Kommentarer (7)

Med Serena Williams’ afbud til US Open har lille Danmark for første gang nogensinde en topseedet spiller ved en Grand Slam, takket være Caroline Wozniackis andenplads på WTAs verdensrangliste. Dette skal nok få alle Wozniackis kritikere op af stolen, og gøre et ord som ”ufortjent” til et meget brugt ord i forbindelse med snak om Wozniackis seedning. Men hvorfor dog al den kritik?

Stabilitet frem for alt:

Det kan godt være at Wozniacki ikke er verdens næstbedste damespiller – det kan såmænd godt være at der er en hel del spillere som konsekvent burde være favoritter i en matchup mod Wozniacki. Her kan jeg godt være enig med kritikerne.

Men nu handler tennis ikke bare om at vinde kampe mod andre topspillere – det handler også om at vinde kampene mod de spillere, der ligger udenfor top 5, top 10, top 20… ja, sågar top 50 og top 100. Og her er Wozniacki altså bare bedre end mange andre af spillerne i toppen.

At gøre kritikken næsten udelukkende til et spørgsmål om hvordan man klarer sig i de store kampe er totalt forfejlet. Hvad nytter det at have potentialet til at kunne vinde alle semifinaler og finaler i de store turneringer, hvis man aldrig når så langt? Spørg fx Dominik Hrbaty på herresiden (eneste aktive spiller der har winning record mod både Nadal og Federer, og generelt har spillet lige op med flere topnavne – men kun én Grand Slam-semifinale på resuméet, og 23 førsterunde-exits ved Grand Slam-turneringer) og Svetlana Kuznetsova (33 Grand Slams; 4-1 record i semifinaler, 2-2 record i finaler, men næsten kroniske problemer mod mindre gode spillere på grund af en tvivlsom psyke) og Mary Pierce (i karrierens 52 Grand Slams vandt hun alle sine seks semifinaler, og to gange også finalen, men nåede altså ikke forbi kvartfinalen i 46 tilfælde – og nåede end ikke kvartfinalen i 38 tilfælde) på damesiden.

Nuvel, det var også lidt sort/hvidt, men pointen bør nu være klar nok. Wozniacki er nummer to i verden fordi hun er stabil – hun taber sjældent mod de ”dårlige” spillere, og går derfor langt i størstedelen af de turneringer hun er med i. Hvor er den kredit hun fortjener for det, og for at have en jernvilje, der har fået hende tilbage i flere kampe hun har set ud til at ville tabe?

Svaret: Forsvundet i fraser som ”kan ikke slå vinderslag” og ”lever på andres fejl”.

Der skal være plads til kritik – og der er plads til forbedring:

Der er en tendens i medierne til jubelidiotisme når Wozniacki spiller (eksempel fra WTA-turneringen i Farum: Modstanderen skyder, upresset, bolden tre-fire meter ud, og kommentatoren udbryder ”SÅDAN Caroline!”) og selvom jeg sagtens kan acceptere at man hepper på Caroline som kommentator, må der også være en grænse for galskaben, og plads til at kritisere når hun kan gøre det bedre. Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg godt selv kunne ønske mig at se hende være mere aggressiv på banen og forsøge at lukke duellerne hurtigere med mere spil til linjerne i stedet for blot at sætte en bold midt i banen (der var dog en antydning af fremskridt på det punkt ved Rogers Cup i sidste uge, hvor også serven så bedre ud end den har gjort længe). Men derfra og så til den kritik hun til tider udsættes for af folk udenfor medierne, er der stadig langt – meget langt endda. Der er mange i den ene grøft og mange i den anden grøft, men desværre alt for få der holder sig midt på vejen og holder sig til at se på Wozniackis spil med bare tilnærmelsesvist neutrale briller.

Hvor er kritikken af andre?

Hvis man et øjeblik skal acceptere noget af kritikken af Wozniacki – det at hun ikke hører til i top 3 når hun ikke har vundet en Grand Slam og ikke kan slå de andre topspillere – falder det mig meget naturligt at spørge: Hvor er den tilsvarende kritik af andre spillere som fx Jelena Jankovic og Elena Dementieva, hvis resultater samlet set ikke er meget mere imponerende end Wozniackis – hvis de overhovedet er det…?

Med sejren i Rogers Cup står Wozniacki med gode muligheder for at holde andenpladsen på verdensranglisten selv hvis hun skulle ryge ud af US Open inden kvartfinalen. Wozniacki har mange points at forsvare ovenpå sidste års finaleplads, men nummer tre, Kim Clijsters, har som forsvarende mester endnu flere at forsvare. Nummer fem er Jankovic, der blot skal gøre det bedre end anden runde for ikke at sætte points til, men både Jankovic og nummer fire Venus Williams (der skal forsvare en plads i fjerde runde) har begge godt 1300 points op til Wozniacki, hvilket bliver ualmindeligt svært at indhente (i Williams’ tilfælde, umuligt).

