I en ny artikelserie vil den tidligere oddssætter Tonni Munk Jensen tage kærlig hånd om en række sejlivede myter inden for bettingbranchen. Denne tredje udgave handler om markedet og lukkeodds. Er et odds ved kickoff altid det rigtige, og hvor meget skal man skele til markedet, når et spil skal sættes? Læs her hvor lidt der skal til for at ændre et odds markant.

For at blive en vindende spiller i længden kræver det et vist kendskab til, hvilke bookmakere der først kommer med odds på en given liga.

Derudover skal du også vide, hvornår de gør det, hvorfor oddset nogle gange stiger eller falder voldsomt - og i hvor høj grad man bør tage notits af disse kraftige oddsændringer.

Kort sagt: Det vil gavne dig en del at kende markedet godt.

Man kan sagtens sidde hjemme på værelset og lukke øjnene for markedet, men når nu der ligger så megen brugbar information lige foran næsen på dig, så kan det sagtens betale sig at sætte sig ind i de mekanismer, som har betydning for markedets udvikling.

Så langt, så godt.

Men nogle går så langt som til at sige, at markedet altid har ret, for når der er spillet masser af millioner euro på en kamp i løbet af en uge, oddset har vippet op og ned og så endelig fundet et leje to minutter før kickoff, så må vi vel stå med den skinbarlige sandhed, facit – det helt rigtige lukkeodds!

Det er en myte!

Overvurdér ikke markedet 

Lad os ret hurtigt blive enige om, at lukkeoddset – altså det odds, som står ved kampstart – er en rigtig god indikator på, hvad man kan forvente sig af kampen. Og der er også grund til at klappe dig selv på skulderen, hvis du i overvejende grad kan konstatere, at dine spillede odds er højere end markedets lukkeodds.

Jeg oplever dog en del, der går lidt for meget op i, hvad markedsoddset er (både i løbet af ugen og op til kampstart), snarere end at være grundig med sin egne chancevurderinger og forsøge at finde værdi.

Man kan jo altid bruge markedsudviklingen som et hjælpemiddel til at ramme chancevurderingen endnu mere rigtig, men det er for mig vigtigt, at man forsøger at agere og komme på forkant af markedet, frem for at tildele markedsoddset for meget betydning og altid reagere på markedstendenser.

Oddset fire dage før kampstart kan give dig noget information. Det siger noget om, hvad bookmakerne og deres kunder tænker om kampen på dette tidspunkt. Ligger du langt fra deres vurdering, så bør du nok analysere kampen på ny. Men markedsgennemsnittet er langt fra rigtigt på alle tidspunkter i løbet af en uge.

 
Store udsving i løbet af ugen

Som det er blevet beskrevet i tidligere afsnit om bettingmyter, så vil man især på det tidlige marked (også når vi snakker top-ligaer) kunne fange et helt marked, der ligger forkert, fordi de fleste bookmakere simpelthen har skelet for meget til de første på markedet, som sagtens kan hænde at tage helt fejl af kampen.

Tager man en tilfældig Superliga-kamp, så vil du i løbet af ugen se oddset svinge en del. På det tidlige marked skal der ikke de store indsatser til at flytte oddset 0,10-0,15 øre, og det er ikke et sjældent syn, at et favoritodds sagtens kan svinge mellem odds 1,90 og 2,25 i de fem-seks dage op til kampstart.

Hvis du spiller til odds 2,00, og oddset stiger op til 2,20 to dage før kampstart, uden at nye informationer er kommet på kampen, skal du så blive nervøs, fortryde eller blive i dårligt humør?

Både og. Du bør også tage det ad notam, hvis 60 % af verdens skarpeste meterologer tror på regnvejr og 15 grader, når du skal holde stor fødselsdag i haven om 10 dage, mens resten tror på solskin og 25 grader.

Men når oddsstigningen nu engang blot ser ud til at være baseret på andres divergerende mening om kampen, så behøver det jo ikke være så skidt endda.

