Optakt: Superligaen 2012/13

Optakt: Superligaen 2012/13
Emne: Optakter
Af , Søn. 8. jul. 2012, 17:50
Denne side indeholder henvisnings-links.
0
Du skal være logget ind for at stemme på artikler

Fakta



Den danske Superliga 2012/13

13. juli 2012 – 20. maj 2013

Første sæsonrunde:

Fredag 13/7:
AGF-AaB

Lørdag 14/7:
SønderjyskE-Randers

Søndag 15/7:
Esbjerg-Silkeborg
Brøndby-OB
FCK-FCM

Mandag 16/7:
Horsens-FCN

Slutstilling: 2012/13
FC Nordsjælland
FC København
FC Midtjylland
Horsens
AGF
SønderjyskE
AaB
Silkeborg
OB
-----
Lyngby
Køge

Pokalfinale: FCK-Horsens 1-0

CL-gruppespil : FCN
3. CL-kvalrunde: FCK
EL-playoffrunde: FCM
3. EL-kvalrunde: Horsens
2. EL-kvalrunde: AGF

Relaterede emner, ordbog

Indsats
Linje

Kommentarer (15) Til kommentarer

Så ruller Superligaen igen! Efter halvanden måneds sommerferie går den bedste danske fodboldrække i gang med en ny sæson denne fredag (13. juli).


Her på BetXpert glæder vi os som små børn, og for at forsøde ventetiden har Nicolai Kristensen skrevet en optakt der gennemgår alle 12 hold (indsats i sidste sæson, transfers, chancer i den nye sæson...).


Kom endelig med kommentarer – jo flere inputs, jo bedre – så BetXperts brugere kan være optimalt forberedte til sæsonstarten.

Hold også øje med vores Superliga-tips (lige nu foreligger der syv sæsonspil): http://www.betxpert.com/

Den nye Superliga-sæson lægger ud fredag d. 13/7, hvor AGF tager imod AaB.

Med den nye TV aftale vil der være kampe 4 dage om ugen sæsonen igennem: 1 kamp fredag, 1 kamp lørdag, 3 kampe søndag og 1 kamp mandag.

Vi har sagt farvel til HB Køge og Lyngby. De er blevet afløst af to jyske traditionsklubber, Randers og Esbjerg, som begge er tilbage i den bedste række efter 1 år i den næstbedste række.

Det var der ikke den store overraskelse i. Men det var der i den anden ende af ligaen, hvor FC Nordsjælland blev en meget overraskende mester ved på flot vis at hente FC Københavns store forspring.

Kan FC Nordsjælland fastholde positionen som Danmarks bedste hold eller vil FC København igen sætte sig tungt på mesterskabet?

OB og Brøndby var de store skuffelser i sidste sæson. OB der har hentet Troels Bech tilbage til trænerroret, har noget at bevise i denne sæson. Det samme kan siges om Brøndby. Spørgsmålet er bare om Vestegnens drenge, stadig under ledelse af Skarbalius, har kvaliteten til det.

Horsens og AGF havde begge en god sidste sæson. For dem gælder det om at etablere sig lige under de bedste i rækken.

Her kommer min vurdering af de 12 klubber før sæsonstarten. Der kan købes spillere indtil slutningen af augus, dvs halvanden måned ind i den nye sæson, hvilket gør at det nuværende billede kan ændre sig når vi kommer længere frem.

Udsagnene i denne optakt er naturligvis subjektive, og jeg ser meget gerne, at læserne byder ind med inputs.

Mit bud på slutstillingen i Superligaen 2012/13

1 FC København
2 FC Nordsjælland
3 OB
4 FC Midtjylland
5 AC Horsens
6 AGF
7 SønderjyskE
8 Esbjerg
9 Brøndby
10 AaB
11 Silkeborg
12 Randers FC

 

 

AaB

Sluttede sidste sæson som nummer 7. Det var en godkendt præstation med det mandskab Kent Nielsen havde til rådighed. Pengene er ikke store i det nordjyske, hvilket betyder at klubben har meldt ud der skal sælges spillere for 5 millioner.

