Bikerjensen » Brugerblog
Lyngby BK - endelig tilbage!
Kommentarer (13) 
Transfers:
Ud: Christian Gytkjær (FCN), Nicolai Melchiorsen (Viborg FF), Nicolai Larsen (AaB), Pierre Kanstrup (Retur til BIF efter lån), Rasmus Christiansen (Vestmannaeyar), Stelian Trasborg (Hvidovre, nu Elite 3000), Jacob Egeris (FCN pr. 1. januar 2011), Emil Scheel (AGF, studerer i Aarhus)
Ind: Morten Bertolt (SønderjyskE), Jonas Henriksen (Fri transfer, tidligere FCK U19), Emmanuel Ake (fri transfer), Esben Hansen (fri transfer), Mikkel Hasling (fri transfer), Mathias Tauber (fri transfer, AB)
Truppen:
Træner: Niels Frederiksen
Målmænd: Rune Pedersen, Nicklas Højlund, Mikkel Hasling
Forsvar: Jeppe Brandrup, Marc Møller, Morten Petersen, Jacob Egeris, Jakob Bresemann, Brian Hamalainen, Cheikh Sarr, Tino Valsø, Ryan Laursen
Forsvar/midtbane: Christoffer Olczyk , Mathias Tauber
Central Midtbane: Kasper Kristensen, Esben Hansen, Morten Bertolt (anf), Anders ”AC” Christiansen
Kanter/offensiv midtbane: Kim Aabech, Lasse Rise, Emil Larsen, Ayoub Sørensen, Uffe Bech,
Angribere: Patrick Mortensen, Emmanuel Ake, Jonas Henriksen
Profiler
Rune P.
Morten Bertolt
”AC”
Kim Aabech
Lasse Rise
Emil Larsen
Sæsonstarten
Endelig skete det – Lyngby skulle atter engang tørne ud i det fineste selskab, og sæsonen blev skudt i gang med hjemmekampen mod AaB – og hvilken drømmestart. 4 minutter spillet og debutanten Morten Bertolt gør det til 1-0 for de kongeblå – endda på hovedstød, noget som de kongeblå ikke er særlig kendt for. Og inden pausen havde Lyngby scoret på hoved igen. Først fik Ronnie Schwartz dog udlignet for nordjyderne, inden Lyngbys Jeppe Brandrup havde gjort det til 2-1 et par minutter før pausen – endnu en gang med hovedet. Desværre kunne Lyngby ikke holde fast, og måtte se nordjyderne rejse hjem med en 4-2 sejr i bagagen. Lyngby satsede offensivt ved stillingen 2-3, og selvom de tilspillede sig enkelte store chancer var det Ronnie Schwartz der kunne lukke kampen, da han fuldbyrdede sit hattrick til 4-2. Lyngby blev straffet for deres uskarphed, men kunne alligevel tage en masse positive ting med fra kampen.
Runden efter var der oprykker-dyst, da AC Horsens gæstede Lyngby ”Ruinen” Stadion. Kampen var allerede udråbt som en nøglekamp, da begge hold var spået til at skulle slås for at undgå nedrykning. Kampen startede derfor nervøst for begge mandskaber, dog uden de helt store chancer. Kampens afgørelse kom vel reelt efter en halv times spil, da Spelmann noget klodset river Kim Aabech omkuld, og da han frarøvede en oplagt målchance modtog han korrekt det røde kort. Aabech satte selv straffesparket i nettet, og derefter satte Lyngby den på ”cruise control”. Lyngby lod dog Horsens få overtaget det sidste kvarter, men udover et frispark fra Retov og en forkølet afslutning fra Farran kom ACH ikke tættere på pointene.
