Beskyldningerne fyger disse dage frem og tilbage mellem de to managers Louis van Gaal og Sam Allardyce i en lang fra forsonlig tone. Og det er ikke fordi, den ene har talt nedsættende om den andens kone. Nej, det er langt værre: Det handler om lange bolde.

Det hele begyndte på et fodboldstadion i London sidste søndag først på aftenen.

West Ham havde Manchester United godt nede i sækken og førte 1-0, indtil vi nåede dommerens overtid. Her sparker United (endnu) en høj bold op i feltet. Den dumper tilfældigt ned til midtbanemanden Daley Blind, som resolut banker kuglen i kassen. Slutresultat: 1-1.

West Hams manager Sam Allardyce var efterfølgende gal i skralden over pointtabet og serverede flere syrlige stikpiller til Manchester-holdet. Ifølge Big Sam var United et ”long-ball team.” Og gav dem denne svada:

“We had many opportunities and I think it was a great shame we conceded that game as late as we did, which wasn’t the normal goal you concede against Manchester United. Just a punt up the middle."

Med andre ord: Dette bombardement af lange bolde, som United udsatte dem for, er ikke den form for fodbold, han kender de 20-dobbelte engelske mestre for.

"Go give it to Big Sam"

Nu fyger der jo masser af beskyldninger rundt mellem managers – særligt efter kampene, hvor adrenalinen er høj – uden at der gøres mere ud af det. Men beskyldningen for at være et long-ball team var lige giftigt nok for den ærekære og hollandsk-skolede Van Gaal, som har fejret spandevis af triumfer med besnærende short-pass fodbold.

Så til pressemødet tirsdag før Uniteds hjemmekamp mod Burnley havde Van Gaal taget en bunke papirer med, hvor der var sirligt tegnede streger og en detaljeret statistik, som ifølge hollænderen modbeviste Sam Allardyces påstand. Se det her

Van Gaals pointe var at, jo, United spillede med mange lange bolde i kampen mod West Ham (29 flere end hjemmeholdet), men langt de fleste var sidelæns - og var derfor ikke sparket hovedløst frem til angriberne. Tværtimod havde West Ham spillet 71 procent af deres lange bolde frem til en angriber. United kun 49 procent.

Og som han sluttede af med at sige til journalisterne:”… You can copy it and you can go to Big Sam.”

Hvad er lange bolde?

Van Gaals modsvar blussede blot endnu mere op for debatten i England. For hvad er lange bolde egentlig? Og er det partout bedre - finere - hvis man kun sjældent sender bolde afsted over lang afstand? Og giver det overhovedet mening at diskutere på baggrund af noget statistik - skal man ikke se kampene i deres helhed?

Mange eksperter, trænere og spillere var ude og give deres mening til kende. Blandt andet den tidligere Stoke- og United-spiller Danny Higginbotham. Han nævnte på Twitter, at konteksten må være det afgørende. Der er jo stor forskel på, om Andrea Pirlo laver en lang præcis aflevering til en medspiller, eller om boldene bare hovedløst sparkes op i feltet. Men skelnes der mellem det i de officielle statistikker?

Bedre under Fergie?

Her kan vi drage en parallel til vores betting-verden, hvor vi også konstant sidder og vurderer statistik. For hvornår er statistik signifikant - og hvornår er der bare tale om varians?

Indlysende er det jo, at man ikke kan tage en isoleret kamp som West Ham - Manchester United og udlede derfra, at United er et "long-ball team". I den enkelte kamp, jo. Men generelt, nej.

Her er denne artikel fra The Guardian inde på noget interessant. De har fået sports-analyseinstituttet Opta til at finde noget mere detaljeret statistik frem. Ifølge Opta er United nemlig nummer to på listen over det hold, som har slået flest lange bolde i denne sæson af Premier League - kun overgået af Burnley. 

Men det kan ikke bruges til noget, for United har har generelt set slået over 4.000 flere afleveringer end Burnley. Procentvis slår Manchester United-spillerne lange bolde (en lang bold defineres som over 35 yards, ca. 32 meter) 14 procent af gangene. Det svarer til en plads som nummer 13 (ud af de 20 PL-hold). Men værd at bemærke slår de flere lange bolde end både Liverpool, Chelsea, Arsenal og Manchester City.

Men kan man så udlede, at United i højere grad end de andre storklubber sværger til lange bolde frem for det korte possesion-fodbold? Og hvordan ser United ud under Van Gaal kontra Ferguson?

Vælg støjen fra

Her er det igen interessant for ifølge Opta, så ligger Uniteds "lange afleverings-procent" på samme niveau som i sæsonen 07/08 – hvor de altså vandt Champions League med spillere som Ronaldo, Tevez og Rooney. Og hvor holdet af mange beskrives som et af de bedste og mest velspillende United-hold nogensinde.

Så hvis vi skal drage en lære af denne debat, så er det måske, at statistik ikke altid er, hvad det udgiver sig for. Som fodboldtræneren Troels Bech vist engang sagde: "Jeg har det med statistik, som jeg har det med en miniskørt. Det er så fint udenpå, men skjuler det vigtigste."

Leder du længe nok, kan man altid finde noget statistik, der bekræfter ens egen holdning eller verdenssyn. Det er velkendt. Men kan du være "objektiv selektiv," har du en fordel. Særligt i betting-branchen, hvor der nærmest ikke er det spilelement, der er ikke lavet statistik på, så er kunsten i høj grad at vælge "støjen" fra - forkaste det irrelevante og fremhæve det relevante.