BetXpert har tennisekspert Asger Hess-Olesen i studiet til en ærlig snak om de uundgåelige nedture, om at kæmpe sig tilbage, når det ser allermest sort ud og om at finde betvalue på 150 procent i tennis.

En tæt match-tiebreak i double blev afgjort på de mindste marginaler. Desværre var det til det forkerte par, og tennisekspert Asger Hess-Olesen måtte se endnu et rødt kryds ud for sit spilforslag.

Ligegyldigt hvad han spillede på, så gik det galt. Matchbolde blev sendt i nettet, de forkerte spillere kæmpede sig tilbage fra helt umulige situationer, og alle 50/50-bolde på afgørende tidspunkter gik imod ham.

"Vi holdt nede ved et supermarked, hvor jeg fulgte med i en double og tænkte, at okay, hvis mit double-par vinder kampen, så begynder det hele at vende for mig. Men så tabte de 10-12 i match tiebreak, og jeg slog hånden ned i rattet i ren frustration," fortæller Asger Hess-Olesen i dette afsnit af BetXpert TV.

På dette tidspunkt var han i en dyb krise, syntes han selv. Kun 4 af de seneste 16 spilforslag var gået hjem.

Men hvad skyldtes det egentlig? Ja, spørgsmålet er, om det overhovedet var en krise. For i de seneste 10 ud af 11 måneder havde Asger haft overskud, så måske var det bare marginalerne. Faktisk vidste han udmærket, at variansen er en bitch, som ikke kan tøjles. 

Desperation rundt om hjørnet

"Begyndte du at tvivle på dig selv?" spørger værten Tonni Munk Jensen.

"Ja, 200 procent. Hvis man kigger tilbage på den periode, så havde jeg svært ved at grave mig op af det hul, og jeg begyndte at miste troen på, om jeg kan vende det. Har jeg overhovedet styr på det her? Og så ligger der en desperation og lurer rundt om hjørnet, for så tænker man, at nu skal man fandme ramme den næste," forklarer en ærlig Asger Hess-Olesen.

Alt dette fortæller han om i dette afsnit af BetXpert TV.

Asger Hess-Olesen er imidlertid en af de dygtigste tippere på BetXpert med en tilbagebetalingsprocent på 108 over mere end 1.300 spil.

Men eksemplet viser blot, at alle - selv de dygtigste tippere - kommer ind i perioder, hvor man bare taber og taber, og hvor tvivlen begynder at nage.

Læren af nedture

Det gode ved nedture er dog, at de kan være særdeles lærerige - således også for Asger Hess-Olesen. Tvivlen har han i dag i højere grad lært at leve mere.

Han minder sig selv om, at han ikke må være for forsigtig, hvis han har misset en del spil i træk. Har han øje på en højoddser med god værdi, men lille sandsynlighed for at gå hjem, så skal han anbefale det, selvom han kan være fristet til at springe over. Det er lakmusprøven.

At tackle nedturene er måske det mest essentielle i kampen for at blive en dygtig bettor med plus på bogen i det lange løb. Det er i nedturene, at man skal være endnu mere iskold i sine analyser.

Bookmakerne har ikke styr på college-spillere

Hør også Asger Hess-Olesen fortælle om, hvorfor man på lavere rangerende tennisturneringer kan finde vilde værdibets. Når man kommer ned i niveauet Challenger og Futures, så har bookmakerne svært ved at oddssætte spillerne. Nogle gange finder Asger Hess-Olesen betvalue på 150 procent.

"Bookmakerne kigger på rangering og en lille smule på form, og så bliver der sat odds ud fra det, og det er farligt at gøre, hvis man ved en lille smule om det," forklarer Asger Hess-Olesen og fortæller, at oddssætningen ofte er helt skæv, hvis kampen involverer college-spillere i USA.

"Der løber mange rundt og spiller 3-4 år på college, hvor de ikke forbedrer deres rangering nævneværdigt, fordi de spiller få Futures. Niveauet på college blandt de 50-100 spillere er dog voldsomt høj, men det bliver ikke afspejlet i oddset på dem, og det er jo så til vores held."

Spring i videoen og gå direkte til:

Sådan føles nedturen / det mentale aspekt

Sådan kommer man igennem nedturen

Afrunding