Udspillet – men fik alligevel point
Silkeborg var efter deres dårlige forårssæson også spået til, at skulle spille med i bundstriden. Man havde også tabt de første 2 kampe, med hhv. 1-4 ude mod FC Nordsjælland og 0-2 ude til FC Midtjylland. Sikeborg var dog også store favoritter, hvilket bookmakernes odds også afspejlede. Begge hold startede kampen fint, men dog var Silkeborg i teten. Jesper Bech brændte en MEGA chance, inden Lekic fortjent kunne gøre det til 1-0. Lyngby virkede slet ikke klar og man sad med en fornemmelse af, at det kunne blive en afklapsning. Bedre blev det bestemt ikke, da Jesper Bech gjorde det til 2-0 midtvejs i 2. halvleg. Træner, Niels Frederiksen, satsede nu mere defensivt for ikke at få en afklapsning, men da Kim Aabech med 17 minutter igen gjorde det til 1-2 lugtede de unge blod og det samme gjorde træneren. Anders Christiansen fra den centrale midtbane bliver hevet ud og ind kommer kantspilleren Ayoub Sørensen. Spillet bølger igen frem og tilbage, men fra 85.-91. minut får Lyngby lagt et lille tryk på Silkeborg. Lyngby satser offensivt for at få det ene point, og midterforsvaren Morten Petersen bliver hevet ud, og ind bliver sat den blot 17-årige Uffe Bech, der hermed får sin debut. For dem der ikke kender Uffe Bech, er han en ung offensiv-spiller med en sublim teknik, men qua sin højde (han er vel ret beset ikke mange centimeter højere end en dværg) ligner han en, som har en fysik som en 10-årig pige – man må dog ikke tage fejl af Uffe, for selvom han reelt er U17-spiller er han allerede fast mand på U19-holdet i Lyngby, ligesom han har spillet 23 U-landsholdskampe og scoret 10 mål. I overtiden får Lyngby udlignet til 2-2, da Emil Larsen slipper igennem i højresiden. Han slår et indlæg til forreste stolpe, som en Silkeborg-spiller lobber over Lasse Heinze. Bolden tager overliggeren inden den springer ned for fødderne af Ayoub Sørensen, som sikre det ene point til de kongeblå. Dog kunne det være gået galt i overtiden, da Jesper Bech får en mega chance, men Uffe Bech kaster sig flot ned i bolden og får blokeret til hjørnespark. Tyveri ved højlys dag, men i Lyngby er vi ligeglade – alle point skal bruges i kampen for at nå klubbens mål, nemlig top 10-placeringen.
Endnu en nøglekamp
Ugen efter havde Lyngby igen fordel af hjemmebane, da de bød SønderjyskE op til dans. Mange forventede en offensiv og underholdende kamp, da SønderjyskE havde ændret taktikken i optakten til sæsonen. Man havde således scoret 6 mål i de første 3 kampe, og haft en noget mere offensiv tilgang til spillet end tidligere. Kampen blev lidt af en fuser, men med Lyngby som de spilstyrende. Patrick Mortensen havde en del store chancer i første halvleg, men storspil af Sønderjydernes Nathan Coe i målet gjorde, at det stod 0-0 ved pausen. Coe var dog chanceløs, da Kim Aabech flot gjorde det til 1-0 efter 56 minutter. SønderjyskE formåede ikke at blive rigtigt farlige, udover et par enkelte halve chancer og et Sidorenkov-frispark på overliggeren.
Ned på jorden igen
Lyngby havde altså hentet 7 point i de første 4 kampe, og det var der ikke mange der regnede med. Sidst Lyngby var i Superligaen hentede man ”blot” 18 point efter 3 sejre og 9 uafgjorte. Vigtigst af alt var dog, at man havde slået både AC Horsens og SønderjyskE, som mange så som de direkte konkurrenter i bunden af rækken. I de næste 2 kampe kom Lyngby dog lidt ned på jorden igen. Først tabte man noget ufortjent i Randers med 1-2, men denne gang var heldet ikke med de kongeblå (ligesom heldet var med Lyngby i Silkeborg). Lyngby stod og snorksov på begge Randers-mål, og i modsatte ende var man ikke skarp nok trods flere store chancer. Ugen efter var man så på besøg i Parken, hvor der ikke var meget tvivl om resultatet. FCK førte 2-0 ved pausen på 2 mål, hvor Lyngby-keeper Rune Pedersen ikke så for godt ud. I 2. halvleg satte FCK den på cruise-control, da man havde en CL-kamp mod Rosenborg i midtugen. Et lille chok løb dog gennem Lyngby-lejren, da Rune Pedersen fik et vrid i knæet i 2. halvleg, hvilket holdt ham ude af næste kamp mod Brøndby. Inden Brøndby-kampen havde man dog en pokalkamp på Fyn, hvor FC Fyn fra 1. division bød op til dans. Kampen var ikke den store oplevelse, men et reservespækket Lyngby-mandskab (Aabech og Brandrup fra den normale startopstilling, 6 reserver og 3 U19-spillere var i startopstillingen) vandt alligevel 1-0, hvilket gav en god hjemtur til de 6 fremmødte Lyngby-fans (heraf 2 bosiddende på Fyn).
