Tips & analyser » Ekspertanalyse

Kommentarer (1)

KAMPPROGRAMMET

Udover de åbenlyse trupmæssige forskelle på AGF og Brøndby, så er kampprogrammet også et afgørende argument.

Der står Europa League kampe på skemaet hos Peter Sørensen, og det kan komme til at koste point i ligaen, men sidste års 5. plads betyder, at AGF har 17 hjemmekampe og 16 kampe på udebane.

Brøndby har derimod blot 16 hjemmekampe, og en vigtig pointe i forhold til dette spil, så skal Auri dirigere spillerbussen til Aarhus to gange, mens Peter Sørensen dermed blot skal besøge Vestegnen én enkelt gang.

Der er ikke internationale kampe at tage hensyn til for Per Bjerregaard, der alligevel nok ikke har venlige tanker om programudvalget i DBU op til denne sæson. Ikke pga. de to udekampe mod AGF, men Brøndby har også to svære udkampe mod de forsvarende mestre fra FC Nordsjælland, de skal to gange til Herning for at møde FC Midtjylland og så skal de såmænd også to gange til Parken for at møde FC København.

Det ligner ikke umiddelbart den store pointhøst til Auri´s drenge i denne lange række udekampe.

AGF har bestemt også svære udekampe med to ture til Parken, og der er også to udebanekampe mod OB, som vel bliver sæsonens ukendte faktor i denne sæson. Men mod FCN, FCM (og Brøndby) har AGF fordel af to hjemmekampe.

Sidste spillerunde i 2012/13 afvikles den 19. maj.

VENDEPUNKTET

Vi har vænnet os til at se AGF i bunden, mens Brøndby kæmpede med om medaljer, men sidste sæson har have været vendepunktet.

Da Brøndby ikke kunne nå til enighed med det offensive talent Osama Akharraz var AGF hurtig med et kontrakttilbud, og viste tegn på et skifte i styrkeforholdet mellem Brøndby og AGF.

Vejen tilbage til toppen ser ud til at blive rigtig lang. Længere end denne 5 års krise. Der er sparetiden i Brøndby, hvor Per Bjerregaard ofrer sportslig succes for at kunne aflevere en gældfri klub til den stakkels efterfølger.

Den nuværende trup er ganske enkelt en skamplet på Brøndby. Det må være frustrerende at opleve den unge forsvarsspiller Dario Dumic være eneste "angriber" i en hjemmekamp mod Køge.

Endnu mere frustrerende, at han faktisk udfyldte den uvante rolle bedre end Agger, Bernburg, McGrath, Gehrt har gjort til sammen.

Auri har overtaget en profilfattig trup med utilfredse og/eller ukvalificerede bærende spillere krydret med teenagere. Der er skåret adskillige løntunge spillere væk, og bare i de seneste par transfervinduer har Stephan Andersen, Daniel Wass, Mikael Nilsson, Jan Frederiksen, Femi og Osama Akharraz alle smuttet igennem svingdøren, mens Michael Krohn-Dehli og Mike Jensen også står overfor et Brøndby exit.

Erstatningerne bliver oftest hentet hos ungdomsrækkerne, og det har godt nok været skidt. Eneste lyspunkt blandt de unge spillere har været backen Daniel Norouzi, der er kommet med noget speed og forfriskende gejst. Men der er stadig langt op til Daniel Wass niveau. Der er alt for få tegn på fremskridt, og selvom der tales om Top 6 placering i denne sæson, så virker det ikke til at være gennemtænkt præcis hvordan man vil opnå denne målsætning.

AGF´s største fordel er klart trupbredden, erfaringen og stabilitet. Mens Auri stadig er forholdsvis ny i trænersædet og vel egentlig kun sidder dér i manglen af bedre, så er der 100% opbakning til Peter Sørensen.

Auri famler efter et spilsystem, mens Peter Sørensen har ført AGF suverænt igennem 1.div til en Europa League plads med en sammenspillet, fasttømret trup med en klar strategi.

Der er styr på organisationen og de interne forhold med hierakiet i klubben.

Der er stadig åbne spørgsmål i AGF truppen, hvor det bliver spændende at se, om der er flere mål i de gamle støvler hos Peter Graulund og det er heller ikke sikkert, at der er flere kilometer i Søren Berg og Martin Jørgensen. Kan Søren Larsen holde sig skadesfri en hel sæson?

Men her træder trupbreddens betydning ind, og der er store forventninger til Morten Moldskred, Aron Jóhannsson og Osama Akharraz.

AGF virker til at være i fremgang, mens Brøndby ser ud til at skulle bruge adskillige sæsoner for at komme tilbage på sejrskurs.