VM 2010 » Argentina

Argentina

Argentina, analyse

Af Anders Diaz

VM-chancer

Argentina regnes af bookmakerne som VMs fjerdestørste favorit, og den vurdering er nok ikke helt gal.

 

Spillemæssigt har det slet, slet ikke kørt, og blot i Sydamerika er der lige nu minimum tre hold, der står bedre rustet end Argentina (Paraguay, Chile og Brasilien), at dømme efter kvalifikationen. Resultaterne har absolut ikke været prangende, og der skal ske en ændring før man tør tro på et stort argentinsk resultat.

 

Men sådan var det også i 1986 før man begyndte turneringen i Mexico City…
Med risiko for at blive ramt af Nemesis, vil denne skribent kaste hybris-hovedet på blokken og påstå at Argentina pt. har verdens bedste offensiv. Det bliver simpelthen ikke bedre, når man kan vælge frit mellem Messi, Milito, Aguero, Tévez og Higuaín. En enestående offensiv, som ikke engang Spanien eller Brasilien kan matche.

Midtbanen er også uhyre stærk med spillere som Verón (årets spiller i Sydamerika sidste år), Maxi Rodriguez, Mascherano og Di Maria.

 

Den store akilleshæl på mandskabet er forsvaret, hvor man må konstatere, at der i dag i Argentina simpelthen ikke er de samme store kvaliteter som længere fremme på banen. Heinze, Samuel, Demichelis og Burdisso er alle gamle i gårde, men det var ikke dem, der holdte den tidligere argentinske defensiv sammen. Væk er ’limen’ fra Ayala og Sorín, og af samme årsag kan det undre meget, at Maradona har valgt at se bort fra sympatiske, løbestærke og fleksible Zanetti, som ellers har været flyvende for Inter i den seneste tid.

 

Målmandsposten er endnu et sted, hvor Argentina står svagere end mange af de direkte modstandere, og selv om både Andujar og Romero er fine keepere, så befinder de sig ikke blandt verdens allerbedste.

 

Det er svært at spå om hvor langt Argentina kommer. Det kan blive alt fra fugl til fisk. Holdet har uden tvivl de individuelle færdigheder til at gå hele vejen, men med Maradona ved roret, og med noget der ligner manglende holdånd og offervillighed, samt en lidt usikker defensiv, kan man godt tvivle på om holdets offensive styrke får dækket for holdets mangler. Og så mangler man altså den offensive spilfordeler. En nummer ti, som man næsten altid har haft på holdet i Argentina. Den oplagte mand til denne rolle var den uimodståelige Riquelme, men grundet personlige samarbejdsvanskeligheder med Maradona, har han altså valgt at melde fra. Gamle Verón er også dygtig, men besidder ikke samme fantasi.

 

Summa summarum: Det kan blive meget dyrt, at man har valgt at udvælge Maradona til at styre slagets gang i Sydafrika.

 

Argentina bør gå videre fra den indledende gruppe, og det bør blive med en førsteplads, men allerede i 1/8-finalen kan det det blive kompliceret mod fx Uruguay eller Frankrig. Skulle man gå videre fra denne, kan man pudsigt nok meget vel ende i en ny VM-kvartfinale mod Tyskland, som jo netop ekspederede Argentina ud i samme runde under slutrunden for fire år siden.

 

Spillestil

Argentinas spillestil er som regel bygget på en disciplineret defensiv krydret med spektakulære og enestående teknikere frem ad banen. Sådan er det også denne gang, selv om Maradona synes at kæmpe meget med både holdopstilling (Argentina er det eneste land, der har brugt over 100 spillere i løbet af kvalifikationsrunderne) samt den taktiske indstilling.

 

Senest har holdet spillet den mere klassiske 4-4-2, men Maradona har også eksperimenteret med 4-5-1 og 4-3-3 i de sidste tolv mdr. Ingen af disse opstillinger har dog udnyttet holdets fulde potentiale, og det er afgørende for Argentinas chancer, om de formår endelig at spille som et hold – noget man ikke har set i snart 2-3 år.

 

Det sidste nye, kort før VM, er (ifølge den argentinske avis La Nacion) at Maradona vil køre 4-3-3 i åbningskampen, med Messi liggende i en fri rolle lige bag ved to frontløbere, nok Higuain og Tevez (eller Messi og Tevez som fløje, og Higuain som centerforward). Og med kantspiller Gutierrez som højre-wingback i stedet for Burdisso.

