i Macau.

Til trods for at hotel-TV'erne bugner med kanaler dedikeret til sport, herunder Premier League, tennis, amerikanske sportsgrene osv, er det altså ikke noget man umiddelbart kan spille på i Macau. Jeg var klar over, at online gaming ikke er tilladt (selvom det sagtens lader sig gøre at logge på adskillige europæiske bookmakere), men derudover er det faktisk svært at fastslå om sportsbetting stadig er underlagt monopol i Macau.

Jeg har ladet mig fortælle, at Macauslot (ejet af førnævnte STDM og Stanley Ho) har monopol på al non-racing sportsbetting i Macau (dvs. al sport ud over hunde- og hesteløb, som udbydes af andet selskab), mens andre har hævdet at der også findes en håndfuld øvrige licenserede agenter, man kan spille hos. Overordnet siger rygtet dog, at de udbudte odds uanset hvad er overordentligt ringe. Så kan det også næsten være ligegyldigt...

Hvorom alting er: de casino-baserede sportsbooks som man kender fra USA, var i Macau voldsomt svære at opdrive for undertegnede, som egentlig godt kan lide stemningen omkring casinospil, men som omvendt ikke er ret glad for at lægge sine sparekroner på spil, der afgøres af tilfældigheder.

It's all about the money

Til forskel fra casino-gulvene i USA, er casinolivet i Macau nærmest udelukkende fokuseret på spillet ved bordene. Casinoerne i Macau er slet ikke i samme grad som i USA præget af show, "bling" og følelsen af at enhver kan lege konge for en aften, selv uden at omsætte ret mange dollars. Der er fuldt fokus på (spillernes) penge, og de fleste steder er alkohol bandlyst på casino floor. I det hele taget handler det mest af alt bare om at gæsternes indsatser skal holdes i gang med højest mulig frekvens.

Spillerne virker på den anden side stålsatte mht at slå "huset" ved de klassiske casino-borde, fremfor at jagte den store, statistisk nærmest umulige jackpot. Og de ligner nogle der tror på det, på trods af at de beviseligt har margin imod sig. På casinogulvene i Macau er der en klar overvægt af table games, som alternativ til de spillemaskiner (såkaldte slots) som omvendt fylder ret meget i de vestlige casinoer. Hist og her står dog de obligatoriske slots med astronomiske jackpots, men det er bordene folket spiller på. Det er her pengene lægges – og tabes.

Når det kommer til indsatserne på casinobordene, så ligger det langt fra, hvad man er vant til i den vestlige verden. Meget langt. Inden min afrejse stødte jeg på nedenstående oversigt, som fortæller at den gennemsnitlige minimums-indsats på casinobordene i Macau er over 10 gange højere end hvad man ser på det amerikanske marked.

Kilde: http://money.cnn.com/2014/10/22/news/macau-casino-gambling/

Vi taler altså gennemsnittet af mindsteindsatsen. Naturligvis trækker bordene i de notorisk afskærmede high limit områder op, men i virkeligheden skyldes det også, at man i Macau skal lede ret godt for at finde bare ét bord hvor mindste-indsatsen er under 300 HKD (cirka 270 DKK). Omvendt er stort set samtlige borde heller ikke blege for at skilte med, at den maksimale indsats de tager imod uden at kny, er 7-cifret. Og det er vel at mærke på de borde som menigmand kan tilgå - ikke bare på high limit bordene!

Tilfældighedernes spil hersker

Det absolut mest populære spil i Macau er Baccarat - et gammelt kortspil, som især litteraturens James Bond ynder at spille. Hvis filmen havde fulgt roman-forlægget, skulle hele verdens 007 faktisk have udfordret Mads Mikkelsen's Le Chiffre over en omgang Baccarat i Casino Royale fra 2006. I tråd med tidens tand og pokerbølgens rasen, endte Baccarat dog med at blive erstattet med No Limit Hold'em poker på det store lærred.

Reglerne for Baccarat er en kende sindrige, men til syvende og sidst baseret på tilfældigheder. Man kan som spiller intet påvirke, ud over indsatsen. Dette uanset om man spiller ved et klassisk casino-bord eller via en "live dealer" monitor, hvor spillet også udbydes i stor stil.

Et andet spil, der i Macau også trækker rigtig mange folk til både borde og ubemandede automater, hedder Sic Bo. Meget simpelt: en dealer ruller 3 terninger, en blå, en rød og en hvid. Som spiller kan man spille på alle tænkelige kombinationer af dette rul, alt sammen til forskellige odds, illustreret i nedenstående billede.

Sic Bo monitor i Venetian Macau. Værsgo at regn på betvalues!

