National Hockey League – i daglig tale NHL – glider snart igen hen over isen i de nordamerikanske haller. Sæsonstarten er (dansk tid) natten til d. 2. oktober.

For at klæde BetXperts læsere på til at spille på ligaen, har to af vores dygtige NHL-eksperter skrevet en grundig optaktsartikel til grundspillet (der slutter 12. april 2010 - hvorefter playoffs kører frem til midt i juni):

Hvert eneste hold i de to geografiske Conferences, Eastern og Western, er blevet kørt igennem d’herrer Berg og Seebergs røntgen-apparat og har fået styrker og svagheder blotlagt. Denne gang med ekstra spræl, i form af indlagt dialog: Hold-analyserne er fordelt mellem de to eksperter, men de har indlagt kommentarer til hinandens analyser.

I denne artikel tackles Eastern Conference der består af tre Divisions: Pacific, Central og Northwest, og i alt 15 hold.

(Læs artiklen om om Western Conference).

NHL-tip findes på denne side.

Vores eksperter sigter på at gentage successen fra 2008/09. Her havde Peter Seeberg en tilbagebetaling på 108,5% efter 46 tip. Kasper Berg havde en tilbagebetaling på 118% efter 97 tip. Og Jeppe Johansen havde 179% efter 19 tip.

Danskere i NHL
De fire danskere i NHL er:
Mikkel Bødker: Phoenix Coyotes, Western
Peter Regin: Ottawa Senators, Eastern
Jannik Hansen: Vancouver Canoucks, Western (men skadet i 4-6 uger)
Frans Nielsen: New York Islanders, Eastern (men skadet i 4-6 uger)

Dertil kommer Lars Eller, men St. Louis Blues har ikke fundet ham god nok til førsteholdstruppen; han er sendt ned på farmerholdet i AHL. Ditto med Morten Madsen der spiller på Minnesotas farmerhold. 

Endelig fik Philip Larsen chancen for at vise hvad han kunne i Dallas, men han blev hurtigt sendt retur.

EASTERN CONFERENCE: Optakt
Divisioner:
Atlantic
Northeast
Southeast
Atlantic
New Jersey Devils
Pittsburgh Penguins
Philadelhia Flyers
New York Rangers
New York Islanders

Northeast
Boston Bruins
Montreal Canadiens
Buffalo Sabres
Ottawa Senators
Toronto Maple Leafs

Southeast
Washington Capitals
Carolina Hurricanes
Florida Panthers
Atlanta Trashers
Tampa Bay Lightning

Holdene

Her følger - i alfabetisk rækkefølge - en analyse af hvert hold i Eastern Conference:

 

Atlanta Thrashers

Østeuropæisk angrebskunst

Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 8-11

Mange ser Atlanta som prygelknabe igen i denne sæson, men med en række fornuftige investeringer ser jeg Atlanta nær playoff-feltet i øst. Formentlig ender man lige udenfor, men hvis alt flasker sig kan Atlanta godt snige sig med.

Det er sidste kontrakt-år for Atlantas altdominerende spiller Ilya Kovalchuk. Thrashers vil gøre meget for at holde på den store russiske forward, og foruden at tilbyde en pokkers masse dollarsedler har Atlanta hentet Kubina og Antropov til klubben. Man har i forvejen også Kozlov og Valabik, så man gør en del for at få Ilya til at føle sig hjemme. Det er bare at hive balalajkaen frem, og spille op til angrebsdans.

Atlantas offensiv ser rigtig stærk ud. Thrashers er hurtige i omstillinger, og deres back-korps er med Enström, Bogosian, Kubina og Hainsey dygtige i det fremadrettede. Det halter stadigt en del defensivt, ligesom goalie Lehtonen er et usikkert kort. Lidt for ustabil er den finske goalie, der desuden ofte slås med skader. De defensive mangler kan meget nemt blive Atlantas død.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 13-15

Her begynder uenigheden så at spores :) Atlanta og Kovalchuk har man altid været bange for at bette imod grundet denne superstjerne. Ingen tvivl om at de har fået et par gode spillere, men holdene over dem ser jeg bare som værende stærkere. Hold som Ottawa, Florida, Buffalo og Toronto er alle hold som skal slås med jævne mellemrum før Atalanta slutter i nærheden af en slutspils-plads.

