Han holder 119% i tilbagebetaling over mere end 500 spil. Cykelekspert Jesper Sørensen er ubetinget den mest succesfulde tipper i BetXperts ekspertpanel, hvis man udelukkende kigger på procenterne. Men hvad ligger der egentlig bag? Få de bedste råd af cykelekspert Jesper Sørensen, som har budt BetXpert velkommen i oddsværkstedet.

Mange spillere stiller sig tilfreds, hvis de kan slå markedet med 1-3 procent. Det er de få procenter, som ofte gør forskellen på plus og minus i regnskabet. Sådan er det dog ikke for cykelekspert Jesper Sørensen. Han bevæger sig ikke på de store markeder - cykling er i det store hele et nichemarked - ikke desto mindre har han sammenlagt forrentet pengene med 19%(!) og tjent godt 100 units. Og det over mere end 500 spil. Ganske enkelt imponerende. 

Den 23-årige pædagogstuderende fra Århus har givet os lov at komme en tur i maskinrummet, så vi kan blive inspireret og tage ved lære. For hvordan gør han? Hvad er hemmeligheden bag den store succes som tipper? 

Vær forberedt

Vi begynder lige på og hårdt. Hvad er første skridt i jagten på værdi?

"Først og fremmest så læser jeg alt – eller i al fald næsten alt. Jeg læser nyheder på diverse cykelsportssider, jeg læser forskellige optakter, jeg læser med på cykelfora – så meget som jeg nu kan. Det gør jeg, fordi jeg gerne vil have så meget viden som muligt. Man skal selvfølgelig kunne sortere de her informationer fra hinanden, for det er ved gud ikke alt, der er lige brugbart (eller korrekt), men det er rart nok at få andre indtryk ud over mine egne."

Op til et konkret løb - en forårsklassisker fx - hvad gør du da?

"Op til et løb bruger jeg meget tid på at kigge ruten igennem, lure om der er noget, der snyder. Det er ikke altid, de er lige gode til at lave ruteprofilerne, så det kan sagtens give en lille fordel, hvis man selv har styr på det. Herudover holder jeg mig opdateret omkring de ryttere, der kan forventes at spille en stor rolle. Jeg tjekker startlisterne igennem for at vurdere, hvem der er kaptajn, og hvem der er låst i en fast rolle, og jeg kigger lidt på deres formkurve og sammenholder det med de udtalelser, de er kommet med i forbindelse med sæsonmål. Det er mange ting, men meget af det kommer jo naturligt, når man følger med i sæsonen – så ved man ligesom godt, hvilke ryttere der er i form i april, og hvem der svigter lidt her."

Hvad med et etapeløb?

"Under et etapeløb – hvor jeg umiddelbart mener min force er – bruger jeg meget tid på at gense afslutningerne eller vigtige momenter. Hvis det har været en sprinterafslutning, så plejer jeg gerne at se de sidste hundrede meter en 4-5 gange, for der kan ske mange ting i en spurt, som kan være ret afgørende. For eksempel kan en formstærk og hurtig rytter blive låst inde i spurten på 1. etape, og ende som nummer 8 – men hvis jeg kan se, at han egentligt var en del hurtigere end en 8. plads, så er der måske et muligt spil der på den næste sprinteretape.

Nogle ryttere kan ikke placere sig i spurten, og det tænker jeg selvfølgelig også over, men som udgangspunkt har det vist sig at være ret godt for mig at gennemgå spurterne på den måde. Lidt anderledes er det på stigende afslutninger, men her kigger jeg gerne en etape igennem for at se, hvor på stigningen en rytter led, eller hvor han var flyvende. Nogle trives ved stejle procenter, mens andre bedre kan lide konstante stigningsprocenter, så det er også værd at holde øje med. Det kræver med andre ord tid at holde sig opdateret."

Husker Jalaberts bjergtrøje

Så langt, så godt. Jesper Sørensen er på forkant med nærmest alt. Det kræver stor sult og interesse. Men hvor stammer den interesse for cykling egentlig fra?

"Jeg har set Tour de France næsten lige så længe, jeg kan huske. Jeg husker Cipollinis fire sejre i træk i 1999, men sådan rigtig interesseret blev jeg først i 2002, hvor Ivan Basso vandt den hvide ungdomstrøje i Tour de France, mens Joseba Beloki blev nummer to i løbet. Det var også det år, hvor Laurent Jalabert vandt bjergtrøjen for anden gang for Bjarne Riis’ hold."

Hvad fascinerer dig så meget ved cykling?

"Jeg elsker taktikken, de mange historier omkring sporten og udøverne, og så at man kan komme helt tæt på profilerne. Jeg elsker at se en god, klassisk bjergetape, hvor hjælperne har gjort deres og leveret deres kaptajn ved afgørelsen af etapen, og så er det bare mand mod mand."

Cykler du selv?

