Optakt til Paris-Nice 2015: Saftigt vinderspil

Paris-Nice (8.-15. marts) indleder en herlig periode med mange store cykelløb. Vi er klar med stor cykeloptakt, hvor du kan læse om ruten, rytterne og deres sejrschancer.

Læs den nye optakt til Paris-Nice 2017 her

Der var engang, hvor Paris-Nice var det løb, som alle de store ryttere deltog i. Sådan er det ikke helt længere – de fleste søger mod italienske Tirreno-Adriatico, hvilket har gjort, at Paris-Nice i højere grad har manglet profilerne. Det var især tydeligt sidste år, hvor Carlos Betancur vandt det bjergfattige-løb foran Rui Costa og Arthur Vichot, og forrige år var det Richie Porte – Froomes løjtnant – der vandt løbet. 

Heller ikke i år kommer de største Tour de France-favoritter til det franske etapeløb. Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana stiller alle til start i Tirreno-Adriatico, der tilbyder lange etaper og bjergafslutninger – og formentligt også lidt varmere vejr. Paris-Nice satsede sidste år på en kuperet rute uden de store bjerge, men i år er bjergene i den grad kommet tilbage til Frankrig.

De største ryttere er dog fortsat væk, men det giver plads til nogle lidt andre ryttere, end man ellers ville se, så helt skidt er det jo ikke. Og så er feltet trods alt ikke så skidt igen – det er bare ikke de største navne, der stiller til start. Og fra et spillemæssigt synspunkt gør favoritfraværet ikke løbet mindre interessant. Tværtimod er der typisk større muligheder for at spotte værdi blandt mere ukendte ryttere.

Odds og tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jesper Sørensen 

Jacob Nordestgaard

Favoritterne

Som jeg ser det, så er der to ryttere, der skiller sig ud som løbets største favoritter. Richie Porte og Tejay van Garderen, mens Rafal Majka og Andrew Talansky er de primære udfordrere. Richie Porte er ham, jeg har størst fidus til. Han så stærk ud i Tour Down Under, og han bekræftede formen i Volta ao Algarve. Både Tejay van Garderen og Rafal Majka strålede i Tour of Oman, mens Andrew Talansky har udtalt, at han satser på at være i god form her i Paris-Nice. Han er lidt den ubekendte. Men det er bestemt ikke udelukket, at det er en anden, der vinder – for feltet synes at være ret lige, og det hele afhænger af, hvem der har den bedste form.

Richie Porte, Team Sky

Chancevurdering: 28-29 %

Skulle jeg vælge én favorit, så bliver det Richie Porte. Australieren har ikke vundet nogle etapeløb i år, men til gengæld har han vundet etaper i både Tour Down Under og Volta ao Algarve. I Tour Down Under havde han simpelthen smidt for meget tid på de første par etaper, og kunne således ikke hente tid nok på bakke-etapen til Old Willunga Hill. I Volta ao Algarve smed han for meget tid på enkeltstarten (på grund af et uheld) samtidigt med, at hans holdkammerat, Geraint Thomas, lå nummer 1 i klassementet, men ikke desto mindre vandt han på Malhao.

Årets løb minder meget om den udgave, hvor han vandt i 2013: En stor bjergetape, etapen til Nice samt den afsluttende Col d’Eze-etape. Dengang vandt Richie Porte både bjergetapen samt enkeltstarten til Col d’Eze, og samlet endte han næsten et minut foran Andrew Talansky.

Der er sket lidt siden dengang. Richie Porte havde det svært i sidste sæson, og har i det hele taget ikke levet op til de forhåbninger, der har været til ham, når det blev rigtig vigtigt. Han har endnu ikke kørt den Grand Tour som forudpeget kaptajn, som man havde forventet af ham, og da han skulle tage over for Froome i sidste års Tour de France, var han ikke klar til det. Men han har indledt 2015 ekstremt stærkt, og derfor bør han afgjort være en af topkandidaterne til årets Paris-Nice. Ikke mindst fordi han har et meget, meget stærkt hold omkring sig. Nicolas Roche bliver hans sidste oppasser, men holdet tæller også Lars-Petter Nordhaug og Geraint Thomas, der var flyvende i Portugal. Ligeledes stiller Bradley Wiggins til start, men hans dage som klatrer er nok forbi.