 

Boston Bruins

Big Baaad Bruins

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 1-3

Boston nåede slet ikke så langt i playoffs som forventet, og i år skal de vise, at de har holdet til at nå længere end anden runde. De har kvaliteterne til at gå hele vejen og samtidig den der kritiske dybde i truppen som er vigtig set over en hel sæson.

Tabet af Phil Kessel til Toronto kommer man ikke sådan lige uden som. Han var en vigtig brik for Boston, men Boston har stadig en masse potentielle målscorere, som kan tage hans plads. Tyske Marco Sturm skulle gerne bidrage med nogle af de mål som vil mangle i Kessels fravær.

Tim Thomas i målet er nok den bedste målmand i Eastern Conference i disse år. Han har fordelen af et yderst kompetent forsvar som Zdeno Chara styrer med hård hånd. Tilgangen af Derek Morris gør Aaron Wards afgang til Carolina overkommelig. De har stadig ligaens måske bedste defensiv og en af ligaens bedste målmænd.

Så er spørgsmålet bare hvem der gør hvem gode? Er det forsvaret som gør arbejdet let for Thomas eller er det Thomas som redder Bruins forsvar i tide og utide? Jeg tror det er et godt mix, som er nødvendigt for et tophold som Boston. For Thomas er jo ikke nødvendigvis en bedre målmand end f.eks. King Henrik Lundqvist fra NY Rangers. Thomas har bare bedre arbejdsbetingelser.

Boston bør slutte blandt de øverste igen i år. Chara ser skarpere ud end nogensinde og vil gøre alt for at nå til det ultimative mål for enhver hockeyspiller. Nemlig at løfte Stanley Cup trofæet.

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 1-3

Stort set enig med Kasper. Jeg er dog ret overbevist om, at det er Tim Thomas som skal have hovedparten af æren, og han bliver yderst vigtig igen i år. Boston spiller egentlig temmelig offensivt under coach Claude Julien, som ellers forbindes med defensiv tænkning, og jeg er ikke helt overbevist om Bostons fortræffeligheder defensivt. Chara og Wideman er dog fantastisk dygtige to-vejs D-men, og Chara er en klippe at skøjte ind i. Bruins er i det hele taget fysisk kraftfulde, og har et glimrende angreb. Jeg er overbevist om de slutter i top-3.

 

 

Buffalo Sabres

Status quo i Buffalo

 

Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 7-10

Sabres missede i fjor playoffs for andet år I træk. Dette på trods af at Sabres har et godt hold fyldt med gode forwards og en stærk goalie i Ryan Miller. Det er ikke sket de store ændringer i truppen, og da man var meget tæt på playoff sidste år må holdet tilregnes gode chancer for at nappe en af de nederste pladser i playoff-feltet.

Buffalos stærke punkter er angreb og målmand, mens det halter noget med forsvaret og med fysikken. Man har hentet veteranen Mike Grier i San Jose, og han skal nok give noget hitting power. Overordnet er holdet dog bygget på speed og teknisk dygtige spillere, og den stil kan ikke ændres uden videre.

Forsvaret er et problemområde, men hvis Miller ikke løber ind i skader bør det trods alt være godt nok til at Sabres kan hive de ekstra point, som kræves for at nå slutspillet.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 8-11

De har vist fin form i preseason og har truppen til at kunne slå alle hold. Dog mangler de lige de superstjerner eller den der solide defensiv, som er forskellen mellem midterhold og så topholdene i NHL.

Carolina Hurricanes

Et solidt midterhold, men mere end det?

 

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 5-8

Carolina nåede flot til East finalen, hvor de så røg ud med et brag. Carolina står meget i skyggen af Washington Capitals i Southeast division og da de ligner en automatisk to'er i den division, så er der ikke mange der skænker dem ret meget fokus.

