Spillemyndigheden har anmeldt Danske Licens Spil for at have overtrådt reglerne om hvidvask i forbindelse med onlinekasino.

Den danske Spillemyndighed har anmeldt Danske Licens Spil til Politiet. 

Det drejer sig om en konkret sag fra perioden 2013-14, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse mandag.

Spillemyndigheden mener, at Danske Licens Spil har overtrådt hvidvaskreglerne i bekendtgørelsen om onlinekasino. Der skulle være tale om en konkret kunde, der ifølge Spillemyndigheden burde have været indberettet til Politiet. 

Danske Licens Spil er den del af Danske Spil, der opererer på markedsvilkår, og hvor blandt andet Oddset, Tips og Casino hører under.

Danske Spil ikke enig

Thomas Rørsig, informationschef ved Danske Spil, skriver i pressemeddelelsen, at de ikke kan følge Spillemyndigheden:

"Danske Licens Spil er imidlertid ikke enig med Spillemyndigheden om, at selskabet på nogen måde skulle have handlet forsætligt eller groft uagtsomt i forhold til bekendtgørelsens hvidvaskregler."

De skriver herudover, at de vurderede, at kunden havde en uhensigtsmæssig spilleadfærd grænsende til ludomani, hvilket de forsøgte at håndtere - men uden at det kunne relatere sig til hvidvask.

Hør Danske Spils kommentar til politianmeldelsen her: Kunne ikke tro, det skulle indberettes