VM 2010 » Cameroun
Cameroun, analyse
VM-chancer
Holland, Danmark og Japan. Det ligner ikke en umulig pulje for Cameroun, der på papiret ser stærkere ud end både Danmark og Japan. Holland er favorit mod Cameroun, men kunne de fysisk stærke afrikanere ikke gå hen og blive en svær omgang for de klejne hollændere?
Jo, det kunne de måske. Men det hollandske landshold er meget bedre i kombinationsspillet, end Cameroun.
Og nu er det en gang sådan, at man ikke kun kan vurdere et holds styrke ud fra holdkortet. Danmark synes noget bedre taktisk indstillet end afrikanerne, og det udligner nok at Cameroun er bedre spiller for spiller. Cameroun har i øvrigt ikke haft den bedste optakt, med tvivlsomme resultater i træningskampene og med en tydeligt frustreret Samuel Eto´o, holdets store stjerne.
Japanerne bør Cameroun bestemt slå, men asiaterne viste mod England, at de kan drille de helt store.
’De Utæmmelige Løver’ skal vægtes fifty-fifty med Danmark i kampen om andenpladsen. Det er gætterier at spå enten Danmark eller Cameroun videre fra puljen, og desuden vil jeg heller ikke helt afskrive japanerne.
Går Cameroun videre, skal de formentlig møde Italien i en eventuel 1/8-finale. Det vil umiddelbart ligne et ’slut for denne gang’ for en ellers stolt afrikansk fodboldnation. Italien er et par niveauer over Cameroun rent taktisk, og de snu italierne vil nok kunne udnytte fejlene i afrikanernes opspil.
Spillestil
Typisk vestafrikansk, dvs fysisk stærke, hurtige, dynamiske spillere, der samtidig for manges vedkommende er gode teknikere. Det kan dog – selv om alle idealstartere har erfaring fra europæisk fodbold - knibe med den taktiske disciplin og dermed med sammenhæng mellem kæderne og med at vælge den rigtige løsning i alle situationer. Der spilles typisk 4-4-2.
Bud på idealopstilling
Kaméni – Geremi, Bassong, R. Song, B. Assou-Ekotto – Emana, A. Song, Eyong Enoh, Makoun – Webó, Eto’o
Markante fravær
Ingen, som udgangspunkt.
Samuel Eto'o har truet med at droppe VM fordi, han er blevet kritiseret af landsholdslegenden Roger Milla. Han er dog i den endelige trup, men har siddet over i flere træningskampe (var med mod Portugal, men blev udvist). Det kan dog lige så godt skyldes, at man ønsker at spare ham. Han er formentlig er at finde i startopstillingen, når det endelig går løs.
Gaetan Bong og Eric Choupo-Moting har optrådt for henholdsvis Frankrig og Tyskland på ungdomsniveau; de har endnu ikke fået spilletilladelse til VM. Det er endnu uvist, hvonår de får det, men umiddelbart burde de også være klar til første kamp. Omend det formentlig bliver på bænken.
Nøglespillere
Ego´o. Hov, nej: Eto’o. Stjernen over dem alle. Han smækkede med døren, da han før sæsonen forlod Barcelona, hvor han var med til at vinde alt. Men den lynhurtige og skudstærke angriber har haft en lige så fornem sæson for Inter, som han bekendt har vundet The Treble med i år. I Inter er han blot én ud af flere stjerner, men for det camerounske landshold er han den største. Eneren. Udover at være pokkers målfarlig er Eto’o blandt verdens hurtigste fodboldspillere, og samtidig har han en ganske fin teknik.
Han tillader sig lidt af hvert, og han har som sagt stillet spørgsmålstegn ved siden egen deltagelse til VM. Det er typisk Eto’o, der er lidt af et stort ego både på og uden for banen. Men med hans niveau kan det sommetider være en fordel at være lidt egoistisk, fordi han KAN faktisk gøre en forskel på egen hånd. Han er den bedste på holdet, og derfor hviler hele landets pres også hovedsagligt på ham.
Spillere som Webó og Makoun er også værd at lægge mærke til. Webó er en dygtig angriber, der har været med til at spille hjemmestærke Mallorca i Europa-League. Han er ikke så høj, men han er drønstærk og lynhurtig. For Camerouns landshold har han scoret 12 mål i 34 kampe.
