Blog » Politik og fodbold i Argentina

Politik og fodbold i Argentina
Keywords: Argentina, fodbold, politik
Af Anders Diaz - Argentina ekspert, Lør. 13. aug. 2011, 17:55
0
Du skal være logget ind for at stemme på en blog

Kommentarer (6) Til kommentarer

FODBOLD OG POLITIK I ARGENTINA

 

I foregående weekend startede den argentinske liga sin 2011/2012 sæson. Det er, ud fra et bettingsmæssigt synspunkt, altid klogest at afvente den første rundes afvikling, da de utroligt mange udskiftninger i trupperne ofte gør kemien og sammensætningen helt anderledes end året for. Hvor det i Danmark er normalt at skifte 2-3-4 spillere ud i sommerpausen, er det i Argentina ikke unormalt at man ser 4 til 6 nye navne i startopstillingerne op til en ny Apertura.

 

Den nye turnering har da også allerede produceret sine indledende ”up-sets”. Oprykkerne synes alle at have overlevet den første test fornemt. Ingen af dem tabte. Det er der dog intet nyt i, og det sker ofte at den indledende gejst og begejstring, som oprykkerne kommer med, langsomt bliver afløst af skuen til nedrykningspromediet, irritation og frustrationer senere på året, når holdenes reelle dybde og kvaliteter slår igennem, mens de større hold i La Primera og La B med tiden vokser sig ind i deres respektive roller i turneringerne. Derfor ligner denne sæsonstart på mange måder foregående års – og så alligevel ikke…

 

Optakten til ligastarten fik pludseligt en højst uventet drejning, da den argentinske regering, ti dage før spillestart, blandede sig i den nationale fodboldturnerings struktur med krav om vidtrækkende ændringer. Men for at forstå, hvad det var der blev foreslået, og hvorfor, er det nødvendigt med en introduktion til den nuværende politiske situation i landet:

 

Den politiske historie, Cristina Kirchner og den nationale model


Uden at kaste mig for dybt ind i analyse vedr. de politiske forhold i Argentina, er der visse ting der ligger fast, uanset hvilken side man vurderer taburetbataljen fra.

Næsten alt i Argentina handler om politik eller fodbold, hvilket gør at de to ofte har dybe relationer til hinanden, og i Pampas-nationen synes der at vaere meget få etiske regler for hvad man kan, og ikke kan, tillade sig i forbindelse med administrationen af sine hverv, uanset om ens métier findes inden for sportens eller kongressens verden.

 

Argentinas historie har været præget af megen tumult over de seneste 60 - 70 år. I 1940erne startede det mange i dag ser som fødslen af det moderne Argentina, da militærgeneralen, Juan Peron, smed den demokratisk valgte regering på porten, og installerede sig eget diktatur uden modkandidater eller opposition.

Som den store selvmodsigelse det peronistiske styre var helt fra sin begyndelse, ved at appellere til både højre og venstre, forstod både han og konen (den verdensberømmede Eva “Evita” Peron), at måden at holde sig ved magten i Argentina, var at kunne styre de oprørske, arbejdende masser. Dette er pudsigt nok en lige så korrekt en sætning i dag, som det var dengang. Korrupte  Peron påbegyndte således et program, han valgte kaldte at kalde `arbejderens styrke`. Retningsskiftet kom sig egentlig ikke af han nærede den store sympati for den arbejdende klasse (Peron var militærmand frem for alt), men havde den funktion at virke som en modpol til de intellektuelle og kapitalistiske kræfter, som gerne så diktatoren afsat hurtigst muligt.

 

Tusindevis af love, der alle blev præsenterede som en beskyttelse  af arbejderens rettigheder, blev indført ud fra en populistisk strategi, der primært havde for tanke at få den fabriksarbejdende argentiner over på peronismens side. Denne taktik blev fremført under kraftig reference til nationale, argentinske helte og symboler, og Evita blev i denne sammenhæng kort i stilling som den elskende, moderlige figur, som alle argentinere burde elske i patriotismens navn.

Der blev i de år fra den argentinske regerings hus brugt formuer på at skabe dette image omkring “Evita”. Juan Peron selv kunne nemlig ikke bruges i en alfaderlig skaberolle, da han trods alt havde overtaget landet ved brug af magt, og reelt set var en diktator.

