Blog » Save the whale - Destination: Hollywood

Save the whale - Destination: Hollywood
Af Peter, BetXpert, Ons. 30. jun. 2010, 08:49
0
Du skal være logget ind for at stemme på en blog

Kommentarer (2) Til kommentarer

Nej, dette er ikke en opfordring til Hollywood om at lave et storslået, tårevædende drama baseret på begivenhederne ved Vejle Fjord i de forgangne uger (om end det er let at se for sig hvordan biografsale verden over oversvømmes af tårer, når strygerne sættes ind for fulde musik idet den brave finhval, man har brugt de forgangne to-tre timer af sit liv i biografen på at følge, dør). I stedet er første del af overskriften såmænd blot et citat fra redaktøren af hjemmesiden for et NFL-hold – et hold, som nu sættes i forbindelse med en flytning til USA's næststørste by, Los Angeles.

 

Men er der overhovedet plads til et football-hold i LA, og hvilke konsekvenser vil en flytning få for NFL? Læs og vurdér – og få samtidig svar på hvem holdet er.

 

Historietime:

En del af grunden til at der ikke har været et NFL-hold i Los Angeles i 15 år er at det stadion der blev spillet på, LA Memorial Coliseum, var for stort. For de fleste kan det nok lyde lidt mærkeligt, men grundet NFLs 72-timers regel, som foreskriver at hvis ikke en kamp er udsolgt 72 timer før kickoff vil der blive blackout i lokalområdet, således at kampen ikke vises i tv – naturligvis med den hensigt at tvinge folk på stadion (der kan søges dispensation hvis man er tæt på udsolgt med 72 timer til kampstart). LA Memorial Coliseums kapacitet var en overgang på over 100.000, men har undervejs også været nede på 71.500. I dag er der plads til 93.607 tilskuere, flere end noget andet aktivt NFL-stadion. Det eneste af NFLs nuværende aktive stadions med plads til over 90.000 tilskuere er FedEx Field i Washington DC, hvor der er 30 års ventetid på sæsonbilletter (og dermed ikke den helt store risiko for blackouts). Derudover er det kun det nye fælles stadion for Jets og Giants (New Meadowlands Stadium) og Cowboys’ nye hjemmebane (Cowboys Stadium) har plads til 80.000 eller flere tilskuere.

 

Kort og godt: Coliseum var – og er - for stort til at man ville – og vil – lade et NFL-mandskab holde til der.

 

Los Angeles Rams flyttede i 1980 til Anaheim, små 50 km fra LA, og spillede på Anaheim Stadium – dog stadig under navnet LA Rams. Dels pga. de mange blackouts pga. problemerne med at få fyldt sæderne på Coliseum, som ellers havde været hjemmebane siden holdet flyttede fra Cleveland til LA i 1946, dels pga. Coliseums beliggenhed i det sydlige LA i et forholdsvis farligt kvarter. Med en kapacitet på 64.593 var det betydeligt mere velegnet til NFL-kampe.

 

En mangel på indtægter, bl.a. fra de dyrere luksus-suiter på stadion, førte dog til at LA Rams havde svært ved at følge med resten af ligaen økonomisk og i 1994 flyttede de så til St. Louis hvor de har holdt til siden.

 

Raiders flyttede fra Oakland til LA i 1982 og spillede i alle årene på Coliseum. Ejer Al Davis var bekendt med flere af de mangler der var på stadion, som betød at Rams flyttede til Anaheim, men han flyttede alligevel holdet til LA – noget resten af ejerne og NFLs daværende kommisær Pete Rozelle var imod – og ind på Coliseum. Dels håbede Davis at kunne overtale den kommission, der stod for driften af Coliseum til at installere flere luksus-bokse på stadion, dels havde han et håb om at NFL ville indføre pay-per-view, hvilket kunne sikre Raiders store indtægter i LA.