 

Bud på idealopstilling

4-2-2

Andújar/Romero; Heinze, Demichelis, Samuel, Burdisso; Di Maria, Verón, Mascherano, Gutierrez; Messi, Higuaín

 

4-3-3

Romero - Gutierrez, Demichelis, Samuel, Heinze - Macherano, Veron, Di Maria - Messi, Higuain, Tevez

 

Markante fravær

Argentina har stort set ikke haft nogen skader at kæmpe med i optakten. Derfor skulle man tro, de blå-hvide kommer i stærkeste opstilling. Ikke desto mindre mener mange argentinere, der mangler op til flere vitale spillere. Sørgeligt nok virker det som om at CL-vinderne Cambiasso og Zanetti fra Inter er fravalgt af personlige årsager. Maradona skulle iflg. folk tæt på holdet være misundelig på Zanetti over den store respekt han nyder blandt holdkammeraterne. 

 

Riquelme har selv valgt landsholdet fra grundet den dårlige kemi med landstræneren, og netop Riquelme kan blive et stort afsavn, da Argentina mangler kreative midtbanefolk, som kan fodre de mange dygtige angribere med gode bolde; en kunst som Riquelme mestrer på nærmest ekvilibristisk vis.

 

Nøglespillere

De vigtigste spillere i Argentinas VM-trup må vurderes at være målfarlige Messi, midtbanemotoren Mascherano og veteranen Verón, den snu veteran man altid kan spille bolden hen til.

 

Derudover skal man ikke undervurdere Martín Palermos utrolige joker-evne til at komme ind til sidst og afgøre kampene, og selv om manden nu er 36 år gammel, er det helt fortjent at han har fået en VM-billet af Maradona. 

 

Primær straffeskytte

?

 

Stjerneskud

Selv mener træner Maradona at de argentinske mestres nye midtbanekomet, Javier Pastore, som var en del af Huracáns succesrige i sidste sæson, er hans helt store fund. Den 20årige midtbanespiller er allerede blevet fast mand hos italienske Palermo, og han er en mulig, relativt ukendt joker, som Maradona kan spille ud, hvis der skal gang i det offensivt rettede midtbanespil. Dog mener jeg ikke Pastore nogensinde vil få verdensklasse status, og faktisk finder jeg det lettere besynderligt at Maradona har valgt at tage ham med i truppen i stedet for fx Cambiasso.

 

Det helt store stjerneskud, som kan bryde igennem i denne slutrunde, er Ángel Di Maria. Di Maria har på kort tid udviklet sig til at være et af Benficas farligste våben, hvilket har vækket interessen hos selveste Real Madrid. Di Maria fik for alvor fodboldverdenens bevågenhed, da han førte Argentinas u-20 hold til et fortjent verdensmesterskab i 2008. Det var også Di Maria, der scorede OL-finalens eneste mål i Beijing, da Argentina tog sit andet olympiske guld i træk i 2008.

 

Kæde-gennemgang

Målmænd

Argentinas mandskab halter lidt på denne plads. Unge Andújar er bedste bud på et førstevalg, men det er svært at komme uden om, at Argentina tidligere har haft bedre målmænd med til VM.

 

Forsvar
Forsvaret er efter min mening Argentinas svage punkt. Heinze har ikke spillet rigtigt godt i flere år nu, og Walter Samuel, til trods for sine gode sæson for Inter, er generelt for langsom og tung. Burdisso bibringer ikke meget fremad banen, modsat Zanetti, men står som regelt sikkert defensivt. Demichelis er en udmærket styrmand, men der er ikke megen wow-effekt over den argentinske defensiv generelt.

Midtbane
Midtbanen ser ganske fin ud hos Argentina. Verón har rutinen og snuheden, Mascherano laver løbe arbejdet, og Di Maria har de individuelle færdigheder og hurtigheden i spillet. Argentina har sandsynligvis en af VM bedste midtbaner, kun overgået af Spaniens.