Dette kan koste talentfulde Nicklas Helenius, som sidste sæson var den store mand i AaB med 13 mål. Der har været interesse fra flere udenlandske klubber. Det kunne meget nemt betyde at han er væk inden transfervinduet lukkes. Lucas Andersen er et andet salgsbud, dog ser jeg muligheden for at han fortsætter i AaB, som større end Helenius’.

Et AaB hold uden Helenius ligner et hold, som skal kæmpe for overlevelse i denne sæson. Det er noget Kent Nielsen kender fra sine Horsens-dage. Der er fortsat et par rutinerede spillere i Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz på midtbanen, og forsvaret med Lasse Nielsen og Kenneth Emil Petersen ser også solidt ud, men generelt er det (også med 21-årige Helenius) et ungt AaB-mandskab.

De har masser af talent i truppen, men vil nok komme til at svinge en del i løbet af sæsonen.. I angrebet skal man håbe på at Jeppe Curth finder tilbage til gamle måltakter. Han lavede senest 2 mål i en træningskamp mod Randers.

Ligger AaB til nedrykning i vinterpausen, så kan man nok regne med at Lynge handler i pausen. Selvom pengene er små, så koster det mere at rykke ned end at leje et par gode spillere.

BUD: AaB slutter lige over nedrykningsstregen.

IND: Rasmus Thelander (forsvar, AB)

UD: Pol Johannus Justinussen (forsvar, kontrakudløb)

 

 

AC Horsens

Havde en flot sidste sæson, hvor man lige manglede det sidste. Det blev til et pokalfinale-nederlag til FC København samt en tabt bronzemedalje i sidste spillerunde. Alligevel var det den bedste sæson siden 1967, hvor de gule hentede en bronzemedalje. Nu skal klubben ud og spille i Europa, og selv om det nok kun bliver til 2 kampe, så kan det godt koste lidt i starten i Superligaen.

Væk er alsidige Niels Lodberg, som man ikke kunne blive enig med om kontraktforlængelse. Steffen Kielstrup er kommet til fra naboerne i syd VB Kolding. Kielstrup er kommet til i stedet for Lodberg. Det må forventes at Horsens henter en angriber til truppen, da lejeaftalen med Johan Absalonsen ikke blev til en overtagelse.

Det kan blive svært at leve op til 4.-pladsen fra sidste sæson. Ofte er det sværere at blive i toppen end at komme derop. Nu er Horsens et mandskab, som ikke længere kan komme fra baghjul.

Martin Retov er midtbanestyrmanden, som dog er lyskeskadet i optakten til sæsonen. Det kommer til at koste nogle kampe i starten. Det er usikkert hvor længe han må være ude. Det ligner at Steffen Kielstrup overtager hans plads på midtbanen. Martin Spelmann kunne godt blive profilen på holdet i efteråret. Han har i mangel på angribere været rykket frem i forreste linje i træningskampene.

Jeg forventer at Horsens i år vil placerer sig i midten af tabellen med god afstand til nedrykningsstregen. Det ser ud til Johnny Mølby har god bredde i truppen. Skaderne var mange i foråret, men alligevel blev holdet ved med at levere. Men får Horsens ikke tilført en angriber, står de svagere end de gjorde i foråret.

IND: Steffen Kielstrup (midtbane/forsvar, VB Kolding)

UD: Johan Absalonsen (angreb/venstrekant, FC København), Niels Lodberg (forsvar/midtbane/angreb, SønderjyskE), Christian Madsen (midtbane, kontrakudløb), Hamza Kizil (forsvar, kontraktudløb), Nicolaj Madsen (midtbane, Odder)


AGF

Sidste sæson resulterede i en flot 5.-plads, som giver AGF chancen for at spille i Europa for første gang siden 1996. En stor del af æren kan tildeles træner Peter Sørensen, som måske modsat mange andre i Aarhus har holdt armene nede, også i tider hvor det gik godt i sæsonen.