 

Da LA i 1984 var vært for OL blev Coliseum udbygget med atletikbane og kapaciteten røg op på 91.500, hvilket altså var mere end godt var for et NFL-hold. Al Davis fik desuden ikke de lovede forbedringer af stadion og var allerede i 1987 tæt på at flytte Raiders fra Coliseum. Han blev imidlertid hvor han var og da planer for at gøre stadion mere NFL-venligt i 1993 endelig blev godkendt så det umiddelbart lyst ud.

 

Året efter blev LA dog ramt af et kraftigt jordskælv som medførte nogle skader på Coliseum –reparationerne af stadion betød at yderligere renovation af stadion blev udskudt og så havde Al Davis fået nok og flyttede tilbage til Oakland, som ville udbygge Raiders’ tidligere stadion.

 

Den sidste NFL-kamp med et LA-baseret mandskab som hjemmehold blev spillet juleaften 1994, hvor Kansas City Chiefs slog LA Raiders.

 

Los Angeles som forhandlingsbrik:

Byen har siden da været nævnt hyppigt som hjemby for diverse franchises når krisen har kradset på den ene eller den anden måde.

 

Men netop heri ligger én ting der er væsentlig at have for øje:

Er NFL overhovedet interesseret i at få et hold til Los Angeles? Byen har nemlig været brugt som et led i mange forhandlinger om nye stadionaftaler. Hvis ikke et holds nuværende hjemby ville finansiere et nyt stadion (eller en stadionrenovation), ja så ville Los Angeles-kortet hurtigt kunne smides.

 

Grundet i ovenstående er der folk der spekulerer i at NFL rent faktisk ikke vil have et hold til LA – for hvad kan man så gøre for at presse i de forhandlinger?

 

Jacksonville Jaguars er det oplagte bud:

Al snak om et Los Angeles-baseret mandskab handler i disse tider om Jacksonville Jaguars, og dét med god grund. Holdet er i allerhøjeste grad kriseramt og selv redaktøren på Jaguars’ officielle hjemmeside Vic Ketchman har været ude og slå fast at det er ved at være sidste udkald. Det skete da han i den forgangne uge besvarede spørgsmål fra fans i ”brevkassen” på Jaguars’ hjemmeside.

 

Spørgsmålet – som rent faktisk ikke indeholdt et eneste spørgsmål, men blot var en kritik – gik på, at ”Joey from Jacksonville” mente at det var tåbeligt at Jaguars’ ”intra-squad scrimmage” – en træningskamp mellem spillere fra holdet som rundt omkring i ligaen ellers er åben for fans og en god mulighed for at komme ind og se og opleve spillerne tæt på – blev holdt lukket for ”almindelige” fans, således at det kun var tilhængere med sæsonkort, der kunne komme indenfor på anlægget og kigge på. Joey, der har sæsonkort mente at der burde findes en anden måde at belønne folk med sæsonkort på.

 

Ketchmans svar gik, i sin fulde længde, som følger:

“At this time, I would like to speak to everyone from my heart. I ask that you, please, read my words carefully and embrace them. Here goes: Folks, this is it. This is save the whale. Forget, for the moment, about kids and growing the fan base for the future. We’ve been doing that since 1995. Back then, it was about the future. In 2010, it’s about the present. The decision to limit the scrimmage to season-ticket holders was made for the purpose of adding value to a season ticket. It was carefully considered and the decision was made, not for the purpose of punishing those who don’t have tickets, but to reward those who do have tickets because adding value to a season ticket might help sell more of them. That’s all it is. The focus has become that sharp because ticket sales, not the futures of David Garrard and Jack Del Rio, is the number one issue confronting this team, and it’s not about next year’s ticket sales or growing the fan base for 2020, it’s about selling tickets for this year. This is it. This is save the whale and, from my perch on the beach, the whale is struggling to live. I think everyone would do well to understand that the radical nature of this decision underscores the team’s desperation to sell tickets. The team knew this decision would be harshly criticized, yet, it went forward with it. Why do you think it did? If your answer is that we have reached the tipping point, then you are a logical person.” 

