Brøndby viste styrke, da de besejrede FC Midtjylland i Herning, mens FCK-defensiven så bedre ud end tidligere i sejren over Hobro, hvor Viktor Fischer igen kom på tavlen. Vejret har haft stor indflydelse på rundens kampe med både minusgrader, blæst og sne - kan det skabe værdi i spil i denne runde? 

Endnu en Superliga-runde er færdigspillet, og det betyder en ny Superliga-klumme over, hvad vi bl.a. lærte af den netop spillede runde, mens vi ser frem mod weekendens. I klummen vil vi udvælge nogle pointer eller tendenser fra weekendens runde, ikke nødvendigvis fra alle rundens kampe, og se, om det kan føre til mulige spilidéer til den kommende runde.

Vi vil ligeledes gerne høre jeres input. Har I gjort jer nogle tanker igennem ugen om ting, som slog jer i forhold til weekendens kampe, så byd gerne ind, så vi kan få en god debat op at køre som optakt til den kommende runde.

I denne uges sættes der fokus på, om FCK er på vej tilbage, og om man kan finde værdi i det kolde danske vintervejr, hvor banerne har været hårdt medtaget. Afslutningsvis tages topkampen mellem FC Midtjylland og Brøndby under lup, hvor Brøndby viste holdets styrke

Er FCK ved at ligne sig selv igen?

FC København tog et stort skridt mod at sikre sig top 6, da man slog Hobro i sikker stil på udebane onsdag aften. Det var dog svære vilkår, som spillerne skulle præstere under, da sneen faldt tungere i anden halvleg, hvor banen nærmest var helt hvid, mens bidende frost og en frisk vind ikke gjorde det sjovere for spillerne.

Jeg så dog et FCK-hold, der for anden kamp i træk leverede en solid defensiv præstation. Hobro var ikke specielt farlige i løbet af kampen, og det lignede et FCK-hold, som var i kontrol efter, at man kom foran 0-2 i midten af 1. halvleg. Det skete endda mens, at man fik aflastet et par spillere, da William Kvist og Federico Santander så hele kampen fra bænken.

Derimod stemplede Viktor Fischer endnu engang ind med et mål, og han virker som en spiller, som bliver en klar gevinst for københavnerne. Han har en koldblodighed foran mål, som man har manglet, og det er tydeligt at se, at han har langt mere selvtillid og kvalitet i sine afslutninger, end eksempelvis Andrija Pavlovic havde.

For an vende tilbage til FCK-defensiven så er det anden kamp i træk, at man holder modstandere fra de helt store chancer, og man har ligeledes formået at rydde op i de personlige fejl, som har kostet for mange mål i løbet af sæsonen. Det virker til, at Ståle Solbakken har fundet sin ideal-bagkæde med Ankersen, Lüftner, Vavro og Boilesen, indtil Erik Johansson bliver klar

Jeg har ligeledes set et FCK-hold, som har formået at kontrollere kampene hjem på bolden - noget som man har haft store problemer med tidligere i denne sæson, hvor man muligvis har manglet troen på egne evner.

AGF - FCK: Målfattigt opgør i vente?

FCK har som nævnt fået bedre styr på defensiven, hvor man ikke har givet det store væk de seneste kampe. AGF har haft et mere defensivt udtryk indtil nu i dette forår, hvor man har forsvaret sig fint i åbent spil. FCK har nogle individuelle spillere, der kan noget på egen hånd, og Robin Olsen er ude, men næsten odds 2,00 på under 2,5 mål? Jeg synes, at det dufter lidt af værdi.

Frostvejr og dårlige baner – hvordan kan det udnyttes?

Frostvejret har for alvor indtaget Danmark i denne uge, og det forventes at fortsætte resten af ugen med lave temperaturer under frysepunktet med mulighed for sne og slud. Nu skal der ikke gå for meget vejrudsigt i denne her klumme, men hvordan kan vi udnytte dette som better?

For dem som fulgte med i livebloggen onsdag aften, så var jeg ude på to live-spil i Hobro – FCK, hvor vejret var en af hovedårsagerne til, at jeg valgte både et spil på under 12,5 hjørne i slutningen af 1. halvleg og under 3,25 mål lige inden 2. halvleg begyndte, da man kunne se, at sneen havde taget til i styrke ,og banen var dækket af sne. Det ville i min verden give rigtig svære betingelser for spillerne.

Anden halvleg blev ikke særlig velspillet, men derimod så synes jeg, at FCK kontrollerede kampen hjem. Men det var tydeligt at se, at det ikke var sjovt for spillerne, og holdenes boldomgang var ikke på noget højt niveau.