 

Det er dog en svaghed at dirigenten Riquelme ikke er med til at støde perfekte afleveringer i dybden til de argentinske angribere. Savnet af Riquelme kan blive så stort, at det, efter min mening, kan være den afgørende forskel på succes og fiasko for landets drømme om at genvinde titlen. Og så mangler man vel også en Cambiasso, i hvert fald til at styrke bredden, han er lige så intelligent som Verón og noget mere dynamisk (dog knapt så gode afleveringer).

 

Angreb

En håbløs opgave; hvem vælger man? Argentina har så mange dygtige offensive spillere, at man ville ønske Maradona kunne stille op i en 2-3-5 formation. Messi er vel pt. verdens bedste fodboldspiller, og behøver ikke yderligere introduktion, men også Higuaín har scoret mål på samlebånd. Så har man Tévez, som har haft en forrygende sæson hos Manchester City, samt Milito som afgjorde Champions League finalen på suveræn vis.

 

Og så skal man ikke glemme den ’spanske’ målsluger Aguero, samt den superstærke target man, Martín Palermo. Intet hold i verden kan stille med så stærk en offensiv, men spørgsmålet er, om Maradona kan få dem til at spille sammen. I så fald er Argentina er alvorligt bud på en VM-titel.

 

Vej til VM

Kvalifikationsturneringen forløb absolut ikke som håbet, og man var meget tæt på slet ikke at kvalificere sig til slutrunden, hvilket ville havde været blot 2. gang i historien for Argentinas vedkommende. En scoring i det 93. minut i 2-1 sejren mod Peru i Buenos Aires af Martín Palermo, samt en lidt heldig udesejr på 1-0 mod Uruguay i sidste runde (på et klumpspilsmål af Mario Bolatti) sikrede dog til sidst billetten.

 

Men imponerende har det ikke været, og eksperterne står da også i kø for at afvise Argentinas VM-kandidatur efter en række grimme nederlag, som bl.a. da man tabte med historiske 1-6 i La Paz mod Bolivia.

Højst skuffende samlede man blot 28 points i de 18 kvalifikationskampe, og målscoren var på ’sølle’ 23-20 i 8 sejre, 4 uafgjorte og 6 nederlag.

Seneste træningskampe:
3.marts: Tyskland-Argentina 0-1
6.maj: Argentina-Haiti 4-0

 

Træningskampe før VM

Ingen på programmet.

 

VM-historie

Argentina er en af Sydamerikas og verdens traditionelt store fodboldnationer, og nationen har da også vundet VM to gange, i 1978 på hjemmebane i Argentina, samt i 1986 i Mexico. Landet er i øvrigt det mest vindende nogensinde på det sydamerikanske kontinent med hele 9 Copa America mesterskaber på trofælisten.

 

Ved VM-06 i Tyskland blev Argentina slået ud i kvartfinalen af værtsnationen.

 

Analyser af de andre hold i Gruppe B

Argentina
Nigeria
Sydkorea
Grækenland

Argentina trup & profiler

MÅLMÆND
1.  Diego POZO
#1 Diego POZO
Alder: 32
Klub: Colón
Position: Målmand
Landskampe: 3 (0 mål)
Tidl. slutrunder: 0
Status på holdet: Førstekeeper
Kendetegn: 1,9. Pozo er for mig at se et besynderligt valg, og selv om han stod i træningskampen mod Panama, må han siges at være med på truppens yderste mandat. Jeg tror ikke Pozo får megen spilletid, og selv om han i en årrække nu har gjort det godt i den bedste argentinske liga, så mener jeg, at hans tilstedeværelse siger noget om Argentinas målmandsproblemer i langt højere grad end det er et udtryk for Colón målmandens internationale styrke.
21.  Mariano ANDÚJAR
#21 Mariano ANDÚJAR
Alder: 26
Klub: Catania
Position: Målmand
Landskampe: 4 (0 mål)
Tidl. slutrunder: 0
Status på holdet: Førstekeeper
Kendetegn: 1,94. Catania målmanden har fremtiden på sin side. Han har i mange år været et sikkert kort hos Estudiantes i den argentinske liga, og han har fået en god start på sit italienske eventyr. Efter min opfattelse er Andújar Argentinas stærkeste kort på posten pt., selv om Maradona også her har skiftet en del ud.
22.  Sergio ROMERO
#22 Sergio ROMERO
Alder: 23
Klub: AZ Alkmaar
Position: Målmand
Landskampe: 6 (0 mål)
Tidl. slutrunder: 0
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: Romero nåede kun at spille 6 kampe for Racing i den argentinske første division før Alkmaar var overbeviste, og hentede ham til Holland. Trods sin unge alder har Señor Romero altså en del erfaring fra europæisk fodbold, og kan på sigt udvikle sig til Argentinas nye sikre målmandfigur. Det ligger dog ikke helt fast, om det er Romero eller Andújar som starter for Argentina. Maradonas veje er uransagelige i den sammenhæng.
 