Evita rejste landet tyndt og delte smykker, cykler, symaskiner, radioer og andre goder ud til alle de, der ville tage imod. Og således skabtes myten om den kærlige moder, der elskede alle sine undersåtter.

 

Virkeligheden var dog en anden. Virksomhedsejere, store som små, fik hyppige besøg af det nationale skatteagentur, AFIP, og blev bedt om at yde `frivillige`donationer til den nationale enhed. De forretningsjere der takkede nej, oplevede hurtigt at donationerne ikke var så frivillige endda, og myndighedernes svar var for det meste af opdigte infraktioner for at lukke pågældende forretninger – eller det, der var værre (mord/plyndringer/fratagelse af ejendomme). Uden giver, ingen gaver, og nogen skulle jo betale for den populistiske fest magthaverne havde sat gang i for at holde sig ved magten. I og med arbejderen var peronismens vigtigste målgruppe (der var flere vælgere blandt de fattige end hos burgesiet), kunne man ikke risikere at lægge sig ud med den arbejdende mand, og derfor faldt byrden ekstra tungt på middel og overklassen, som af naturlige årsager aldrig har været fortalere for underklassens diktatur.

 

Resultaterne af den populistiske politik var katastrofale på lang sigt. Ikke nok med at Evita nærmest blev kanoniseret, og det illegitime diktatur således blev legaliseret via massernes accept, så blev den lokale økonomi ligeledes fuldstændigt smadret. Argentina var i 1949 verdens 9. rigeste land (målt på gennemsnitsindkomst per indbygger), og var den førende korn og kød eksportør paa verdensmarkedet, samtidig med at befolkningen nød godt af nogle af de mest omfattende, sociale støtteydelser der dengang fandtes; og dette, i en verden der stadig var ved at komme sig efter den mest ødelæggende krig nogensinde.

 

Men med heksejagten på de forretningsdrivende og de veluddannede, og med tanke på de milliarder af pesos, der blev kastet efter gaver til det argentinske folk - i stedet for at blive kanaliseret ind i projekter der kunne øge væksten, uddannelsesniveauet og produktiviteten på sigt - gik økonomiens hjul i stå. Med Evitas død midt i 50erne (som alle argentinere blev tvunget til at bære sørgebind over under trussel om fængselsstraf), oplevede Argentina en afsporing af dets finanser, en voksende inflation og stigende arbejdsløshed. Landets ummidelbare fordel efter 2. Verdenskrigs afslutning sluttede lige så hurtigt som den var begyndt, og blev aldrig administreret ordentligt. Og med økonomiens kollaps var det populistiske eventyr forbi lige så hurtigt som det begyndte. Højrefløjen og de kommercielle kræfter, personificerede ved mediegruppen Grupo Clarin, pressede på for radikale ændringer, bl.a. via krav om gennemførelsen af en lov der gav mere indskrænkede rettigheder til de styrende faglige organisationer (som endte med reelt at regere landet i Peron-tiden), ytringsfrihed samt tilbagenvenden til normal parlamentarisme,  men Juan Peron nægtede at give efter. Det blev dog klart i årene efter Evitas død, at situationen var uholdbar, og at noget måtte ske. Landets sociale og økonomiske situation blev mere og mere ustabil.

 

Det er således vigtigt at forstå, at det efterfølgende, voldelige, højredrejede militærdiktatur, der tog magten i 60erne og 70erne, ikke udsprang af en diktatorisk, aggresiv og undertrykkende plan fra ekstremistiske kræfter på højrefløjen, men at dette, i mange argentineres øjne (specielt hos middelklassen) var et nødvendigt svar på tiltale mod et styre, som mere eller mindre havde kørt landet i sænk på kort tid. Resten af historien kender de fleste, og militærjuntaens voldelige handlinger kan naturligvis ikke forsvares. Two wrongs don`t make a right, som de siger i England, og den efterfølgende forfølgelse, tortur og nedslagtning af over 30.000 modstandere af styret, burde aldrig have fundet sted.

 

Men for at vurdere eftertidens Argentina, er det essentielt at reflektere over det faktum, at undertrykkelse og magtmisbrug historisk set har fundet sted fra begge sider af det politiske spektrum, og at det Argentina (og dets fodboldkultur) gennemlever i dag, på mange måder blot er en forlængelse af en århundrede lang konflikt, som aldrig synes at finde sin afslutning.