Porte er bestemt ikke uslåelig, men hvis der er noget, som han og Sky har bevist, så er det, at de kan finde ud af at køre etapeløb over én uge. Porte har redskaberne til at vinde løbet, men det er første gang i denne sæson, at han skal tackle et rigtigt bjerg som Croix de Chaubouret, så det bliver interessant at se, om han for alvor er kommet over den lungebetændelse, der voldte ham så store problemer i 2014 – mon ikke…

Tejay van Garderen, BMC

Chancevurdering: 22 % 

Tejay van Garderen kan snildt gå hen og vinde løbet. Han er en ganske glimrende klatrer, hvilket ofte bliver undervurderet, og ligeledes kører han en formidabel enkeltstart. Det sidstnævnte får han ikke alverden brug for her i løbet, fordi antallet af enkeltstartskilometer er begrænset.

Men hans form og klatreegenskaber blev bevist i Tour of Oman, hvor han blev nummer to på Green Mountain. Dengang slog han Alejandro Valverde og Rafal Majka, men blev selv distanceret af løbets overraskelse, Rafal Valls. Det er dog ikke så overraskende, at van Garderen var så stærk i starten af sæsonen. I 2013 blev han nummer to i Tour de San Luis (januar), i 2014 blev han nummer to i Tour of Oman (februar) og i år gentog han den placering i samme løb (februar). Van Garderen er altså en rytter, der godt kan være i ret god form i starten af sæsonen. Sidste år deltog han i Paris-Nice, men han udgik allerede på første etape. Da han vendte tilbage i Catalonien Rundt, beviste han, at han var ret stærk, da han tog en etapesejr og en samlet sejr i løbet.

I 2013 kørte han det franske etapeløb, og her blev han nummer fire. Det var på en lignende rute som den, der skal klares i år, og han er kun blevet bedre. Jeg synes, at han i momenter har bevist, at han har udviklet sig som en klatrer, og det bliver særlig vitalt i år. Formen er ligeledes god, så jeg forventer, at van Garderen afgjort kæmper med om podiet og sejren her i årets udgave.

Udfordrerne

Rafal Majka, Tinkoff-Saxo

Majka var efter eget udsagn skræmmende stærk i februar, da han kørte Tour of Oman, hvor han blev nummer fire. Han var afgjort ikke lige så stærk som Tejay van Garderen eller Rafael Valls, men konteksten var naturligvis, at han – modsat tidligere – var ret stærk i februar.

Den form bør være forbedret her i Paris-Nice. Han har fået lidt flere løbskilometer i benene, og ruten er næsten skræddersyet til ham. Samtidigt har han et stærkt hold med sig til løbet – blandt andet Robert Kiserlovski, der selv kunne være et bud på en top10-placering i det her løb.

Han kommer til at miste tid på den indledende prolog, og så skal han ud og angribe i bjergene. Det er vigtigt at huske på, at Majka ikke sådan for alvor er vant til at vinde. Han havde lige en stime omkring Tour de France sidste år, hvor han vandt to etaper i det franske etapeløb, to etaper i Polen Rundt samt det samlede løb, men det er så også karrierens eneste sejre. Det kræver nok en etapesejr fra Majkas side, hvis han skal vinde løbet, men han er afgjort en af dem, der kommer til at kæmpe med i toppen af klassementet, hvis tingene spiller for ham.

Andrew Talansky, Cannondale-Garmin

Talansky er min joker. Ærlig talt – jeg aner ikke, hvor han står. Det er hans første løb i 2015, og han siger selv, at han har sigtet efter at være i god form her, og på Twitter skriver han, at formen rent faktisk også er der – men er den det?

Umiddelbart er mit bud, at den er fin. Talansky har før prøvet at komme til Paris-Nice uden at have kørt alverden (2013), og dengang blev han nummer to i løbet og fik en etapesejr med hjem. Han er ret glad for de franske løb, og han er forsvarende vinder af Criterium du Dauphine. Han har en styrke i de her ugelange etapeløb, ligesom ruten også er god for ham.

Cannondale-Garmin er hamrende dygtige i ugelange etapeløb, fordi de her kan skabe uorden og kaos. Det var blandt andet det de gjorde under Critierum du Dauphine sidste år, ligesom de også gjorde det for et par år tilbage i Catalonien Rundt. Umiddelbart har de dog ikke helt holdet til at lave samme kaos, og med Talanskys manglende løbsdage, så kan det godt blive svært at vinde for Talansky – men podiet er afgjort inden for rækkevidde, hvis altså hans form vel og mærke er god nok.