 

Tre kommentarer:

1. Jeg kan sådan set godt følge logikken i, at man prøver at give nogle ekstra goder til de fans, der har investeret i sæsonkort, og for et hold som Jaguars, der i den grad kæmper for at sælge sæsonkortene, er disse initiativer formentlig også nødvendige hvis de vil overleve som klub – i hvert fald i Jacksonville.

 

2. Hvis ikke hvalen skal lide samme skæbne som den i Vejle Fjord, så må Jaguars’ front office også stille sig selv følgende spørgsmål: Er træningssessioner virkelig SÅ værdifulde? Vil man kunne sælge flere sæsonkort ved at man får dét oveni? Jeg tvivler. Måske vil nogle få købe ekstra, men jeg er ikke sikker på at det har den ønskede effekt.

Tværtimod: Måske ville det i stedet kunne sælge flere sæsonkort, hvis fx en far og søn kunne komme ind og se den pågældende scrimmage, som man kan hos de fleste hold, og derigennem opleve holdet og få en ”tilknytning” til det. Det må være ”noget for noget”, men så længe Jaguars, som nu, er et franchise, der ikke hiver mange sejre i land og har få stjerner på holdet, er det ikke meget de sportsligt set får givet til lokalbefolkningen, og så er spørgsmålet om de kan tillade sig at stille krav til fansene om at købe sæsonkort for at få ekstra goder. Hvorfor ikke i stedet vise noget goodwill og give indbyggerne mulighed for at opleve holdet tæt på, måske endda snakke lidt med spillerne, og derigennem få lysten til at ville købe sæsonkortene. Altså: Lad folk blive fans og derigennem købe sæsonkort frem for at ”tvinge” dem til at købe sæsonkort og derigennem blive fans. Og, som Joey også skriver, måske prøve at finde en anden måde at belønne de der har købt sæsonkortene på – gør sæsonkortet mere værd; ikke ved at sætte begrænsninger på hvad folk uden sæsonkort kan, men ved at udvide dét dem med sæsonkort kan.

 

3. Jaguars er sådan set selv skyld i de problemer de har her og nu. Som nævnt ovenfor, så er det hold uden de store stjerner. De har ganske vist running back Maurice Jones-Drew, men derudover er det så som så med stjernerne på holdet. Quarterback David Garrard er en fin person, men ikke nogen stjerne, som indbyggerne i Jacksonville ser op til. Receivergruppen er ung og forholdsvis ukendt – også selvom Mike Sims-Walker havde en god sæson sidste år. Spillerne på den offensive linje er der ikke mange der kender til, på trods af at både første- og andenrundevalget i sidste års draft blev brugt på offensive tackles, og ej heller på forsvaret er der de store stjerner. Befolkningen i Jacksonville har to store stjerner: Running back Fred Taylor, der blev fritstillet før sidste sæson og nu spiller i Boston hos New England Patriots, og det næsten lokale collegehold Florida Gators’ nu tidligere quarterback Tim Tebow, som Jaguars undlod at vælge i draften i år, og nu spiller hos Denver Broncos.

 

Der er udsolgt!

Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved om et valg af Tim Tebow i draften havde været en fornuftig beslutning af Jaguars. Som jeg selv skrev op til draften er Tebow ikke en spiller jeg ville røre i de første mange runder af draften, alene på baggrund af at han ville være et kæmpe projekt. Horribelt fodarbejde, et release der er langsommere end Byron Leftwichs (aka Byron Slowwich – rent faktisk en tidligere Jaguar) og ingen erfaring med at modtage snaps under center, for bare at nævne tre af de større bekymringer. I mange klubber kunne jeg sagtens forestille mig at Tebow aldrig ville udvikle sig til andet end en backup eller trickspiller (fx Wildcat-quarterback), da det vil kræve masser af timer på træningsbanen at få ham rettet ind – jeg tror dog at Broncos med head coach Josh McDaniels er et godt sted for ham; spørgsmålet er bare om Josh McDaniels overlever længe nok i jobbet til at se afkastet af sin investering.

