Blog » Mo' Money, Mo' Problems

Mo' Money, Mo' Problems
Af Peter, BetXpert, Søn. 11. jul. 2010, 19:44
+2
Du skal være logget ind for at stemme på en blog

Kommentarer (1) Til kommentarer

Vanen tro er der flere NFL-spillere, der et godt stykke inde i off-season kæmper med at få udformet nye kontrakter – nogle er utilfredse med deres nuværende kontrakt og vil være bedre betalt og nogle vil have en længerevarende kontrakt i stedet for den ét-årige kontrakt de har fået tilbudt som restricted free agents (eller et franchise tag). Derudover vælger nogle hold at være på forkant med situationen så de kan få forlænget med deres stjerner, så de undgår at ramme free agency. Årets off-season er dog præget af større navne end normalt, og flere af ligaens bedste spillere på nøglepositioner kæmper i disse måneder med at få en ny kontrakt – hvad enten det er i samarbejde med holdet eller ej. Nåja, og så er der et enkelt fjols, der insisterer på først at tyvstjæle utallige millioner fra sit hold for derefter at kræve at blive tradet.

 

Peyton Manning, Tom Brady, Chris Johnson, Andre Johnson, Vincent Jackson, DeSean Jackson, Reggie Wayne, Marcus McNeil, Nick Mangold, Robert Mathis, Albert Haynesworth, David Harris, Darrelle Revis... og jeg har ganske givet glemt nogle.

 

Størstedelen af ovenstående navne skulle meget gerne virke bekendte for selv de, der kun har et perifært kendskab til NFL, men har fulgt med i mine tips her på siden.

 

Fællesnævneren for disse spillere: En kontraktsituation, der gør at de falder ind i en af de grupper jeg har nævnt i indledningen. Jeg vil ikke komme ind på dem alle i nedenstående, men give et overblik over nogle af situationerne.

 

Manning og Brady:

To af NFLs allerbedste quarterbacks både nu og i det forgangne årti. Seks Super Bowl-optrædener, fire Super Bowl-titler, fem NFL-MVP-titler, tre Super Bowl-MVP-titler, nummer ét og to i flest passing touchdowns i en sæson og de to bedste sæsoner for quarterbacks i NFL-historien målt i passer rating er blot nogle af de ting, der kunne skrives på et samlet CV for disse to quarterbacks over de seneste ni sæsoner.

 

Fælles for de to er desuden udsigten til en ny og særdeles lukrativ kontrakt. Begge har kontraktudløb efter 2011-sæsonen og hverken Peyton Mannings Indianapolis Colts eller Tom Bradys New England Patriots har umiddelbart tænkt sig at lade disse to spillere ramme free agency.

 

I Indiana har man allerede udtalt at man har tænkt sig at gøre Peyton Manning til den bedste betalte spiller i NFL, og det er der som sådan heller ikke noget at sige til. Manning er Colts’ angreb og vice versa, og uden Manning ville Colts næppe være i nærheden af slutspillet, mens de med Manning er en potentiel Super Bowl-kandidat hvert år. Det er styrken ved Colts – men det er også svagheden. Mod nordøst i Boston har Patriots er angrebet i højere grad en enhed; en enhed, der også kan fungere uden enkelte komponenter – ingen er aldeles uundværlig, selvom der da klart er en kvalitetsforskel hvis Brady skulle forlade banen.

 

Der er ikke meget nyt om kontraktforhandlingerne i Indianapolis, men der er til gengæld kommet enkelte meldinger fra det ellers (i hvert fald for pressen) lukkede land i New England, og det har været lidt bekymrende nyheder.

 

Tom Brady er gift med topmodellen Gisele Bündchen. Han bor på deltid i Boston og på deltid i Los Angeles, Californien (dvs. sådan ca. så langt væk fra Boston som det er muligt i USA), sammen med Gisele og  deres fælles søn. Derudover fungerer Brady som deltids-far for sin søn med eks-kæresten, skuespiller Bridget Moynahan. Samlet set betyder det, at Brady, der tidligere var fast mand på Patriots’ træningsanlæg i offseason, og sikrede sig den mest attraktive parkeringsplads ved anlægget, på baggrund af sit fremmøde, har misset flere af disse frivillige træninger i år, mens han har pendlet mellem Boston og Californien. Nøgleordet er naturligvis ”frivillig”, men vær sikker på at Bill Belichick ikke mener det er den optimale løsning.