Har Højlund niveauet til Superliga?
Blandt dem der følger Lyngby tæt, er det ikke noget ukendt fænomen, at tilliden til reservekeeper Nicklas Højlund ikke er særlig stor. Han kostede et utal af mål i sidste udgave af 1. division, da Rune Pedersen var udlejet til OB. Der er ingen tvivl om han har potentialet, hvilket flere U-landsholdskampe også bevidner om. Med Rune P. ude af Brøndby-kampen var der ikke mange der forventede point til de kongeblå, men de overraskede igen. Lyngby sad fuldstændig på de første 20 minutter, hvor man også bragte sig foran 2-0. Først bragte Emil Larsen de kongeblå foran 1-0 på et flot langskud, men retfærdigvis skal det tilføjes, at Brøndby-keeper, Stephan Andersen, ikke så alt for godt ud. 2 minutter efter er det så den tidligere Brøndby-angriber, Patrick Mortensen, som kunne gøre det til 2-0. Det resultat holdt frem til det 50. minut, og så tog Brøndbys hollænder, Remco van der Schaaf over. Han scorede både til 1-2 og 2-2 inden Ayoub Sørensen kunne bringe Lyngby foran igen. Men i overtiden gik det galt og Remco kunne fuldføre sit hattrick. Der blev måske begået et lille frispark på Højlund af Nicolaj Agger, men når man ser tilbage på 1. halvleg, hvor BIF blev snydt for et kæmpe straffespark, er det måske fair nok med en pointdeling. Højlund spillede en fin kamp, og havde blandt andet en klasseredning i første halvleg.
Lyngby kom, så og sejrede
Efter en friweekend grundet landskampe, skulle Lyngby nu på besøg i fiskerbyen, Esbjerg. Det var et Lyngby-hold fulde af selvtillid, ovenpå den flotte kamp mod Brøndby. Rune P. var tilbage i målet, noget som klart forstærkede Lyngby-defensiven. Esbjerg startede kampen godt, og havde et par få chancer – men så tog Kim Aabech over. 3 offensive aktioner fra den venstrebenede offensivspiller gav 3 mål til de kongeblå. Først driblede han forbi 2 Esbjerg-spillere inden han fik afsluttet – Lars Winde fik reddet, men Patrick Mortensen er hurtigt over returen og gør det til 1-0. 8 minutter efter sender Aabech en gudebold i dybden til Emil Larsen, som spiller den ind over til Patrick Mortensen og 2-0. 2 minutter før pausen kommer Aabech selv på tavlen, da han kommer først til et frispark fra Hamalainen, og med tåen får han lobbet den over Winde. I 2. halvleg fik Esbjerg reduceret til 2-3, og så var undertegnede og de andre Lyngby fans på Blue Water Arena sikker på, at Lyngby desværre smed sejren. Dog formåede de at holde stand, og vi kunne hive 3 point hjem fra en svær udekamp.
Kampen om Nordsjælland – hadets kamp!
Kampen som de fleste Lyngby-fans havde set frem til! Lyngby havde statistikken på deres side, for FC Nordsjælland har aldrig slået Lyngby – de har sågar aldrig scoret mod dem. 2 x 0-0 og en 1-0 sejr til Lyngby, var hvad det blev til sidst Lyngby var oppe. FC Nordsjælland startede stærkt, og lagde et tungt pres på Lyngby. Dog var det Lyngby der var farligst, og Emil Larsen for sendt en halv friløber lige forbi stolpen. Tænding var der også på banen, hvilket episoden med Jeppe Brandrup og Anders Due viser. Brandrup kunne måske godt have fået et kort, men FCN’s beskrivelse af episoden (”og øjeblikket efter blev et dommerskøn meget afgørende i en situation, hvor Anders Due og Jeppe Brandrup røg i en hård nærkamp, som først afsluttedes, da den liggende Anders Due ville rejse sig men blev slået effektivt retur med et slag i hovedet fra Jeppe Brandrup.”) får mest af alt Anders Due til at minde om Sidney Lee. Minuttet efter bringer de kongeblå sig foran 1-0, da AC får presset Pierre Bengtsson til at lave en fejlaflevering som Aabech opsnapper, og via overliggeren får han scoret. I 2. halvleg kommer Lyngby så på 2-0, da Stokholm ikke får sparket væk og Emil Larsen kan gøre det til 2-0. Emil havde nok hånden til hjælp, men da det er bold til hånd mener jeg dommer Emil Laursen vælger den rigtige løsning. FCN havde lidt sporadiske chancer i kampens afslutning, og kun en superredning af Rune P. gjorde, at Enock Adu ikke får reduceret på et flot langskud. Lyngby vinder 2-0 og beviser endnu engang, at de er Nordsjællands stolthed! Blot 2 dage efter skulle Lyngby endnu en gang i kamp, da serie 1-holdet Kastrup bød op til dans. Endnu engang blev profilerne sparet og reserver samt U19-spillere blev benyttet. Lyngby vandt 2-1 men vigtigst af alt var, at Uffe Bech igen viste at han kan være med på seniorniveau. Måske på en lidt billig baggrund, men knægten er trods alt kun 17 år.