FORSVAR
2.  Martín DEMICHELIS
#2 Martín DEMICHELIS
Alder: 29
Klub: Bayern München
Position: Forsvarer (alternativ: Midtbane)
Landskampe: 25 (1 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Midterforsvar (kan også spille defensiv midtbane). 1,84. Demichelis er endnu ganske solid sidste skanse i forsvaret, hvilket da også har givet ham en fast plads hos Bayern Munchens tyske mesterhold, som nåede helt i Champions League finalen i år. Demichelis er lige som Burdisso en pålidelig mand, men heller ikke én, der laver helt enestående ting. En gennenmført god midterforsvarer, men der er stadig et stykke vej før han når den tidligere kaptajn, Ayalas, niveau.
3.  Clemente RODRIGUEZ
#3 Clemente RODRIGUEZ
Alder: 28
Klub: Estudiantes de la Plata
Position: Forsvarer (alternativ: Midtbane)
Landskampe: 12 (1 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: Venstreback (evt fløj). 1,67. Rodriguez var en del af det Boca hold, der vandt alt i starten af årtusindet, og er nu igen med til at bringe succes og gloria til sit argentinske klubhold, Estudiantes. Rodriguez har i mellemtiden været et smut i Rusland og spille, og selv om han aldrig rigtigt har bidt sig fast på landsholdet, så er han ikke en helt ukendt figur i AFA trøjen hvor han igennem karrieren har nået 12 indhop. Rodriguez er kun 167 cm høj, men han er hurtig.
4.  Nicolás BURDISSO
#4 Nicolás BURDISSO
Alder: 29
Klub: Inter
Position: Forsvarer (alternativ: Målmand)
Landskampe: 29 (2 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Højreback/fløj. Burdisso er i mine øjne ikke nogen stor spiller. Han er yderst solid og pålidelig, men han er ikke typen, der lukker kampe eller gør den afgørende forskel. En ganske velfunderet teknisk spiller, som dog ikke spiller med særlig stor risiko. Bør være fast mand på Argentinas mandskab, men bliver nok næppe VMs kæledægge.
6.  Gabriel HEINZE
#6 Gabriel HEINZE
Alder: 32
Klub: Marseille
Position: Forsvarer
Landskampe: 64 (2 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Venstreback (evt midterforsvar). 1,78. Historien om Gabriel Heinze er historien om en spiller, som mange i Argentina regnede med skulle udvikle sig til en sikker stamspiller og historisk vigtigt back, men sandheden er vel nærmere, at Heinze har mistet momentum. Efter en god start i Manchester United, gik det efterfølgende ned ad bakke i Real Madrid, hvor man ikke har mange gode ord tilovers for den vævre back. Opholdet i Marseille er gået nogenlunde, men ikke desto mindre har Heinze ofte været et af landsholdets bristepunkter, når det er gået galt i kvalifikationsspillet. Heinze tager ikke det ansvar en 32 årig mand med 64 landskampe på bagen burde gøre, og han er ikke hverken en indpisker eller rollemodel for de yngre folk på holdet.