 

Michael Silver fra Yahoo! Sports rapporterede i starten af sidste måned (http://sports.yahoo.com/nfl/news?slug=ms-trip...), at Brady og Patriots var langt fra at nå til enighed om en kontrakt, og selvom de nok skal nå til enighed før eller siden er det lidt bekymrende at der ikke er en aftale på plads allerede – og Patriots er trods alt et mandskab, der tidligere har skilt sig af med nøglespillere, hvis ikke de er kunnet blive enige.

 

Som Silver også pointerede er der en væsentlig forskel i udtalelserne fra Patriots’ og Colts’ ejere (Robert Kraft hhv. Jim Irsay) om kontraktforlængelser med deres franchise-quarterbacks:

Robert Kraft: “Great things happen in life if you’re flexible and not rigid. … We’re balancing a lot of different factors in an unknown environment. We’re not sleeping. It’s just complicated.”

Jim Irsay: “You know it’s going to get done. I think it’s clear, and we’ll start on it this summer. … And it’ll be the biggest [contract] in history; there’s not much doubt about that.”

 

De to kontraktforhandlinger kan dog hænge ret tæt sammen: Der var en overgang en klar fornemmelse af at Colts ville lade Patriots og Brady blive enige om en kontrakt først og derefter give Manning en kontrakt der var et passende beløb større – nu kan Colts være tvunget til at gå ud og forhandle en kontrakt på plads uden at vide hvad Patriots og Brady bliver enige om, og det kan yderligere forværre Bradys kontraktforhandling, hvis ikke Manning får en kontrakt der er så stor som Bradys agent forventer – for selvom Patriots er lykkelige for at have Brady, så virker det som utopi at tro på at de vil give ham en større kontrakt end Peyton Manning får.

 

Rygterne siger desuden at Tom Brady er indstillet på at få en stor kontrakt denne gang, efter i flere omgange at have taget mindre kontrakter for at give plads til at holdet kunne signe andre spillere – og at han er utilfreds med at klubben så har (mis-)brugt Bradys villighed til at gå lidt ned i løn for holdets skyld til at få andre spillere til også at tage mindre kontrakter end de ellers ville have accepteret. På den baggrund kan det blive en grim forhandling hvor Brady vil lægge pres på for endelig at blive betalt som han fortjener.

 

Vigtige forhandlinger:

Yahoo! Sports’ Jason Cole skrev i midten af juni (i denne artikel: http://sports.yahoo.com/nfl/news?slug=jc-dire...), at de ovenfor nævnte kontraktforhandlinger bliver overvåget tæt af mange spillere i ligaen. De ved at Manning og Brady er i top to (Brady er kun tæt udfordret af Drew Brees) når det kommer til ”leverage” i kontraktforhandlingerne, og hvis ikke Manning og Brady får hvad det forventes at de får, så kan der blive ballade.

 

Som Saints’ safety Darren Sharper udtalte: “Peyton is the man. I’m not a quarterback, so I’m not getting quarterback money. But my [agent] can always argue, ‘If a quarterback makes this much, this guy should make this much.’ 

 

Jason Cole gik så vidt som til at sige, at deres forhandlinger kunne få afgørende indflydelse på forhandlingerne om en ny CBA (Collective Bargaining Agreement – overenskomsten mellem spillerforeningen og ligaen (dvs. ejerne)). Han citerede en agent for følgende: “If Manning doesn’t get the kind of contract we all expect or, worse, doesn’t get a deal done at all, that really means it’s going to be war. There has never been a player with more leverage than him. No one. If he can’t get a deal done at his price, we’re all in trouble.”

 

Og netop nu ser det ikke fantastisk positivt ud – Colts’ GM Bill Polian og Mannings agent Tom Condon er endnu langt fra at nå til enighed.

 

30% reglen:

Den tidligere CBA er udløbet og indtil en ny forhandles på plads er der flere forskellige specielle regler der er trådt i kraft – én af disse er en 30%-regel, der siger at grundlønnen for spillere, der underskriver kontraktforlængelser ikke må stige med mere end 30% pr. år ift. lønnen i den forgangne sæson. Det er ikke umiddelbart noget stort problem for Manning, og det kan nok også klares uden de helt store problemer for Tom Brady, men for flere af ligaens unge spillere kan det give problemer – mere om det om lidt.

 

I tilfældene Manning og Brady – og også mange andre – er et af de store problemer dog at general managers tøver med at forlænge med den begrundelse, at det ikke er til at vide hvordan en evt. salary cap vil blive udformet når en ny CBA kommer på plads, og derfor vil de ikke risikere at give en kontrakt der kan bringe dem i problemer når en ny CBA-aftale er nået.