Det har været stille indtil nu på transfermarkedet for AGF, som ikke har købt ind endnu. Dog hentede de Morten Moldskred i Norge i vinters. Han var skadet hele foråret, men lavede mål mod VB Kolding i en træningskamp, så det er nærmest som at få en ny mand ind i truppen.

Derudover er det eneste som er sket i truppen, at Sanel Kapidzic er vendt tilbage fra en lejeaftale, og at Jerry Lucena er gået til Esbjerg. Han var fast/reserve i sidste sæson, så tabet er ikke stort for AGF.

De har flere ældre spillere i truppen, som nok kan holde dampen oppe i mindst 1 sæson endnu. Faren ved de ældre spillere kan være flere skader i løbet af sæsonen.

Evige unge Peter Graulund bliver igen en vigtig mand for AGF. Han har en målnæse som få. Mere tvivlende er jeg over for Søren Larsen, som har været en del skadet. Han kan dog stadig levere godt hvis han holder sig skadesfri. Gamle Martin Jørgensen er styrtmanden på midtbanen. Det virker fortsat til at han har niveauet til at være med.

AGF skal forsøge at holde sig i den bedste halvdel af ligaen. Min vurdering er at de vil slutte omkring samme placering som sidste sæson. Det kan dog koste i starten af sæsonen at AGF skal spille i Europa.

IND: Sanel Kapidzic (angriber, FC Fredericia, lejeaftale slut)

UD: Jerry Lucena (midtbane/højreback, Esbjerg)


Brøndby

2011/12 er ikke en sæson man med glæde vil se tilbage på i Brøndby. Det blev til en 9.-plads (fjerdesidsteplads) i ligaen. Henrik Jensen var træner i efteråret, hvor det ikke lykkes ham at bringe Brøndby tilbage på sporet. Han blev sidst på året afløst af Auri.

Det startede godt for Auri - holdet kom flot fra start i foråret - men man kom hurtigt tilbage til niveauet fra efteråret.

Pengene er ikke længere store på Vestegnen, og man har temmelig ydmygt meldt ud at top 6 er målet for den kommende sæson. Selv dét er dog et mål som kan blive svært at indfri med den nuværende trup. Forsvaret og målmand Tørnes er blandt de dårligste i ligaen.

Venstrekants-kreatøren Michael Krohn Dehli er på nuværende tidspunkt fortsat Brøndby-spiller, men det er nok tvivlsomt om han er det når transfervinduet lukker . Midtbanefighter Mike Jensen er en anden spiller, som gerne vil væk. Han har kontraktudløb til nytår, så det vil være sidste chance hvis hans afgang skal give lidt penge i den tomme kasse.

Brøndby hentede i vinters Simon Makienok. Det kunne ligne at holdet har fundet en god angriber, som vil blive et godt aktiv for Brøndby i den kommende sæson. Dennis Rommedahl er også fortsat i truppen, men den rutinerede landsholds-højrefløj ligner ikke en gevinst for Brøndby. Det er i meget få kampe han har lyst op for klubben.

Det store spørgsmål vedrørende Brøndby i den nye sæson er, kan holdet rykke ned ? Det kan de godt. Jeg forventer en tæt kamp i bunden, hvor Brøndby vil være en af deltagerne. Mit bud på en placering til Brøndby vil være omkring samme sted som i sidste sæson.

IND: Azad Corlu (offensiv midtbane, AB, lejeaftale slut)

UD: Oluwafemi Ajilore (defensiv midtbane, Groningen), Jan Frederiksen (venstreback, kontraktudløb), Mikael Nilsson (højreback/midtbane, kontraktudløb), Rasmus Loui Larsen (venstrekant/angreb, AB)


Esbjerg

Vandt suverænt Betsafeligaen i sidste sæson og er fortjent tilbage i det gode selvskab. Vestjyderne har stort set kørt videre med samme trup, som rykkede ned i forrige sæson. Opbakningen er stor i Esbjerg, hvor man havde et snit på over 5000 tilskuere i den næstbedste række. Det tal vil nok stige i den nye sæson.