Makoun spiller til daglig for Lyon. Han er en lille, men eksplosiv spiller med et hårdt og ofte dykkende langskud. Han spiller ofte central midtbane, men vil nok blive lagt ud på venstrekanten under VM. Herfra kan han trække ind i banen og afslutte med højrebenet.
Primær straffeskytte
Eto´o
Stjerneskud
Arsenals Alexandre Song er allerede fast mand på Camerouns midtbane i en alder af blot 22 år. Han er en utrolig dygtig defensiv midtbanespiller og har potentiale til at blive blandt verdens bedste på sin plads. Han er i øvrigt nevø af forsvarsklippen Rigobert Song.
Song er en forholdsvis høj spiller (185 cm.), men ikke desto mindre har fint styr på sin motorik. Blikket for spillet er en stor styrke hos Song, og han fordeler bolden hurtigt ud på kanterne og ofte fremadrettet. I tacklingerne er han kompromiløs, for det store talent stopper ikke op, før han har fået bolden vundet fra modstanderen.
Alle de kvaliteter fik Arsene Wenger, Arsenals træner, hurtigt øjenene op for. The Gunners fik Song tilknyttet allerede for fem år siden, men det var først i sæson 07/08, at Song begyndte at få fast spilletid. I den netop afviklede sæson har han stort set været fast mand for Arsenal, og han har efterladt et vældigt positivt aftryk på den defensive midtbane.
Et andet stortalent i den camerounske trup er 18-årige Joël Matip (defensiv midtbanespiller), der til daglig spiller for Schalke 04, hvor han har fået det meste af sin fodboldopdragelse.
Matip har både tysk og camerounsk statsborgerskab, og han kunne derfor have valgt at spille for det tyske landshold. Men den 3. marts i år fik han sin debut for Cameroun mod Italien, og det var nok for Paul Le Guen til at udtage det unge stortalent til VM-slutrunden.
Matip er en høj spiller, der er god i hovedspillet. Han kan nogen gange se lidt klodset ud, men hans forudseenhed og evne til at sætte sine tacklinger ind på det rigtige tidspunkt, skal ikke undervurderes. Chancerne for spilletid til VM er bestemt tilstede, men som starter bliver det næppe. Matip har ganske enkelt spillet for få kampe for landsholdet.
Udover de nævnte prominente stjerneskud har Cameroun flere unge spillere med til VM.
Kæde-gennemgang
Målmænd
På målmandsposten bliver det enten Hamidou eller Kaméni, der bliver førstevalg. Førstnævnte har stået stort set alle venskabskampe op til slutrunden, men Kaméni er den bedste af de to – en klassekeeper, blandt de bedste i den spanske Primera - og bør blive førstevalg.
Forsvar
Det ligger rimelig fast, at erfarne Geremi tager sig af højrebacken, mens hurtige og offensive B. Assou-Ekotto (Tottenham) tager sig af venstrebacken. I midten er spørgsmålet om det velspillende talent N'Koulou har slået Bassong af.
Der bliver hård kamp om pladsen, for den anden plads i det centrale midterforsvar sidder super-rutinerede R. Song umiddelbart på (selv om han viste svingende spil under CAN i januar).
Midtbane
Det fysiske pragteksemplar Emana er normal central midtbane for det spanske klubhold, Real Betis. Men Alexandre Song og Eyoung Enoh er typiske defensive midtbanespillere, så det virker logisk at flytte Emana ud på kanten, til højre.
Makoun er selvskreven til startopstillingen, men vil formentlig også blive lagt ud på kanten, til venstre, hvorfra han kan trække ind i banen og afslutte.
Angreb
I angrebet er der ikke så meget tvivl. Eto’o er den altdominerende stjerne på holdet og er selvskreven. Det er Webó for vidt også, da han ikke har den store konkurrence om pladsen ved siden af Eto’o.
Vej til VM
Cameroun trådte ind i anden runde i den afrikanske kvalifikationstunering, hvor man kom i gruppe med overkommelige nationer, som Kap Verde, Tanzania og Mauritus. Der var heller ikke ret meget slinger i valsen, Cameroun strøg ubesejret igennem gruppen. 16 point og en måldifference på plus 12 for 6 spillede kampe. Det er værd at nævne, at Tanzania på hjemmebane fik hevet 0-0 hjem mod Cameroun.