Som i Baccarat er det i Sic Bo tilfældigheder der afgør alt. På casinoerne i Macau (og rundt i verden, for den sags skyld) kan man sagtens finde forskelle i odds for de enkelte "udfald" i Sic Bo. Dermed kan den såkaldte house edge, som er et udtryk for, hvor meget casinoet teoretisk vinder fra spilleren pr. indsats, variere voldsomt. Normalt ligger den omkring 3%, men er rapporteret visse steder til at ligge helt oppe omkring 30%.

Nærmest ingen Black Jack 

Macau's store forkærlighed for table games til trods, er det svært at finde Black Jack borde i Macau. Sandsynligvis en direkte konsekvens af at asiaterne er langt mere til tilfældigheds-spil som Baccarat og Sic Bo.

Black Jack er generelt kendt for ofte ret lave house edges, og er det tætteste man i et casino kan komme på noget som bare i det små kan incitere undertegnedes fokus på værdi, men ak - de få borde der kan findes, holder alle samme minimum-indsats som alle de øvrige bordspil.

Det ville nærmest kræve en bankroll i omegnen af flybilletten hjem at sætte sig ned uden alt for stor risiko for at være blanket af efter en serie med et par dårlige hænder eller fem i træk. Én fugl i hånden, som man siger...

Den typiske spiller i Macau

Hvem er det så der kommer på de her casinoer i Macau? Er det kun for de rige? Det er selvfølgelig svært at sige, når man som gennemrejsende kun har kunnet gøre ganske lidt udi de mere antropologiske forhold. Men, objektivt betragtet: de besøgende i Macau ligner til forveksling dem man også møder i Las Vegas. Altså lige bortset fra at de er temmelig meget mere pengestærke, givet de meget større indsatser de møder op med.

Langt størstedelen af de besøgende i Macau er fra Kina. Iflg. tal fra Macau's Tourist Office er 2/3 af alle udenlandske besøg i Macau i 2015 kommet fra Fastlands-Kina. Hong Kong bidrager med 20% af de besøgende, og så følger en lang række øvrige asiatiske lande, med Taiwan og Sydkorea som de største. Blot 2,35% af de besøgende i Macau kommer fra regioner uden for Asien. Europa og Nord/Sydamerika under ét bidrager samlet med under 2%.

Det er velkendt, at Kina er et modsætningsfyldt land, hvor der for hver velbjærget kineser formodentlig går mindst en håndfuld eller to undertrykte og/eller fattige ditto.

Nu kan man sjældent vurdere alene på udtryk og udseende, men i løbet af mine dage i Macau så jeg ikke så få asiatiske spillere lægge tusinder af HKD på bordene uden at blinke - til trods for at de faktisk kunne forveksles med de servicemedarbejdere, der konstant går gennem alle gange og afkroge for at få hele Macau til at fremstå pænt, rent og eksklusivt.

Man behøver altså ikke ligne en million for at være det, hvilket er endnu et punkt som adskiller Macau fra de amerikanske casinobyer, hvor armbevægelserne ofte er langt større end nullerne på pengesedlerne.

Derfor skal du tage til Macau - eller blive hjemme

Som turist skal man rejse til Macau hvis man alligevel er i nærheden og/eller (som undertegnede) har lyst til ved selvsyn at se, hvordan det går for sig i verdens pt. største spilleby. Den eneste anden grund til at tage dertil skulle være at man har en stor stak penge som brænder i lommen efter at blive skudt af på rene tilfældigheds-spil i stil med Baccarat, Sic Bo eller Roulette.

For nylig er et pokerrum dukket op i casinoet City of Dreams (sponsoreret af PokerStars), men selvom det er noget af det eneste regulære poker der findes i byen, var alle deres cash game borde skræmmende sløjt besatte 3 aftener i træk.

Er man til den klassiske Sin City stemning, som man bl.a. kender fra Las Vegas, går man nok rimelig forgæves i Macau. Under mit 72 timer lange ophold så jeg ikke skyggen af en polterabend, endsige noget der bare lignede en festlig aften ude. Der er gang i de fleste casinoer 24/7, og stemningen stiger da også en kende når aftenen falder på, men faktisk peaker casinogulvene typisk om middagen og eftermiddagen.

Kommer man forbi Macau, og kan man ikke stille sig tilfreds med at være tilskuer til andres spil, så skal man huske at have penge med - helst rigtig mange af dem. Men husk: sandsynligheden for at du går hjem med mindre end du kom med er overhængende stor, så sørg gerne for at hjemturen er købt og betalt inden du ankommer...