Carolina har vist en kontinuitet som gør dem til dels et svært at hold at spille imod og dels et svært hold at bette på. Der er næsten garanti for tætte kampe lige meget hvem Hurricanes møder og dette skyldes dels en god bred offensiv og deres underratede defensiv. Der er ingen Ovechkin eller Crosby på dette hold, men en bred vifte af kvalitetsspillere med Eric Staal og målmand Cam Ward i spidsen.

For at Carolina skal sikres en playoff-plads, så kræver det at Cam Ward i målet lever op til sin rolle som ligaen's måske mest underratede målmand. Han er stadig en ung målmand, og Hurricanes bør gøre ham til en af klubbens ansigter udadtil inden hans kontrakt udløber efter denne sæson. I øvrigt står Carolina overfor en stor opgave med at få kontrakter i hus. Således har kun 4 spillere kontrakt med klubben på længere end 2 år.

Carolina har også den lille fordel at de møder hold som Atlanta Thrashers og Tampa Bay Lightning hele 6 gange på en sæson. Dette er en fordel for dem, da deres division slet ikke er lige så stærk som f.eks. Atlantic Division, hvor der kun er et bundhold i form af Islanders.

Carolina bør slutte på en komfortabel slutspils-placering, men alligevel er jeg lidt forsigtig da der er en del andre hold som er blevet forstærket henover sommeren.

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 7-11

Jeg er langt fra overbevist om, at Carolina når slutspillet. De hæver sig ikke over den klynge af 7-8 hold, der formentlig kommer til at kæmpe hårdt om de 2-3 nederste pladser i Eastern. Carolina er i blandt, men jeg ser dem som lidt svagere end i fjor.

Det undrer mig særligt, at de ikke forlængede med Seidenberg og Babchuk fra forsvaret. Alberts og Ward som afløsere er nok en fysisk opgradering, men de to har absolut zero offensivt input at give af. Stadig er Carolina da et solidt hold med masser af erfaring, der måske kan profitere af rigtignok at være i en halvsvag division.

Florida Panthers

Efter 8 ulykkesår kommer…?

 

Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 10-13           

Panthers har misset playoffs i ikke mindre end 8 sæsoner i træk, og der venter næppe 8 lykkeår lige om hjørnet for holdet fra Florida, som har mistet en stor profil i forsvarsgeneral Jay Bouwmeester. De store penge i Calgary lokkede holdets bedste d-man væk. Panthers er som altid med i playoff-boblen, men jeg tvivler på de klarer cuttet i år.

Man har forsøgt at reorganisere back-kæderne efter Bouwmeesters afgang, hvilket også var påkrævet. Bedste investering er nok Seidenberg. Florida var alt for afhængige af top-goalie Tomas Vokoun i sidste sæson, og det tror jeg egentlig stadig de vil være. Angrebet ser dog rimeligt ud, særligt Booth og Horton er over gennemsnittet. Jeg har svært ved at se Florida er forbedret i forhold til i fjor, så med mindre alt falder i hak og mere til, er Panthers udenfor for niende sæson i træk.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 8-12

Med konkurrencen i East værende hårdere i år, så kan det blive svært at nå en af de nederste slutspilspladser. En transfer som fortjener også at blive nævnt er tilgangen af Scott Clemmensen fra New Jersey Devils. Målmanden var en stor del af Devils succes sidste år og sammen med Vokoun så udgør de nok en af de bedste duoer i East. Dette kan blive Floridas trumfkort i år.

Montreal Canadiens

Total renovering i Montreal

 

Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 6-9

Montreal har undergået en dramatisk forvandling henover sommeren. Væk er bærende spillere som Kovalev, Koivu, Komisarek og Tanguay Ind er kommet Cammalleri, Gomez og Gionta til angrebet og Gill, Spacek og Mara til forsvaret. Jacques Martin er også kommet til og den erfarne coach skal nok skabe noget af den stabilitet og disciplin man savnede så meget i fjor. Jeg synes forvandlingen klæder Canadiens, og tiltror Montreal en plads i slutspillet.