Den nuværende siddende præsident, Cristina Kirchner, har nemlig, sammen med sin nu afdøde mand, og tidligere præsident, Nestor Kirchner, samlet stumperne efter det økonomiske crash i 2002, og indført en ny afart at den gamle, undertrykkende peronisme. Denne nye model kaldes for “Kirchnerismo”, og bygger basalt set på nøjagtigt samme dyder som Juan og Eva Peron byggede deres imperium på: national populisme!

Nutidens styre er desværre ikke meget andet end nyt vand på gamle flasker. Cristina Kirchner sidder nu på magten på fjerde år, og alt imens hun farer landet rundt og opretter monumenter til sig selv og hendes venner (Hugo Chavez og Fidel Castro), deler gratis laptops ud til børnene i hendes kernevælgerområder, indfører love som forbyder regeringskritiske medier, blokerer udgivelsen af Grupo Clarins tv og avisudsendelser på vigtige dage, sørger hendes rådgivere og specielt ansatte folk for at familiedynastiets formue vokser og vokser vha. et omfattende netværk af politiske vennetjenester rundt om i landet.

I Argentina er det lovgivningsmæssigt påskrevet at offentliggøre familiens samlede formue før man tiltræder præsidentposten. For familien Kirchner var denne, da Nestor overtog posten i 2002, på omkring 500.000 pesos (ca. 700.000 kr.). I dag vurderer neutrale observatører at Cristina er god for over 50 millioner dollars,og det, til trods for at årslønnen for embedsposten er på 550.000 pesos (ca. 750.000 kroner).

 

Argentina gennemlever pt. en slags back to the future periode, hvor det desværre lader til man intet har lært af fortidens ideologiske spøgelser. Den argentinske økonomi er endnu engang på vej ned i et sort hul til trods for regeringens forsikringer om det modsatte. Cristina Kirchner og hendes parti “Frente para la Victoria”, har betalt for nye sociale planer og enorme infrastruktursprojekter (for at sænke arbejdsløsheden) i finanskrisetiden ved at lægge voldsomme skatteafgifter på de eksporterende landmænd og den arbejdende middelklasse. Som i 50erne betyder skævvridningen til fordel for den ikke-producerende del af befolkningen at væksten nu igen er faldende, og at Argentina ikke kan følge med sine succesrige naboer, Chile og Brasilien. Desuden er det voksende underskud på de statslige finanser og den stigende udenlandsgæld blevet dækket ved at printe flere pesos i centralbankens maskiner, hvilket har medført en øget og megeet skadelig inflation. Og netop denne, inflationen, repræsenterer et enormt forklaringsproblem for regerings nationalistiske politik, da den udhuler lønnen og skaber mere fattigdom. Og det, trods løfterne om at NU bliver tingene endeligt bedre for underklassen – og her kommer forbindelsen til fodbolden så småt ind i billedet.

For i stedet for at gøre noget konkret ved inflationsproblemet, har kirchnerismen valgt at lukke for kritikken ved at sløre de troværdige og reelle informationskilder. Selv om det er lidt svært at forstå hvordan det kan være Verdensbankens, USAs eller IMFs skyld, at Argentina gennemlever en større inflationskrise, så stiller Cristina sig ikke desto mindre op uge efter uge på talerstolene og beskylder disse eksterne faktorer for at folk “misforstaar” den argentinske, økonomiske vaekst, som iflg. Cristinas ord er “fantatisk og enestående”.

 

Det har dog vist sig svært at underkue og misinformere et helt land hvor en god del af befolkningen har en udemærket uddannelsesmæssig baggrund. Hvad der kunne lade sig gøre for Daniel Ortega i Nicaragua, og Fidel Castro på Cuba, er ikke så let i Argentina, da uddannelse skaber kritiske røster og leder til kritisk stillingstagen. Da Cristina Kirchner i 2007 forsøgte at ændre den ellers international anerkendte udregningsmodel for inflation (udregnet via den årlige prisstigning på de 30 mest solgte produkter i et hvilket som helst land), nægtede den daværende formand for det argentinske statistske institut (INDEC) at gennemføre ændringerne, da hun ikke mente disse ville leve op til landets international forpligtelser, ej heller give det rigtige inflationsafstemte resultat. Sidstnævnte passede Cristina fint, da "Frente para la Victoria" netop forsøgte at fifler med tallene således det kunne komme til at se ud som om den økonomiske situation var bedre end hvad der i virkeligheden var/er tilfældet. Derfor brugte hun episoden til omgående at skifte INDECs modtridende præsident ud med en regeringstro fælle med det resultat at man i dag ikke længere kan stole på officielle tal fra de argentinske ministerier og myndigheder.