I tredje og sidste runde i kvalifikationen var det naturligvis mere fodboldvante nationer, camerounerne kom i pulje med. Gabon, Togo og Marokko lyder lidt mere bekendt i fodboldsammenhæng, og det skulle da også vise sig at blive en noget mere spændende pulje.
1-0. Det var, hvad der stod på måltavlen efter dommerens sidste fløjt i første kamp ude mod Togo. Og med skuffende 0-0 hjemme mod Marokko i næste opgør blev den daværende landstæner, tyske Otto Phister, smidt på porten, og franske Paul le Guen tog over.
Det skulle vise sig at være en klog beslutning. Le Guen førte sikkert Cameroun igennem resten af kvalifikationen, holdet vandt de resterende fire kampe og sluttede som etter i puljen.
Til gengæld gik det ikke særlig godt til CAN - De Afrikanske Mesterskaber - i januar i år. Cameroun indledte med at tabe 0-1 til Gabon (som holdet havde overhalet i VM-kvalifikationen), vandt så 3-2 over Zambia og spillede 2-2 mod Tunesien. Det gav en gruppe-andenplads og en lidt heldig kvalifikation til kvartfinalen, men her blev Cameroun slået ud med 1-3 efter forlænget spilletid (1-1 i ordinær kamp) mod Egypten.
Seneste træningskampe:
25. maj: Georgien-Cameroun 0-0
29. maj: Slovakiet-Cameroun 1-1
1. juni: Portugal-Cameroun 3-1
Træningskampe før VM
5. juni: Serbien-Cameroun
VM-historie
Før slutrunden i Sydafrika har Cameroun været med til fem verdensmesterskabet, med kvartfinalen i 1990 (med Roger Milla som stjerne) som bedste resultat. Kvalifikationen kiksede i 2006.
Analyser af de andre hold i Gruppe E
Læs kommentarer (0)
Tilføj kommentar
Cameroun trup & profiler
| MÅLMÆND | |||||||||||||||
| 1. |
Idriss Carlos KAMENI
|
||||||||||||||
| 16. |
Souleymanou HAMIDOU
|
||||||||||||||
| 22. |
Guy N´dy ASSEMBÉ
|
||||||||||||||
| FORSVAR | |||||||||||||||
| 2. |
Benoit ASSOU-EKOTTO
|
||||||||||||||
| 3. |
Nicolas N´KOULOU
|
||||||||||||||
| 4. |
Rigobert SONG
|
||||||||||||||
| 5. |
Sebastien BASSONG
|
||||||||||||||
| 8. |
GEREMI
|
||||||||||||||
| 12. |
Gaetan BONG
|
||||||||||||||
| 14. |
Aurelien CHEDJOU
|
||||||||||||||
| 19. |
Stephane MBIA
|
||||||||||||||
| MIDTBANE | |||||||||||||||
| 6. |
Alexandre SONG
|
||||||||||||||
| 7. |
Landry N´GUEMO
|
||||||||||||||
| 10. |
Achille EMANA
|
||||||||||||||
| 11. |
Jean MAKOUN
|
||||||||||||||
| 18. |
Enoh EYONG
|
||||||||||||||
| 20. |
Georges MANDJECK
|
||||||||||||||
| 21. |
Joel MATIP
|
||||||||||||||
| ANGREB | |||||||||||||||
| 9. |
Samuel ETO´O
|
||||||||||||||
| 13. |
Eric CHOUPO-MOTING
|
||||||||||||||
| 15. |
Pierre WEBÓ
|
||||||||||||||
| 17. |
Mohammadou IDRISSOU
|
||||||||||||||
| 23. |
Vincent ABOUBAKAR
|
||||||||||||||
Trupnyt, Cameroun
Der er pt. ingen trupnyheder for Cameroun.Cameroun facts
FIFA rangering: nr. 19Link: http://www.fecafootonline.com
Træner: Paul Le Guen (46 år)
Ansat siden: 2009
Træner-CV: Stade Rennais, Olympique Lyonnais (fransk mester), Glasgow Rangers og Paris Saint-Germain. Tidligere fransk landsholdsspiller(17 kampe).






