Vi har efterhånden fået servet denne uges tre ATP 250-grusturneringer i gang, og selv om man måske kunne foranlediges til at tro, at stjernerne holder pause i sådan en uge, så er der faktisk virkelig stærk deltagelse fra flere af topnavnene på touren. Raonic, Cilic, Del Potro, Monfils og Gasquet er alle på tegnebrættet denne uge.

Estoril ATP 250 

I Estoril gør Del Potro sin entré på gruset for første gang i 2017. Det er altid med spænding, der bliver set frem til hans form og niveau, og det er ingen undtagelse denne gang. Lodtrækningen ser umiddelbart fin ud - også selv om den brandvarme japaner, Sugita, venter i første runde. Skal Del Potro gå hele vejen, så kan der desuden vente ham en kvartfinale mod Ferrer, men den lille slider fra Spanien har ikke ligefrem haft tur i den længe, og det ligger ikke umiddelbart i kortene, at bøtten vender nu.

Almagro og Carreno-Busta er at finde øverst i lodtrækningen, hvilket betyder, at én af de to kan stå overfor Del Potro i en semifinale. Almagro er en giftig grusspiller og forsvarende mester her i Estoril. Jeg kan godt se ham gå til semifinalen mod Del Potro.

I den nederste halvdel er det op til 2015-mesteren fra denne turnering, Richard Gasquet, at få taget grundigt revanche ovenpå sidste uges choknederlag til Sugita. Den nederste halvdel ser noget svagere ud end den øverste, og det bør være muligt for Gasquet at profitere heraf i en turnering, som han før har vist interesse i at præstere i.

Det er typisk for de franske spillere at ramme noget form på dette tidspunkt, hvor French Open ligger lige om hjørnet. Gasquets værste konkurrent inden finalen kan meget vel vise sig at være lokale Sousa, som har et højt topniveau og må komme med motivation i sit lands eneste ATP-turnering.

Højt odds på lokal helt

Del Potro er favorit hos Bet365* i odds 4, mens Gasquet ligger i odds 6 pt. Har man fidus til den lokale helt, Joao Sousa, som trods alt har en rigtig fin lodtrækning og fordel af hjemmebane, så har Bet365* odds 17 pt. 

München ATP 250

Denne turnering er blevet vundet af tyske Kohlschreiber tre gange (07, 12 og 16), og han er bestemt én af titelbejlerne igen i år. Jeg synes dog, han har haft et lidt underligt år med en masse mentale udfald, og intet overrasker mig efterhånden længere, når det angår Kohlschreibers præstationer. Tyskeren har Casper Ruud i første runde og er i den øverste halvdel af lodtrækningen, hvor spillere som Fognini og Monfils skal overvindes. Netop Monfils kan vi næppe forvente alverden af her efter en længere skadespause. 

I den nederste halvdel er det ret sandsynligt, at vi i hvert fald får tysk deltagelse i semifinalen, da Struff og Alexander Zverev står til at møde hinanden i en rent tysk kvartfinale. Bautista-Agut er finaleseedet fra denne halvdel af lodtrækningen, og det er nok ret sandsynligt, at vi ender op med en semifinale mellem ham og Zverev, der plejer at være godt inspireret på tysk jord (ikke at resultaterne automatisk har fuldt med denne inspiration).

For lavt odds på bookmakernes favorit

Monfils er bookmakernes favorit i odds 5,00 pt., men jeg synes, det er alt for tyndt, når man tænker, at han ikke har spillet siden 16. marts. Kohlschreiber i odds 7,00 virker mere interessant, selvom jeg ikke er voldsomt begejstret for hans lodtrækning. 

Istanbul ATP 250

Diego Schwartzman er forsvarende mester i denne turnering. Han vandt sidste år en skandaløs finale mod Dimitrov, der chokede en komfortabel føring væk og efterfølgende opførte sig yderst pinagtigt. I år bliver det mere end svært for den lille argentiner at gentage sidste års succes. Han er ganske vist seedet 3 i et ikke vildt stærkt felt, men seedet 1 og 2 er ingen ringere end Milos Raonic og Marin Cilic.

Både Raonic og Cilic spiller til trods for deres statur ganske udmærket på grus, og jeg tror, de begge er ude på at få nogle gruskampe i benene her. Raonic er dog uden kampe siden 25. marts, så det er ikke sikkert og vidst, at han kommer ind til Tyrkiet med specielt god form. Cilic ser ud til at være med pil op pt., men også han har haft et meget underligt 2017 indtil videre, hvor resultaterne er meget uberegnelige.

Udover de tre øverstseedede er det svært at finde de helt store og åbenlyse titelaspiranter. Coric, Khachanov og Vesely er nok dem, jeg forventer mig mest af her, men det er en turnering, der ligger lige til højrebenet for Marin Cilic, hvis han ellers har motivationen til at gå langt her.

Cilic som vinder lugter af værdi

Cilic ligger i odds 5,00 pt. hos ikke-licenserede bookies, og det er egentlig tæt på at være godkendt efter min mening. Schwartsman er desværre at finde i hans halvdel, men i en semifinale bør Cilic kunne slå argentineren, selv om det modsatte ikke ligefrem vil være en sensation.