Her kunne nærværende rejsebeskrivelse snildt slutte, og det gør den rent teknisk også mht det rejsebeskrivende. Macau slår mig dog som et så aparte sted, at jeg som interesseret i branchen har måtte grave lidt mere i nogle helt specifikke forhold omkring stedet, især omkring det store money flow der foregår i Macau.

Er man stillet tilfreds med det rejsebeskrivende kan man uden tøven springe fra nu. Tak for at du hang på så langt!

Er man til gengæld nysgerrig efter lidt spekulationer omkring pengestrømmene gennem Macau, så hæng i lidt endnu.

Hvor kommer pengene fra?

Det virker paradoksalt på mig at se så mange folk fra Kina, et af verdens mest kontrollerede og modsætningsfyldte lande, slå sig løs med så store penge, som det er tilfældet i Macau. Og her troede vi, at vi i Vesten havde monopol på ødsel. Som jo oftest opstår ud af overflod. Jeg havde virkelig ikke forventet at se ekstravagance i den størrelsesorden jeg så i Macau, heller ikke engang selvom jeg havde hørt historierne om de store beløb hjemmefra.

Kina buldrer frem i mange industrier, og arbejdsstyrken synes uendelig. Det er velkendt at der til stadighed kommer flere og flere rige kinesere. For nogle uger siden verserede en historie i europæiske medier om en chef for en større kinesisk virksomhed, som havde taget 6.400 ansatte med på ferie i Frankrig, og bl.a. bookede 140 hoteller i Paris for at få plads til alle. En stor gestus over for medarbejderne (hvis loyalitet overfor chefen næppe kan betvivles i al fremtid!), men i bund og grund også et udtryk for, at der er ved at opstå rigtig mange frie midler i Kina, som de (ny)rige bestemt ikke er blege for at brænde af.

Der er pæne paralleller mellem Macau og historien om den kinesiske chef og hans 6.400 ansatte; Kina er på vej i den retning som hele verden har forventet i årtier, mod stor økonomisk styrke. Hos flere og flere kinesere bliver der råd til det lille "ekstra", og landet styrer mod en forventelig dominans på markeder, som vi i Vesten i mange år har betragtet som vores. Herunder altså også gambling.

Uomtvisteligt er det i hvert fald, at der lander mange asiatiske og kinesiske penge i Macau.

Høje indtjeninger trods høj skat

Skattetrykket på casinoerne i Macau er betragteligt. Den er sammensat af en variabel del og en fast del, men falder altid i spændet fra 35% til 40% af brutto-indtjeningen.

Det er ikke helt nemt at finde ud af, om der i den nuværende licensaftale udveksles casino-skattepenge mellem Macau og Kina, men de seneste år har Kina kraftigt insinueret at lovene omkring casino-spil i Macau skal renoveres frem mod, at de nuværende 6 casino-licenser udløber i 2020-2022. Dette kunne indikere at man i Kina har luret at Macau har opnået enorme skatteindtægter på spil de senere år. Indtægter som man ikke kan fortænke Kina i at ønske en bid af.

De høje skatter til trods, så har casinoerne registreret et samlet årligt overskud på over 300 mia. kr. hvert af de seneste to år. Det store spørgsmål må så være: hvem får størst gavn af alle de her mange asiatiske og kinesiske penge? Er det Macau? Eller måske helt andre?

Hvem løber med overskuddet?

Lige ved siden af Venetian Macau er et større hotelbyggeri i gang. Hotellet skal hedde The Parisian og åbner i 2016. Og ja, de er også i gang med at bygge en replika af Eiffeltårnet - i skrivende stund er de 4 fødder plantet.

Når The Parisian slår dørene op, vil ejeren bag, Las Vegas Sands Corporation, have kontrol over næsten halvdelen af alle hotelværelser i hele Macau. Sands ejer i forvejen en række af de allerstørste casino-hoteller i Macau, med omtalte Venetian som den mest prominente, og siden Macau indførte det nuværende licenssystem i 2002, har Sands været den ubetinget største ikke-lokale aktør i regionen. Uden Sands, ingen Macau som stedet kendes i dag. Der står af samme grund Sands på en stor del af casinoarealerne i Macau.

Herudover huser netop Sands' hoteller langt størstedelen af de butikker og indkøbscentre som i Macau yder et absolut væsentligt tilskud til de i forvejen overlegne casino-omsætninger. Sands proklamerer, at de har mere end 600 butikker i og omkring deres hoteller, de fleste med varer i luksusklassen.

De seneste branchetal fra Macau (april 2015) fortæller at de 6 licenshavere pt. fordeler Macau mellem sig med følgende markedsandele:

Procentvise markedsandele for licenshaverne i Macau, april 2015.