Outsidere

Personligt har jeg de fire ovenstående som løbets favoritter – men jeg erkender gerne, at løbet har et ret lige felt. Der er mange flere, der sagtens kan ende med at spille en stor rolle og sågar vinde løbet, hvis tingene går vel. De største navne mangler, og det giver ofte pladsen til nogle af de øvrige ryttere. Mange af dem finder vi i denne kategori. Fælles for dem alle er, at de er dygtige, men at det umiddelbart godt kan se svært ud.

Romain Bardet, AG2R

De franske forhåbninger hviler nok på Romain Bardets skuldre. Ag2r-rytteren var fornuftigt kørende i Ruta del Sol, hvor han lignede en af de stærkeste ryttere – hvis man altså lige så bort fra Chris Froome og Alberto Contador, der var mindst to niveau over de øvrige.

Franskmanden klarer sig godt, hvilket vi også så i sidste års Tour de France, og formen er som nævnt rigtig fin. Han er ikke så passiv som mange af konkurrenterne, og det kan lynhurtigt blive til en fordel i et løb, hvor der ikke rigtigt er én stor vinderkandidat, selvom Sky nok ender med at tage ansvar, hvis Porte ankommer uden problemer til bjergene.

Hvis Romain Bardet skulle gå hen og vinde, så er det afgjort hans gennembrud. Mere realistisk er det nok, at han kæmper med om podieplaceringerne, for han er ikke langt efter de fire foran ham – hvis han overhovedet er bag dem.

Wilco Kelderman, Team LottoNL-Jumbo

Ligesom Romain Bardet, så viste også Wilco Kelderman, at han er i god form i Ruta del Sol. Klassementet røg allerede på første etape, da han smed mere end fem minutter, men på enkeltstarten såvel som på bjergetaperne var han ret godt kørende. Han var efterfølgende også selv ret godt tilfreds med formen.

Personligt tror jeg, at han mangler lidt klatreegenskaber. Han er en dygtig allround-rytter, der kan være med om top5-placeringerne, hvis alt flasker sig, men han kan endnu ikke matche de helt store profilers egenskaber i bjergene. Men formen er som sagt god, og det er nok kun et spørgsmål om tid, før han sidder med i de større bjerge.

Og hvem ved – måske kommer det helt store gennembrud i et ret åbent Paris-Nice?

Rui Costa, Lampre

En af dem, der måske kan gå hele vejen, er Rui Costa. Costa er normalt kongen af Schweiz, men hvis han kan finde den form, som han ofte har i Schweiz Rundt, så er han helt afgjort en af topkandidaterne.

Sidste år endte han langt fremme i Paris-Nice, men det er vigtigt at huske på, at man dengang kørte på en kuperet rute uden bjerge – bjergene er her i år, og der skal altså andre kvaliteter til. Det er kvaliteter, som Rui Costa afgjort besidder, men det kræver at formen er der.

Det tror jeg ikke helt den er. Han var i al fald ikke alt for skarp i Tour of Oman, og det er svært at forestille sig, at han har forbedret sig så meget siden februar. Særligt når mange af konkurrenterne – som Tejay van Garderen og Rafal Majka – var langt foran ham der.

Michal Kwiatkowski, Etixx-QuickStep

Verdensmesteren Michal Kwiatkowski har evnerne til at gøre det godt i endagsløb, ugelange etapeløb og såmænd også Grand Tours.

Han har afgjort begrænsninger – de lange bjerge er for eksempel ikke hans kop te. Men Croix de Chaubouret er en stigning, der bør passe ham godt, da den er ret konstant. Jeg tror, at årets Paris-Nice passer ham godt, selvom sidste års måske havde været endnu mere ideel. Han er meget dygtig i alle terræn.

Hans form ser ganske god ud, hvilket blev bevist i Volta ao Algarve. Han kunne ikke helt følge Richie Porte, men han var såmænd stærk nok. Jeg tvivler på, at han vinder her i det franske etapeløb, men han er en af de mange, der kan kæmpe med om top5-placeringer.

Jakob Fuglsang og Fabio Aru, Astana

Astana har en stærk duo til løbet. Fabio Aru er en af sportens helt store talenter, og i form er han klart en af feltets bedste klatrere. Men det er hans første løb i denne sæson, og han er ikke vanvittigt imponerende i ugelange etapeløb indtil videre.