 

Sports Illustrateds journalist Peter King gav i sin berømte Monday Morning Quarterback-klumme forud for draften, udtryk for at han ikke mente at det ville være en god idé for Jacksonville Jaguars at vælge Tebow.

 

Hans logik er let at følge: Netop fordi Tebow er et projekt som han er, så vil det være en utrolig dårlig idé at kaste ham i ilden før han er klar – og på det tidspunkt tydede alt i hvert fald på at det ville kræve minimum et år, og formentlig to eller måske tre, før han spillemæssigt/-teknisk var klar til at overtage jobbet som startende quarterback for et NFL-hold.

 

Og ville Jaguars kunne tillade sig at vente så længe med at starte Tim Tebow? Hvornår ville presset fra tilhængerne blive så stort at de var tvunget til at starte ham for ikke at miste alle de sæsonkort der ellers ville kunne sælges ”bare” ved at have Tim Tebow? Og ville Tebow nogensinde kunne få fred til ”bare” at fokusere på at blive klar? I Jacksonville ville al fokus formentlig være på ham og hvornår han blev sendt i kamp.

 

God og logisk konklusion, som jeg som sådan er tilbøjelig til at være enig i.

 

Det var den sportsmæssige del af det – den forretningsmæssige del, taler dog klart modsat:

Jacksonville ER i krise, og Tebow er en af de allerstørste stjerner i Florida – og Jacksonville – og alene hans tilstedeværelse på holdet ville formentlig kunne booste salget af sæsonkort i en grad, der går over de flestes forstand.

 

I stedet for at bruge valget på Tim Tebow brugte Jaguars deres valg i første runde på at vælge defensive tackle Tyson Alualu – en spiller, der flere steder var spået som et sent førsterundevalg, men nu blev valgt som nummer 10 overall. I stedet for at trade ned og derigennem spare penge på kontrakten, valgte Jaguars altså at blive ved valg nummer 10 og tage en spiller, de formentlig kunne have fået meget billigere – og, økonomisk set, værst af alt, en spiller, der overhovedet ikke er noget stort navn i Jacksonville. Det var ikke var et valg, der i sig selv ville give et boost i salget af sæsonkort – men det er værd at nævne at Jaguars har solgt flere sæsonkort i år end de tidligere har gjort, så der er noget positivt på det punkt – men der er stadig et stykke vej til udsolgt, og ret skal også være ret; der er andre klubber der har problemer med at få udsolgt.

 

Kampen i spilleuge 1 er dog, allerede lang tid før sæsonstart, udsolgt. Hvorfor så al den lange snak om krise med salg af billetter når de har udsolgt? Tja, modstanderen er Denver Broncos, holdet som draftede en vis Tim Tebow...

 

170 millioner dollars i underskud:

Så stort et navn er Tebow altså; lokalbefolkningen vil tilsyneladende betale for at komme ind og se deres store idol stå på modstanderens sidelinje – ja, altså... STÅ på modstanderens sidelinje – gennem hele kampen, uden at komme i aktion. Hvad kunne det ikke have gjort for sæsonkortene hvis han havde været en Jaguar? Det fører naturligt til spørgsmålet om hvorvidt ejer Wayne Weaver allerede har indstillet sig på at flytte klubben til Los Angeles, eller måske sælge den videre. Ifølge Forbes kostede 2009 Wayne Weaver intet mindre end $170 mio. – jeg har dog mine tvivl om hvorvidt det alt sammen skyldtes Jaguars.

