Så er pucken igen parat til prygl i de svenske ishockey-haller: Elitserien går i gang med den nye sæson mandag d. 26. september. NHL-stjernerne er draget vestpå igen efter visitten i sidste sæson, men der er stadig garanti Hinsidan for bidende tacklinger, krøllede finter og friske slagskud. De mange kampe skal også nok medføre en række fiduser i form af velvoksne valuebets...

BetXpert vil som sædvanligt komme med analyser af de svenske ishockey-kampe, og som appetitvækker følger her forneden en optakt: Et grundigt kig på hvert hold og dets muligheder.

Tip til Elitserien vil kunne findes på følgende side: http://www.betxpert.com/ekspert/svehock/

Kommentarer – ros/ris og spørgsmål – kan skrives i denne forumtråd: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=16299&ForumID=9

Indledning


Dette års udgave af den bedste svenske ishockey række bliver en tilbagevenden til vanlige tilstande. Afslutningen på konflikten i den nordamerikanske liga NHL stoppede således effektivt for den indsprøjtning af stjerner til Elitserien som fandt sted til sæsonen 2004/05.
Mange inden for svensk hockey er glade for at wild-west tilstandene er forbi, da det var en uvant situation man pludselig stod i, og flere klubber blev fanget med det forkerte ben ude af sengen.
Det gode var, at Elitserien fik endnu mere omtale end den plejer, og tilskuerinteressen synes ikke at være svækket til i år, selv om man altså må nøjes med ”almindelige” spillere.
Det tegner da også til en spændende sæson, hvor man formentlig vil kunne iagttage adskillige ændringer i magtforholdene.
Uændret er dog at Västra Frölunda og Färjestad regnes som topfavoritter, men længere nede i tabellen er der lagt op til forskydninger, og kampen om slutspilspladserne bliver som altid intens.
En gennemgang af holdene og deres sandsynlige indplacering i hierarkiet følger herunder.

Västra Frölunda


Sidste sæsons aldeles suveræne svenske ishockeymestre fra Västra Frölunda må trods tabet af flere vigtige spillere atter betragtes som topfavorit. NHL-forstærkninger som Axelsson, Bäckman og Alfredsson var vigtige brikker i Frölundas uimodståelige sejrsmarch, men ret beset var de netop kun forstærkninger, og ikke spillere man byggede holdet op omkring.
Grundstammen er derfor intakt, og det er gamle kendinge som Niklas Andersson, Tomi Kallio, Martin Plüss og Magnus Kahnberg, der huserer oppe i front hos det göteborgske storhold, der igen i år vil score masser af mål. Forsvaret er ligeledes mere end solidt med erfarne backs som Tom Koivisto, Ronnie Sundin og Antti-Jussi Niemi.
Største og vigtigste ændring er i målet, hvor Henrik Lundqvist er draget videre til New York Rangers, og erstattet af veteranen Tommy Salo fra MoDo. Salo havde ellers bebudet han ville stoppe karrieren, men Frölunda har åbenbart fået den efterhånden forkætrede målvogter på andre tanker. Salo for Lundqvist lyder ikke helt betryggende og må på forhånd betegnes som lidt af en gambling. Holdet som sådan er dog rigeligt stærkt til at klare sig uden Lundqvist, men den suverænitet man havde i fjor, ser vi nok ikke igen i år. Lundqvist er et talent af de helt særlige og som sådan uerstattelig, og Salo som afløser er noget satset.
Ganske betegnende for Frölundas tro på egen styrke har mesterklubben i øvrigt holdt sig næsten helt væk fra transfermarkedet. Man ved at holdet har høj klasse, og jeg tøver ikke med at udpege dem som forhåndsfavorit.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.1-2