Angrebet er måske lidt klejnt, men kan Gionta/Gomez genskabe magien fra deres fælles tid i New Jersey, og kan Cammalleri fortsætte sin scoringsstime fra i fjor hvor han nettede 39 gange for Calgary ser offensiven ret giftig ud. Ikke mindst fordi man råder over gode backs med offensiv tæft som Hamrlik, Spacek og Markov.

Forsvaret ser bedre ud end sidste år. Jeg synes man har skiftet de rette spillere.

Unge Carey Price havde en svær sæson i fjor, hvor presset fra de ubarmhjertige fans syntes at tynge ham. Price har et enormt potentiale, men det er afgørende at han stabiliserer sig.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 6-9

En totalrenovering er altid farlig, men med de spillere de har fået ind i truppen kombineret med en Price i målet, så bør de nå playoffs. Meget kommer an på hvor meget de vil blive presset af holdene nedefra.

 

 

New Jersey Devils

Krakelerer den solide djævelske ånd?

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 4-6

Jeg har altid godt kunnet lide Devils, da de som en af de få klubber har haft mange af de samme spillere tilknyttet klubben. En holdånd, som til tiden kan være svær at få øje på i en så professionel liga som NHL. Sidste år håbede jeg inderligt at Devils ville vise den djævelske holdånd, men det endte brat med et overraskende nederlag til Carolina i allerede første runde.

Det ser ud til at denne sæson vil blive noget af en udfordring for den ”nye” træner, Jacques Lemaire. Spillere som Holik, Gionta, Madden og Rupp var indbegrebet af Devils-ånden og det gamle Devils hold var frygtet for deres dybde i 3- og 4-kæden. Blandt andet med Madden som en af de bedste checking-line(og PK) spillere i ligaen.

Spillertruppen er stadig en af de bedre i East og med potentielle 20-50 målscorere i Elias, Zajac, Parise, Langenbrunner, Zubrus, Clarkson og Shanahan, så skal de nok blive en hård nød at knække for de fleste hold. Dog mener jeg at det der er knækket mest er Devils-ånden, som også næste år vil se frem tid med udfordringer når backen Poul Martin skal se hvad han er værd på free agent markedet.

Vigtigt er det dog at Devils har Zajac, Elias, Zubrus, Rolston, Oduya, Colin White og Salvador i klubben minimum 3 år endnu. Dette kan blive fremtidens djævle-ånd som klubben nu skal til at genopbygge.

I år synes jeg det er svært at vurdere om de har evnerne til at blande sig i toppen og mit forsigtige bud på en slutplacering er som et af de midterste slutspils-hold. Der er simpelthen for mange spørgsmålstegn, til at jeg kan have mere tiltro til dem i år.

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 3-5

Jeg er overbevist om, at Devils bliver stærke defensivt med Lemaire som coach, med et hamrende solidt forsvar og Brodeur i målet. Med Lemaire tilbage efter 9 sæsoner i Minnesota er det nok tilbage til de gamle dyder. Om det er nok til at udfordre Penguins og Flyers i toppen af Atlantic er svært at sige.

At New Jersey nok skal befinde sig trygt i playoff-feltet til april næste år er næsten givet med mindre der sker meget mærkelige ting. En ekstra kommentar skal gå til Zach Parise, som jeg synes var helt fantastisk i fjor. Jeg synes at Parise er en af de bedste forwards i Eastern Conference, og han kan bære Devils offensiven langt.

 

 

New York Islanders

Nu med NHL-målmænd og en ung Mr. Tavares!

 

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 12-15

Islanders er der ingen som har de store forventninger til. De er et hold under opbygning og der vil gå et par år før de skinner igennem. Men bliver de ligaens dårligste hold? Jeg tvivler!

Islanders fik fornøjelsen at vælge det første draft pick i 2009. Her valgte de en ung knægt ved navn John Tavares. Dette navn vil i komme til at høre igen og igen de næste mange år i NHL. Han er en klassespiller og har også vist lederevnerne på juniorniveau, hvilket gør endnu mere attraktiv for Islanders. Tavares forventes sammen med tidligere års draft picks at få fuld spilletid for Islanders.

