TNS: Lave odds giver dårlig tilbagebetaling

Af , Fre. 19. okt. 2007, 10:41
Denne side indeholder henvisnings-links.
0
Du skal være logget ind for at stemme på artikler

Kommentarer (7) Til kommentarer

Tror du ikke en tøddel på, at bookmakerne nedjusterer odds på populære favoritter? Og tror du samtidig, at du er i stand til at ”slå” markedet og få overskud ved spil på lav-oddsere? Fint, men har du gjort dig klart, at du ved spil på favoritter til lave odds betaler en større margin/afgift til spiludbyderen (det endda uden, at han måtte have skruet på oddsene), end hvis du vælger kampe til højere odds?

Lad os sige, at vi lever i en ideel verden, hvor bookmaker-oddsene på spillemarkedet afspejler de objektive chancer i en fodboldkamp (jeg ved det - prof-gamblere samt bookmaker-ansatte, der evt. måtte læse dette, er allerede begyndt at rulle med øjnene). Hvor naivt det end måtte forekomme, lad os for et øjeblik gå ud fra, at det forholder sig sådan. Bookmakerne justerer ikke for massivt spil på England mod Grækenland, de justerer heller ikke for massivt spil på Brasilien mod Ecuador, lige så lidt som de gør det på FC Barcelona mod Osasuna eller på Brøndby mod Fredercia. Kort fortalt - de udbudte odds afspejler nøjagtigt de objektive chancer. Lad os antage, at det forholder sig sådant.

I så tilfælde burde det teoretisk være ligeyldigt, om man spiller på favoritter eller outsidere, for i det lange løb burde tilbagebetalingen blive den samme, ikke sandt? (100 procent minus spiludbyderens margin/afgift).
Men tror du blindt på det, så har jeg grimme nyheder til dig, for det er nemlig en sandhed med modifikationer.

Margin virker relativt


Lad os tage et eksempel, og lad os gå ud fra, at spiludbyderens margin/afgift er 10 procent:

Vi befinder os i den engelske Premier League, hvor vi har et hypotetisk opgør Liverpool hjemme mod Blackburn foran os.
En fair procent-fordeling på denne kamp ville måske være noget à la 70-20-10 (procenterne er blot givet for eksemplets skyld).
Hvis dette var en total objektiv chance-vurdering burde de ”fair” odds være 1,43-5,00-10,00.
Efter nedjustering for bookmakerens 10 procents hedder de odds, kunden får tilbudt, 1,28-4,50-9,00.

Nu skal jeg ikke prøve at snørre læseren. Ved de udbudte odds 1,28-4,50-9,00 vil det, uanset hvilket af de tre udfald du spiller på, forudsat den oprindelige procent-vurdering af kampen er fair, slutte med, at efter 10 væddemål, så har du 90 procent af din samlede indskudssum tilbage (regn selv efter).

Men, det er ikke den eneste sandhed om bookmakerens margin. De fleste bookmaker-kunder spiller ikke for at score sig den teoretiske tilbagebetaling fratrukket bookmakerens margin - eller med andre ord sigter efter en tilbagebetaling på 90 procent.
De spiller for at få overskud.

Jeg vil tillade mig at postulere, at langt-langt størstedelen af de mennesker, der sætter penge på sports-væddemål, spiller for at få overskud (vildt overraskende, ikke?), og i den forbindelse er det interessant at notere sig, hvor stor en del af disse spilleres eventuelle overskud ved det enkelte væddemål, der bliver tilbage ved fratræk af bookmakerens margin.

Har man spillet på Liverpool, vil forskellen i profit fra det fair odds 1,43 og det udbudte odds 1,28 på det enkelte væddemål være 35 procent. Har man satset f.eks. 100 kroner, er gevinstudbetalingen pga. spiludbyderens margin blot 128 kroner i stedet for det ellers ”fair” beløb 143 kroner. Og 28 kroners profit er kun 65 procent af 43 kroners profit.