 

Fodbolden kommer her, langt om længe, ind i billedet, fordi regeringen var/er under kraftige beskyldninger om informationssvindel vedr. landets relle situation – både fra national og international hold. Derfor har myndighederne lanceret en gigantisk reklamekampagne, rettet mod underklassen, som skal overbevises om hvor fantastisk årene siden Kirchnerismens indtog i 2002 har vaeret, og hvor mange positive tiltag de nuværende statsmænd har leveret . Til trods for at de nationale tv-kanaler betales af staten, dvs. af alle argentinere, bruges disse skamløst af den siddende regering som reklamesøjler for regerings spots og kampagner. Dette sker med billeder og kommentarer fra områder, hvor man kan se infrastruktursforbedringer, og med MANGE slet skjulte referencer til argentinerens nationalfølelse, flaget og den åbenlyse forbindelse mellem Evita og Cristinas moderlige fremtoning og omgangstone, som regeringen gerne vil frem til. Under direkte transmitterede (sports)begivenheder og i nyhederne vises pludseligt reportager og klip fra nationale projekter som Kirchners parti har foretaget i de seneste 8 år, fulgt op af ordene “Du har selv været en del af miraklet” (frit oversat fra ”Vos tambien lo hiciste”).  Ofte fremkommer de længste slogans og spots under live udsendelser af vigtige fodboldkampe, hvor kan man kan opleve ti-femten sekunders afbrydelser, som roser regeringen og befolkningen for deres fælles fodslaw i forbindelse med dette såkaldte nationale mirakel.    

 

Det er en slet skjult hemmelighed, som i så mange andre lande, at fodbolden er underklassens foretrukne sportsgren, og netop derfor er  boldspillet blevet et bevidst udpeget mål for regeringens kampagner. Det er nu engang lettere af adressere sine kunder, når man har dem alle samlet på samme sted og tidspunkt, og derfor har fodbolden været Cristina Kirchners foretrukne propogandamiddel i en god årrække.

 

Grupo Clarin og fodbolden

 

Grupo Clarin finder blandt sin ejergruppe nogle af landets mest indflydelsesrige og magtfulde personer. Ud fra et kommercielt og politisk synspunkt har disse naturligvis også forstået vigtigheden i at have adgang til fodboldforevisningen, da omkring 80% af alle argentinere aktivt følger med i den lokale liga. Altså er tv-rettighederne til ligaen ensbetydende med adgangen til magt og penge!

 

I 2003 indgik Grupo Clarin en omfattende aftale med det argentinske fodboldforbund, AFA, og klubberne, som gav gruppen retten til at vise alle kampe live fra den bedste række indtil år 2013. For dette betalte Grupo Clarin 260 millioner pesos om året (ca. 350 millioner kroner); penge som blev fordelt mellem AFA og klubberne. 

Denne aftale var helt legitim og lovgivningsmæssigt korrekt udført, og fungerede fint indtil sæsonstarten i 2009, hvor den argentinske regering var kommet under øget pres for at bevise sin politiske success overfor partiets “undersåtter”. Derfor valgte regeringspartiet at lancere omfattende reklamekampagne via en smart mediestrategi. Og hvad kunne være bedre for Cristina Kirchner end at få adgang til hele fodboldseergruppen, som ikke blot var hendes kernevælgere, men samtidig kunne hjælpe hende og peronistpartiet med at  få skovlen under den historiske fjende, Grupo Clarin?