"Nej, jeg bruger kun cyklen som et transportmiddel til og fra skole. Jeg har aldrig siddet på en racercykel, og jeg er faktisk ikke særlig vild med at cykle i for lang tid ad gangen. Så keder jeg mig."

Kig på morgendagens etape

Tilbage til maskinrummet. Gør du dig først overvejelser om værdi, når du ser bookmakernes odds?

"Som regel begynder jeg at forberede mig til den næste etape (i et etapeløb), når dagens etape er afgjort. Odds kommer først lidt senere, men i og med at bookmakerne selv laver duellerne (og kan vælge mellem 200 ryttere), så er det svært at tage stilling til H2H-spil, før bookmakerne er ude med odds.

Men når en etape er slut, så begynder jeg at kigge nærmere på morgendagens etape. Jeg kigger på hvilken slags etape det er, hvem den kunne passe til, og så begynder jeg at kigge på de ryttere, der passer til etapen: Hvordan har deres form været? Har de ambitioner? Har de været involveret i et styrt?

Først herefter kommer oddsene ud. Så jeg har en klar vurdering af, hvordan jeg opfatter etapen, og det sammenligner jeg så med bookmakernes – af og til er vi helt enige, andre gange helt uenige. Hvis vi er langt fra hinanden, så begynder jeg lige at kigge lidt igen – markedet er alligevel for ustabilt til, at det er muligt at lave en analyse i den første times tid."

Hvad er så næste skridt?

"Når jeg har fundet en spændende duel (eller vinderodds), så går jeg lidt grundigere til værks. Jeg tjekker mere specifikt de enkelte ryttere, holder øje med om de måske kan blive låst på deres eget hold i form af forskellige roller, tjekker holdenes hjemmeside for at se, hvad de siger om den næste etape, jeg kigger på deres Twitter-profil, for at se om de har skrevet, om de måske var involveret i et styrt og så videre. 

Jeg bruger meget lang tid på at få informationer, der kan give den ene eller anden form for fordel. Herefter begynder jeg at liste fordele/ulemper op ved spillet, akkurat som man gør i BetXperts analyser. Slutteligt kigger jeg så denne liste igennem, for måske har jeg fået overbevist mig selv om, at der måske ikke er værdi alligevel – det kommer ret tit først, når man virkelig har arbejdet et spil igennem, synes jeg."

Hvordan sætter du CV'et?

"Jeg sætter en ret grov procentsats ud fra det, jeg hurtigt lige vurderer. Fx en vinder-CV på 10 % eller en duel-CV på 60 - 40 %. Herefter begynder jeg så at arbejde ud fra fordele/ulemper, og så trækker jeg lidt fra og tilføjer lidt alt efter hvor væsentligt det er."

Skriv til rytterne 

Hvad er for dig at se den vigtigste evne i forhold til at finde værdi?

"Jeg gør meget ud af at være ret grundig. Meget af det kommer af sig selv, fordi jeg simpelthen bare vil vide og se alt på grund af min interesse i sporten. Men hvis jeg ikke føler, at jeg har nok viden til et givent løb, så holder jeg mig fra det, fordi så føler jeg, at jeg misser nogle ret væsentlige informationer, og kan jeg så virkelig finde værdi? Så for mig må grundighed være det vigtigste i forhold til at finde værdi."

I hvor stor omfang bruger du sociale medier som Twitter fx? 

"Twitter bruger jeg utrolig meget. Facebook slet ikke. Jeg følger over 1.000 på Twitter, og jeg er derinde flere timer dagligt. Der suser så mange informationer rundt derinde, og jeg er efterhånden blevet ret god til at skelne skidt fra kanel hvad angår disse informationer. Samtidigt husker jeg også ret godt, når det drejer sig om ting, jeg virkelig er interesseret i, så det er meget rart at have de her informationer i baghovedet."

Og følger du så rytterne eller eksperter? 

"Jeg følger rytterne, men også eksperter. Det er mest eksperterne – herunder den tidligere ekspert herinde, Mikkel Condé – som jeg bruger i forbindelse med betting. Derudover ”slår jeg rytterne op”, når jeg har en duel, der involverer dem, for at se om de skriver noget specifikt. De er ret gode til at skrive, hvis de har været nede i asfalten, om de er hårdt ramt af tidligere styrt eller andet.

Og af og til er de også flinke nok til at svare, hvis man skriver et spørgsmål til dem. Mange af dem er heller ikke blege for at skrive, hvis de led på en given etape. Så skal man selvfølgelig også være lidt kritisk, for naturligvis vil de ikke bare røbe alt om deres form på Twitter, men det er alligevel mange gode informationer, man kan få fat i."

Så Twitter er efterhånden en ret vigtig del af researchen?