 

Holdouts lurer (måske):

Sidste års AFC-finalister fra New York Jets er et af de hold, der umiddelbart har været hårdest ramt. Left tackle D’Brickashaw Ferguson, center Nick Mangold og cornerback Darrelle Revis er alle blandt ligaens bedste på deres respektive positioner (og ved Mangold og Revis kan man snildt argumentere for at de ikke bare er i top fem eller top tre, men helt i toppen), og alle tre stod efter den forgangne sæson klar med krav om en ny kontrakt. Det samme gjorde desuden inside linebacker David Harris.

 

I ugens løb lykkedes det for Jets og Ferguson at blive enige om en kontraktforlængelse, der gør ham til ligaens bedst betalte på positionen og holder ham i Jets-uniformen helt frem til 2018.

 

Der er dog én væsentlig forskel mellem Ferguson og d’herrer Mangold, Revis og Harris: 2009-lønnen kontra den ønskede kontrakt. For mens D’Brickashaw Ferguson havde en indtjening på $6 millioner sidste år, og derfor forholdsvis enkelt kunne få udformet en kontrakt, der ikke var i konflikt med 30%-reglen, så er situationen en ganske anden for Mangold, Revis og Harris.

 

Og begge disse har truet med holdouts i training camp, hvis ikke de får en ny kontrakt inden da. En potentiel katastrofe for Jets, med tanke på at holdouts ofte har ført skidt med sig på kort sigt for både spillere og hold (præstationsmæssigt).

 

Jovist havde Revis en høj indtjening i 2009 (ifølge www.nyjetscap.com lige over $7,5 millioner), men i forhold til at han ønsker at blive betalt som den bedste cornerback i ligaen – og her hjælper det næppe Jets’ front office ret meget at head coach Rex Ryan hele tiden har sagt at han mener Revis er den bedste defensive spiller i ligaen – og dermed ønsker at overgå den sindssyge kontrakt som Oakland Raiders før sidste sæson gav til Nnamdi Asomugha – mere end $15 millioner om året i tre år. Kort sagt vil Revis altså have en lønstigning på lige omkring de 100% ift. 2009-lønnen som gennemsnit, og det er selvsagt ikke let når man kun give 30% ekstra.

 

Man kan arbejde sig udenom det ved at give en høj signing bonus, men det er altså penge, der er tabt hvis Revis skulle lide en alvorlig skade, og det er bestemt ikke givet at Jets vil give så mange garanterede penge til Revis.

 

Endnu værre ser det ud med Nick Mangold, der blot talte imod salary cappen med $1,613 mio. i 2009, og dermed jf. 30%-reglen kun må få en 2010-grundløb på $2,097 mio. i tilfælde af en ny kontrakt. Jeg er ikke bekendt med størrelsesordenen af den kontrakt Mangold ønsker, men det vil også her kræve en mængde garanterede penge, der langt overstiger hvad vi tidligere har set.

 

10. august er nøgledatoen:

For mange af de utilfredse spillere er 10. august en dato, der meget vel kan være krydset af i kalenderen, da det indikerer skæringsdatoen for hvornår de er nødt til at droppe et holdout for at få godskrevet 2010-sæsonen.

 

Darrelle Revis har truet med at lave et længerevarende holdout, som strækker sig forbi den 10. august, og dermed i praksis, hvis ikke de bliver enige om en ny kontrakt, give sig selv et ekstra år på sin nuværende kontrakt.

 

Revis er altså villig til at tage chancen og overskride denne dato i håb om en ny kontrakt – men spørgsmålet er om andre spillere er det?

 

Tennessee Titans’ running back Chris Johnson? Han vil betales som ligaens bedste offensive spiller (sorry to say; dream on), men har i dén grad problemer ift. 30%-reglen, hvilket i sidste ende må betyde et vist form for kompromis mellem Titans og Johnson. Johnson har uden tvivl spillet op til sin kontrakt – og mere til – og fortjener en højere løn end den han står til at tjene i 2010, men han kan godt glemme alt om at blive betalt som han selv føler han bør.

 

Et kompromis vil formentlig blive nået (og rygterne siger at de to sider nærmer sig hinanden), og give Johnson en bedre kontrakt, om end kortvarig, så den kan forlænges når en ny CBA er på plads. Hvordan gøres det? Formentlig ved at tage nogle af de bonusser, som hører til i de kommende sæsoner, og som han ikke ville tjene hvis han skulle få en helt ny kontrakt, og smide det ind i en ny kontrakt som garanterede penge.