 

Hvad der skete i optakten til sæsonstarten i 2009 er et pinligt afsnit i argentinsk retshistorie. Via bestikkelse, `overtalelser` og internt pres, fik regeringen gennemtrumfet at højesteret erklærede den fuldstændigt valide kontrakt mellem AFA og Grupo Clarin for ugyldig. AFA indvilligede i at spille regeringens kort af to årsager, til trods for at AFAs formand, Julio Grondona, udmærket godt vidste, han var på tynd is:

Først og fremmest sidder mange af de styrende medlemmer i AFA hvor de gør, fordi de har fået politisk opbakning til deres oprindelige kandidatur. I Argentina kræver det nemlig politisk og økonomisk støtte at opnå en post i fodboldforbundet, da dette på mange måder sidestilles med en plads i parlamentet.  Mange af disse medlemmer springer endvidere tit frem og tilbage mellem karrierer i national politik og i fodboldforbundet, og således ville det være karrieremæssigt selvmord at lægge sig ud med den siddende regering (som endda ser ud til at vinde næste valg). Mange politiske karrierer kunne vaere blevet ødelagte på denne måde, og det var ingen i AFA interesserede i.

 

Dernæst er det vigtigt at forstå, at selv om klubberne som sådan ikke var enige i ændringerne i tv-rettighederne, blev disse lokket med en alvorlig stigning i tv-aftalens årlige præmie, som regeringen var villig til at sætte op fra 260 til 620 millioner pesos årligt – hvilket gav en indirkete og nødvendig, økonomisk håndsrækning til de mange trængte klubber.

 

Den dag i dag, har jeg stadig ikke helt beslutttet mig for, om jeg synes det mest afskyelige element i misæren var:

  1. At klubberne og forbundet lod sig købe ud af en reel aftale;
  2. At argentinsk lovgivning og retspraksis blev sat ud af funktion ene og alene fordi regeringen ønskede et nyt, effektivt propaganda værktøj i sin evindelige kamp for at retfærdiggøre og legitimisere sin styreform.  
  3. At tv-aftalen blev præsenteret som en gave fra den argentinske regering til folket unden slogan`et “Futbol para todos” (hvilket betyder “Fodbold for alle”…..kampene havde tidligere været vist primært på private kanaler, som kostede omkring 70 pesos – 90 kroner - pr. måned at modtage) trods det faktum at private konsulentfirmaer udregnede, at havde de 620 millioner pesos været brugt på at brødføde den fattigste del af befolkningen (som Cristina påstår at beskytte) så kunne 3 millioner ressourcesvage argentinere, der lever i ekstrem fattigdom, have fået deres basale kaloriebehov dækket i 3 måneder om året i stedet.  Alligevel mente Cristina Kirchner åbenbart at fodbolden var vigtigere end kalorier. Logikken var/er, at hvis man i et populistiske styre ønsker at bekæmpe fattigdom, så gør man det naturligvis ikke uden at omverdenen får nys om denne `gode`handling, og uden adgang til de vigtigste medier, gav det altså ingen politisk mening at hjælpe de, der mest havde brug for det.

 

Kirchnerismen og Copa America

 

Nu ligger landet sådan at Argentina har været i fuld gang med sine regionalvalg op gennem hele 2011, og efter at regeringspartiet vandt i provinserne Misiones og Tierra del Fuego, er det nu blevet til overraskende nederlag i tre af landets største og vigtigste byer: Santa Fe, Cordoba og Buenos Aires.

De fleste valgeksperter havde forudset klare nederlag til oppositionen, men det lader til at regeringsmodstanderne nu er ved at finde fodfæste blandt vælgerne igen, og det har tydeligvis bekymret regeringen her på tærsklen til de nationale primærvalg d. 14 august.

I hvert fald er reklamespotsne på tv blevet mere intense og hyppige, og for nyligt under Copa America turneringen, der blev afholdt i Argentina, valgte regeringen helt at lukke for tv-signalet for de private kanaler i områder hvor den dårligt dækkende, statsejede tv service ikke når ud.  Man vurderede simpelthen på kynisk vis fra regeringens side, at det var bedre at folk ikke så kampene live på tv, end at de skulle se dem på private kanalers netværk, hvor de kunne blive udsat for valgpropoganda der ikke favoriserede peronismen. (Her kan du se et eksempel på et typisk regeringspro reklameindslag som bliver vist under en fodboldkamp. Dette indslag handler om hvordan regeringens hjælp til børnefamilier har gjort alle børnene i landet gladere. 

