Annonce

Tour de France 2018 - Bjergtrøjen

Bjergkonkurrencen er utvivlsomt den sværeste konkurrence at blive klog på forud for løbet. Det er de færreste ryttere, der stiller til start med en ambition om at hente prikkerne hjem i Paris, for er man god nok til at vinde bjergkonkurrencen, er man også god nok til at køre et godt klassement i Tour de France, og det er alt andet lige vigtigere for de fleste af rytterne.

De fleste vindere af trøjen er startet med et andet mål. Fx en etapesejr eller et klassement. Men af forskellige årsager bliver bjergtrøjen pludselig et mål - fx hvis man vinder en etape på en bjergrig rute og får mange point, eller hvis man som Rafal Majka mister meget tid i klassementet og dernæst går på store bjergtogter for dels at vinde etapesejre og dels at vinde bjergtrøjen. Det er tæt på umuligt at forudse forud for løbet.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at man kan spotte flot værdi i bjergkonkurrencen, hvis man er dygtig til at følge med undervejs. Jeg finder ofte værdi i vinderspil i takt med at løbet udvikler sig. I denne artikel forsøger jeg at give et par bud på en trøjevinder, men med lidt held kan vi danne os et bedre billede af situationen før 10. etape.

Sådan fordeles pointene:

Det vigtigste er, hvordan pointene gives. Lad os tage et kig på det pointsystem, der også blev brugt for 12 måneder siden:

Kategori 1 2 3 4 5 6 7 8
HC 20 15 12 10 8 6 4 2
Kat. 1 10 8 6 4 2 1 - -
Kat. 2 5 3 2 1 - - - -
Kat. 3 2 1 - - - - - -
Kat. 4 1 - - - - - - -

Bemærk: På etaperne i Pyernæerne gives der dobbelt point på tre stigninger: Portillon (1. kat), Portet (HC) og Col d'Aubisque (HC).

I alt kan én rytter opnå følgende point på etaperne:

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21
1 1 - 1 8 7 1 2 - 51 55 65 3 13 17 37* 40* 2 77* - -

Pointsummen er de point, som én rytter maksimalt kan vinde på etapen. En "*" indikerer, at der er tale om dobbelt antal point på toppen af sidste stigning.

I år handler det om at have timet formen til 10., 11. og 12. etape.  Herefter er der kun få point på spil, naturligvis med undtagelse af 17. og 19. etape. Rammer man formen i de tre dage, kan det betyde, at konkurrencen allerede der er så godt som lukket.

Tourens afgørende bjerge: Her afgøres Tour de France 2018

Favoritterne

Det er svært at spotte favoritter i denne konkurrence. Sidste års vinder, Barguil, er én af dem, men ikke så suveræn, at det er givet, at han vinder trøjen på forhånd. Jeg ser umiddelbart fire ryttere, der kunne gå hen og vinde prikkerne i Paris. 

Warren Barguil, Team Fortuneo - Samsic

For et år siden var Warren Barguil flyvende, og han tog en flot og fortjent sejr i konkurrencen. Hvis han rammer det niveau igen, så bliver han ualmindelig svær at slå i konkurrencen.

Det er bare svært at vide, hvor han står. For et år siden havde han stort set intet vist, før han deltog i Tour de France. Det samme er tilfældet i år: Han har ikke vist en pind. Hvor står han formmæssigt? Det er ren gætværk. Han erkendte selv i et interview tidligere på året, at han havde haft det lidt svært i denne sæson.

Jeg tror, at han får svært ved at ramme samme form som for et år siden. Dermed ikke sagt, at han bliver elendig i år. Barguil er en rigtig dygtig rytter, han ramte bare et vildt højt niveau for et år siden, som jeg tror, han får svært ved at leve op til.

Han kommer dog sandsynligvis til at gå efter trøjen. Han har flere gange udtalt, at han ikke har den store interesse i klassementet, og dét alene er et argument, der vægter tungt i denne konkurrence.

En lille, men ikke helt uvæsentlig tilføjelse: Fortuneo-holdet har skiftet materiale kort tid før Tour-starten, og det er ikke altid en let overgang at skifte det hele ud.

Mikel Landa, Movistar

Der er også Mikel Landa. Bjergtrøjen er nok ikke just det, Mikel Landa tænker allermest på før Tour de France, men den kan ende med at blive en fin trøstepræmie for baskeren.

Dels er han en forrygende bjergrytter. Dels kan han køre aggressivt, fordi han kører på hold med Quintana og Valverde. Dels skal han køre offensivt, hvis han vil vinde Tour de France - og det vil han. Quintana eller ej. 

Men vi kan også ende i en situation, hvor Landa - som følge af en rolle som arbejdsmand eller på grund af de pokkers brosten - er røget et stykke ud af klassementet, og dermed har fri snor til at gå i offensiven. I så fald er han en helt oplagt kandidat til at tage trøjen, fordi han nok gerne vil have "noget med hjem" fra løbet. Akkurat som vi så det i Giroen for nogle år tilbage.