Målmands-situationen er i den grad blevet prioriteret højt af ledelsen og således er Dwayne Roloson og Martin Biron blevet signed. Begge målmænd er solide, erfarne og har stået fast for henholdsvis Edmonton Oilers og Philadelphia Flyers de seneste sæsoner. Så er der jo Rick DiPietro, hvis skadeshelvede ingen ende vil tage.

Vi har et Islanders-hold med fremtidens unge stjerner, to rigtig gode målmænd og intet at tabe. Sidste sæson bar præg af at de havde ufatteligt mange skader, og derfor tror jeg at Islanders kan overraske mange og hive flere point i land end sidste år.

Kommentar Peter Seeberg:

Forventet slutplacering i East: 14-15

Jeg er enig med Kasper i, at Islanders har fået sig to gode målmænd, og at de har en række spændende unge spillere, herunder naturligvis John Tavares. Jeg har dog svært ved at se dem konkurrere med andre end Colorado om at blive ligaens ringeste hold. Havde Isles i det mindste tilført bare et par veteraner henover sommeren kunne de have overrasket, men man har intet gjort. Det vil selvfølgelig give de unge masser af istid, men jeg er ret overbevist om at de også får en masse røvfuld.

New York Rangers

Holder Gaborik en hel sæson?

Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 7-10

Om alt går vel for Rangers er en placering som nr.7-8 stykker i Eastern indenfor rækkevidde. Der har dog været en stor udskiftning af spillere henover sommerpausen, og klubbens free agent scoop Marian Gaborik er en skrøbelig herre. 

Fit for fight er Gaborik en uovertruffen angriber, der ville blive regnet som en af verdens bedste, hvis ikke det var fordi skader så ofte har drillet ham.

Nye forwards som Prospal, Lisin, Kotalik, Higgins, og rookie Anisimov giver forward-kæderne et helt nyt look. Tilsat en udmærket top-4 på backsiden, All-star goalie Henrik Lundqvist samt en ny høj-tempo stil under coach Tortorella har Rangers holdet til at nå playoffs. Rangers vil i langt højere grad søge at presse modstanderne højt i banen. En risiko betonet stil hvor det er strengt nødvendigt at have de rigtige spillere på holdet.

Desværre er der et markant kvalitetsfald i back-alternativerne fra plads 5 og ned. Skader vil derfor blive meget mærkbare på back-positionerne, for ikke at tale om den effekt en skade til Gaborik vil have. Den slovakiske forward har ofte været skadet. I fjor spillede han bare 17 kampe for Minnesota. Skulle noget lignende gentage sig i New York ser angrebet pludselig ret middelmådigt ud målt i forhold til divisionsrivaler som Flyers og Penguins.

Desuden vil Tortorella få travlt med at integrere de mange nye spillere, og gennemføre det stilskifte han ønsker. Det bliver interessant at følge systemskiftet hos Rangers, og særligt om holdets lidt tunge backs, Redden, Rozsival, Staal, og Girardi, kan følge med. Trods tilstedeværelse af Lundqvist på kassen skulle det undre om ikke det generelt bliver mere målrigt i kampe med Rangers som part.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 7-9

Ret enig i at det ikke bliver nemt for Rangers. De har markant styrket offensiven, men til gengæld er det vel næsten at gøre grin med Lundqvist ikke at tilbyde ham bedre arbejdsbetingelser. Når man har en af ligaens bedste målmænd, så burde træneren arbejde ud fra dette. Det er vel kun Gaborik, som er en bedre spiller på det hold. Avery kan næsten også kun blive en udfordring for Rangers. Hans ry er så skamferet at han næppe bidrager med ret meget positivt.

Ottawa Senators

Hvad skal vi med Heatley når vi har Regin?

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 7-10

 

Ottawa er efter min bedste overbevisning sluppet rigtig godt ud af problematikken med Dany Heatley. De fik både Milan Michalek og Jonathan Cheechoo i Heatley-handelen og begge går direkte ind i startformationen. Begge har vist deres værd i San Jose og bringer noget af den dybde ind i Senators trup, som i den grad har været savnet.