Esbjerg rykkede allerede op 5. maj, så klubben har haft lang tid til at forberede den nye sæson.

Esbjerg har en spændende trup, hvor især offensiv-midtbanemand Søren Rieks skinner igennem. Han havde en stor sæson i Betsafeligaen, hvor han blev ligatopscorer med 17 mål og i flere kampe afgjorde tingene for holdet. Rieks kan dog være på vej væk. Men vestjyderne ser generelt stærke ud i det offensive, hvor også angriber Jesper Lange (nr 2 på ligatopscorerlisten i 2011/12) bliver spændende at følge.

Holdet har også forlænget kontrakten med den rutinerede angriber Njogu Demba Nyrén. Og fået en permanent aftale med den fysisk stærke forsvarer Drobo Ampem der i sidste sæson var lejet hos St. Pauli (hans andet lejeophold i Esbjerg).

Tilbage i truppen er vendt midtbanemand Jerry Lucena, som er hentet i AGF. Han har tidligere med stor succes spillet for Esbjerg.

Som oprykker må Esbjergs målsætning først og fremmest være overlevelse i den bedste række. Normalt rykker mindst 1 af de to 2 oprykkere ud med det samme. Her synes jeg Esbjerg står stærkere end Randers. De kan fortsat komme i problemer, men jeg tror det vil lykkes Esbjerg at overleve med en god opbakning på hjemmebane.

IND: Jerry Lucena (midtbane, AGF), Drobo Ampem (forsvar, St. Pauli)


FC København

Sidste sæson blev en fiasko for den københavnske storklub. Alle andre klubber i ligaen ville være lykkelige for sølv og en pokaltitel, men dette er bare ikke godt nok for FCK. De var så sikker på guldet i ligaen, at de regnede pengene for Champions League-deltagelse ind i regnskabet for i år (de kan dog stadig nå med i CL – men skal via kvalifikationen).

De nye indkøb til sidste sæson slog ikke til. Træner Roland Nilsson fik sparket i vinterpausen, hvor FCK overvintrede på førstepladsen, men havde skuffet spillemæssigt. I foråret havde sportschef Carsten V. Jensen træneransvaret – men uden succes. Det blev en helt tæt finale mod FCN, som til sidst var det stærkeste hold af de to.

Selvom FCK kun vandt sølv i sidste sæson, så vil de igen være den store favorit til titlen. Ariel Jacobs er kommet til som ny træner, efter succes (men også kritik for at spille for defensivt) i den belgiske storklub Anderlecht.

Venstrekantstalentet Nicolai Jørgensen er lejet i Tyskland, men ellers ligner det FCKs hold fra sidste sæson (Zanka er skiftet til Holland, men midterforsvareren var alligevel skadet i store dele af sidste sæson). Meget kan dog nå at ske endnu.

Topscorer Damen N´Doye har været rygtet flere steder hen i sommerens løb. Forsvinder han, begynder det at se lidt tyndt ud for FCK. Han er en uhyre vigtig brik for klubben.

FCK skal forsøge at kvalificere sig til Champions League. Der kan nok forventes et par nye spillere i klubben inden transfervinduet lukker i.

Slipper de N´Doye ud af deres trup, tror jeg at de kan løbe ind i problemer i ligaen. Men hvis de beholder de ham eller får tilført en der er lige så god, så er de et meget godt bud på mesteren når vi kommer til maj måned 2013.

IND: Martin Bergvold (midtbane, Lyngby, lejeaftale slut), Johan Absalonsen (angreb/venstrekant, AC Horsens, lejeaftale slut), Søren Frederiksen (angreb/fløj, VB Kolding, lejeaftale slut), Nicolai Jørgensen (venstrekant, leje, Leverkusen)

UD: Mathias Zanka Jørgensen (midterforsvar, PSV), Morten Nordstrand (angreb, FC Nordsjælland)


FC Midtjylland

Det blev til en flot sæson på heden, hvor FCM sluttede med bronzemedaljer efter sejr i den sidste kamp i Århus. Der var en del uro uden for banen, hvor den brovtende sportschef Jens Ørgaard forlod klubben. Men selv om holdet var ramt af mange skader i løbet af sæsonen, så lykkes det alligevel at hente medaljer, hvilket må betegnes som en succes.