 

Han har forsømt at ”tvinge” et valg af Tim Tebow igennem (hvis ejeren siger Tim Tebow skal vælges, så vælges Tim Tebow – vær vis på det), og derigennem give et økonomisk boost til noget der tydeligvis  er en underskudsforretning. Det kan ikke køre videre på ubestemt tid, så enten skal holdet begynde at vinde kampe, og derigennem blive et hold som Jacksonvilles indbyggere har lyst til at se spille (enten på stadion eller i tv – men husk på at deres kampe kun sendes i tv i lokalområdet hvis der er udsolgt på stadion), eller også skal Weaver finde en anden løsning – i første omgang må man håbe at valget af Alualu frem for Tebow er begrundet i at man har en tro på at det kan føre til flere sejre på kort sigt og man derigennem lokker tilskuere til. Alternativt ser jeg dog kun mulighederne, at Weaver enten har indstillet sig på at sælge klubben videre og redde hvad reddes kan (men hvem vil købe en klub, der ikke ligner en overskudsforretning?) eller at han vil flytte til et større marked – og nye ejere vil formentlig kigge mod andre steder at placere holdet baseret på den manglende støtte i Jacksonville.

 

Enter: Los Angeles

Og her er det så at Los Angeles kommer i spil. Stort marked, masser af rige folk, der gerne køber billetter for at komme ind og se et middelmådigt footballhold (de er villige til at gøre det i basketball og ishockey, hvor hhv. LA Clippers og LA Kings ikke har leveret nævneværdige resultater, men alligevel tiltrækker ganske pænt med publikum), så på mange måder er en flytning til Los Angeles oplagt.

 

Dermed ikke sagt at det sker – for der er som tidligere nævnt flere problemer involveret i en flytning, og der er ikke garanti for at det bliver en overskudsforretning. For mig at se er det dog mere sandsynligt at der bliver overskud i Los Angeles end i Jacksonville – dertil har der været for mange økonomiske problemer for længe i det nordøstlige Florida.

 

Ny divisionsstruktur?

En konsekvens af en flytning til LA kan meget vel blive at der ændres i divisionsstrukturen i ligaen. Det skete senest i 2002 da Houston Texans kom ind i ligaen, men der er stadig nogle få hold, der logisk set ikke hører til hvor de spiller. Peter King kommer i sin bog ”Monday Morning Quarterback” ind på dette og kommer også med et bud på hvordan han ville ændre det.

 

Men hvad er det ulogiske?

 

Dallas Cowboys, der spiller i NFC East ligger længere vestpå end St. Louis Rams, der spiller i NFC West. Også Kansas City Chiefs, der spiller i AFC West ligger længere østpå end Dallas.

 

Miami Dolphins fra AFC East holder ganske vist til på østkysten, men resten af holdene i divisionen holder til i det nordøstlige USA (hhv. i starterne Massachusetts, New York og New Jersey).

 

Indianapolis Colts fra AFC South ligger lidt længere nordpå end Cincinnati Bengals og Baltimore Ravens fra AFC North – og ikke meget sydligere end hverken Cleveland Browns eller Pittsburgh Steelers.

 

Peter Kings bud på en ny struktur tager ikke højde for en flytning af Jacksonville Jaguars (et hold han synes skulle flyttes til London – en idé jeg bestemt ikke går ind for, men det er en helt anden snak), og vil kun inkludere flytning af tre hold:

Miami Dolphins rykker fra AFC East til AFC South, hvorfra Indianapolis Colts rykker til AFC North, hvorfra Baltimore Ravens rykker til AFC East.

 

Dallas Cowboys? Baseret dels på at det er lidt svært at smide dem ind i en anden division (flyttes de til NFC West skal St. Louis Rams flyttes, men kun NFC East vil give mening her, og det er også lidt underligt når de ligger ca. midt i landet), dels på det historiske aspekt; Cowboys, Giants, Redskins og Eagles har været i samme division i godt 50 år og hader hinanden, vil han beholde Cowboys hvor de er, og generelt undlade at ændre i NFC.

 

Jeg er umiddelbart ganske enig i at de ændringer vil give ganske god mening – og som Peter King også giver udtryk for, så vil AFC North i så fald være en af de mest ”grønne” divisioner i al amerikansk sport, baseret alene på de korte afstande der vil være mellem holdene.