Derudover er det lykkedes dem at signe Alexei Kovalev, som ser ud til at være at skulle danne kæde med Mike Fischer og Peter Regin. Dette er en gave til dansk ishockey og især til Regin som får mulighed for at udvikle sig og suge til sig fra spillere af høj kaliber.

Senators har nu noget af den bredde der skal til for at slutte på en slutspilsplads. Defensiven ser nogenlunde ud, men der mangler en rigtig klasseback til deres powerplay, som jo efterhånden er en mangelvare i NHL.

Målmandsposten er spændende. De hentede Pascal Leclaire i Columbus og sammen med Brian Elliott danner de en relativ ung duo som skal forsøge at få noget stabilitet ind på den position.

Det bliver nok en hård kamp at komme med i slutspillet. Deres konkurrenter fra Montreal, Toronto, Buffalo, Rangers og Florida ser alle ud til ikke at være kommet dårligere ind i den nye sæson.

 

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 7-11

Ottawa er ikke længere et automatisk tophold, og de kommer sikkert til at placere sig i kampen om de nederste playoff-pladser. Jeg synes også Ottawa kom hæderligt ud af Heatley-problematikken, og selv om Ottawa har mistet en af verdens bedste snipers passer det vel egentlig fint ind i klubbens mere defensive spillestil under Coach Cory Clouston. I hvert fald spillede man langt mere påpasseligt efter Clouston kom til i sidste sæson, og defensivt synes jeg Senators ser stærke ud. Man har fået lidt bredde i offensiven, og hvis Leclaire slår til i målet bør Ottawa sådan set sætte sig på en playoffplads. Holdets mentale toughness er jeg dog ikke helt sikker på. De virker skrøbelige i Ottawa, men måske har de efterhånden fået ryddet op i de rådne æbler.

Philadelphia Flyers

Er de evige goalieproblemer løst hos Flyers?

Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 3-5

Philly råder over et ungt spændende mandskab med masser af offensiv punch, og med Chris Pronger på plads til at forstærke forsvaret bør holdet sikre sig en plads i playoffs uden alt for store problemer.

Anført af de unge løver Richards, Carter og Giroux samt veteraner som Gagne og Briere kan Philly rulle en skræmmende offensiv ud, og man vil helt sikkert fortsætte med at score mange mål. Pronger er en klar forstærkning bagude, og på back-siden ser Philly bedre ud end længe., om end Pronger og finske Timonen er langt bedre end de resterende backs og afgørende for stabilitet i egen zone.

Det helt store spørgsmålstegn er i mål, hvor Philly traditionen tro har rokeret rundt. Man har næsten altid goalie problemer, og selv om Martin Biron gjorde det helt fint i fjor, blev han ikke fundet god nok. Enter…Ray Emery, der efter et års eksil i Rusland er tilbage i NHL. Emery blev bogstavelig talt smidt ud af Ottawa, da de for to år siden brød sammen indefra. Emery blev udpeget som en af hovedårsagerne. Har Emery lagt sine selvglade attituder på hylden? Hvis han har, kan Philly gå hele vejen. Hvis ikke, har vi de sædvanlige goalie-kontroverser vi kender fra The City of Brotherly Love.

Uanset bør Philly spille et stærkt grundspil, score et hav af mål og måske endda nappe Divisionen foran Penguins og Devils.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 2-4

Her har jeg stor tiltro til, at Flyers kan blive sæsonens helt store overraskelse. Holdet er så sprængfyldt med ”grit” og målscorere. Selvom jeg jo næsten skal ”hade” Flyers grundet mit tilhørsforhold (Penguins), så er det stadig et af de hold som jeg helst ser live. Deres kampe er indbegrebet af NHL Ishockey og med Pronger i truppen, så er der nu for alvor lagt i ovnen til nogle sprængfarlige opgør i deres division. Faremoment: Målmandsposten!

 

Pittsburgh Penguins

Et mesterhold, men kontinuiteten mangler

 

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 4-5

Pittsburgh vandt Stanley Cup-finalen mod Red Wings og fuldendte dermed det eventyr som startede ved træner-skiftet i februar måned. De unge pingviner måtte slide sig gennem serierne og flere gange så det meget sort ud for dem og var både bagud i kampe mod Washington og Detroit i finalen.