 

Jim Wyatt fra ”Tennessean” skrev i denne uge: “... Johnson has reached escalators in the deal that could pay him up to an additional $2.5 million in salary in 2012.  The Titans could turn that money into a signing bonus in 2010, and combine it with his scheduled base salary of $550,000 for this fall”

 

Med andre ord ville Johnson stå med en indtjening i 2010 på $3 mio. Som profootballtalk.com’s Mike Florio skrev det, så er det betydeligt under hvad Johnson ønsker – men det er til gengæld betydeligt mere end Titans kunne tvinge ham til at tage.

 

Og et holdout fra Chris Johnson udover den 10. august er næppe sandsynligt – dels vil han næppe ønske at risikere ikke at få godskrevet 2010-sæsonen, dels er der daglige bøder for at udeblive fra training camp – og det vil kunne trække en hel del fra hans 2010-grundløn på $550.000.

 

Du ligger som du har redt, Andre Johnson:

Historien om den utilfredse Andre Johnson er faktisk ganske ærgerlig. Johnson er en af de største holdspillere i NFL – en helt igennem good-guy – der har bragt sig selv i en kedelig situation i forhold til sin kontrakt.

 

Når en kontrakt er forhandlet på plads vil spillerens agent typisk modtage nogle få procent af den samlede kontraktværdi for ”besværet”, men ved selv at have forhandlet sin kontrakt (med sin onkel som rådgiver) sparede Johnson de procenter til agenten – problemet er bare at han ikke fik forhandlet sig frem til en ret god kontrakt.

 

Mest af alt fordi kontrakten var aaalt for lang. Seks år er for langt for en receiver, og derudover er 60 mio. dollars over seks år ganske vist pæne penge, men ikke nok ift. Johnsons niveau.

 

Johnson har, ligesom navnebroren Chris, spillet op til sin kontrakt og også bedre endnu, men har bare ikke noget ret godt forhandlingsgrundlag. Under Texans’ minicamps udeblev Johnson fra træningen en dag pga. utilfredshed over sin kontrakt, men vendte allerede dagen efter tilbage – det føltes ganske enkelt ikke rigtigt for ham ikke at være der. I en ret egocentreret sport er det rart at se spillere, der trods masser af millioner på kontoen og ønske om endnu flere, har hjertet på det rette sted og ønsker at være der, fordi det er det rigtige for ham selv og for holdet.

 

Det er nok tvivlsomt om der findes en løsning mellem Texans og Johnson i første omgang, men klubben ved hvor værdifuld han er, og jeg tror på at de er villige til at belønne ham for det når tiden er til det. Jeg kunne godt se en ny kontrakt for mig efter næste sæson (eller i hvert fald når en ny CBA er på plads).

 

De udebliver… siger de:

San Diego Chargers’ duo, left tackle Marcus McNeill og wide receiver Vincent Jackson, har meldt ud at de udebliver fra training camp pga. utilfredshed med deres kontraktsituationer. To nøglespillere på et hold, der har Super Bowl-kaliber, og to spillere som har meldt ud at de er villige til at sidde ude hele sæsonen for at få en ny kontrakt.

 

Tilsyneladende er Chargers’ GM A.J. Smith ”med på legen” og han har således meldt ud at holdet om nødvendigt vil spille sæsonen uden de to spillere. Begge spillere er restricted free agents, og ikke under kontrakt ligesom Darrelle Revis, og det betyder at de ikke har 10. august som deadline.

 

Deres deadline ligger i stedet efter spilleuge 10. For at kunne få godskrevet denne sæson – hvilket er nødvendigt for dem pga. uvisheden omkring udformningen af en ny CBA og hvad den måtte betyde ift. hvornår en spiller kan blive unrestricted free agent og ikke bare restricted free agent – skal de være på et holds roster i seks uger af sæsonen. Begge ville under den tidligere CBA have været unrestricted free agents (frie til at forhandle med andre hold) efter den forgangne sæson, men blev i stedet restricted free agents da CBA’en udløb og nye regler dermed trådte i kraft.

 

Og så har vi idioten…

Fat Al. Albert Haynesworth. 2009-sæsonens største free agency-navn, underskrev sidste år en kontrakt med Washington Redskins til en samlet værdi af $100 mio., og gudhjælpemig om ikke han så efter et ret middelmådigt år i Redskins’ forsvar, hvor han missede flere kampe, går ud og tager en kæmpe rosterbonus på $21 mio. for derefter at kræve at blive tradet.