Men Jakob Fuglsang er interessant. Vinder han? Tvivlsomt. Men siden skiftet til Astana har han løftet sit niveau, særligt i ugelange etapeløb. Jeg nævner i flæng: Nr. 4 i Criterium du Dauphine (2013), nr. 5 i Paris-Nice (2014), nr. 7 i Romandiet Rundt (2014) og nr. 7 i Tour of Oman (2015). Herudover er der også den famøse 7. plads i 2013-udgaven af Tour de France.

Så Fuglsang kan bestemt være med i klassementet, og han har så småt vist god form i Tour of Oman. Jeg tror, at selv podiet bliver svært for ham, men en top5-placering er afgjort ikke umulig, hvis han er endnu mere velkørende, end han var i Oman. Ligeledes har Astana Luis Leon Sanchez, der tidligere har lavet store numre i dette løb, men som i disse dage næppe kommer til at gøre alverden. Formstærke Rein Taaramae kan måske også gøre noget – han elsker Paris-Nice.

Ruten

Paris-Nice starter med en prolog på 6,7 kilometer lang med start og mål i Maurepas. Det er ikke en særlig svær prolog. Der er ikke nogle bakker på ruten, ligesom de helt svære sving også er gemt væk. Faktisk er der kun 3 sving, der kræver at man bremser lidt. Der er ikke de store dikkedarer her i den prolog.

Det franske etapeløb har det med at vælge ’traditionelle’ ruter, og 1. etape følger også en ganske traditionel opskrift: En flad strækning, en lang distance (196,5 kilometer) og et sprinteropgør. Udover en lille bakkespurt 3 kilometer inde på etapen, så er der ingen forhindringer på denne rute, og de sidste 5 kilometer kunne næsten ikke være mere flade.

Det er lidt samme historie på 2. etape. Etapen er nærmest flad fra ende til anden, og det bør blive løbets anden massespurt på denne etape. Der er en lille bakke 40 kilometer fra mål, så det er meget svært at forestille sig, at den skulle få nogen indflydelse. Vi er altså ude i, at et udbrud skal snyde resten af feltet eller at der opstår sidevind, førend man kan forestille sig meget andet end to massespurter.

3. etape kunne meget vel også ende i et opgør mellem feltets hurtigste ryttere. Den er dog lidt mere kuperet tidligere på dagen med tre kategori 3-stigninger. Men hvis sprinterholdene gider at arbejde for det, så er det en ny sprinteretape. Det er dog værd at bemærke, at etapen slutter med en lille bakke op mod mål. Umiddelbart så kommer den ikke til at gøre alverden – den er ikke lang nok til det, og sprinterne kommer i meget høj fart.

På 4. etape er det tid til bjergene! Etapen, der er 204 kilometer lang, slutter på Croix de Chaubouret i 1.200 meters højde. Der er hele 7 mindre stigninger før det sidste bjerg, men det er på afslutningsbjerget, at det skal afgøres. Croix de Chaubouret er mere end 10 kilometer langt, og de sidste 10 kilometer stiger i snit med 6,7 %. Det er stejlest op mod slutningen, men generelt er det ret konstante stigningsprocenter hele veje igennem.

Det er ikke helt slut på bjergene, for der kommer også et bjerg på 5. etape. Etapen starter nemlig med en kort tur op ad Col de la Republique, men når rytterne har nået toppen her, er der kun kørt 12,5 kilometer ud af 192,5 kilometer. Herefter er etapen relativt flad med få og simple udfordringer. Afslutningen bør igen blive en samlet spurt, men akkurat som på 3. etape, så er der en lille knold før målstregen. Denne gang er den lidt skrappere, så her kan nogle af de lettere ryttere med en god spurt måske slå sig løs.

Der kommer flere bjerge på 6. etape. Denne gang venter der seks bjergkategorier, og det går op og ned hele dagen. Når etapen slutter er vi faktisk i Nice, så det er ved at være sidste chance for at gøre noget. Det sidste bjerg er Cote de Peille (6,6 km med 6,8 % i snit), men der er næsten 30 kilometer fra toppen af denne stigning og til målstregen. Tør nogen satse hele butikken her?

Der venter en lille etape dagen efter. På 7. etape skal rytterne nemlig køre Col d’Eze-bjergenkeltstarten. Etapen er kun 9,6 kilometer lang, og de skal klatre 447 meter op i luften, så det er ikke jordens stejleste bjerg, men ikke desto mindre en enkeltstart der favoriserer bjergrytterne – og det er lidt kendetegnet ved årets løb: Det er i den grad for bjergrytterne, mens sidste års løb mere var for puncheurs med en hurtig afslutning.