2 svære udekampe
Det var nu blevet tid til 2 svære udekampe, hvor de fleste Lyngby fans ikke havde sat næsen op efter for meget. Lyngby har det notorisk svært med fysiske hold, og var da også kendt for at have en elendig fysik sidst de var oppe. Første kamp var mod OB i Odense, hvor man var fint med i første halvleg. Man kommer da også foran 1-0 på mål af Emil Larsen, men efter det 44. minut vil man hurtigst glemme. Først giver man dem et tåbeligt hjørnespark lige før pausen hvor de udligner, så udgår Emil Larsen med en skade i pausen og blot 4 minutter inde i 2. halvleg kommer OB så på 2-1, da Emils afløser, Mathias Tauber, laver et klodset straffe. Fra det punkt vidste de fleste med blåt blod, at de ville blive utrolig svært at få noget med hjem. Niels Frederiksen lavede sin nok største fejl i tiden som træner for 1. holdet (også den eneste han har lavet til dato – utroligt nok), da han vælger at sætte Kim Aabech ud på kanten. Fra det tidspunkt skaber Lyngby INTET offensivt, udover et langskud fra Ayoub da kampen allerede er afgjort. På det tidspunkt har Rurik Gislason allerede gjort det til 3-1 og reelt set lukket kampen. 5 dage efter ventede endnu en svær udekamp, da MCH Arena lagde græs til kampen mod FC Midtjylland. Lyngby vandt som bekendt 2-1, selvom de tabte skudstatistikken med 30-4. Dog formåede FCM kun at ramme inden for rammen 4-5 gange, hvilket ikke er godkendt for midtjyderne. Lyngby var nedspillet i store dele af kampen, men Aabech og Emil Larsen sørgede for 2-0, inden Danny Olsen kunne reducere på straffe. Morten Petersen modtog det røde kort da han begik straffesparket, og man må nu undvære den rutinerede midtstopper i de næste 2 kampe.
Opsummering efter 1/3 af sæsonen
Lad det være sagt med det samme – det er fantastisk at være Lyngby fan for tiden. Man er stolt af holdet, som udover at have overrasket resultatmæssigt også har vist, at de bestemt kan være med spillemæssigt. Det er reelt kun udekampene mod Silkeborg, FCK og FCM hvor man har været nedspillet, men alligevel har det givet 4 point – det var der ikke mange der havde regnet man. Man har næsten allerede hentet lige så mange point, som sidst man var i Superligaen, man har forlænget med en del af profilerne, stadionplanerne er længere end aldrig før og der er kommet et fornuftigt team omkring det administrative i klubben. Man har hentet nogle yderst kompetente forstærkninger, når man tænker på det smalle budget den sportslige ledelse har at lege med. Bertolt har allerede vist sig som en klassespiller, mens Mathias Tauber ikke har fået den bedste start. Han lavede dog et super indhop mod FCM i sidste kamp, så lad os håbe det bliver hans niveau fremover. Derudover er jeg også sikker på, at Esben Hansen kan tilføre en masse på trods af han er ude af kampform. I front er Ake hentet til at supplere Patrick Mortensen, og jeg er sikker på de 2 nok skal blive et godt match, da de er 2 forskellige typer.
Selvfølgelig skal det med, at overlevelsen langt fra er sikker. Superligaen er tæt som aldrig før, og der er kun 5 points forskel fra 3. til 11. pladsen. Men Lyngby har helt sikkert bevist, at de vil kæmpe til sidste runde for at undgå nedrykning!