"Cykelsporten er ret godt repræsenteret på Twitter, så det er afgjort ét af de vigtigste elementer i min informationssøgning. Hvis jeg ikke får set en etape eller et løb, så benytter jeg en af de mange live-opdateringsprofiler, som @CyclingUptodate eller @PelotonWatch. De skriver nemlig, hvad de ser, og hvad der sker i et løb, til forskel fra diverse etapereferater på cykelsider, der fremhæver det vigtigste, og sorterer ting, der umiddelbart ikke synes så vigtigt for det samlede billede. For eksempel hvis en semi-klatrer, der ikke er klassementsrelevant, lider på en lille stigning."

Svaghed for italienerne

Når man har med en cykelekspert at gøre, der er så fascineret af sporten, så er det selvfølgelig også interessant at vide, hvilke ryttere han selv beundrer? Er han ligesom mange andre fascineret af koryfæer som Fausto Coppi, Bjarne Riis, Pantani eller måske Alberto Contador? Nej, ingenlunde. Man skal derimod dog langt ned på sejrslisterne for at finde Jesper Sørensens favoritter.

"Jeg har ikke en, hvor jeg tænker, at han er min favorit, og som jeg holder ekstra meget med. Jeg har en klar svaghed for italienske ryttere af en eller anden årsag, som for eksempel Edoardo Zardini, Davide Villella, Davide Formolo, Fabio Aru og Andrea Guardini. Skulle jeg vælge én favorit, så bliver det nok Den Lille Prins – Damiano Cunego. Ham har jeg været vild med, siden han slog igennem i 2004 – og jeg har været så evigt frustreret, når han siden 2008 har fejlet, fejlet og fejlet. Af og til har han vist lidt, hvor jeg har tænkt, at nu kommer han endelig tilbage, for så bagefter at være fuldstændig irrelevant. Men det er okay - jeg kan lide ham alligevel."

Hvad er din holdning egentlig til al dopingpolemikken? Er det bare en del af sporten?

"Det er ikke noget, der generer mig vildt meget. Det er da træls, hvis en af ens favoritter tester positivt, men som udgangspunkt er det ikke noget, der får mig op i det røde felt."

Nogle spil skriger af værdi

Hvor lang tid bruger du i gennemsnit på at finde et godt valuespil?

"Det er meget forskelligt. Nogle gange kan jeg bare kigge hos en bookmakers udvalg og se, at én duel (eller vinderodds) skriger af værdi. Det kan jeg, fordi jeg bruger så lang tid på at forberede mig. Andre gange kræver det lidt mere arbejde. For eksempel fordi de laver nogle dueller med ryttere, som jeg ikke lige havde tænkt over."

Hvilke oddschecksider bruger du?

"I og med at bookmakerne laver deres egne dueller, så er H2H-odds sjældent på sådanne sider. Vinderodds er, og her bruger jeg oddschecker.com for et hurtigt overblik, men jeg har efterhånden lært mig selv at tjekke det hele manuelt."

I hvor høj grad bruger du kontakter ude i miljøet?

"Jeg har nogle få journalister, som jeg fra tid til anden skriver med. Ikke under løb, men en gang imellem skriver vi lige en mail sammen, hvor de kommer med lidt betragtninger osv.

Jeg har ikke for alvor nogle konktakter blandt rytterne, men jeg kender en række af dem, der skriver for de danske sider, så jeg har lidt information om de danske ryttere af og til, men det er stort set kun brugbart i Post Danmark Rundt. Desværre – for jeg tror, man kan hente meget her, hvis man for eksempel har lidt kilder hos diverse firmahold. For eksempel hvad angår rollefordeling til et løb, hvor de på papiret stiller til start med flere kaptajner, eller hvad angår formen hos enkelte ryttere."

Kæmpe cykelnørd

Hvor meget tid bruger du på at se cykling?

"Det er de færreste løb, der sendes på tv, jeg ikke får set. Jeg ser alt, jeg kan komme i nærheden af, og hvis jeg ikke kan se det live, så går jeg til Youtube for som minimum at se afslutningen. Mit tv har en smart ”Start forfra”-funktion, så de store løb, der sendes på TV2, kan jeg se helt fra starten, hvis jeg lige misser dem. Men så meget tid som muligt, så det afhænger af hvor meget, der rent faktisk sendes."

Hvor ser du cykling henne?

"Langt det meste får jeg set i tv’et – jeg har samtlige danske sportskanaler. Nogle løb vises dog ikke i tv, hvorfor jeg må ty til internettet for at streame dem. Herudover bliver ret mange af løbene uploadet på YouTube ret hurtigt, efter de er afsluttet."

Hvilke bookmakere bruger du primært selv?

"Bet365* er min primære bookmaker. Det er dem, der som oftest laver spil, som resten af markedet så kopierer. Langt de fleste af mine private spil bliver sat umiddelbart efter oddsene udgives, for her synes jeg, man kan hente mest. Deres oddssætter er dog for det meste skarp. Så de er ret hurtige til at tilpasse odds efter indskud i starten, hvorfor jeg først laver analyser efter de har fået lidt tid og er blevet mere stabile."

Følg Jesper Sørensens cykeltips her