Tennisdebat uge 16: Amputeret felt samlet i Monte Carlo

Tennisdebat uge 16: Amputeret felt samlet i Monte Carlo
Emne: Optakter
Af , Søn. 15. apr. 2018, 19:05
Denne side indeholder henvisnings-links.
0
Du skal være logget ind for at stemme på artikler

Relaterede emner, ordbog

Spillebørs
Væddemål

Kommentarer (78) Til kommentarer

Med fare for at gentage mig selv fra tidligere ugeoptakter, så skal vi nu igen i gang med en Masters 1000, hvor alt for mange af verdens bedste spillere er ude enten frivilligt eller ufrivilligt. Federer spiller ikke på grus i år, typer som Wawrinka, Murray, Monfils og Tsonga er ude med skader, mens der fra top 10 er yderligere mandefald fra Isner, Anderson og Del Potro.

 

Det efterlader os med en turnering med én soleklar favorit; Rafael Nadal. Den spanske gruskonge har vundet turneringen i Monte Carlo hele ti gange, og han er da også forsvarende mester fra både 2016 og 2017. Han har været skadesplaget i år efter Australian Open, men han vendte frygtindgydende tilbage sidste weekend, hvor han pulveriserede både Zverev og Kohlschreiber i Spaniens 3-2-sejr over Tyskland i Davis Cup.

 

Hvem der lige skal kunne true Nadal i Monte Carlo i år, kan umiddelbart være svært at se, men Dominic Thiem og Alexander Zverev er nok de på papiret mest oplagte trusler skarpt efterfulgt af Novak Djokovic, der har genansat succestræneren, Marian Vajda, som Djokovic tidligere har høstet karrierens største meritter med. Om Vajdas comeback i Djokovic' lejr er nok til at genantænde den serbiske flamme, vil de kommende uger vise, men sådan som Djokovic har spillet i sine få turneringer i år, så bør der være alt for langt op til Nadals niveau. 

 

Derfor tror jeg, at potentielle skader vil være den største hurdle for Nadal i denne turnering, og det er slet ikke så uvæsentlig en faktor, for spanieren har konstant døjet med skader de seneste efterhånden mange sæsoner, og selv om han spillede godt igennem på gruset i 2017, så har han ikke spillet én eneste ATP-turnering i år uden at være skadespåvirket. Det er med andre ord lidt af et sats at spille på Nadal outright, når der er spørgsmålstegn ved fysikken, men vælger man at lukke øjnene for mulige skader, så må Nadal være én af de største favoritter, der kan findes i sport, i de kommende store grusturneringer.

 

Lodtrækningens øverste halvdel

Lad os kigge lidt nærmere på lodtrækningen, hvor førsteseedede Nadal faktisk ikke har været tilsmilet af fru Fortuna. De første runder er på papiret ganske lette, men både Thiem og Djokovic befinder sig i samme fjerdedel, og skal Nadal videre til semifinalen, så skal han formentlig igennem vinderen af et møde mellem netop de to. Interessant er dog, at Djokovic først skal igennem to af de bedste spillere fra Balkan i skikkelse af Lajovic og Coric (hvis Coric slår Benneteau), før han kan booke en billet til en ottendedelsfinale mod Thiem, der dog også lige skal slå Haase/Rublev først.

 

Den østrigske grusspecialist, Thiem, har spillet en masse fremragende grustennis, og han har da også slået Nadal på grus i både 2016 og 2017, ligesom han allerede har én grustitel under bæltet i år, efter han vandt turneringen i Buenos Aires for to måneder siden. Men alligevel synes jeg, han har været skuffende i år. Han har ikke udviklet sig så meget på hard court, som jeg havde forventet, og spørgsmålet er, om han har tanket nok selvtillid i de forgangne måneder til, at han bare kan gå direkte ind i Monte Carlo og blive en reel faktor. Han har aldrig haft den store succes i denne turnering, og det dufter ikke af mere for ham i år.