Blandt de 6 licenshavere er som tidligere nævnt 3 amerikanske; Sands, Wynn og MGM. Specielt Sands' heftige involvering i Macau er interessant ikke bare pga. markedsandelens størrelse, men lige så meget pga. at der bag selskabet står en ret markant personlighed.

Sands kontrolleres (med majoritet) af den 82-årige forretningsmand, Sheldon Adelson, som også er CEO for selskabet. Siden Sands åbnede sine første aktiviteter i Macau, har Adelson fordoblet sin personlige formue adskillige gange. I 2009 vurderede Forbes at Adelson var god for 3 mia. USD. I dag er denne vurdering 10 gange højere.

Adelsons gigantiske formue tjener naturligvis et personligt formål (selvom han i seneste udgave af magasinet Macau Inc. hævder at penge ikke er lige så vigtigt for ham som hans kone!). Men han er også en særdeles aktiv herre på den amerikanske politiske scene. Ved præsidentvalget i 2012 var han den største bidragyder til de republikanske Super PACs, som er de bidragspuljer kandidater og partigrupper kan trække midler fra når kampagnerne skal finansieres.

Alle bidrag til en Super PAC er konstitutionelt ubetingede, dvs som bidragyder kan man ikke fordre modydelser ved fx at få den kandidat eller det parti som støtten tildeles til at "betale tilbage" i form af specifikke lovforslag eller bestemmelser som på den anden de tilgodeser bidragyderens private eller forretningsmæssige interesser.

Fra Macau til Washington

Én ting er dog principper, noget andet er praksis, og selvom det er endog vanskeligt at påvise, hvad der foregår bag de politiske kulisser, så er der ikke mange der har svært ved at forestille sig at to af de republikanske kandidater fra 2012, Mitt Romney og Newt Gingrich, ikke på ét eller andet plan føler at de står i en vis gæld til Adelson for de hhv 30 og 15 mio. USD han egenhændigt smed i hver af disses Super PACs op til valget i 2012. Der kan immervæk printes mange flyers, uddeles mange kopper kaffe, og køres mange kilometer i kampagnebusserne for så pæne bidrag.

Samlet set bidrog Adelson med mere end 150 mio. USD til den republikanske kampagne i 2012, og selvom vi må vente et godt stykke tid endnu på offentliggørelsen af tallene for Super PACs til 2016-valget, tyder intet i medierne på at han har sænket sin støtte denne gang.

Alt dette altså via penge, som man med lidt god vilje godt kan tegne en direkte linje til asiaternes store spillelyst på de kinesiske casino-gulve. Det er jo nærmest den gamle historie om sommerfuglens vingeslag i ny fortolkning, at en velhavende kinesers overmåde pengeforbrug på et high limit Baccarat-bord på Venetian Macau kan gavne en republikansk præsidentkandidat i USA!

Adelson har aldrig lagt skjul på han er en stærkt imod online gaming - sandsynligvis fordi det udgør den største trussel mod hans primære indtægtskilde; de Sands-ejede casinoer i USA, Singapore og Macau. Han benytter enhver lejlighed til at støtte lovforslag som går imod online gambling, og den træge udvikling inden for online gambling tilskrives i høj grad Adelsons store indflydelse. Jo mere magtfuld (læs: rig) han bliver, des længere synes udsigten til det endelige gennembrud for online gaming i USA.

Principielt kunne man gøre samme "teori" gældende for Wynn og MGM's engagementer i Macau, men ejerkredsene for disse selskaber er desværre langt fra lige så farverige som Adelson. I stedet ser pengestrømmene for disse to andre amerikanske Macau-licenshavere ud til at være noget mere retlinede og uden særlig store implikationer for den vestlige verden, udover de aktionærer der nyder godt af selskabernes driftsresultater.

Er Macau USA's vigtigste investering i Kina?

Det skal være op til enhver at drage egne konklusioner på de fakta der er fremført omkring ejerforholdene på casinoerne i Macau og Sheldon Adelsons rolle i amerikansk politik, og det skal rettelig understreges at de fremlagte fakta naturligvis langt fra er fyldestgørende. Der er selvfølgelig langt mere i Adelsons forretnings-imperie end Macau, ligesom hans politiske interesser rækker ud over online gambling og præsidentvalg.

Men noget tyder altså på at en stor del af de "frie midler" som velhavende kinesere lægger på casinohotellerne i Macau gavner langt længere ud over regionens grænser end man umiddelbart skulle tro. Macau er måske i virkeligheden en økonomisk ventil, hvor den vestlige verden sørger for at holde Kina i ave ved at udnytte indbyggernes medfødte spillelidenskab, så de rige ikke går hen og bliver alt for rige.

Sagt med andre ord: Hvad der sker i Macau, bliver tilsyneladende ikke i Macau...