12.  Ariel GARCÉ
#12 Ariel GARCÉ
Alder: 30
Klub: Colón
Position: Forsvarer
Landskampe: 4 (0 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: Midterforsvar/højreback. 1,77. Garcé har en lidt anderledes baggrund end de fleste spillere i truppen. Karrieren startede hos River Plate, med hvem han i 2004 vandt det argentinske mesterskab. Siden da var han et smut i mexicanske Morelia, og fik senere et halvt års karantæne fra al fodbold for narkotika misbrug. Garcé har længe været en solid spiller for Colón, men det må alligevel siges at have været en bemærkelsesværdig udtagelse, at Maradona valgte at inkludere ham i VM planerne. Umiddelbart kunne undertegnede pege på flere mere velegnede emner bare i den argentinske liga, men Maradona må jo se det anderledes.
13.  Walter SAMUEL
#13 Walter SAMUEL
Alder: 32
Klub: Inter
Position: Forsvarer
Landskampe: 54 (5 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Midterforsvar. 1,83. Hovedstødsstærke Samuel startede som lyn og torden. Allerede i en meget ung alder debuterede han på det argentinske landshold, og han var med på det Boca Juniors hold som to år i træk smadrede al modstand i Copa Libertadores. Dette gav ham efterfølgende en kontrakt med italienske Roma. Senere røg han via et mislykket ophold i Real Madrid til Inter, hvor han nu er ved at finde sit gamle niveau. Sagen er nemlig den, at Samuel mistede noget af sin drive, hvilket gjorde ham persona non grata på det argentinske landshold i hele syv år, før Maradona endelig fandt plads til ham igen i 2009. Igen er her tale om en solid forsvarsspiller. Samuel er dog blevet en kende langsom, og kan ikke matche en lille hurtigtløbende angriber længere, hvilket kan blive et stort problem for Argentinas defensiv mod et hurtigt angreb.
15.  Nicolas OTAMENDI
#15 Nicolas OTAMENDI
Alder: 22
Klub: Vélez Sarsfield
Position: Forsvarer
Landskampe: 7 (0 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: Midterforsvar. 1,83. Da Otamendi fik debut for Argentinas landshold havde han blot spillet 11 kampe som professionel. Denne lyndebut var Maradonas idé, og selv om Otamendi har spillet glimrende for Vélezs ret suveræne mandskab, som i sig selv er svært at få plads på, så kan man godt undres over hvorfor en så urutineret spiller er blevet indlemmet i VM-truppen. Der skal dog ikke pilles ved Otamendis talent, og allerede en sæson inde i sin professionelle karriere, har både Inter og Juventus haft snøren ude efter ham. Umiddelbart skal man nok ikke forvente megen spilletid til ham, men hvis førstevalgene svigter (hvilket ikke er utænkeligt), er det måske ikke helt umuligt at vi får det 22-årige stjerneskud på banen.
 