Färjestad


For Färjestad var det lige ved og næsten i fjor. Ikke noget nyt for FBK, der har været part i finalen fem sæsoner i træk, desværre kun med ét sæt guldmedaljer til følge. I 2004/05 måtte man sande at Frölunda var for stærke, men endnu engang viste man, at kernen af Färjestad-mandskabet holder meget høj klasse. Det kommer den til at gøre igen i år. NHL-spillerne Zdeno Chara, Sheldon Souray, Christian Berglund, og goalie Martin Gerber er godt nok væk igen, men som hos Frölunda har man grundstammen intakt. Pelle Prestberg, Jonas Höglund, Jörgen Jönsson og Peter Nordström i angrebet er standard. Jo, der er masser af klasse og hvis Jesper Mattson kommer bedre i gang i sin anden sæson i FBK, og hvis den fra Luleå tilkomne Per Ledin finder sig til rette, er der tale om en særdeles giftig offensiv.
Forsvaret ser en anelse mere tvivlsomt ud. Godt nok er det defensivt stærkt, men samme offensive støtte som i fjor kan det ikke levere. Det hjælper dog en del, at FBK igen har hentet klassespilleren Thomas Rhodin hjem fra udlandet. Rhodin er en mester i at styre et effektivt powerplay. I målet efterlader Gerber lidt af et hul, som Daniel Henriksson bliver sat til at dække. Umiddelbart en nedgradering, men Henriksson er trods alt inde omkring landsholdet, og med Elitseriens måske mest defensivt ansvarlige mandskab foran sig, har han perfekte arbejdsbetingelser.
Färjestad er således ligeså stærke som de plejer at være i forhold til resten af Elitserien, og de må helt sikkert tilregnes en topplacering.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.1-3

Linköping


LHC havde en fantastisk grundserie i fjor, men gik lidt ned efter at Kristian Huselius og Henrik Tallinder blev smidt ud af klubben grundet en meget omdiskuteret sex-skandale i kølvandet på en landsholdsudflugt med mere is i sjusserne end under skøjterne. Huselius og Tallinder (og Andreas Lilja) havde tilsyneladende muntret sig tre-mand-med-en-kvinde. Voldtægtsanklager hang som påstande i luften, men til sidst løb det hele ud i sandet, og tilbage stod tre unge spillere, der nok havde handlet uansvarligt, men som til gengæld også blev udsat for et uhørt pres fra en sensationshungrende presse, og et forvirret og inkompetent handlende svensk ishockeyforbund. Linköping-mandskabet fandt aldrig sig selv igen og endte med et skuffende exit allerede i slutspillets kvartfinaler.
Nok om det. Huselius og Tallinder er tilbage i Nordamerika, ligesom NHL-spillerne Mike Knuble og Brendan Morrison. Desuden er Per Eklund, Johan Franzén og Peter Casparsson væk, hvilket er lidt af en åreladning. Heldigvis har Linköping stadig et slagkraftigt angreb anført af Tony Mårtensson, Mikko Peltola og Jussi Tarvainen, og man har da også hentet et par ekstra forwards i form af Sami Torkki og Jonas Soling. Absolut ikke ringe.
Største forstærkning er til defensiven, hvor Mikko Luoma er kommet til fra Malmö. En glimrende og målfarlig back, der samme med Magnus Johansson nok skal sørge for masser af fremdrift i spillet. I målet vogter Fredrik Norrena uanfægtet, så alt i alt ser det ganske glimrende ud for Linköping som igen i år bør holde til i toppen af Elitserien.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.2-4

HV 71


HV havde en skrækkelig sæson i fjor. Som forsvarende mester gik holdet næsten helt og aldeles ned med flaget, og missede sågar slutspillet. NHL-invasionen tog ledelsen på sengen, og det lykkedes aldrig at få hentet forstærkninger, der kunne matche de andre klubbers. Det betyder så til gengæld, at man ikke har mistet bærende NHL-spillere op til den kommende sæson. Omvendt har katastrofe-sæsonen betydet, at man har luget gevaldigt ud i truppen. Der var for mange spillere som slog op i banen, og de er nu blevet fjernet med hård hånd. Væk er folk som Stefan Hellqvist, Anders Huusko, Andreas Jämtin, Per-Åge Skröder og Mathias Tjärnqvist etc. Ikke alle spillere man nødvendigvis ville af med, men nu er der i hvert fald blevet ryddet op.
Tilbage findes bærende folk som Johan Davidsson, Andreas Karlsson og Stefan Petterson i angrebet. Per Gustafsson, Simon Skoog og Fredrik Olausson i forsvaret, samt Stefan Liv i buret. Derudover er der hentet masser af nye spillere ind. Stortalentet Lars Jonsson fra Timrå og David Petrasek fra Malmö til forsvaret. Jens Karlsson fra Frölunda samt de to MIF-spillere Mika Hannula og Björn Melin til angrebet.
Alt i alt kunne det godt ligne et rigtig flot comeback for HV 71, der denne gang ikke behøver bekymre sig om, hvor mange stjerner andre klubber pludselig fisker frem. HV ligner bestemt et hold til placering i den øverste halvdel af tabellen, ja måske endda helt oppe i top3. En fjerde-femte-plads vil også være tilfredsstillende for en klub på vej tilbage mod toppen.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.3-5