Ufatteligt højt topniveau har Pittsburgh vist gennem de sidste par sæsoner, men desværre rammer de også nogle ordentlige bump på vejen, og kan ud af ingenting spille direkte elendigt i et par uger. Dette skal Pittsburgh prøve at arbejde med i denne sæson.

Der er ikke sket de store rokeringer i klubben rent offensivt, men på back-pladserne er Hal Gill taget til Montreal og Rob Scuderi er i Los Angeles hvor han har scoret sig en rigtig god kontrakt, som slet ikke står i kontrast til hans evner. Ind er kommet Buffalo-veteranen Jay McKee og så forventes det at Goligoski vil tage den sjette back-plads.

Alt i alt går Pittsburgh ind til en sæson, hvor forventningerne som altid er enorme. Truppen er stort set intakt og de skal nok komme relativt sikkert med i playoffs, men grundet niveausving, så kan jeg desværre ikke spå dem til at slutte højere end nummer 4 eller 5.

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 2-4

Jeg har lidt større tiltro til Penguins end Kasper. Godt nok kan Penguins blive ramt af Stanley-Cup hangover, og de har jo trods alt været i finalen to sæsoner i træk, men jeg ser dem stadig som tophold i Eastern. Man er naturligvis helt afhængige af Crosbys og Malkins fortræffeligheder, men de to herrer er så sandelig også magiske, og helt ringe er bredden på holdet ikke. Det ville heller ikke gøre noget om veteraner Sergei Gonchar kan holde en hel sæson, da han virkelig kan give Penguins noget ekstra fremdrift som offensiv back, og på powerplay er Gonchar stadig lynende farlig.

Om de så kan holde dampen oppe hele sæsonen er et åbent spørgsmål, og mestrene vil blive presset hårdt i Atlantic Division, der uden tvivl er den stærkest besatte i Eastern C.

Tampa Bay Lightning

Kan Tampa få styr på defensiven?

 

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 11-14

 

Tampa Bay spås ikke mange chancer af ret mange i NHL. Med en elendig hjemmebanestatistik og en defensiv som til tider var ikke-eksisterende, så var det svært at opnå ret meget i sidste sæson.

I år har de så fået tilføjet en del rutinerede NHL-backs i form af Mathias Ohlund fra Vancouver og Kurtis Foster samt Matt Walker. Sammen med Tampa's første-runde valg, Victor Hedman, så ser det ud til at de er lidt bedre stillet end sidste sæson.

Offensivt ser jeg Tampa som en anelse styrket. Tilgangen af Alex Tanguay gør at Tampa efterhånden har to gode offensive kæder med Lecavalier, St Louis, Stamkos og Malone til at dele pladserne imellem sig.

Tampa er dog nok stadig langt fra at kunne blande sig i slutspils-kampen. De virker en anelse mere solide i år, men holdene over dem er også blevet forstærket på forskellige fronter og derfor bliver det nok endnu en sæson hvor der skal kæmpes for hvert et point.

 

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 11-14

Tampa er et svært hold at spå om. Særligt efter sidste sæsons nærmest totale sammenbrud. Inden sidste sæson havde Tampa hentet et hav af nye spillere, men absolut intet hang sammen. Som Kasper skriver, ser deres investeringer i år mere fornuftige ud, og Tampa er vel det hold i East som har potentiale til at overraske mest. Jeg har dog som udgangspunkt også svært ved at se dem særlig højt i tabellen.

Toronto Maple Leafs

Tougher than the rest


Af Peter Seeberg

Forventet slutplacering i East: 8-11

Efter 4 sæsoner på den forkerte side udenfor det gode slutspilsselskab er det ved at være tid for den stenrige storklub. Under General Manager Brian Burke er Leafs i færd med at blive ombygget til Easterns Konferences svar på Anaheim Ducks under samme Burke. Big, mean and nasty. Er det nok til at nå med i top-8? Næppe, men Leafs skal bestemt tilkendes en chance for at nå med, og tegningen til et spændende hold for de kommende sæsoner er på plads.