 
Oddsstigning ikke altid skidt

Jeg er personligt helt rolig, hvis et odds stiger, uden at nye informationer er kommet til. Ærgerlig, jovist, for man ville jo gerne have haft det højere odds, men hvis man mener at have styr på sin liga, så må man også stole på sin egen chancevurdering.

Hvis man arbejder i ligaer, hvor man virkelig føler, at man har et edge, så kan det endda være rart, at markedet f.eks. ikke har set det fremragende matchup, som man selv har peget ud.

At oddset simpelthen står uændret eller ligefrem udvikler sig den ”forkerte” vej er jo et bare tegn på, at markedet ikke har set de nøgleting, som du selv mener er vigtige i den udvalgte kamp.

Det er også vigtigt at pointere, at der er stor forskel på, hvilken liga vi snakker om. Taler vi om de helt store ligaer som Premier League, Bundesligaen og Serie A, så skal man tage en oddsstigning fra 1,80 til 2,10 på kampdagen noget mere alvorlig, end hvis vi kigger på vores egen lille andedam herhjemme i Danmark.

 
Lukkeodds påvirkes af få spillere

Der er da også lavet undersøgelser, der viser, at du i længden har langt større chance for et langsigtet overskud, hvis du spiller til odds, der er højere end lukkeoddsene på de store markeder.

Nu er det jo desværre svært at spå om fremtiden, så udover at det kan give ro i maven og tro på ens koncept, hvis odds generelt falder, efter at du har taget dit spil, så er det nu stadig din tilbagebetalingsprocent, der står tilbage som det helt afgørende.

Kommer vi bare ud på de lidt mindre markeder som f.eks. den danske Superliga, så skal man passe på med ikke at have alt for stor respekt for lukkeodds. Der skal på det tidlige marked ikke mere end 15-20.000 kr. til at rykke et odds betragteligt, og selv når vi rammer kampdagen er limits ikke højere, end at et enkelt syndikat kan rykke odds 0,10-0,15 inden for kort tid.

Jeg har kendt et par danskere, der sendte informationer til disse syndikater på kampdage, og selvom de lavede små plusser og var ganske opdaterede på Superliga-holdene, så generer jeg dem ikke ved at påstå, at der findes en del spillere i Danmark med langt bedre tilbagebetaling på Superligaen – også når vi snakker på kampdage.

Var de syleskarpe og lå med en høj tilbagebetaling, så ville de næppe heller lade sig købe for relativt små penge for disse informationer.

Men hold dig væk fra disse ligaer

Hvilket igen bringer mig frem til pointen om, at man ikke skal overvurdere odds på kampdagen eller sågar lukkeodds, når vi snakker ligaer på Superliga-niveau. Al info er tilgængelig om holdene, når vi kommer en time før kampstart, og fodbold er så dynamisk en størrelse, at man her spiller lige så meget på fornemmelser som på egentlig viden.

Tager man et skridt længere ned og kigger på dansk 1. division eller 2. division, så er det endnu mere udtalt, at meget få personer på et marked kan ændre et odds markant, og jeg har i denne sæson set en del favoritter i 2. division gå fra odds 1,85 til 1,45 på det lille asiatiske marked, hvor limits selv på kampdagen er små.

Her kan der være ganske god mening i at gøre sit hjemmearbejde ordentligt, så man med gode CV´er kan sidde og overveje spil imod et marked, som tit overreagerer voldsomt på især favoritholdet.

Summa summarum er det at kende mekanismerne på markedet, kunne analysere udviklingen herpå og holde øje med lukkeodds bestemt vitige hjælpemidler, som man dog skal passe på ikke at overvurdere betydningen af.

Når det er sagt, så vil mit råd til alle mine spillegale venner, der en time før kampstart kommer med vilde anbefalinger til Premier League-kampene lørdag eftermiddag, til stadighed være: Hold dig nu væk fra de store ligaer på kampdagene, hvis du ikke har ny viden – og det har de aldrig…