 

Skulle Jaguars flytte til LA må al logik sige at de skal sendes væk fra AFC South og ind i AFC West, og som det klart østligste hold i den division må Chiefs så flyttes til AFC South (jeg gad for øvrigt godt vide hvilken division Jaguars skulle sendes i hvis de blev flyttet til London? AFC Very very Northeast? Og så går hans “grønne” plan da totalt fløjten).

 

Så her følger mit bud på en ny divisionsstruktur hvis Jacksonville Jaguars bliver til Los Angeles Jaguars – NFC forbliver som den er, og AFC ser således ud:

AFC East:

New England Patriots

New York Jets

Buffalo Bills

Baltimore Ravens (fra AFC North)

 

AFC North:

Pittsburgh Steelers

Cleveland Browns

Cincinnati Bengals

Indianapolis Colts (fra AFC South)

 

AFC South:

Tennessee Titans

Houston Texans

Kansas City Chiefs (fra AFC West)

Miami Dolphins (fra AFC East)

 

AFC West:

San Diego Chargers

Denver Broncos

Oakland Raiders

Los Angeles Jaguars (fra AFC South)

 

Andre kandidater til flytning?

Buffalo Bills: Bills’ ejer Ralph Wilson er ved at være en ældre herre på 91 år, og der er næppe tvivl om at så længe han lever, så forbliver Bills i Buffalo. Tiden efter Wilson kan dog meget vel inkludere en flytning – han har gjort det klart at holdet ikke vil gå i arv til hans kone eller børn. Holdet har i forvejen flyttet én regulær sæsonkamp om året til Toronto i Canada, hvor holdet har en relativt stor fanbase. En evt. flytning under nye ejere kunne derfor meget vel blive til Toronto, men Los Angeles skal ikke udelukkes, hvis ikke et andet hold allerede er i byen (og selv da skal det nok ikke udelukkes).

 

San Diego Chargers: Chargers kæmper for at få et nyt stadion da Qualcomm Stadium efter NFL-standarder er håbløst outdated. Hvis ikke det lykkes at få det nye stadion – der er planer om et, men det kniber lidt med at få det finansieret – skal en flytning til Los Angeles, hvor Edward P. Roski, der ejer en del af LA Lakers og LA Kings, har udtrykt planer om at bygge et nyt stadion, ikke udelukkes. Det kan også nævnes at Chargers spillede deres første sæson, i 1960, i Los Angeles før de flyttede til San Diego.

 

Minnesota Vikings: Vikingerne fra nord til det sydlige USA – nej, det giver ikke helt mening på det punkt. På den anden side giver det vel heller ikke mening at vikingerne spiller i en dome og ikke udendørs, hvor deres hårde hud hænderne og hår mellem tænderne kan komme til sin ret. Ligesom med Chargers er der dog tale om et hold med et behov for et nyt stadion. Derudover er økonomien efter sigende ikke prangende i Minneapolis. Vikings er dog, ligesom Oakland Raiders, bundet af en kontrakt til deres nuværende stadion for yderligere to sæsoner. Kontrakten vil dog næppe blive forlænget, og selvom der er planer om et nyt Vikings Stadium, så skal det ikke udelukkes at Vikings i stedet spiller et andet sted når vi når 2012.

 

St. Louis Rams: Rams har været i LA og det er ikke helt utænkeligt at de kan vende tilbage. Rams er ved at blive solgt og det er uvist om den nye ejer vil beholde klubben i St. Louis eller flytte klubben – for nu tyder det dog på at de forbliver i Missouri.

 

Oakland Raiders: Man ved aldrig med Al Davis – han flyttede holdet fra Oakland til Los Angeles og siden tilbage til Oakland, så hvorfor ikke én gang til? Trods horrible resultater i flere år, har Raiders en ganske loyal fanbase og også forretningen Oakland Raiders virker til at køre fint rundt – Al Davis skulle dog være utilfreds med det nuværende stadion, så en flytning skal ikke udelukkes. Der har flere gange været spekuleret i at Raiders og 49ers ville gøre som Jets og Giants og få et fælles stadion, men med 49ers’ plan om at flytte til Santa Clara i 2014, bliver det næppe til noget.