 

Med denne beslutning kastede regeringen sig ud i åben konflikt med de fodbold-gale argentinere, der ikke havde mulighed for at se deres nationale helte fejle groft (men det er en helt anden sag), som det nu blev tilfældet. Og det, i en slutrunde der sågar foregik i argentinernes eget land.

Og heri ligger hele humlen af Kirchnerismens tilgang til nationale, politiske tiltag; disse bygger næsten altid på at beskytte egne interesser, og det, uanset hvilke konsekvenser dette måtte have for den befolkning som partiet i bevingede reklamer altid sværger at stå skulder om skulder med.

 

Netop Copa America episoden lader til at have været et selvmål for Cristina Kirchner & Co. Argentinerne accepterer ikke at få deres Copa America signal blokeret alt imens heltene forsøger at vinde den første titel siden 1993. For den alm. argentiner er fodbolden vigtigere end politik, og Gud have nåde med den person, som ødelægger hans/hendes mulighed for at følge hjerteholdet. Og var argentinerne allerede vrede efter Copa America opisoden, så skulle raseriet mod regeringens fodboldstrategi eksplodere i de efterfølgende uger.

 

De foreslåede turneringsændringer og deres forløb

 

Den ikke fodboldinteresserede Cristina Kirchner lod nemlig ikke til at have forstået befolkningens budskab om ikke at røre ved de uskrevne regler inden for den nationale fodbold.

Mandag d. 25 juli, blot 10 dage før sæsonstarten i La Primera Division, vågnede argentinerne op til en chokerende nyhed: Den argentinske regering havde i de sene søndagstimer hasteindkaldt til et møde i AFA, hvor den venligt og uvilligt “foreslog” en strukturændring i den nationale turneringsform.

Denne foreslåede ændring gik ud på at samle La Primera Division med La B (den næstbedste række) i en stor megaturnering med 38 deltagere, og de delegerede, hvoraf kun ca. ¼ var mødt frem i AFA, grundet den pludselige indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, udtalte allerede i de sene aftentimer denne søndag, at de havde været udsat for hvad de kaldte et “betydeligt pres” fra regeringen side om hurtig accept af planen. Til trods for at denne absurde forestilling var indkaldt samme dag, og ikke havde befolkningens, de delegeredes eller klubbernes forståelse, lykkedes det regeringen at presse forslaget igennem, og vupti, og med et hurtigt pennestrøg var Argentinas to bedste rækker pludseligt lagt sammen.

 

Regeringens talsmand forsvarede beslutningen med at man på denne måde kunne få langt flere geografisk distancerede argentinere til kampe i den bedste række (16 ud af rækkens 20 hold kom i 2010/2011 fra en 100 km radius omkring Buenos Aires centrum). Øjensynligt betød det mindre for regeringen at kun Congo og Madagascar har lignende turneringsformer i verden i dag, og at de fleste sydamerikanske nabolande er gået i direkte modsatte retning  - hen imod den europæiske helårsmodelsturnering med færre hold.

 

Denne form for irrationel, usportslig diskurs var dog, som altid, kun røgslør for de reelle intentioner. I virkeligheden handlede hele manøvren mest om River Plates situation og nedrykning, og man ledte blot efter en undskyldning for igen at kunne inkludere giganten fra Nuñez i landets fornemmeste række.

 

Den kritiske BetXpert læser spørger maaske nu: hvorfor skulle Cristina Kirchner ønske at forfordele River Plate, når nu hun ikke interesserer sig for sporten?

 

Svaret er lige til:

 

Cristina er/var sådan set ikke interesseret i River Plates velbefindende som institution, men derimod i klubbens store fanbase. Præsidenten der redder River Plate fra at spille i næstbedste række, vinder naturligvis (billige) point og goodwill hos den store del af befolkningen der støtter “Los Millionarios” i tykt og tyndt. Det kan for den alm. dansker måske forekomme underligt, at en fodboldrelateret beslutning kan have indflydelse på hvor folk sætter deres kryds i valgurnerne, men sådan er realiteten ikke desto mindre i det sydlige Sydamerika. Fx. viste tidligere undersøgelser, fra dengang Mauricio Macri (nuværende præsidentkandidat) var formand for Boca Juniors, at hans stemmesucces varierede frem og tilbage alt efter hvordan det gik klubben i ligaen. Bizart, men sandt!