Der er masser af tid:

Forud for sejren i Rogers Cup så risikoen for at Wozniacki sluttede året udenfor top 2 ganske reel ud, og det kan stadig ske da hun har 1000 points flere end fx Venus Williams at forsvare resten af året, og kan meget vel sætte nogle til i denne uge når hun skal forsvare sidste års sejr i New Haven – men der er vel næppe mange der vil påstå at hun har haft en forrygende sæson. Skader, flere nederlag i tidligere runder end vi er vant til at se – men alligevel vil hun formentlig slutte sæsonen i top 5. Det er da ikke helt tosset, er det?

Vi har at gøre med en forholdsvis ung spiller, der – forhåbentlig – har mange år endnu foran sig på WTA-touren, og ”bare” fordi hun ikke har vundet en Grand Slam endnu er det langt fra udelukket at det kommer til at ske. Årets US Open er 15. gang Wozniacki stiller til start ved en Grand Slam (her ses bort fra den kiksede kvalifikation til Wimbledon i 2006, hvor hun i stedet vandt pigernes række).

- Justine Henins første Grand Slam-titel kom i det 15. forsøg

- Kim Clijsters’ første Grand Slam-titel kom i det 22. forsøg

- Jelena Jankovic har endnu sin første Grand Slam-titel til gode trods 32 forsøg

- Elena Dementieva har endnu sin første Grand Slam-titel til gode trods 45 forsøg

Med tanke på ovenstående – tre verdensettere og en der har været at finde i top 10 de seneste seks år og har været oppe på tredjepladsen undervejs – må jeg spørge: Hvorfor har folk så travlt med at dømme Wozniacki ude?

Forkert ranglistesystem?

Er det så måden ranglisten laves der er et problem med? Tja, tjo, man kan jo altid sætte spørgsmålstegn ved ranglister, men et eller andet system skal der jo være. Men det vil jo bare heller ikke du at man sætter Wozniacki ned som nummer 10 i verden bag ved spillere, som skulle være bedre end hende – for når de spillere så går ud og taber regelmæssigt til spillere som Wozniacki regelmæssigt slår, hvad så?

Systemet er bygget op så det afspejler det seneste år (mens Race to Sony Ericsson Championships afspejler kalenderåret – her er Wozniacki for øvrigt hoppet fra sjettepladsen til andenpladsen efter sidste uges sejr, men der er under 400 points ned til Jankovic på femtepladsen).

At Wozniacki til en vis grad nyder godt af at hun deltager i mange turneringer er naturligvis rigtigt nok, men der er jo intet (udover måske nogle skader) der forhindrer andre spillere i også at gøre dette – og det er i øvrigt heller ikke alle turneringer der tæller med i det samlede regnskab.

Det er kvinde tennis:

Mange har fejlagtigt den opfattelse at tennis på både dame- og herresiden skal være ”tju-bang”-tennis med masser af opportunisme og vinderslag, og store serve. Nuvel, det kan godt ske at der er mange af disse tilfælde på herresiden – men prøv engang at se Nadal spille; godt nok slår han også vinderslag, men han vinder altså også på sin fysik. Der er ganske enkelt bare ikke mange spillere der har hverken det fysiske eller mentale overskud til at spille en fem-sætskamp mod Nadal – ja, sågar tre-sætskampene kan de have svært ved at overkomme.

Men at forvente at se kvindetennis spillet på samme måde afspejler altså en total mangel på indsigt. Den hårdeste serv på damesiden er målt til 210 km/t (Venus Williams) – hvilket en god del af herrespillerne nogenlunde regelmæssigt sender en førsteserv af sted med. Damespillerne har ikke den samme fysik som herrerne, og selvom der da er nogle af damerne der kan banke godt til bolden er det altså ikke sådan for flertallet, og det gør det yderst relevant at have evnerne til at undgå at lave fejl.

Forfejlet ræsonnement:

Fra kritikernes side virker det næsten altid som om at når Wozniacki har vundet en kamp er det fordi modstanderen har spillet dårligt, og ikke fordi Wozniacki har spillet godt. Som regel er der i virkeligheden tale om en blanding, men der ses i stedet på det faktum at modstanderen har slået en masse ”lette” bolde ud – men er det ikke netop også godt spil af Wozniacki at formå at holde bolden i spil og ikke lave de samme fejl?

Jeg forstår ganske enkelt ikke holdningen om at det skulle være en skam at vinde på at man ikke laver fejl, men lader modstanderen lave dem…?

Og hvorfor er en sejr hvor man slår 25 vindere og laver 25 uprovokerede fejl bedre end en sejr hvor man slår 5 vindere og laver 5 uprovokerede fejl?

Handler det i bund og grund ikke mere om at folk synes at tju-bang tennis er ”bedre” tennis end at køre sin modstander træt og selv undgå at lave fejl? At man hellere vil se offensiv tennis end defensiv tennis?

Det sidste kan jeg såmænd sagtens acceptere – det er en smagssag hvad man finder mest interessant at se på. Men at bruge det som argument for ens kvaliteter på en tennisbane er til gengæld helt ude i hampen.

If it works, it works! Og i Wozniackis tilfælde må det da i den grad siges at det virker – så hvorfor ikke give noget kredit for det?