VM 2010 » Tyskland
Tyskland, analyse
VM-chancer
Sølvvinderne fra EM08 må efter en god kvalifikation betegnes som klar favorit til at tage førstepladsen i gruppen og blandt outsiderne til at gå hele vejen og tage titlen. Landet har en historie med en del udsving, men er generelt et fremragende turneringshold, og under Joachim Löw er stabilitet igen kommet i højsædet.
Holdets store styrke er bredden, hvor specielt midtbanen og angrebet imponerer. Men skader har trukket truppen tynd, især på midtbanen. Svaghed findes også i defensiven, hvor Philipp Lahm og Per Mertesacker synes at mangle deciderede klasse-kollegaer. I kvalifikationen gik det fint, men det kan meget vel ændre sig mod stærkere modstandere.
De mange afbud kan få konsekvenser, og specielt målmand René Adler og omdrejningspunktet Michael Ballacks afbud kan mærkes. Truppen er dog bred, og blandt reserverne finder man både talentfulde og rutinerede målmænd samt en række unge talenter der allerede er etablerede på midtbanen.
Trods skaderne har Tyskland en fin mulighed for at nå langt. Vinder man gruppen er modstanderen nr to fra Gruppe C, hvilket sandsynligvis vil blive USA eller Slovenien - modstandere der virker forholdsvis overkommelige. I kvartfinalen kunne modstanderen så ligne Argentina, og mod et argentinsk hold dirigeret af det tvivlsomme trænertalent Maradona, vil tyskerne nok være underhunde, men de bør have en chance.
Chancevurdering
Gruppesejr: 55%
Avancement fra gruppen: 85%
VM vinder: 7-8%
Spillestil
Löws foretrukne opstilling er en 4-2-3-1 med tre offensive spillere bag en enlig angriber, og to defensive styrmænd på den centrale midtbane. På vanlig tysk vis arbejdes der knaldhårdt af alle spillere.
Bud på idealopstilling
Neuer - Friedrich, Mertesacker, Badstuber, Lahm - Khedira, Schweinsteiger - Trochowski, Özil, Podolski - Gomez/Klose
Markante fravær
På målmandsposten må man undvære førstevalget René Adler (der tog over da Robert Enke begik selvmord i november sidste år). Umiddelbart ville fraværet af førstekeeperen gøre ondt på hvilket som helst hold, men hos Tyskland har man flere gode alternativer. Af de tre udtagede falder valget nok på den meget talentfuldt Schalke-keeper Manuel Neuer. Det er dog værd at bemærke at de tre keepere til sammen kun har spillet 10 landskampe...
Værre er det, at man må undvære holdets anfører, drivkraft og absolutte omdrejningspunkt, Michael Ballack, der efter en vanvidstackling af Portsmouths (og Ghanas) Kevin-Prince Boateng, er ude med en ankelskade i to måneder. Ballack er én af få mere eller mindre uerstattelige spillere på det tyske hold, og når man samtidig må se bort fra skadede Simon Rolfes og Thomas Hitzlsperger samt den ikke-udtagede Torsten Frings, efterlades der et stort tomrum på den centrale midtbane.
Man må også – sidste øjebliks-afbud – undvære Schalkes fleksible Heiko Westermann der var fast starter i kvalifikationen (8 kampe, herunder begge mod Rusland) ved siden af Mertesacker i midterforsvaret. Dog ikke den største svækkelse - Westermann har ikke været ret god.
Derudover har Joachim Löw valgt at se bort fra den nu tidligere Schalke-angriber, Kevin Kuranyi (18 mål i Bundesligaen i 09/10). Den officielle forklaring lyder på, at man i forvejen er solidt besat i angrebet (hvilket da også stemmer, så nogenlunde), men der spekuleres samtidig i at Löw stadig bærer nag over episoden fra 2008, hvor Kuranyi, i en kamp mod Rusland, forlod stadion i pausen i frustration over ikke at spille.
