Blog » Magtspillet

Tweet

0

Kommentarer (2)

En ambitiøs mand præsenteres som ny præsident i FC Barcelona, og i den anledning lader han sig interviewe af den spanske avis, Sport. Han fortæller i interviewet, at han har overtaget en klub i økonomisk krise. Midt i interviewet spørger journalisten hvor længe, der vil gå førend gælden er væk. ”Fire år” lyder svaret. Lige så lang tid som en præsident-periode tager.

Det kunne lige så godt være indledningen på en fortælling om Sandro Rosell, den nye præsident i Barcelona, men i stedet starter vi i 2003 da Laporta – der har et meget rivaliserende forhold til den nuværende præsident – overtager Barcelona. Da han forlader klubben syv år efter, fremlægger han et regnskab, der viser et fornuftigt overskud. Han afløses af den tidligere vicepræsident Sandro Rosell, der i starten var en af Laportas allierede, men forholdet ændrede sig voldsomt, og Rosell endte med at blive Laportas største kritiker.

Knap en måned efter kan Rosell konstatere, at økonomien angiveligt ikke var, som Laporta proklamerede. ”Vi har overtaget en gældstynget klub” udtaler den nye præsident. Få dage efter fremlægges et nyt regnskab: Historisk underskud. Der tages et mega-lån (i øvrigt ganske smertefrit og uden problemer) for overhovedet at kunne udbetale lønningerne.

På få dage er man altså gået fra et fint regnskab til de rødeste tal nogensinde i klubbens historie. To revisionsfirmaer, der siger hver sin ting om regnskabet. Løj Laporta? Lyver Rosell? Ja! Jeg vil dog ikke gå ind og sige, at den ene har mere ret end den anden. Dertil har jeg slet ikke indsigt i de forskellige nøgletal. En forsigtig konklusion er nok, at det næppe ser så godt ud som Laporta siger, men næppe så slemt som Rosell siger. Det handler nemlig om magt, og for at få den skal man manipulere vælgerne til at støtte en. Det kender vi tydeligst fra politik – og på præcis samme styres Barcelona.

Er man så virkelig i økonomisk krise? Svaret er nok ja. Men næppe meget anderledes end de øvrige klubber. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg tvivler meget på Rosells regnskab, ligesom jeg også har mine tvivl omkring Laportas. Begge har flere fordele end ulemper, ved at fremstille deres regnskab på den måde, de har gjort. Laporta fortsatte indenfor politik (og især med at fremme de catalanske rettigheder) hvorfor det var vigtigt for ham at slutte godt af, hvilket han gjorde med et positivt regnskab samt købet af David Villa. Rosell har omvendt gået til valg på, at den daværende ledelse gjorde tingene forkert – og lige siden hans indsættelse har den nuværende ledelse gjort alt for at understrege de fejl, som Laporta-folkene har foretaget.

Og det har virket. Rosell har magten den dag i dag, og vælgerne støtter ham. Faktisk støtter de ham så meget, at en afstemning på Sport.es afslørede, at flertallet af læserne (på websitet) var enige om, at det var en god idé at få en trøjesponsor, og derved at bryde over 100 års tradtion om at holde trøjen sponsor-fri. ”Det er jo i orden – klubben er jo trods alt i økonomisk krise, og det er jo historiens største trøjesponsorat” synes at være holdningen. Jeg er ikke dum. Jeg ville ikke sige nej til 30 millioner euro om året. Og jeg forstår godt, at Rosell heller ikke siger nej til det. Men det er ikke udelukkende fordi klubben er i økonomisk krise. Det er blot noget, han har overbevist vælgerne til at tro. Og de tror på ham, for ellers havde man næppe ”godkendt” denne aftale. Den var nok ikke gået, hvis man som Laporta havde sagt, at alt gik godt og kørte som smurt. 

Hvor vil jeg hen? Ikke langt. Jeg vil ikke ud i en længere roman. Jeg vil ikke forsvare Laporta – jeg vil ikke forsvare Rosell. Men jeg synes, man bør tænke lidt længere, end hvad man får serveret på nettet. I bund og grund er de politikere, og de får ikke meget tillid fra danskerne, viser ny forskning. Men det lader til, at man sluger alt hvad Rosell siger. Er Barca virkelig i en katastrofal økonomisk krise, eller siger han det for egen vindings skyld? Sportsklubber er ikke en god forretning, og jeg tvivler derfor ikke på, at der er røde tal i Barcelona. Men når han går ud og siger, at økonomien er helt ved siden af, gør det også at folk giver ham længere snor og større tillid. Det skete i hvert fald med Laporta for syv år siden, da han brugte samme retorik som Rosell.

Mit gæt? Om fire år, når der skal tages stilling til om Rosell skal fortsætte som præsident eller ej, fremlægger de et regnskab, der er markant bedre end det, de fremlagde i juli. Og mon ikke de siger, at man er godt på vej, men man behøver endnu et par år, før økonomien er helt reddet?