Midtbanestyrmand Jakob Poulsen er væk, draget til Monaco. Han havde en god sæson, som sikrede ham en plads i EM-truppen. Hans afløser er fundet i Groningen, hvor svenske Petter Andersson var anfører. Han ligner en stærk spiller, men der kan gå nogle kampe før han er spillet ind i truppen.

Ellers er det fortsat de hurtige nigerianere som præger holdet. De leverede mange gode indsatser i sidste sæson.

Bredden i truppen ser lidt dårligere ud nu end i sidste sæson, da der er sagt farvel til flere spillere. Salami, Borring, Albrechtsen, Collins og Ipsa er alle fortid i Herning.

FC Midtjylland vil nok også i den kommende sæson være med i medaljekampen. Jeg ser dem ikke som favoritter til medaljer, men de har fortsat en god chance. Den manglende bredden på holdet kan være det som gør at klubben bliver sorteper i spillet om medaljer.

Det ligner en tæt sæson, hvor næsten ingen kan sige sig fri fra nedrykningsfare, dog tvivler jeg stærkt på at FC Midtjylland bliver en del af det spil.

IND: Petter Andersson (midtbane, Groningen), Benjamin Kibebe (forsvar, FC Nordsjælland)

UD: Jakob Poulsen (midtbane, Monaco), Adigun Salami (midtbane, SønderjyskE), Jonas Borring (højrekant, kontraktudløb) Martin Albrechtsen (forsvar, kontraktudløb) Kristjan Ipsa (højreback, kontraktudløb), Baba Colins (angreb, kontraktudløb)


FC Nordsjælland

Den lille Farum-klub gjorde det umulige og vandt Superligaen i sidste sæson. Flere bookmaker valgte ellers at udbetale for FC København som mestre da FCK var langt foran.

FC Nordsjælland spillede flot fodbold under træner Kasper Hjulmand. De kom fra baghjul og satte så en flot spurt ind i foråret som sikrede klubben sit første mesterskab.

Forsvarskrumtap Andreas Bjelland er skiftet til Twente. Nu skal der findes en ny makker til den muligvis endnu mere talentfulde Jores Okore (der ligesom Bjelland var med i den danske EM-trup).

Nicolai Stokholm bliver igen en vigtig spiller på midten, som rutineret bølgebryder. Angrebet har fået tilført lidt ekstra krydderi i Morten Nordstrand, som er kommet hjem fra FC København. Han har alle dage haft en målnæse, som med spilletid i FC Nordsjælland kan blive en gevinst for klubben.

Det er en meget spændende trup i FC Nordsjælland, som også indeholder spillere som Mikkel Beckmann, Tobias Mikkelsen og Kasper Lorentzen, som alle ville pynte på hvilket som helst hold i Superligaen.

Holdet skal ud at spille Champions League-gruppespil i efteråret mod nogle af de største hold i Europa. Der har været en tendens for danske hold, at når der spilles kampe i Europa, så koster det i Superligaen. Dette kan også ske for FC Nordsjælland.

Men finder de afløseren for Andreas Bjelland, ser det meget spændende ud til den kommende sæson. Jeg ser dem som nærmeste konkurrent til FCK igen og vil ikke blive overrasket hvis de står med pokallen igen til maj.

