Fair play blev til foul play

Af Martin K. Andersen, Ons. 21. nov. 2012, 16:11
0
Du skal være logget ind for at stemme på artikler

Kommentarer (15) Til kommentarer

Hele fodboldverdenen er oprevet over det stunt Luiz Adriano lavede i tirsdagens Champions League-kamp mod FC Nordsjælland. Få et overblik her

 

Billederne af Luiz Adriano's aktion mod FC Nordsjælland er efterhånden gået verden rundt. Brasilianeren opsnappede en bold fra en medspiller, der efter et dommerkast havde sendt kuglen ned mod FCN's mål i ro og mag. Adriano trak forbi keeperen og placerede bolden i nettet til stor utilfredshed og frustration for både tilskuere og FCN-spillere.

 

Se klippet her: http://www.youtube.com/watch?v=CbCq-oPI13I

 

Kampens dommer var magtesløs i situationen og har ikke hjemmel til at gøre noget ved målet. Stod det til den danske dommer, Claus Bo Larsen, havde han dog fundet på et eller andet:

 

"Det er trist for fodbolden, og havde dommeren været lidt mere rutineret, kunne han have stoppet spillet og så lade bolden falde igen, fordi han ikke mente, den var i orden. Den var måske halvflad eller punkteret. Så kunne han have bedt om en ny bold, og så skal dommerkastet tages om", forklarer Claus Bo Larsen til bold.dk.

 

Det var dog ikke nok kontroverser på en enkelt aften. Tidligere er det set, at et hold der fejlagtigt kommer til at score via fair play, tillader modstanderen at drible ned og sende kuglen i det modsatte mål.

 

Det var også planen her - i hvert fald ifølge Nicolai Stokholm der mente, at han havde en aftale med Shakhtars anfører, Darijo Srna. Det medgiver Srna også til klubbens egen hjemmeside, men på banen endte det med at Taras Stepanenko pillede bolden fra FC Nordsjælland-anføreren. Midtbanespilleren undskylder sig med at der var tale om en misforståelse:

 

"Jeg så, at dommeren stoppede kampen, men så vendte jeg rundt og så ikke, hvad der skete ved Adrianos mål. Da spillet blev genoptaget, var der ingen, der fortalte mig, at jeg skulle lade modstanderen score, og jeg tog bolden fra den danske spiller", siger Stepanenko ifølge football.ua.

 

Hvad nu, UEFA?

Episoden har skabt megen ballade og fra flere sider ventes det, at UEFA griber ind. UEFA selv siger, at man afventer kamprapporten fra dommeren og den UEFA-delegerede og derefter vil tage stilling til om der skal træffes yderligere foranstaltninger.

 

Både DBU og Kasper Hjulmand har været blandt dem der har lagt pres på fodboldorganet, men den danske landstræner stemmer nu i og dét i lidt skarpere vendinger:

 

"Det her handler om sportslige regler, som alle kender til. Derfor har FIFA og UEFA hejst det gule flag, hvor der står FIFA Fair Play. Hvis han ikke bliver straffet her, selvom der ikke er regler for det, så tror jeg, vi kan hive det fair play flag ned igen", siger Olsen til TV2 Sporten.

 

Landstræneren inddrager derefter Nicklas Bendtners underbukse-batalje fra EM:

 

"Når man griber ind kommercielt og dømmer Nicklas Bendtner, for hvad han har gjort, så er det her endnu værre. Vi blev straffet som landshold og Nicklas Bendtner blev straffet for nogle kommercielle hensyn, hvor han fik en spilledags karantæne - det her må kræve mange flere spilledages karantæne, sådan som jeg ser det. Ellers synes jeg simpelthen, det er en falliterklæring", siger Olsen.

 

Betsafe: Pengene tilbage på FCN-sejr og uafgjort

Bookmakeren har valgt at gå ind i sagen og tilbagebetaler indskud til de kunder der har spillet på FCN-sejr eller uafgjort:

 

"Vi har en ret klar holdning om, at vi ikke vil acceptere unfair afgørelser eller episoder i de kampe, vi udbyder spil på. Det underminerer folks tillid til afviklingen af sportskampe og dermed den begejstring, som både vi og resten af sportsverdenen lever af. Derfor bekymrer vi os ikke så meget om, hvilken rolle scoringen spillede for resultatet. Vi hæfter os ved, at ukrainerne bragte spillet i miskredit, og det vil vi ikke være en del af", siger Thomas Holm fra Betsafe.

 

Deltag selv i debatten

Hvad mener du om hele affæren? Skulle træneren have grebet ind? Skal UEFA - kan UEFA?

 

Deltag i debatten, der allerede er i fuld gang, her: http://www.betxpert.com/forum/diverse/vis/shakh-attack-paa-fairplay

 

Bookmaker anmeldelser