Nøglespillere
Med Ballack ude af billedet håbes der i Tyskland på, at Bastian Schweinsteiger kan træde i karakter som leder. Med næstflest landskampe af de udtagede (kun overgået af Klose), er der da også belæg for, at det netop bliver Schweini der overtager Ballacks rolle. Ikke kun mentalt og i omklædningsrummet, men også på banen hvor Löw kan se sig nødsaget til at rykke ham fra kanten og ind på Ballacks plads på den centrale midt.
I backkæden er det den hurtige og rutinerede Philipp Lahm (har overtaget Ballacks anførerhverv) der falder i øjnene, mens der i angrebet skeles til Miroslav Klose og Mario Gomez, der begge er solide målmaskiner. Også Podolski kan få en vigtig rolle, da Joachim Löw traditionelt bruger ham meget på holdet.
Primær straffeskytte
I Ballacks fravær er det nok Schweinsteiger.
Stjerneskud
Det tyske hold bugner af unge talentfulde spillere, der for alvor kan få deres gennembrud ved dette VM. På målmandsposten er der den 24-årige Manuel Neuer, der kun har to landskampe, men som er fast mand hos Schalke.
I forsvaret står Boateng, Badstuber og Aogo på spring, mens man på midtbanen finder de mest potentielle stjerneskud i de offensive allroundere; Toni Kroos, Marko Marin og Mesut Özil.
Helt fremme råder man over en Thomas Müller der er slået igennem i Bayern i denne sæson, men med kun én angriber i startopstillingen er det svært at se, at Müller skulle kunne tilkæmpe sig en fast plads i denne slutrunde. Men en fremtidens mand er han helt klart.
Kæde-gennemgang
Målmænd
Selvom Tyskland må undvære sin førstemålmand, står man forholdsvis stærkt på den bagerste position med målmænd der alle spiller fast i en stor klub. Pladsen mellem stængerne må formodes at tilfalde Schalkes Manuel Neuer, der trods sin unge alder har masser af erfaring efter, at have vogtet buret i Bundesliga-klubben de sidste fire sæsoner.
Forsvar
Forsvarskæden kan vise sig at være Tysklands svage punkt. Bortset fra Lahm og Mertesacker mangler man topnavne med landsholdserfaring. Dette forsøger man at kompensere for med mange unge, sultne spillere, der har haft en god sæson i Bundesligaen. Defensiven har fungeret godt i kvalifikationen, men mod stærkere modstandere senere i turneringen kan den komme til at stå sin prøve.
I øvrigt pudsigt at man nok vil stille med et forsvar hvor to spiller på andre pladser end de er vante til fra klubhverdagen. Lahm der normalt er højreback i Bayern, skal nok spille venstreback (har han dog gjort mange gange før), og Badstuber der mest er venstreback i Bayern, får muligvis chancen i midterforsvaret efter Westermanns skade. Mertesacker bliver hans rutinerede makker, og til højre får ligeledes erfarne Friedrich nok startpladsen frem for unge Boateng.
Et alternativ er at skubbe Friedrich ind i midterforsvaret.
Midtbane
Før Ballack og Rolfes' afbud stod man særdeles stærkt på midtbanen. Man har mange unge spillere med gode offensive kvaliteter, men kan komme til at mangle lidt tyngde og arbejdskraft i maskinrummet mod hold med stærke offensiver..
Angreb
Angrebet hører på papiret til blandt de skarpeste i turneringen. Med bombere som Gomez, Klose, Kiessling (BL-næsttopscorer i 09/10 med 21 mål), Cacau (13) og Thomas Müller (13) er der nok at vælge imellem. Problemet er (ud over at Klose og Gomez kun scorede henholdsvis 3 og 10 mål i 09/10), at man med Löws foretrukne system kun spiller med en angriber, og det kan derfor blive svært at udnytte den store bredde tilstrækkeligt. Ballacks afbud kan muligvis forårsage et systemskifte, der kan komme de mange angribere til gode.