 

Sagen er den, at efter fodbolden fra La Primera blev flået ud af hænderne på TyC Sports og Clarin, og at mediegruppen efterfølgende tabte den famøse retssag mod staten under besynderlige præmisser (der i den grad lugtede af urent trav), måtte Tyc Sports tage til takke med direkte udsendelser fra “La Liga B”. Derfor har TyC Sports, som er Grupo Clarins sportskanal, i de seneste to sæsoner kun kunne sende live fra den næstbedste række i Argentina. Men da det stod klart at River Plate rykkede ned, blev TyC Sports tv-produkt med et trylleslag lige pludseligt langt mere værd end Grupo Clarin og regeringen nogensinde havde forestillet sig. Nu var det TyC Sports, og ikke de nationale kanaler, der havde rettighederne til at vise River Plates kampe til landets millioner af River fans.

Lige som det var tilfældet med Grupo Clarins adgang til Copa America udsendelserne i provinsen, var dette åbenbart en stor kamel at sluge for regeringen.

 

Nu er verden skruet sådan sammen i 2011 at man, trods de udemokratiske tendenser i landets styrende enhed, ikke blot kan rykke rundt på holdene i landets fodboldrækker efter forgodtbefindende. Det stod derfor klart at regeringen ikke blot kunne annulere River Plates nedrykning med henvisning til man ønskede at fastholde dets seerflade. Regeringen ville i så fald ligge sig seriøst ud med de andre holds mange tilhængere, og en sådan trods-reaktion ønskede Cristina Kirchner naturligvis ikke.  Der skulle derfor en mere udspekuleret og gennemtænkt plan på bordet for at redde situationen i valgåret. Og således så forslaget om at lægge landets to bedste turneringer sammen i en megaturneringen dagens lys.

 

Det var tanken at turneringen skulle starte med en indledende runde bestående af grupper med  5 til 6 hold, hvorfra vinderne ville kvalificere sig videre til en ny runde, i en turneringsmodel der udviklede sig via et play-off modul frem mod en landsfinale – lidt a la Champions League systemet. De hold der ikke gik videre fra de indledende runder ville efterfølgende have fornøjelsen af at spille om direkte nedrykning i stedet.

 

Som sagt blev forslaget gennemtrumfet en sen søndag aften i en forladt AFA sal for ca. to uger siden. Men da nyheden ramte mediernes forside den næste morgen medførte den omgående og omfattende protester fra næsten samtlige klubber i La Primera, samt hos disses tilhærende fangrupperinger.

Selv mindre klubber, som Deportivo Moron og Boca Unidos, der ville have opnået en utroligt og uventet mulighed for at bide skeer med de store klubber, de ellers aldrig ville have krydset klinger med, protesterede mod det usportslige element i omstruktureringen. Utroligt nok var modstanden mod ideen også stor hos River Plate nye træner, Matias Almeyda, som var ude med udtalelser om, han foretrak at rykke op ”på retfærdig vis” i stedet for denne løsning.

 

For første gang i argentinsk fodbolds historie samledes fangrupperinger fra forskellige storklubber i Buenos Aires og lavede en fælles march i vrede, som endte foran AFAs hovedkontor. Her blokerede de indgangen, smadrede vinduer, kastede med sten, og brændte biler og dæk af i protest mod ændringen. Billeder fra hændelsen kan ses her.

 

Efter syv dages omfattende protester fra mange sider, lod det til at budskabet endelig trængte igennem hos de stædige beslutningstagere, og lige så pludseligt og uforståeligt som aftalen blev vedtaget, røg den af bordet igen. Megaturneringen nåede kun at leve i syv dage; syv dage, hvor de argentinske klubber pludselig måtte lave lynjusteringer i deres forberedelsermønster i retning af en ny storturnering, for blot at se hele manageriet aflyst igen kun fem dage før sæsonstarten.

 

Den triste virkelighed og fodboldens ansvar

 

Selv som passioneret observatør af det argentinske samfund igennem mange år, synes de argentinske magthavers seneste handlinger at have et uhørt skær af arrogance og korruption som sjældent er set i landet – og det siger ikke så lidt.