IND: Christian Gytkjær (angreb/fløj, AB, lejeaftale slut), Morten Nordstrand (angreb, FCK), Mathias Nielsen (midterforsvar, Viborg, lejeaftale slut), Thomas Villadsen (målmand, Ceahlaul Piatra Neamt, Rumænien)

UD: Mads Thomsen (angreb, kontraktudløb), Rune Pedersen (målmand, kontraktudløb), Andreas Granskov (angreb, kontraktudløb), Andreas Bjelland (midterforsvarer, Twente)


OB

Sæsonen 2011/12 er en sæson man gerne hurtigt vil glemme på Fyn. Det blev til en meget skuffende 10.-plads i ligaen - tredjesidst. Man var dog aldrig rigtigt i fare for at rykke ned, dertil var modstanden fra Lyngby og HB Køge for dårligt.

Der blev skiftet ud på trænerposten undervejs, hvor Henrik Clausen blev fyret og sportschef Poul Hansen tog over. Dette uden den store effekt. Holdet lod Utaka gå i vinterpausen, hvor man ikke hentede en afløser ind. Dette gjorde at OB i flere kampe spillede uden angriber i foråret.

Der er blevet renset ud i OB-truppen til den nye sæson. Væk er Djemba Djemba og Mendy, som nok begge trænger til nye udfordringer. Det virkede til de var kørt fast.

Troels Bech er kommet til som ny træner. Det er tredje gang han er i OB, så klubben burde vide hvad de går ind til.

Målmand Jesper Christiansen kom til i vinters, men en skade holdt ham ude stort set hele forårssæsonen. Forbliver han skadesfri, ligner han et stort aktiv for OB.

To nye spillere er også kommet til. Mohammed Diarra (PSGs reservehold) og Cedric N´Koum. Der mangler dog fortsat noget i angrebet, som ser tyndt ud i øjeblikket. Det må forventes at OB henter noget der. Ellers kan det være Morten Skoubo man må satse på, og det er næppe opskriften på succes - han virker udbrændt.

Selvom OB sluttede sidste sæson som nummer 10, og der fortsat mangler et par spillere i truppen, så vil jeg blive overrasket om OB igen skulle komme i bundproblemer. I en sandsynligvis tæt Superliga ser jeg endda muligheder for en medalje. Især hvis det lykkes at hente en angriber ind med 15 mål i støvlerne.

 

OPDATERING: OB har hentet Lyngbys store offensivtalent Emil Larsen.

IND: Mohammed Diarra (midtbane, Paris Saint Germain B), Cedric N´Koum (offensiv midtbane), Emil Larsen (fløj/offensiv midtbane, Lyngby)

UD: Bernard Mendy (back, Brest), Eric Djemba Djemba (midtbane, kontraktudløb), Steffan Wessels (målmand, kontraktudløb), Oliver Larsen (forsvar, kontraktudløb), Daniel Krog (målmand, kontraktudløb)


Randers FC

Det lykkedes Randers at rykke op efter bare 1 sæson i Betsafeligaen. De var dog langt fra så imponerende som Esbjerg. Manglende styrke hos de øvrige mandskaber gjorde at Randers rykkede op trods en på en halvdårlig sæson.

Ledelsen må have ment at truppen var bedre end dét, i hvert fald blev Michael Hemmingsen fyret. Træner er Colin Todd, som vender tilbage til Randers. Han var også i klubben fra 2007-2009. I skrivende stund mangler Todd dog den nødvendige licens til at være en længerevarende løsning – så enten skal han få licensen i orden, eller også skal der hentes en ny mand ind.

Randers har hentet to nye spillere ind i truppen. Det er Adama Tamboura, som skal styrke forsvaret, og Charlie Davies, som er angriber. Selvom de ser interessante ud (begge har tidligere gjort det nydeligt i den bedste svenske række, og begge har været i Frankrig; Davies har dog senest været hjemme i USA med 11 mål i 26 kampe for DC United), så ser Randers-truppen svag ud.

De mistede i vinters Kasper Lorentzen til FC Nordsjælland, og en anden profil fra sidste gang Randers var i den bedste række, Mikkel Bechmann, tog allerede til Farum sidste sommer.

Skal Randers overleve denne sæson, så skal der nok pustes liv i “Farlige” Frank Kristensen. Han havde ingen stor sæson i Betsafeligaen.