 

Er en flytning til LA realistisk?

Helt kort: Ja.

 

Om en flytning indenfor et år eller to er realistisk er en anden snak – det er ikke urealistisk, men der er bestemt nogle problemer at overkomme. Først og fremmest skal der være et stadion at flytte ind i – og det skal ikke være for stort, da man så vil risikere blackouts, men heller ikke for småt, da forretningen skal løbe rundt, bl.a. baseret på billetsalg.

 

Jeg vil ikke sætte procenter på chancen for en flytning indenfor de kommende år, men det virker i hvert fald som utopi at tro, at holdene vil blive hvor de er fremover. Relocations er en del af amerikansk sport, og sådan har det altid været.

 

Og her og nu er det nok næsten kun et stadion der afholder Los Angeles fra igen at være vært NFL-kampe, og Los Angeles Stadium er allerede i støbeskeen. Som tidligere nævnt har Edward P. Roski allerede annonceret planer om et LA Stadium, men der vil ikke blive taget hul på opførelsen af et stadion før et hold har meldt ud at det vil flytte til LA, og samtidig vil lade Roski eje mindst 30% af klubben. Det kunne jo sådan set sagtens tale for Jacksonville Jaguars, hvis Wayne Weaver vil af med klubben, som rygterne siger.

 

NFL er allerede lidt integreret i Los Angeles, ikke mindst takket være NFL Network, der holder til i Culver City, i det vestlige Los Angeles. NFLs spillerforening (NFLPA) holder deres ”Rookie Premiere” i LA Coliseum og NFLs ”Owner’s meeting” i marts holdes som regel også i LA.

 

Men… man skal ikke tro at et LA-baseret mandskab automatisk vil være en succes. Det er ikke uden grund at byen ikke har haft et NFL-franchise i halvandet årti – men det ser betydeligt bedre ud end Jacksonville.

 

Andre steder man kan flytte hen?

San Antonio, Texas: USAs 7. mest befolkede by, og en by, der har været vært for flere kampe i de senere år. Da New Orleans Saints blev tvunget ud af byen efter orkanen Katrinas hærgen var San Antonio vært for tre af Saints’ hjemmekampe, og der var en overgang også snak om at Saints kunne flyttes til San Antonio. Med en Super Bowl-sejr i bagagen og byen bag sig, sker det dog næppe. Dallas Cowboys’ ejer Jerry Jones er dog blandt fortalerne for at finde plads til et hold i San Antonio, hvor både Cowboys og Texans tidligere har afholdt deres training camps.

 

Las Vegas, Nevada: Det her er en af de svære. Las Vegas er den hurtigst voksende by i USA og en af de største byer i landet uden et sportshold i nogle af de store amerikanske ligaer. Et hold, der måtte flytte til Las Vegas ville med ganske stor sandsynlighed få en stor fanbase, men der er dog nogle problemer: Dels er der ikke noget stadion at flytte ind på og det er heller ikke umiddelbart til at finde plads til et nyt, dels må man også stille spørgsmålstegn ved om gamblingens højborg er et godt sted at placere en flok footballspillere med alt for mange penge, som skal overholde et moralsk kodeks udstukket af ligaen. For nogle vil fristelserne i Las Vegas være for store og de draftansvarlige for et Las Vegas-franchise skal nok kigge ekstra grundigt på de spillere de vil overveje at vælge i første runde (som med ét vil blive mangemillionær). NFL har udtrykt stort mishag ved sport-betting, og af de fire store amerikanske sportsgrene er NFL dem, der tilsyneladende har mindst interesse i at flytte til Las Vegas. Ikke desto mindre er både Chargers og Raiders sat i forbindelse med en flytning til Nevada. Det skal dog nævnes at UFL har et franchise i Las Vegas (Locomotives, som vandt det første mesterskab i UFLs historie sidste år – det stadion de spiller på er dog for småt til at kunne bruges til NFL-kampe).