 

Og hvorfor? Fordi han ikke vil spille nose tackle i et 3-4-forsvar.

 

Hvis du skriver under på sådan en kæmpe kontrakt, så spiller du hvad du får besked på at spille – længere er den ganske enkelt ikke. At begynde at tude over udsigten til ikke at kunne samle stats som tidligere og skulle kæmpe med flere blokeringer og måske ikke udnytte dine evner maksimalt, holder ganske enkelt ikke. Og det er direkte naivt at underskrive en kontrakt og automatisk forvente at holdets defensive filosofi ikke vil ændre sig i løbet af de mange år kontrakten varer.

 

Historien bliver ikke bedre hvis dét Redskins’ nye cheftræner Mike Shanahan meldte ud passer– at de havde tilbudt at trade den utilfredse Haynesworth, hvis han undlod at tage de $21 mio. han ifølge kontrakten var berettiget til.

 

Man kan selvfølgelig argumentere for at det hér er Redskins der ligger som de har redt, og det er det for så vidt også. Det var en gigantisk fejltagelse at give Haynesworth en kontrakt i den størrelse, når han tydeligt havde bevist at han kun kunne motivere sig selv til at spille op til niveau når han havde udsigt til penge. En klassisk fejl af Redskins’ ejer Dan Snyder, der elsker at signe de store navne (til alt for store penge…), men når Haynesworth tager imod pengene, så skal han også leve op til sin kontrakt – især når han ikke har været i nærheden af at være pengene værd.

 

Han ville uanset hvad være svær at trade baseret på den absurd store kontrakt der ville følge med ham til den nye klub, og uden de $21 mio. er kontrakten bestemt mere spiselig for andre hold – men det virker lidt som utopi at tro på at Redskins bare vil give ham de penge og derefter trade ham væk. Rygterne siger nu at Redskins kunne være villig til at trade ham – hvis han tilbagebetaler de mange millioner... men med Albert Haynesworth er det vist også utopi.

 

Fat Al har dog meldt ud at han vil troppe op til training camp – men det kan meget vel udelukkende være for at slippe for at modtage bøder. Han virker svært umotiveret og det er skideærgerligt, for når han har motivationen er han en fantastisk spiller. Desværre er han ude at stand til at motivere sig uden at have udsigt til penge – ikke nogen fantastisk god egenskab, og ikke ligefrem kendetegnet ved en holdspiller. Gudsbenådet spiller, men samtidig en spiller jeg sagtens ville kunne undvære på mit hold med den attitude han ligger for dagen.

Seneste blogs fra Peter, BetXpert
26/08-2010 04:15 Tåbelig kritik af Wozniacki
11/07-2010 19:44 Mo' Money, Mo' Problems
30/06-2010 08:49 Save the whale - Destination: Hollywood

Brugerprofil

Peter, BetXpert Peter, BetXpert er offline

Fra Skanderborg
Bruger siden 27. august 2008


Formen:

Hovedside/aktuelle tips
Blog


Detaljeret statistik

Seneste blogs

Betvalue & Brasilien
Betvalue & Brasilien
53
Hentehår (08/12-2017)
Du er sportsinteresseret og tipper nu og da. Som regel hos Danske Spil. Men du kunne egentlig godt tænke dig at blive en rigtig sportsbetter. Og måske score kassen.   ...
08/12
Spørgebloggen
Spørgebloggen
6
Hentehår (05/12-2017)
Jeg tror ikke på, at J.F. Kennedy blev skudt af CIA eller FBI.   Jeg tror ikke på illuminati.   Jeg tror ikke på, at US selv stod bag ang...
05/12
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
Jagten på den russiske folkesjæl - 1
32
Hentehår (25/11-2017)
Italien var regerende dobbelte verdensmestre. Men det forekom ligegyldigt, da mere end 4,5 millioner tyske tropper eksekverede historiens største invasion.   Man angreb ...
25/11
Projekt multi 'pengemaskine'
Projekt multi 'pengemaskine'
0
LodSe (21/09-2017)
Lad mig gøre det klart, det er hverken en challenge, leg eller nem måde at tjene penge - det bliver en livsstil. Udover jeg frit og kvit giver 200 kroner af mine egne ...
21/09
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
Europæisk succes - hjemlig fiasko?
0
boghiu.andrei (23/06-2017)
Premier League er overstået og det er silly season i medier. I dag er det dog ikke de sædvanlige transferrygter der skal kigges på, men på om europæisk succes/hø...
23/06
Blogs, oversigt