Timrå


Timrå er det tophold der er hårdest ramt af spillerafgang, hvilket ikke siger så lidt. Man vidste at NHL-spillere som Henrik Zetterberg, Fredrik Modin, Aki Berg og Miikka Kiprusoff ville være en kortvarig fornøjelse, men i tilgift har man mistet flere kernespillere. Måltyven Niklas Nordgren er draget til Carolina, inspirator og fighter Jonathan Hedström til Anaheim, og talenterne Yared Hagos og Lars Jonsson er røget til hhv. Dallas og HV 71. Virkelig noget der må kunne mærkes, og Timrå kommer næppe til at kunne hænge på i toppen i år.
Dog ingen grund til panik. Timrå har stadig en rimelig defensiv omkring spillere som Teemu Aalto og Pär Styf, og dygtige angribere som Kristian Gahn, Chrstian Söderström, og Robert Carlsson, så slutspilsplads bør det blive til. Desuden skal det ikke glemmes, at klubben nu må betegnes som ”danskerklub” efter tilgangen af Frans Nielsen fra MIF og Peter Regin fra Herning. Det skal blive interessant at følge Danmarks to største talenter i Timrå-trøjen, om end man ikke uden videre skal regne med Regin som fast mand. Tempoet er væsentligt højere end Regin er vant til, men får han først indstillet sig, kan han blive en kæmpe gevinst for Timrå.
Janne Laakkonen er også kommet til fra HPK i Finland, og Peter Ström er vendt hjem fra Italien. Målmandsposten bliver dækket ind af to nye i form af Mika Oksa og Johan Asplund, hvilket mildt sagt er en omvæltning fra at have haft Kiprusoff. Helt skidt er det ikke, men om det bliver bedre end midterplacering er ret tvivlsomt.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.5-7

Södertälje


I Södertälje hersker en fantastisk stemning efter succesen i fjor, hvor man endelig fik kvalificeret sig til slutspillet og sågar gik hen og ekspederede et såret Linköping-mandskab ud af kvartfinalerne.
Mycket flot af SSK, der nu håber at kunne etablere sig som mere permanent deltager i de afgørende kampe.
En del spillerafgange bør dog dæmpe jubeloptimismen en anelse. Væk er yderst vigtige spillere som Joakim Eriksson, Robert Döme og Mikael Samuelsson fra forward-rækkerne, og Dick Tärnström, Niclas Havelid og Peter Popovic fra forsvaret.
Til gengæld har SSK hentet fornuftige forstærkninger ind. Jörgen Bemström forventes at lede en offensiv, der har fået tilgang af spændende folk som Petr Leska fra Zlin, Christoph Brandner fra Houston/AHL, og den hårdt spillende Per Åge Skröder fra HV.
Desuden råder man over to ekstremt spændende unge spillere i form af Dragan Umicevic og Anze Kopitar, der må regnes som et par wild cards til at føre SSK længere op i hierarkiet. Forsvaret er nok svækket, men folk som Petri Liimatainen, Timmy Petterson og Jan Huokko indgyder trods alt en vis respekt. I målet vogter Ratislav Stana igen, og kan han fortsætte sit fine arbejde på den vigtige post, ser det ganske lyst ud for SSK, der roligt kan gå ind til denne sæson med pæne forventninger om en rimelig placering på den rigtige side af slutspilsstregen.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.5-8