Randers er i mine øjne den klare favorit til den ene nedrykning. Statistikken siger at mindst een oprykker skal rykke ud igen. Jeg tror det bliver Randers.

IND: Adama Tamboura (venstreback, Metz) Charlie Davies (angriber, Sochaux/DC United)

UD: Ingen


Silkeborg

Det blev i sidste sæson til en godkendt 8.-plads. Holdet var længe med i kampen om 5.-pladsen, som ville give en plads i Europa. Det lykkes som bekendt ikke for Silkeborg, men alligevel må sæsonen betegnes som godkendt.

Træner Troels Bech er røget til OB, og Keld Bordinggaard er hentet ind som afløser.

Det største tab i dette transfervindue tror jeg bliver Troels Bech. Han har været med til at udvikle Silkeborg, som et godt spillende fodboldmandskab. Det bliver spændende at se hvad Keld Bordinggard kan levere. Han var en fiasko som U21-landstræner for Danmark, og vi skal 10 år tilbage før Bordinggaard sidst stod på egne ben i en klub. Dengang lykkes det ham at rykke op med Vejle Boldklub før han skiftede til DBU.

Den helt store profil i klubben kan blive Marvin Pourié, som i foråret lavede 8 mål. Ellers er det et hold uden de store stjerner.

Der skal måske rekordmange point til for at overleve i denne sæson i Superligaen, da der forventes en tæt bund, hvor mange hold kan blive involveret. Et af de hold jeg tror bliver en del af nedrykningsspillet er Silkeborg.

Mit bud er at de sammen med Randers må en tur ned i Betsafeligaen.

IND: Emil la Cour (midtbane, FC Fyn), Adeola Runsewe (midtbane, HB Køge)

UD: Kaimar Saag (angreb, VB Kolding), Sebastian Svärd (defensiv midtbane, kontraktudløb), Sebastien Moneron (angreb, kontraktudløb)


SønderjyskE

Det blev til en meget flot sjetteplads for SønderjyskE i sidste sæson. Jeg mindes ikke en sæson, hvor SønderjyskE ikke har været dømt nede på forhånd, men alligevel er det lykkes klubben gang på gang at overraske alle de såkaldte eksperter.

Quincy Antipas havde en flot sæson i 2011/12, og han bliver nok svær at holde i Haderslev. Mister man ham, så vil det sænke chancerne for SønderjyskE i den nye sæson.

Niels Lodberg er hentet i Horsens. Han er udset til en plads i forsvaret. Han har dog tidligere vist at han kan bruges på rigtigt mange pladser. Midtbanemand Salami er hentet i Midtjylland, men han skal under kniven og forventes først klar om et par måneder.

Med de to nye spillere viser SønderjyskE at de kan tiltrække gode spillere til klubben. Der er også skiftet på målmandsposten, hvor Håkon Opdal er hentet i Norge.

Selvom SønderjyskE ofte nævnes når der snakkes nedrykning, så tror jeg igen det vil lykkes klubben at overleve. De har en evne til at levere når det ser mest sort ud. De startede med med en række nederlag, og var på et tidspunkt favoritter til nedrykning hos bookmakerne, men de sluttede sæsonen 16 point over Lyngby.

Mit bud er at SønderjyskE ikke helt kan leve op til 6.-pladsen fra sidste sæson, men at de som så ofte før overlever i den bedste række.

IND: Adigun Salami (midtbane, FC Midtjylland), Niels Lodberg (forsvar/midtbane/angreb, AC Horsens), Håkon Opdal (målmand, Brann)

UD: Nathan Coe (målmand, kontraktudløb) Anders Østli (forsvar, kontraktudløb), Michael Christensen (FC forsvar, Vestsjælland), Mads Jessen (offensiv midtbane, FC Hjørring)

Relaterede artikler
25/06-2012 16:59 Lodtrækning til Champions og Europa League 2012/13

Bookmaker anmeldelser