 

Går vi lidt længere ned i lodtrækningen i den øverste halvdel, så lader det heller ikke til, at det er herfra, Nadals besejrer skal komme. Dimitrov er seedet til at gå i semifinalen (mod Nadal), men bulgareren har ikke sådan for alvor fundet melodien siden sit fremragende efterår i 2017. Dimitrovs på papiret værste konkurrent til en semifinale er dog David Goffin, og det kan vise sig at blive Dimitrovs held, for Goffin har også været ude et stykke tid og ligner ikke en spiller i nærheden af sit topniveau pt.

 

Ramos-Vinolas og Bautista-Agut er de to andre seedede spillere i denne fjerdedel, men der er andre lige så stærke navne som eksempelvis Benoit Paire, Kohlschreiber, Shapovalov og Tsitsipas, som alle på deres bedste dage kan true samtlige seedede folk i den næstøverste fjerdedel.

 

Lodtrækningens nederste halvdel

Marin Cilic, der aldrig har været længere end kvartfinalen i denne turnering, er seedet til at gå igennem den nederste halvdel. Kroaten er udmærket på grus, men han har aldrig rigtigt leveret noget af det helt store, som skulle kunne retfærdiggøre, at vi kan tage ham med som en reel trussel til Nadals grusdominans i Monaco.

 

Holder seedningerne skal Cilic op mod Carreno-Busta i kvartfinalen. Spanieren er kommet godt i gang igen, og selv om han var i US Open-semifinalen sidste år, så er det stadig på grus, han spiller sin bedste tennis. Han er dog endt i en ret svær del af lodtrækningen, hvor både Berdych og Nishikori befinder sig. De to møder dog hinanden i et brag af en førsterundekamp, og holder seedningerne, så er det Carreno-Busta mod Berdych i en kamp om en kvartfinalebillet. Berdych var i finalen her i 2015 og kan bestemt godt spille på grus, så finder han noget form undervejs, så ser jeg faktisk ham som et ret fornuftigt bud på en spiller, der kan gå hele vejen til finalen. Formen er dog ikke blændende, og det vil kræve, at tjekken finder sit bedste niveau i løbet af ugen, hvis han skal nå helt til finalen.

 

Den anden fjerdedel ser noget mere potent ud. Lucas Pouille og Alexander Zverev er på papiret regnet til at møde hinanden i kvartfinalen, og det virker bestemt heller ikke usandsynligt, selv om der er flere gode spillere som Gasquet, Schwartzman og Fognini i fjerdedelen. Pouille har jeg store forventninger til denne grussæson, når ATP-feltet er så skrabet, som det er for tiden, og særligt her i Monte Carlo er han det store håb som den "lokale" stjerne, da hverken Tsonga eller Monfils stiller op. Pouille er ok under pres, synes jeg, og han har niveauet til at gå rigtigt langt her, selv om en ottendedelsfinale mod Gasquet/Schwartzman ikke bliver nogen let opgave.

 

Zverev og Fognini skal formentlig udkæmpe, hvem der får retten til at møde evt. Pouille i kvartfinalen. Fognini er en troldmand på gruset, men det er lang tid siden, han for alvor har præsteret i Monte Carlo. Han var i semifinalen i 2013, men siden da har han intet nævneværdigt leveret her. Zverev har heller ingen meritter fra turneringen at skue tilbage på, men han vandt Rom Masters 1000 sidste år, og han har bestemt evnerne til at udrette store ting - også på grus. Om hans selvtillid har fået et ordentligt hak efter nederlaget i Nadal sidste uge, vides af gode grunde ikke, men det var nok næppe den start på grussæsonen, han havde ønsket sig. Der var meget langt op til Nadals niveau.

 

Outright-markedet

Nadal ligger i 1,64 på Betfairs spillebørs, og det er ikke langt fra, jeg synes, det holder værdi. Jeg vil dog gerne lige se ham lidt mere an ift. fysikken, og så vil det også være rart at kende Djokovic' forfatning, inden jeg sælger hus og hjem for at "banke" pengene på Nadal. Jeg tvivler dog meget stærkt på, at den ikke vil kunne handles hjem i løbet af ugen, hvis man skulle blive lidt usikker på sit væddemål. Derudover skal man efter min mening holde et ekstra øje med Berdych og Pouille. 

Bookmaker anmeldelser