MoDo


Modo havde en omtumlet sæson i fjor, hvor tilgangen af stjerner gjorde holdet til et jaget bytte i hver eneste runde. Rigtig godt kom det aldrig til at fungere, og da Peter Forsberg blev skadet fik det defensivt elendige mandskab store problemer. En sæson med enorme forventninger løb således ud i det rene ingenting. For meget blev sat ind på at hive offensive individualister til klubben, og man fik aldrig skabt et hold ud af delene. Disse offensive forstærkninger, Sedin-brødrene, Foppa, Mathias Weinhandl og den sent tilkomne Markus Näslund, er nu alle væk.
I stedet har man hentet forstærkninger rundt omkring i Europa. Miroslav Horava fra Kladno, Jan Pardavy fra Trencin og Pasi Tuominen fra Assat, og tillige den evigt vandrende Ratislav Pavlikovsky. Man har da også stadig Per Svartvadet til at støbe kuglerne, og en Andreas Salomonsson til at rage de løse pucks til sig. Kommer det til at fungere, har Modo en kapabel offensiv, men der er trods alt en del spørgsmålstegn til hvorvidt denne sæsons samling af nye forwards finder sammen
Forsvaret med Jesper Damgaard, Tobias Enström, Hans Jonsson og Mathias Timander bør kunne levere langt bedre defensivt arbejde i år, hvor forventningspresset er skruet helt ned. Holdets backs burde desuden være leveringsdygtige i god offensiv støtte. Målmandsmæssigt er Modo også godt dækket ind med Karol Krizan fra Zvolen (endnu en ny) og Michal Zajkowski.
Alt i alt er Modo lidt svære at bedømme, men det bliver den nykonstruerede offensivs potentiale, der afgør destinationen for Modo anno 2005/06.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.7-10

Brynäs


Brynäs er et af de få hold, der ikke svækkes af NHL´s genopstart. Tværtimod står den formentlig på fremgang for Brynäs, der klarede skærene i sidste sæson efter en kort nervepirrende tur nede i kvalserien. Jonas Soling er eneste rigtig mærkbare tab op til denne sæson, hvor den snusfornuftige klub til gengæld også har holdt sig tilbage med investeringer i nye spillere.
Brynäs ligner således sig selv, og der satses på intern udvikling og kontinuitet i truppen. Hår på brystet fik man af sidste års opgør mod stjernespækkede modstandere, og det burde give flere point i skabet, når nu resten af ligaen er kommet nærmere normalt niveau, hvad angår spillerkvalitet. Brynäs virker således klar til en fin sæson, hvor spillere som Mikael Lind, Mikael Wahlberg, Andreas Dackell og Tommi Viitakoski leder et kompetent angreb. Tommy Sjödin og en forhåbentlig klar Sebastian Sulku danner toppen af en nogenlunde defensiv, og landsholdsaktuelle Johan Holmqvist giver sikkerhed i buret. Forbehold må der dog tages for Sulku, der trækkes med en tilsyneladende kronisk skade.
Brynäs må kunne hoppe et par pladser, og hvis forsvaret holder vand, måske endda nappe en slutspilsplads.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: 7-10

Luleå


Luleå levede i fjor højt på deres utrolige hjemmebanestyrke, men overordnet set var holdet ikke i stand til at sidde til bords med de store. Op til denne sæson har Luleå mistet et hav af spillere som jeg her vil nævne i hurtig rækkefølge; Ledin, Rönnqvist, Williams, Homlström, Mäntyla, Tellström, Fagemo, Berglund og Wallin. Desuden målvogterne Antila og Fernandez. Med andre ord et uhyggeligt tab af bærende spillere.
Tilbage findes topscorer Jonas Nordquist, Thomas Koch og Mikael Renberg som nøglespillere i det offensive, og Jaroslav Obsut som altmuligmand i det defensive. Vladimir Machulda fra Khimik i Rusland og Lubos Bartecko, der tyvstarter sæsonen med Poprad i Slovakiet, er hentet ind til at give mere tyngde i angrebet, men det ser unægtelig noget tyndt ud i front. Hvis Renberg atter går ned med en af sine kroniske skader, kommer Luleå i uføre, og Obsut er unægtelig den klart bedste back i et lettere tvivlsomt forsvar, der i øvrigt er søgt styrket med Pavel Skrbek fra Mora og Pekka Saravo fra Tampere. Tero Leinonen i målet er desuden blevet hentet i Mora for at skabe stabilitet mellem stængerne. Noget som Luleå har savnet, hvilket dog også skyldes manglende kvalitet i det defensive arbejde. Det kan godt blive en meget svær sæson for Luleå, der kommer til at slide hårdt for at nå slutspillet. Klubben har dog en forunderlig evne til at snige sig med.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.7-10