Vej til VM
Med vanlig tysk effektivitet gik holdet videre fra som nummer et i sin kvalifikationsgruppe med otte sejre, to uafgjorte og en målscore på 26-5 i de 10 kampe. Begge uafgjorte var mod Finland; i første opgør i Finland udlignede Klose finnernes føringer tre gange til slutresultatet 3-3, mens man i sidste runde klarede 1-1 hjemme i en kamp hvor tyskerne allerede var sikret førstepladsen.
Den største konkurrent i puljen, Rusland, måtte se sig slået to gange af tyskerne, der kunne tildele russerne deres første hjemmebanenederlag nogensinde i en VM-kvalifikation.
Træningskampe siden kvalifikationen:
Nov. 2009: Tyskland-Elfenbenskysten 2-2
Marts 2010: Tyskland-Argentina 0-1
13. maj: Tyskland-Malta 3-0
29. maj: Ungarn-Tyskland 0-3
3. juni: Tyskland-Bosnien 3-1
VM-historie
Tyskland har deltaget i VM 10 gange – og har vundet titlen 3 gange: 1954, 1974 og 1990. I seneste VM-slutrunde – på hjemmebane i 2006 – blev det til bronze. Klose blev topscorer med 5 mål, og Podolski blev kåret som turneringens bedste unge spiller. Og med 14 mål var Tyskland slutrundens mest scorende mandskab.
Analyser af de andre hold i Gruppe D
Læs kommentarer (5)
Tilføj kommentar
Tyskland trup & profiler
| MÅLMÆND | |||||||||||||||
| 1. |
Manuel NEUER
|
||||||||||||||
| 12. |
Tim WIESE
|
||||||||||||||
| 23. |
Hans-Jörg BUTT
|
||||||||||||||
| FORSVAR | |||||||||||||||
| 2. |
Marcell JANSEN
|
||||||||||||||
| 3. |
Arne FRIEDRICH
|
||||||||||||||
| 4. |
Dennis AOGO
|
||||||||||||||
| 5. |
Serdar TASCI
|
||||||||||||||
| 14. |
Holger BADSTUBER
|
||||||||||||||
| 16. |
Philip LAHM
|
||||||||||||||
| 17. |
Per MERTESACKER
|
||||||||||||||
| 20. |
Jérome BOATENG
|
||||||||||||||
| MIDTBANE | |||||||||||||||
| 6. |
Sami KHEDIRA
|
||||||||||||||
| 7. |
Bastian SCHWEINSTEIGER
|
||||||||||||||
| 8. |
Mesut ÖZIL
|
||||||||||||||
| 15. |
Piotr TROCHOWSKI
|
||||||||||||||
| 18. |
Toni KROOS
|
||||||||||||||
| 21. |
Marko MARIN
|
||||||||||||||
| ANGREB | |||||||||||||||
| 9. |
Stefan KIESSLING
|
||||||||||||||
| 10. |
Lukas PODOLSKI
|
||||||||||||||
| 11. |
Miroslav KLOSE
|
||||||||||||||
| 11. |
Miroslav KLOSE
|
||||||||||||||
| 13. |
Thomas MÜLLER
|
||||||||||||||
| 19. |
(Claudemir Jeronimo Barrett) CACAU
|
||||||||||||||
| 22. |
Mario GÓMEZ
|
||||||||||||||
Trupnyt, Tyskland
05/07 12:47: I onsdagens semifinale mod Spanien må Tyskland undvære en sine mest markante spillere, den energiske 20-årige offensivmand Thomas Müller der fra en position på højrekanten har været initiativtager til utallige farlige angreb. Müller har karantæne. Derudover er den defensive midtbanemand Khedira tvivlsom pga en lårskade.Tyskland facts
FIFA rangering: nr. 6Link: http://www.dfb.de/
Træner: Joachim Löw (50 år)
Ansat siden: 2006
Tidligere trænerjobs: Assistenttræner Tyskland (under Klinsmann), Austria Wien, FC Tirol, Adanaspor, Karlsruher SC, Fenerbahce og VfB Stuttgart. Var offensiv midtbanemand i sin aktive karriere (i bl.a. Freiburg, Eintracht, Karlsruher. Diverse år i BL2); nul landskampe.






