UEFA har foretaget lodtrækningen til tredje kvalifikationsrunde af Champions League og til UEFA Cuppens anden kvalifikationsrunde. I CL skal FCK møde Ajax Amsterdam (medmindre københavnerne snubler i Finland i næste uge, hvor et 2-0-forspring skal forsvares mod MyPa). En stor mundfuld - men ikke umuligt.

I UEFA Cuppen skal de danske deltagere, dvs. Brøndby, Randers og OB, alle møde overkommelige modstandere.

Champions League

FCK kunne have trukket hold som Liverpool, Arsenal og Valencia. På den baggrund er Ajax Amsterdam bestemt ikke den værste modstander at få i tredje kvalifikationsrunde - den sidste hurdle før det forjættede land, gruppespillet.

Selvfølgelig er det hollandske storhold favorit mod de danske mestre fra FCK. Også selv om Ajax i sidste sæson kun fik en fjerdeplads i Æresdivisionen (der skulle playoff til, før CL-kval-pladsen var et faktum). Ud over en række store talenter, råder Ajax i denne sæson over rutinerede kræfter som stålmanden Jaap Stam (ikke så hurtig som han har været, men man slår sig stadig på ham) og danske Kenneth Perez. Man har dog måttet afgive den dygtige højreback Trabelsi.

Men FCK har også oprustet - mest markant ved at hente Jesper Grønkjær. Og i øvrigt har københavnerne slået Ajax før. I 2001/02-sæsonens UEFA Cup blev det 0-0 i Parken og 0-1 i Amsterdam (Nicklas Jensen nettede 7 minutter før tid). Det er fem år siden, og holdene er helt anderledes i dag, men om ikke andet må det give et vist moralsk rygstød: Det KAN lade sig gøre...

Nu skal man dog huske, at skindet ikke må sælges, før bjørnen er skudt. Og den finske bamse er ganske vist ramt og bløder temmelig kraftigt efter 2-0-nederlaget i København. Men MyPa har altså stadig en hjemmekamp at gøre godt med - og der kan jo ske et københavnsk sammenbrud (det er også set før...). MyPa-FCK spilles d. 2. august - dvs. på onsdag i næste uge.

CL-Lodtrækning

Sheriff (MDA) / Spartak Moskva (RUS) - Liberec (CZE)
Shakhtar (UKR) - Hafnarfjördur (ISL) / Legia (POL)
Zürich (SUI) / Salzburg (AUT) - Valencia (ESP)
Levski (BUL) / Sioni (GEO) - Chievo (ITA)
Hearts (SCO) / Široki Brijeg (BIH) - AEK (GRE)
CSKA Moskva (RUS) - Djurgården (SWE) / Ružomberok (SVK)
Milan (ITA) - Cork (IRL) / Crvena Zvezda (SCG)
Galatasaray (TUR) - Mladá Boleslav (CZE) / Vålerenga (NOR)
Standard (BEL) - Gorica (SLO) / Steaua (ROU)
Austria Wien (AUT) - Benfica (POR)
Ekranas (LTU) / Dinamo Zagreb (CRO) - Arsenal (ENG)
FC København (DEN) / MyPa (FIN) - Ajax (NED)
Hamburger SV (GER) - Osasuna (ESP)
Metalurgs (LAT) / Dynamo Kyiv (UKR) - Fenerbahçe (TUR) / B36 (FAR)
Liverpool (ENG) - Maccabi Haifa (ISR)
Lille (FRA) - Debreceni (HUN) / Rabotnicki (MKD)

Første kamp spilles den 8. og 9. august, mens returopgørene finder sted to uger senere.

UEFA Cup

Også i UEFA Cup-turneringen blev der i dag trukket lod. Brøndby IF, Randers FC og OB er blandt de 64 hold der er videre til anden kvalifikationsrunde - og alle fik sig en relativt overkommelig modstander.

Umiddelbart står OB (kvalificeret via toto-cuppen) bedst - odenseanerne skal nemlig møde walisiske Llanelli, der end ikke har en fuldtidsprofessionel trup. Riochs drenge skal dog nok passe på med at undervurdere de hårdt kæmpende walisere, der har udslået svenske Gefle. Men det sker nok heller ikke. OB har en snu skotsk træner og en god track record i denne sæson mod klubber fra Storbritannien/Irland: I toto-cuppen blev det til sejr mod irske Shelbourne og skotske Hibernian. Man må dog håbe for OB, at klubben får sig en angriber inden d. 10. august...

Brøndby, der kvalificerede sig via samlet sejr over islandske Valur, skal møde Flora Talinn fra Esland. Også en modstander, det danske hold bør kunne slå. Ganske vist chokerede esterne ved at vinde 2-1 i Esbjerg i sidste sæson, men i Estland blev det 6-0 til vestjyderne.

Også pokalvinderne fra Randers kvalificerede sig med en samlet sejr over en islandsk modstander: Akranes. Og ligesom Brøndby skal randrusianerne op mod en baltisk klub i næste runde. Det drejer sig om lithauiske Kaunas, som ligger suverænt i spidsen af den hjemlige liga og må formodes at være en noget hårdere nød end både Llanelli og Flora. Men Randers har bestemt en chance - især hvis nogle af de mange skadede spillere bliver kampklare.

UEFA Cup-lodtrækning

Start - Drogheda
OB - Llanelli
Kaunas - Randers FC
Twente - Levadia
Ventspils - Newcastle
Brann - Åtvidaberg
Molde - Skonto Riga
Flora Tallinn - Brøndby IF
Sudova - Club Brugge
Gretna - Derry

APOEL - Trabzonspor
Hapoel Tel-Aviv - Domzale
CSKA Sofia - Kula
Roeselare - Achnas
OFK - Auxerre
Dinamo Bukarest - Beitar
Partizan - Maribor
Sarajevo - Rapid Bukarest
Bnei Yehuda - Loko Sofia
Omonia - Litez
Tirana - Dayserispor

Artmedia - Dinamo Minsk
Reid - Sion
Fehervar - Grasshoppers
Karvan - Slavia Prag
Chornomorets - Wisla Plock
Basel - Vaduz
Zimbru - Zaporizhya
Mattersburg - Wisla Krakow
Hertha Berlin - Ameri
Rubin - BATE
Marseille - Young Boys

Første kamp spilles den 10. august, mens returopgørene finder sted to uger senere.