Det er dog altsammen meget komplekst omkring Movistar. Én ting er, hvad de burde gøre, noget andet er, hvad de gør. Movistar er et meget traditionelt hold, der før har benyttet sig af strategien om flere kaptajner, og det resulterer ofte i en meget konservativ kørestil.

Nairo Quintana, Movistar

Jeg tillader mig også at pege på Landas holdkammerat. Men hvor Landa kan vinde trøjen på mange forskellige måder, så er det ikke specielt sandsynligt, at Quintana vinder trøjen via lange togter eller ultra-aggressiv kørsel. Han kan vinde trøjen ved at være den bedste klassementsrytter.

Jeg så en meget stærk Quintana i Schweiz Rundt, og kan han undgå at blive blæst ud af løbet eller styrte på brostenene, så tror jeg, han kan vise sig at være løbets bedste rytter. Og løbets bedste bjergrytter har altid en chance for at vinde bjergtrøjen med dette format, der tilgodeser de bedste klatrere. Det kræver bare lidt held.

Det kræver for eksempel nok, at både 12. og 17. etape ender i en klassementskamp, hvor han tager sig af én af de første placeringer over stregen. Skulle han vinde de to etaper, er det 80 point ned i lommen, og det kommer man ufatteligt langt med i årets løb. Men to etapesejre i Tour de France er ikke hverdagskost - og slet ikke for Quintana, der har haft et par svage sæsoner.

Jeg tror mere på Landa af de to Movistar-ryttere, fordi Landa kan tage den mere aggressive tilgang til løbet, men Quintana er slet ikke uden chance.

Rafal Majka, BORA-hansgrohe

Rafal Majka har vundet bjergtrøjen i Tour de France to gange tidligere (i 2014 og 2016), og han har ganske solide chancer for at gøre det igen i år.

Majka kører som udgangspunkt efter klassementet, og jeg tror, at hvis han kører optimalt, kan han hente en top 5-7-placering. Han er en dygtig klatrer, men mangler lidt stabilitet på andre områder, og jeg kan se ham tabe tid i eventuel sidevind såvel som på brostensetapen. 

Såfremt han taber tid, så vil oddset på bjergtrøjen styrtdykke. Det kan godt være, at han ikke har lavet meget larm de seneste par sæsoner, men Majka er en dygtig rytter, der både ved, hvordan man rammer udbruddet, ligesom han også er dygtig til at gøre et langt togt færdigt.

Taber han ikke tid, bliver det svært at vinde prikkerne. En rytter som Majka skal primært vinde trøjen på lange togter, for kører han mod de bedste på hver stigning, vil han ende mellem 3-8 på bjerget, og det er ikke nok til at vinde trøjen.

Outsidere

Bjergtrøjen handler som sagt om, hvordan løbet udvikler sig, så det er svært på forhånd at finde oplagt kandidater. Jeg prøver her at finde et par ryttere, der måske kan have interesse i trøjen.

Tydeligst står Daniel Navarro fra Cofidis. Cofidis har virkelig fået tur i den efter ledelsesskifte, og Daniel Navarro oplever sin anden ungdom i øjeblikket. Jeg havde egentligt regnet med, at oddset på ham som bjergtrøjevinder var faldet en del efter hans flotte resultater på det seneste.

Han er ikke den bedste bjergrytter i feltet, men han er rigtig skarp til at ramme det rigtige udbrud. Førhen har han haft problemer, fordi han har manglet det sidste på stigninger, men skal man tolke hans nylige resultater som et udtryk for formen, så ser han stærk ud i øjeblikket. I sidste ende kommer han dog nok til kort.

Man kan også spekulere i Froome, Porte eller Bardet. Alle tre kan vinde trøjen ved at være feltets bedste bjergrytter og/eller aggressivt kørende. Jeg tvivler på alle tre i sidste ende. 

Så er der måske mere fidus til Alejandro Valverde, der meget lig Mikel Landa kan blive brugt i en aggressiv rolle. Jeg tror ikke, at bjergtrøjen er et mål for ham, men han besidder en hurtig spurt, og er han røget ud af klassementet, så er det da oplagt at hive prikkerne hjem. Går han efter den, vinder han den, tror jeg. Men jeg tvivler på, at han gør det.

Skulle uheldene ramme - 7-9-13 - Jakob Fuglsang, så er han en kandidat til bjergtrøjen. Dels fordi han virker til at være bedre kørende end nogensinde før, og dels fordi vi har set, at det bliver et plaster for ham, hvis klassementet ryger. Han er før gået efter bjergtrøjen. Det kunne ske igen i år, hvis han skulle falde bagud i klassementet. 

Min personlige joker er Ilnur Zakarin. Russeren er ikke et lyn, der accelerer væk fra konkurrenterne, men han er én af de ryttere, jeg tænker, der kan miste mest tid på brostensetapen, og så er han fri til at jagte etapesejre i bjergene - og det kan hurtig føre en bjergtrøje med sig. Den er ikke oplagt, primært fordi han ikke er hurtig i spurterne, men det er heller ikke det mest usandsynlige i verden. Det er dog ret spekulativt.

Kommentarer

Feedback