Mora


Mora klarede sig overraskende godt i fjor, men gik dog helt ned i de sidste par måneder og missede en ellers sikker slutspilsplads. Lidt af en nedtur for den undertippede klub, der ellers nød særdeles godt af en del veltilrettelagte forstærkninger fra NHL (Hossa-brødrene, Shawn Horcoff, Daniel Cleary, Andreas Lilja). Alle disse spillere er nu væk, hvorfor Mora i stedet er gået på strandhugst i diverse hockey-ligaer rundt omkring i Europa.
Hos Mora er der tale om udskiftningen af noget der ligner et halvt hold, og den slags tager som bekendt tid at få finpudset. Dertil skal dog også siges, at der er flere virkeligt interessante spillere blandt nyerhvervelserne. Til at forstærke et ellers middelmådigt angreb er hentet blandt andre Peter Fabus fra Trencin og Kalle Kerman fra Saipa. Til forsvaret er der vigtige nye i form af veteraner som Peter Smrek og Jarno Kultanen, og i målet har man ny goalie-duo med Daniel Sperrle fra Linköping og Petri Vehanen fra Lukko.
Samlet set er der 10-12 nye ansigter til truppen, hvorfor det er ganske svært at bedømme Mora´s chancer i år. Umiddelbart er det et nogenlunde mandskab man har stablet på benene, men meget højere end i fjor kommer Mora næppe. Holdet kan igen spille den behagelige rolle som underdog, og selv om jeg også tror, de ender som underhund i tabellen, er Mora langt fra at være slagtekvæg.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: 8-11

Leksand


Oprykkerne fra Leksand er af mange spået en pæn første sæson i Elitserien, og holdet har da også leveret rigtig flotte resultater i træningskampene. Leksand har hentet et par nye udlændinge til at forstærke klubben. I mål kommer Johan Backlund til at overgive pladsen til tjekkiske Tomas Duba, og i forsvaret har man været i Rusland og hentet spillere som Yan Golubovsky og Jan Srdinko. De væsentligste angrebsforstærkninger hedder Jiri Bicek, Mike Watt, samt Oscar og Calle Steen. Desuden flere mindre iøjnefaldende forstærkninger, der alt i alt gør Leksand til en ganske kompetent oprykker, som jeg dog mener, man skal passe på med at overvurdere. Træningskampe er nu engang noget helt andet end den stenhårde hverdag i Elitserien.
Vigtig for Leksand er den gode dækning på målvogterpladsen, hvor Duba vil give holdet i hvert fald en chance for at vinde på de fleste aftener. Men samlet set skal det nye Leksand mandskab finde rigtig godt sammen, hvis holdet skal nå slutspillet, og det er mindst ligeså sandsynligt man kommer til at kæmpe i bunden.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.8-11

Djurgården


Djurgården gjorde en rigtig fin figur i 2004/05, hvor hovedstadsklubben brillerede i kraft af et væld af NHL-spillere. Nu er imidlertid næsten samtlige bærende spillere forsvundet, og DIF har haft mere end svært ved at hente bare nogenlunde kvalificerede erstatninger. Bedste nyindkøb til offensiven er vel den fra Østrig hjemvendte Henrik Nordfelt, og man har da fortfarende folk som Daniel Rüdslätt, Fredrik Bremberg og Patrick Thoresen, men angrebet ser nu alligevel ret bovlamt ud. Forsvaret er en endnu mere usikker størrelse, og kun den fra Mora ankomne Adam Andersson har meritter som rimelig offensiv back. Ellers må DIF på backpladserne klare sig med folk som veteranen Mika Strömberg, Ronnie Petterson, og… ikke så meget andet.
I målet ventes Teemu Lassila fra TPS at kunne gøre en forskel. Han regnes i hvert fald som endnu et stortalent fra den finske målmandsskole, og Lassila kommer efter alt at dømme til at få øvet sine reflekser alt rigeligt bag DIF-forsvaret.
Måske er det lige hårdt nok at placere Djurgården på sidstepladsen, og så galt behøver det ikke gå. Det er imidlertid svært at se andet end et voldsomt dyk i tabellen for DIF, hvis mål for denne sæson må være at overleve.
Slutplacering i grundspillet, mit tip: Nr.10-12