Leafs har hentet seriøse hardhittere som Komisarek, Exelby og Beauchemin til forsvaret, hvor man i forvejen havde bomstærke Luke Schenn, og Leafs bliver i utvivlsomt en ubehagelig modstander, som mange hold bogstaveligt talt kommer til at slå sig på. Leafs har et bredt udvalg af gode backs, og det er nok snarere på forward siden det halter. Godt nok hentede man Phil Kessel i Boston, men Kessel er efter en operation ude helt frem til mindst november. Offensivt virker Leafs ikke stærke i forhold til de hold de skal primært skal kæmpe mod.

Målmandsposten ligger til Jonas Gustavsson, der var forrygende i Elitserien men hvordan klarer han sig i sin debutsæson i NHL? Alternativet Toskala var aldeles forfærdelig som nummer 1 i fjor, og ligner en mand på vej ud af Toronto.

Kommentar Kasper Berg:

 

Forventet slutplacering i East: 8-11

Enig i Peters betragtning. Det bliver svært, men ikke umuligt. Gustavsson (the Monster) har jeg fulgt tæt her i preseason og han er fuldstændig vild. Han kan blive den næste helt store målmand i NHL og vores Elitserie-ekspert, Nichlas, er også enig i denne betragtning. Preseason er jo hvad der er, men hele hans statur og hans størrelse passer perfekt til NHL. Han har i skrivende stund lige være med til at slå Red Wings to gange i træk. En anden spiller som jeg spår en breakout-season er Viktor Stalberg. Selvom han kun lige har smagt på NHL-fysikken, så har han godt nok imponeret med sit målinstinkt og sin speed.

Washington Capitals

Kan de unge russere stå på egne ben og gå hele vejen?

Af Kasper Berg

Forventet slutplacering i East: 2-3

Det var noget af et drømmescenarie der mødte os hockey-fans, da Ovechkin's Capitals skulle møde Crosby's Penguins i slutspillet. Ikke siden Detroit-Colorado serierne i halvfemserne har der været et lignende matchup og serien havde alt det vi forventede. Capitals blev dog slået over 7 kampe.

I år vil Capitals vise at de kan nå lige så langt som rivalerne fra Pittsburgh, og med tilgangen af Mike Knuble og Brendan Morrison, er de på papiret lige så stærke som sidste år. Afgangen af rollemodellerne Viktor Kozlov og Sergei Fedorov er dog ikke ubetydelige. Russiske Ovechkin, Semin og Varlamov i målet har uden tvivl kunne drage nytte af den enorme erfaring de to russiske veteraner bidrog med. Lettiske Arturs Irbe er kommet ind som målmands-træner for Capitals og skal ”amerikanisere” den unge russiske komet Varlamov. Førstevalget på målmandsposten er dog Jose Theodore, og han har set rigtig skarp ud i pre-season, og ligner en mand, som måske kan komme op på 2002-niveauet fra Montreal-dagene.

Et stjernespækket mandskab med potentielle 100-points-spillere i Backstrom, Semin, Ovechkin og Mike Green så kan de når rigtig langt i år. Dog er konkurrencen i år mindst lige så hård fra flyvefærdige hold som Pittsburgh og Philadelphia, samt de altid solide hold fra New Jersey og Boston.

 

Kommentar Peter Seeberg:

 

Forventet slutplacering i East: 1-3

Washington er en af favoritterne til at vinde det hele. De fire spillere som Kasper fremhæver, er ganske enkelt fantastiske. Når det kører for Caps, minder de om sådan en tennis-bold-maskine der bliver ved med at skyde tilbage. Alt er dog også lagt an på disse fire spillere, og særligt Green er flere niveauer over sine forsvarskolleger i Washington. Green spiller stort set al powerplaytid, hvor Caps kører med 4 forwards og…Green. Ovechkin behøver ingen nærmere introduktion. Magen til eksplosiv spiller har jeg aldrig set. Caps er legitim Cup-contender, og kun skader synes at kunne stoppe denne damptromle af et hold.