 

Det hører med til historien at fodboldfansene langt fra er de eneste ofre for de besynderlige politiske beslutninger fra en underlig dekadent regering. 500.000 pensionsmodtagere har vundet retsager imod staten, da denne, uden varsel i 2008 valgte af privatisere samtlige private pensionsfonde trods den argentinske grundlovs forbud mod sådanne indgreb i borgernes privatøkonomi. Alligevel ser den siddende regering stort på Højesterets afgørelse, og nægter fortsat at bringe private opsparinger til udbetaling til dem der ønsker dette (som Højesteret har påbudt staten).

 

Også derfor er fodbolden et lys i mørket for mange alm. argentinere. For alt imens rækkerne af fattige foran de de gratis madhuse i Buenos Aires vokser, de private konsulentfirmaer får bøder for at publicere korrekte inflationsnumre, de handicappede soldater fra Falklandskrigen svigtes og efterlades til tiggeri i metroen, og der stadig mangler en redegørelse for hvad der skete med over 220 mio forsvundne pesos fra den tid hvor Cristina og Nestor Kirchner regerede Santa Cruz provinsen i det kolde syd i 2002, har fodbolden, indtil videre, vundet en vigtig og sportslig korrekt sejr.  

 

Forhåbentlig er aflysningen af megaturneringen blot et første skridt i den rigtige retning. I et land som Argentina, hvor fodbold og politik i al for høj grad glider sammen grundet magtfulde indiviers søgen efter indflydelse og økonomisk velstand, er der behov for omfattende, strukturelle og kulturelle ændringer, og selv om fodbolden i den sammenhæng er af mindre relevans, så indeholder dens store betydning for argentinerne en platform hvorfra man har mulighed for at bekæmpe den korrupte magtelite. De mest udtalte protester mod det argentinske militærdiktatur fandt således også sted på stadions rundt om i Buenos Aires, og det siges, at fodboldtilhængernes protester var fundamentale som kuvøse for det der senere voksede sig til at være en generel folkeprotest mod militærjuntaen. At fodbolden er en projektion af samfundsmæssige forhold i Argentina, og ansvarlig for ændringer i disse, er der altså intet nyt i, og også derfor er forståelsen af samspillet mellem politik og fodbold essentiel i forsøget på at forstå hvor Argentina og landets fodboldliga er på vej hen.

 

PS: Det skal for en god ordens skyld understreges, at bloggens indhold er ikke et udtryk for BetXperts officielle holdning til situationen i Argentina, men derimod forfatterens konklusion efter personlige oplevelser og observationer.

Seneste blogs fra Anders Diaz - Argentina ekspert
13/08-2011 17:55 Politik og fodbold i Argentina
01/08-2011 04:09 River Plate - den umulige nedrykning

Brugerprofil

Anders Diaz - Argentina ekspert Anders Diaz - Argentina ekspert har deaktiveret visning af online/offline status

Bruger siden 4. august 2009


Formen:

Hovedside/aktuelle tips
Blog


Detaljeret statistik

Seneste blogs

Betvalue & Brasilien
Betvalue & Brasilien
53
Aberdabei (08/12-2017)
Du er sportsinteresseret og tipper nu og da. Som regel hos Danske Spil. Men du kunne egentlig godt tænke dig at blive en rigtig sportsbetter. Og måske score kassen.   ...
08/12
Spørgebloggen
Spørgebloggen
6
Aberdabei (05/12-2017)
Jeg tror ikke på, at J.F. Kennedy blev skudt af CIA eller FBI.   Jeg tror ikke på illuminati.   Jeg tror ikke på, at US selv stod bag ang...
05/12
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
32
Aberdabei (25/11-2017)
Italien var regerende dobbelte verdensmestre. Men det forekom ligegyldigt, da mere end 4,5 millioner tyske tropper eksekverede historiens største invasion.   Man angreb ...
25/11
Projekt multi 'pengemaskine'
Projekt multi 'pengemaskine'
0
LodSe (21/09-2017)
Lad mig gøre det klart, det er hverken en challenge, leg eller nem måde at tjene penge - det bliver en livsstil. Udover jeg frit og kvit giver 200 kroner af mine egne ...
21/09
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
0
boghiu.andrei (23/06-2017)
Premier League er overstået og det er silly season i medier. I dag er det dog ikke de sædvanlige transferrygter der skal kigges på, men på om europæisk succes/hø...
23/06
Blogs, oversigt