MIDTBANE
5.  Mario BOLATTI
#5 Mario BOLATTI
Alder: 25
Klub: Fiorentina
Position: Midtbane
Landskampe: 5 (1 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: 1,9. Bolatti startede sin europæiske karriere i Porto, men blev først rigtigt kendt i hjemlandet, da han sammen med Pastore, Torranzo og Defederico styrede Huracán frem til deres bedste slutplacering nogensinde i 2008, hvor man var blot fem minutter fra at vinde mesterskabet i en højdramatisk kamp med Vélez Sarsfield. Bolatti er nu i Fiorentina, hvor han bl.a. slog Martin Jørgensen af holdet, og er kendt for at være en dygtig all-round midtbanemand.
7.  Ángel DI MARÍA
#7 Ángel DI MARÍA
Alder: 22
Klub: Benfica
Position: Midtbane
Landskampe: 8 (1 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Venstrefløj. 1,8. Di Maria er hurtigt blevet et vigtigt våben for Argentinas landshold. I Benfica har han taget den portugisiske liga med storm, og det virker som om, at denne 22 årige mand fra Rosario er på vej mod stjernerne nu. At dømme ud fra hans præstationer med U-20 VM samt OL turneringen i Beijing er hans hurtige antrit og teknisk evner klar til at blive testet på højeste niveau. Det skal blive spændende at følge hans hurtige raids ned ad venstrekanten.
8.  Juan Sebastian VERÓN
#8 Juan Sebastian VERÓN
Alder: 35
Klub: Estudiantes
Position: Midtbane
Landskampe: 70 (9 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: 1,86. ”La Bruja” (Heksen) er noget af et fænomen. Mange havde afskrevet ham, da han forlod europæisk klubfodbold for at søge tilbage mod det hjemland han så inderligt savnede. Men faktisk er Verón blevet bedre med årene (omend langsommere), og hvis der er én spiller, der er vigtigere for Argentinas VM-succes end Mascherano, så må det være Verón, der med sin fabelagtige teknik og sit gode overblik får en vigtig kreativ rolle. Riquelme er savnet, men på sine gode dage er Verón absolut en værdig stand-in.
14.  Javier MASCHERANO
#14 Javier MASCHERANO
Alder: 25
Klub: Liverpool
Position: Midtbane
Landskampe: 57 (2 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: 1,74. Mascherano er Argentinas Duracell-kanin. Han løber og løber og løber, og dækker mange huller på midten af banen. Det er måske ikke altid lige elegant hvad han laver, men ikke desto mindre har han udviklet sig til at være en af Argentinas vigtigste spillere.
17.  Jonás GUTIÉRREZ
#17 Jonás GUTIÉRREZ
Alder: 26
Klub: Newcastle
Position: Midtbane
Landskampe: 16 (1 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Fløj: Højre/venstre. 1,83. Jonas Gutiérrez var en del af det meget succesrige Vélez mandskab, der fejrede en del triumfer i begyndelsen af dette årti. Hans fire år i klubben skaffede ham en kontrakt med Mallorca, hvor han havde yderlige tre fine sæsoner før skiftet til Newcastle og engelsk fodbold. Gutiérrez er ikke hvad man vil kalde en typisk argentinsk spiller. Hans spillemåde får ham til at se lettere ’klodset’ ud, men hans aktioner er som regel ganske effektive. Personligt mener jeg dog ikke at han har klassen til at være med helt i verdenstoppen, og Gutiérrez er i mine øjne Argentinas svageste led på midtbanen; en holdning Maradona absolut ikke deler; han er nok foran Maxi Rodriguez i hierakiet.
20.  Maxi RODRIGUEZ
#20 Maxi RODRIGUEZ
Alder: 29
Klub: Liverpool
Position: Midtbane
Landskampe: 36 (12 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve/starter
Kendetegn: Højrekant/midtbane. 1,74. Maxi Rodriguez huskes for sit drømmemål mod Mexico i VM ottendelsfinalen for fire år siden da han tæmmede og flugtede bolden (i en bevægelse) over i fjerneste målhjørne fra kanten af straffesparksfeltet. Siden da er Rodriguez gået fra spansk fodbold til Liverpool i England, og selv om han ikke er fast mand hos Beatles byens tropper, gør han stadig et anstændigt stykke arbejde. Rodriguez er i min optik undervurderet, og med hans erfaring fra tidligere slutrunde og mange år i spansk fodbold, kan den teknisk dygtige langskudsekspert sagtens blive en værdifuld mand i Argentinas bestræbelser på at nå til tops. Men som udgangspunkt er han nok indskifter.
23.  Javier PASTORE
#23 Javier PASTORE
Alder: 20
Klub: Palermo
Position: Midtbane
Landskampe: 1 (0 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: Offensiv midtbane. 1,87. Javier Pastore er som en del andre i den argentinske trup kommet hurtig op i de højere luftlag. Indtil for to år siden spillede han for Talleres i den argentinske 2.division, men det var tydeligt at talentet rakte til mere, hvorfor han blev udlejet til Huracán i den bedste række. Her fik han voldsom succes, og var en del af Huracáns succeshold i 2008. Dette førte til en ny kontrakt, denne gang med italienske Palermo, som har været godt tilfredse med deres dygtige offensive midtbanemand. Kritikken lyder på, at Pastore ikke er god nok hjemad i banen, hvorfor man nok skal have Mascherano liggende bag ham, for at kunne bruge ham under slutrunden.
 