Har man i stedet spillet på Blackburn, er gevinsten (såfremt væddemålet går hjem) noget anderledes. Det udbudte odds er 9,00 i stedet for det fair odds 10,00, så vores gevinst bliver 900 kroner i stedet for det ”fair” beløb 1.000 kroner. Profitten/overskuddet på væddemålet er 800 kroner i stedet for 900 kroner, hvilket er lig med, at vores profit/det overskud på væddemålet, vi får udbetalt, er 89 procent.

Hov, hvad var det? Selvom oddsene for både Liverpool-sejr og Blackburn-sejr som udgangspunkt begge er ”fair”, og margin fratrukket i princippet er den samme (10 %), så er gamblerens profit-procent efter fratræk for bookmakerens margin ikke den samme.

Hvordan kan det nu være? Det skyldes, at margin (de 10 procents afgift) regnes fra odds-udgangspunktet 0,00 i stedet for fra det egentlig mere logiske udgangspunkt 1,00. Det betyder derfor, at jo tættere oddset er på 1,00, jo større er afgifts-påvirkningen procentuelt, og jo længere væk vi er fra 1,00 (jo højere oddset er), jo lavere bliver afgifts-påvirkningen.

Bedste kombi-kamp er til odds 0,96...


Det kan i princippet afstedkomme ekstreme tilfælde. Forstiller vi os f.eks., at vi spiller hos en bookie, hvor singler ikke er tilladt, men der er double-krav. Vi kan kalde denne tilfældigt udvalgte spil-udbyder for f.eks. ”Dansk Spilletjeneste” (for nu ikke at træde nogle eksisterende spiludbydere over tæerne). Lad os sige, denne spiludbyder har en tilbagebetalings-procent på 87 pr. kamp, altså en reel tilbagebetaling på 76 procent (87% x 87% = 76 procent), og lad os sige, at vi har fundet ét rigtigt godt væddemål til odds 5,00.
I dette tilfælde kan der være god ræson i at bette den anden kamp i doublen til odds under 1,00 - altså kombinere ens gode fidus med en kamp til f.eks. odds 0,96. Det lyder jo som rent volapyk, men det kan ikke desto mindre vise sig som den bedste forretning. Odds 0,96 vil med en tilbagebetaling pr. kamp på 87 procent svare til et fair odds på 1,10, og altså en vurdering at det pågældende hold vil vinde kampen 10 gange ud af 11. Tror vi, at de vil vinde den f.eks. 11 gange af 12, så har vi en mere positiv forventning end gennemsnitligt hos denne spiludbyder, og så er der god forretnings-ræson i at kombinere vores gode fidus til odds 5,00 med denne kamp til odds 0,96 (samlet odds 4,80).
I virkelighedens verden vil vi dog ikke få denne mulighed. Ikke at spiludbyderen, i førnævnte eksempel kaldet ”Dansk Spilletjeneste”, i princippet ville have noget imod, at man væddede til odds under 1,00, men det vurderes markedsførings-mæssigt ikke som det rigtige signal at sende denne mulighed ud til den store kundegruppe...

Men tilbage til gamblerens jagt på overskud eller rettere det overskud, der resterer, efter spiludbyderens margin er fratrukket.
Som vi konstaterede, jo tættere man kommer på odds-udgangspunktet 1,00, jo mindre bliver gamblerens procentuelle profit, og den kan endda, hvis det fair odds kommer meget tæt på 1,00, blive negativ. Er det fair odds i en kamp 1,05 (et hold vurderes til at vinde 20 gange ud af 21), vil det odds, gambleren med en bookie-margin på 10 procent bliver tilbudt, være 0,95, og til den betaling vil de fleste nok betakke sig for at spille. I praksis vil spiludbyderen undlade at udbyde spil på kampen, alternativt sætte den op med mål-handicap - ligefrem at gøre kunderne opmærksom på, at selvom de rammer plet, får de underskud, er dårlig reklame.

Til gamblere på jagt efter overskud: Vær opmærksom på, at jo lavere odds, du spiller til, jo større del af dit overskud på væddemålet bliver slugt af spiludbyderens profit.


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/

Bookmaker anmeldelser