En anden kamp så ligeledes var ramt af snevejr var tirsdagskampen mellem AC Horsens og AGF, hvor anden halvleg heller ikke var noget chanceorgie. Begge hold havde problemer på bolden, og selvom Horsens skabte et par store chancer, så var det på en dødbold samt efter en lang bold i slutminutterne.

Vi så også en kamp mellem Randers og Helsingør, hvor det ikke var det mest prangende spil, som det opgør vil blive husket for. Randers har stadig offensive problemer, og man kunne derudover se en af holdets bedste og mest kreative offensiv-spillere, Baskhim Kadrii, gå ud med en skade i, mens Saba Lobjanidze trak sig under opvarmningen.

Kommer man til at mangle de to spillere, ligner det et Randers-hold nærmest uden nogen form for kreativitet. Man skabte da heller ikke de helt store chancer udover den store angriber Markkanens chance i slutminutterne. Det ser svært ud for Randers, der dog kunne bryste sig ved, at man ligeledes holdte Helsingør fra de helt store chancer.

I de her kampe vil jeg typisk se mod få hjørnespark eller få mål som tilfældet med Hobro- FCK. Det er ikke sikkert, at disse muligheder opstår igen, men det er måske en meget god tanke at have in mente, hvis man ser en kamp live, hvor der kan opstå disse muligheder.

Lyngby - Hobro: Tam Hobro-offensiv kan give målfattig kamp

Jeg betragtede denne kamp i seneste klumme, hvor jeg var noget hård ved Hobros offensiv, som en oplagt under-kamp. Hobro har en solid defensiv organisation, mens Lyngby også har forsøgt at finde tilbage til dette. Jeg er noget overrasket over, at man kan hente 1,87 på under 2,5 mål i denne kamp, hvor jeg ikke forventer nogen fremragende bane i Lyngby oven på den masse frost. 

Topkamp i Herning – kvalitetsforskel på banen

Runden blev afsluttet med rundens nok meste imødesete kamp, da FC Midtjylland og Brøndby tørnede sammen. Jeg spurgte i seneste klumme, om Brøndby virkelig skulle være favoritter i Herning. Bedømt på kampen så var svaret ja.

Jeg så et Brøndby-hold, som var det bedste hold de første 30 min, hvor man bl.a. blev farlig på flere omstillinger. Jeg synes, at FCM i denne periode havde svært ved at håndtere Brøndbys sværm af spillere, som kommer i det her aggressive pres i denne periode, hvor midtjyderne ikke rigtig kunne få spillet til at køre.

Kampens enlige mål blev også scoret på et tidspunkt, hvor Brøndby igen fangede FCM ude af balance, da Hany Muktahr med en god individuel præstation fandt Kasper Fisker. Man kan så stille sig spørgsmålet: Hvorfor i alverden laver Zsolt Korcsmar ikke bare et frispark og bremser det lovende angreb?

FCM kom så bedre med det sidste kvarters tid, hvor man igen så, at Brøndby så sårbare ud, når bolden blev spillet ned i bagrummet, og de to knap så hurtige midterforsvarere skal løbe baglæns. I denne periode sad Brøndbys pres ikke særlig godt, og det gør det nemmere for spillere som Jakob Poulsen at slå kvalitetsbolde ned bag bagkæden. Her viste Mikkel Duelund og Gustav Wikheim, at de kan nogle ting på egen hånd, men man manglede at gøre tingene færdig.

Anden halvleg blev ikke nogen særlig køn affære, men jeg så et Brøndby-hold, som dårligt gav en chance væk, og man viste igen, hvorfor man har ligaens bedste defensiv. FC Midtjylland formåede aldrig for alvor at blive farlig, og spørgsmålet er, om FCM savnede nogle af de mange offensive spillere, som man er uden pga. enten skader eller afgange. Kaan Kairinen så dog ret rundtosset ud i første halvleg, hvor han var noget overmatchet.

Det blev en topkamp med mange dueller, men Brøndby var det bedste hold, og de ligner favoritten til mesterskabet på nuværende tidspunkt trods pointlighed.

FCM er langt fra lige så overbevisende som i efteråret

Jeg synes, at vi i dette forår har set et FCM-hold, som er langt fra lige så overbevisende rent præstationsmæssigt som i efteråret. På trods af en masse sejre, så synes jeg, at man savner noget bredde på de offensive pladser, hvor meget er op til Mikkel Duelund og Gustav Wikheim, mens man ikke har den helt store at skyde med fra bænken. Skal man være så store favoritter på udebane mod hjemmebanestærke Silkeborg på mandag?