ANGREB
9.  Gonzalo HIGUAÍN
#9 Gonzalo HIGUAÍN
Alder: 22
Klub: Real Madrid
Position: Angriber
Landskampe: 5 (2 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: 1,84. Efter en lidt skidt start hos Real Madrid, hvor Higuaín havde svært ved at tilspille sig en plads på holdet, er han nu pludselig blevet madrilienernes stjerne, næsten på højde med Ronaldo. At se Higuaín spille på Santiago Bernabeu har været en fornøjelse, og han besidder den sjældne egenskab at være fysisk stærk, målfarlig og teknisk god på samme tid. Heldigvis for Argentina lader det til at Higuaín topper på det rigtige tidspunkt, og det må være et mareridt for landets kommende VM modstandere at opfinde nye måder hvorpå man kan dækker alle argentinernes angrebsstjerner. Higuain var egentlig ikke Maradonas foretrukne makker til Messi, men hans flotte sæson ser ud til ud at have givet ham en startplads (omend Agüero er en tæt konkurrent).
10.  Lionel MESSI
#10 Lionel MESSI
Alder: 22
Klub: Barcelona
Position: Angriber
Landskampe: 44 (13 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Starter
Kendetegn: Angriber/højrekant. 1,69. Messi behøver vist ikke nogen videre introduktion. Manden er ganske enkelt genial med en bold, og hans seneste 3-4 mdr. i Barcelona har været nogen af de bedste i hans karriere. Spørgsmålet er, om han kan holde det høje spilleniveau, for i så fald er han nærmest en garant for mål og uforglemmelige detaljer ved denne VM-turnering.
11.  Carlos TÉVEZ
#11 Carlos TÉVEZ
Alder: 26
Klub: Manchester City
Position: Angriber
Landskampe: 52 (9 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: 1,73. Carlos Tévez skiftede før sidste sæson fra Manchster United til Manchester City fordi han ikke mente, hans talent blev værdsat og udnyttet nok hos ’de røde djævle’. Og hvis man kan bruge den efterfølgende historie som bevisførelse, kan man vist roligt sige, han havde ret. 32 mål og topscorerværdigheden i Premier League – intet mindre blev det til for denne bomstærke angriber med det hårde skud og snævre driblinger. Endnu en argentinsk topspiller i angrebet, som ville være selvskreven i opstillingen hos de fleste VM-mandskaber – men ikke hos Argentina, hvor han var reserve i den sidste del af kvalifikationen. Kort før VM ser det dog ud til at han kan få en rolle i en 4-3-3, i front sammen med Higuain, med Messi lige bagved.
16.  Sergio AGÜERO
#16 Sergio AGÜERO
Alder: 22
Klub: Atlético Madrid
Position: Angriber
Landskampe: 21 (8 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: Sergio "Kun" Agüero er gift med Maradonas datter; men ret skal være ret, det er IKKE derfor Aguero er udtaget til VM holdet. Den snedige og hurtige lille angriber har haft en stor andel i Atlético Madrids store sæson, hvor man vandt Europa Cuppen, samt nåede pokalfinalen i Copa del Rey (som dog endte med et 2-0 nederlag til Sevilla). Agüero har over 4 sæsoner scoret 54 mål i sine 144 Atlético kampe; et imponerende scoringsgennemsnit, som han også har holdt i landsholdstrøjen. ’Den lille kanin’ er normalt højt placeret i det argentinske angriber-hieraki, men han får næppe en startplads til VM.
18.  Martin PALERMO
#18 Martin PALERMO
Alder: 36
Klub: Boca Juniors
Position: Angriber
Landskampe: 14 (8 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: 1,89. Umiddelbart skulle man tro, at Martín Palermo pga. sin alder og klubform, står svagest af alle angriberne. Det er da også temmelig sikkert, han ikke starter på banen, men Palermo har en særlig evne til at score når spillet er låst, og som indskifter. Han er den mest scorende spiller nogensinde i Boca Juniors historie, og hans stærke hovedspil kan sagtens blive en afgørende faktor i visse af kampene, hvis Argentina er presset frem for at lave mål.
Bemærk i øvrigt hans fornemme scoringssnit på landsholdet med 8 mål i 14 kampe; og det endda til trods for, han er blevet skiftet ind i de fleste af sine 14 indsatser. Det var også Palermo, der med et altafgørende mål i det 93. minut hjemme mod Peru i kvalifikationen, skaffede den på daværende tidspunkt usikre VM-billet i hus, og sikrede sig nationens gunst.
19.  Gabriel MILITO
#19 Gabriel MILITO
Alder: 30
Klub: Inter
Position: Angriber
Landskampe: 20 (4 mål)
Tidl. slutrunder: -
Status på holdet: Reserve
Kendetegn: 1,83. Det var lige før Diego Milito ikke var kommet med i VM-truppen. De fleste eksperter havde Napolis Lavezzi og Lyons Lisandro Lopez som favoritter, men Militos stærke sæson hos Inter overbeviste altså Maradona om hans berettigelse. Milito scorede for nyligt begge mål i Champions League finalen for Inter imod Bayern Munchen, og skaffede sig heltestatus i Inter. Men det er bare ikke nok til at få en stamplads i Argentinas VM angreb, som er noget af det mest frygtindgydende, jeg nogensinde har set.
 