 

Toronto, Ontario, Canada: Det er nok mest relevant i forhold til Buffalo Bills – men der kan det til gengæld også sagtens blive højaktuelt inden dette årti er gået på hæld. De har et forholdsvis nyt, fint og stort stadion i SkyDome og det er en storby, der i forvejen er involveret i både MLB, NBA og NHL, men er der plads når byen i forvejen har alle disse hold og hvad vil CFL (Canadian Football League) sige til at NFL invaderer byen hvor Toronto Argonauts (der er det mest succesfulde CFL-hold gennem tiden, målt i mesterskaber) holder til?

 

London, England: Jeg er som nævnt imod det, men kommisær Roger Goddell virker til at være meget opsat på at få sporten udbredt til England – sågar med snak om at afvikle Super Bowl i London. Jeg kunne skrive side op og ned om det, men vil nøjes med min konklusion omkring det: Lad være!

 

Portland, Oregon: Markedet er ikke stort og man har allerede Portland Trail Blazers i NBA – og spørgsmålet er om markedet er stort nok til både et NBA- og et NFL-hold. Portland nævnes dog tit som en mulighed, men i realiteten er det nok mere ønsketænkning. Kunne det lade sig gøre ville jeg dog ikke være imod det, så længe holdet blev placeret i NFC West, og dermed kunne give Seahawks noget der minder om en lokalrival.

 

Orlando, Florida: Et sted, der også har været nævnt som en mulighed hvis Jacksonville skulle flytte – og markedet er formentlig noget større end i Jacksonville. Byen har allerede et ganske succesfuldt NBA-hold, og er også involveret i UFL, hvor Florida Tuskers holder til, og gik ubesejret gennem de seks kampe inden slutspillet sidste år, hvor de dog måtte se sig besejret af de senere mestre, Las Vegas Locomotives. Der er dog formentlig mere attraktive steder for Jaguars at flytte hen, ikke mindst LA, og jeg tvivler kraftigt på at et hold vil blive flyttet til Orlando uden at Jaguars (eller Buccaneers) er flyttet fra Florida.

Seneste blogs fra Peter, BetXpert
26/08-2010 04:15 Tåbelig kritik af Wozniacki
11/07-2010 19:44 Mo' Money, Mo' Problems
30/06-2010 08:49 Save the whale - Destination: Hollywood

Brugerprofil

Peter, BetXpert Peter, BetXpert er offline

Fra Skanderborg
Bruger siden 27. august 2008


Formen:

Hovedside/aktuelle tips
Blog


Detaljeret statistik

Seneste blogs

Betvalue & Brasilien
Betvalue & Brasilien
53
Aberdabei (08/12-2017)
Du er sportsinteresseret og tipper nu og da. Som regel hos Danske Spil. Men du kunne egentlig godt tænke dig at blive en rigtig sportsbetter. Og måske score kassen.   ...
08/12
Spørgebloggen
Spørgebloggen
6
Aberdabei (05/12-2017)
Jeg tror ikke på, at J.F. Kennedy blev skudt af CIA eller FBI.   Jeg tror ikke på illuminati.   Jeg tror ikke på, at US selv stod bag ang...
05/12
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
32
Aberdabei (25/11-2017)
Italien var regerende dobbelte verdensmestre. Men det forekom ligegyldigt, da mere end 4,5 millioner tyske tropper eksekverede historiens største invasion.   Man angreb ...
25/11
Projekt multi 'pengemaskine'
Projekt multi 'pengemaskine'
0
LodSe (21/09-2017)
Lad mig gøre det klart, det er hverken en challenge, leg eller nem måde at tjene penge - det bliver en livsstil. Udover jeg frit og kvit giver 200 kroner af mine egne ...
21/09
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
0
boghiu.andrei (23/06-2017)
Premier League er overstået og det er silly season i medier. I dag er det dog ikke de sædvanlige transferrygter der skal kigges på, men på om europæisk succes/hø...
23/06
Blogs, oversigt