Forza Lyngby, viva Lyngby, Kongens Lyngby!
Tilføj kommentar
Læs kommentarer (13)
Højest ratede blogs
| Et landshold uden opbakning Et landshold uden opbakning 13 EM kvalifikationen står for døren, og Morten Olsen har muligheden for at lancere en ny kurs og søsætte et nyt projekt, når han onsdag udtager truppen til den f&oslas... |
24/08
|
| UFC vs. Boxing UFC vs. Boxing 4 Lige siden den aldrende bokselegende James Toney annoncerede sit skifte til mma, har jeg personligt glædet mig som et lille barn, til at denne dag skulle komme. Det er ikke fordi jeg forvente... |
26/08
|
| Brøndby og de tabte småkager Brøndby og de tabte småkager 49 Brøndby fansene har da fuldstændig tabt småkagerne, og selvom de aldrig har været klassens pæne dreng, så kan de nu for første gang blive sendt helt ud i... |
10/09
|
| Tåbelig kritik af Wozniacki Tåbelig kritik af Wozniacki 7 Med Serena Williams’ afbud til US Open har lille Danmark for første gang nogensinde en topseedet spiller ved en Grand Slam, takket være Caroline Wozniackis andenplads på... |
26/08
|
| Mo' Money, Mo' Problems Mo' Money, Mo' Problems 1 Vanen tro er der flere NFL-spillere, der et godt stykke inde i off-season kæmper med at få udformet nye kontrakter – nogle er utilfredse med deres nuværende kontrakt og ... |
11/07
|
Mest kommenterede blogs, 90 dg
| Inside Studio: Steneren Inside Studio: Steneren 101 Det skal understreges at denne blog er skrevet af Frank som privatperson, ikke som repræsentant for BetXpert - de holdninger der gives udtryk for... |
18/04
|
| Inside Studio: Mike Larsen Inside Studio: Mike Larsen 83 Once more unto the breach, dear friends, once more... Efter den overraskende store interesse for den første Inside blog var jeg ret nervøs for, om det vi... |
01/05
|
| Trading - Fodbold Trading - Fodbold 81 Kort om mig: Jeg hedder Mike, jeg er 24 år, og har efterhånden været fuldtidstrader i godt og vel 5 år. Mit hovedområde er heste t... |
07/03
|
| En typisk dag som fuldtidstrader. En typisk dag som fuldtidstrader. 47 Inspirationen er hentet hos Ole Investor og hans seneste indlæg omkring hvordan en uge fungerer hos ham. Så her får i dagens arbejde/forløb hjemme hos mig. ... |
27/04
|
| Mestre i idioti Mestre i idioti 41 Hooliganisme og terrorisme af værste skuffe Skandalekampen på Energi Nord Arena er allerede blevet diskuteret flittigt, men der vil med garanti komme adski... |
07/03
|
Seneste ekspertblogs
Seneste blogs
| Melodigrandprix 1. semifinale Melodigrandprix 1. semifinale 16 Tirsdag d. 22. maj skydes årets europæiske melodigrandprix i gang. Det sker når den første af to semifinaler afvikles i Aserbajdsjans hovedstad Baku. 18 land... |
18/05
|
| Inside Studio: Mike Larsen Inside Studio: Mike Larsen 83 Once more unto the breach, dear friends, once more... Efter den overraskende store interesse for den første Inside blog var jeg ret nervøs for, om det vi... |
01/05
|
| Er tabende dage et must? Er tabende dage et must? 34 Mit seneste indlæg omkring en dag i mit liv, har givet en del opmærksomhed. Min udtalelse om at min sidste tabende dag var 3-4 år siden, fik et par stykker af jer til at reagere. ... |
29/04
|
| En typisk dag som fuldtidstrader. En typisk dag som fuldtidstrader. 47 Inspirationen er hentet hos Ole Investor og hans seneste indlæg omkring hvordan en uge fungerer hos ham. Så her får i dagens arbejde/forløb hjemme hos mig. ... |
27/04
|
| Dansk kvartfinale ved VM? Dansk kvartfinale ved VM? 14 Så kom dagen, hvor den endelige danske VM-trup blev udtaget. En dansk VM-trup, hvor der ikke var blevet plads til de store overraskelser, men det er nok meget normalt, når Danmark k... |
24/04
|