Før musen hen over en spillers navn for at få yderligere information om spilleren.

Trupnyt, Argentina

02/07 09:09: Messi har influenza. Det holdt ham væk fra træningen torsdag og kan også betyde at han skal slappe af fredag. Hans startplads i lørdagens kvartfinale mod Tyskland burde dog ikke være i fare. Kilde: Soccerway.com

22/06 10:30: Det er uvist hvordan Diego Maradona helt præcist vil stille op i dagens kamp mod Grækenland. En række stamspillere vil dog nok blive sparet (Argentina er sikker på kvalifikation til 1/8-finalen, og en god målforskel betyder at førstepladsen er sandsynlig, selv ved nederlag mod grækerne), men Messi skal spille, melder Maradona. Argentina råder i øvrigt igen over Veron der stod over mod Sydkorea pga en skade; det vil så vise sig om den rutinerede midtbanemand spiller mod Grækenland. Et andet spørgsmålstegn er Walter Samuel. Den stærke midterforsvarer blev lårskadet mod Sydkorea, og det er tænkeligt at Maradona ikke vil risikere ham mod Grækenland. Kilde: mirrorfootball.co.uk og sportinglife.com

17/06 11:13: Veron er ikke med for Argentina i dagens kamp mod Sydkorea. Landstræner Maradona har meldt ud at den rutinerede midtbaneræv spares af hensyn til en lægskade.

15/06 18:22: Juan Sebastian Veron må muligvis se til fra sidelinjen når det argentinske landshold torsdag 17. juni spiller sin anden gruppekamp, mod Sydkorea. Den rutinerede midtbanemand har problemer med en lægskade, og hans deltagelse er tvivlsom.

Argentina facts

FIFA rangering: nr. 0
Link: http://www.afa.org.ar

Træner: Diego Armando Maradona (49 år)
Ansat siden: 2008
Manden med det iltre temperament og de guddommelige spillemæssige evner. Maradona førte landet til VM triumfen i 1986, og opnåede således nærmest overnaturlig status i det fodboldglade Argentina. Specielt det berømte ’Guds hånds’ mål mod England blev modtaget godt i hjemlandet, da det blev set som en fredelig ’hævn’ for det militære nederlag til briterne på de sydatlantiske Falklandsøer (Islas Malvinas på argentinsk) Maradona har trænererfaring, dog begrænset - og begrænset succes. I 1994 trænede han sensationelt 3.divisions holdet Mandiyú de Corrientes i det nordlige Argentina, med det resultat at klubben rykkede ned. Knapt så slemt gik det, da han året efter overtog Racing i den bedste række, men samarbejdet stoppede i fælles forståelse efter et års tid pga. manglende resultater. Således var det lettere besynderligt at legenden pludseligt overtog Argentinas landshold i en krisetid i slutningen af 2008 efter 1-0 nederlaget mod Chile. Og Maradonas tid har da også været præget af de sædvanlige malplacerede udtalelser, personlige stridigheder og den uro, der næsten altid følger i kølvandet på manden. Flere af Argentinas store profiler afvist at spille VM af samme årsag, og rygterne vil vide, at Maradona og Messis forhold, fx, ikke er specielt godt. Tiden med Maradona har endnu engang vist legendens forkærlighed for usaglighed og uheldige eskapader, og en undersøgelse foretaget for nyligt af Argentinas største avis La Nación, viste at 77% af de adspurgte argentinere ”ikke havde tillid” til Maradonas evner som landstræner.

Aktuelle odds på Argentina

VM-vinder 7,50
Slutter i top 4 2,40
Gruppe-vinder 1,45
Videre fra indl. gruppe 1,10

Alle odds er fra Bet24 og er senest opdateret d. 11/06-2010, 08:56


Kampprogram, Argentina


Tirsdag den 22. juni 2010
20:30 Grækenland-Argentina 2-0

VM 2010 - oversigt

Deltag i VM konkurrencen - præmier for 30.000 kr.!