OB-spilleren Daniel Høegh antyder på Twitter, at der var noget "mistænkeligt" ved Reserveligakampen mod Vestsjælland i mandags, hvor der blev dømt hele fire straffespark. DBU ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Et mystisk tweet fra OB-spilleren Daniel Høegh om en "mistænkelig mærkelig kamp i reserveligaen" har skabt røre. I mandags tabte OB's reservehold med Daniel Høegh på holdet 3-4 mod FC Vestsjællands reservehold. I kampen blev der dømt ikke mindre end 4 straffespark. Og ifølge Daniel Høegh var ingen af dem korrekte.

BetXpert har efterfølgende fået Daniel Høegh til at uddybe sin kommentar.

"Jeg har aldrig oplevet en kamp, hvor der er blevet dømt fire straffespark, som alle kunne diskuteres. Men jeg skal ikke gøre mig klog på, om det var dommeren, der havde en dårlig dag, eller hvad det skulle være. Alle spillernes reaktion efter kampen var, at det var en mærkelig kamp," siger han til BetXpert.com og fortsætter:

"Det var en meget besynderlig kamp at være en del af. Men det var kun en reservekamp - og ikke en kamp, hvor der var vigtige point på spil," siger Daniel Høegh og tilføjer, at OB-spillerne i omklædningsrummet efter kampen gjorde en dyd ud af ikke at spekulere alt for meget.

Bookmaker: Større indsatser, men intet mistænkeligt

Bookmakeren Betsafe havde blandt andet odds på kampen og siger til BetXpert, at der var spillet ekstra meget på en målrig kamp i forhold til lignende kampe.

"Der blev spillet en del på over 2,5 mål i den pågældende kamp, hvilket også fik os til at sænke oddset fra 1,51 til 1,42. Spillemønstret har dog ikke været så abnormalt, at vi har set os nødsaget til at rapportere det," siger Thomas Holm, der er oddssætter hos Betsafe."

OPDATERET 13.03 Kommunikationschef i DBU Jakob Høyer siger til BetXpert, at der ikke har været nogen henvendelser vedrørende kampen, og derfor gør de ikke noget ved den. Derudover ønsker de ikke at udtale sig.

Vi vil også gerne have en officiel kommentar fra OB, men det er først mulig i eftermiddag.

Her er der video fra kampen - bedøm selv de fire dømte straffespark.