En lovpakke om bl.a. at forbyde spillehaller at have åbent om natten er denne uge blevet debatteret i Folketinget. Alle partier stemmer for pånær Liberal Alliance. Men hvad nytter det at lukke spillehallerne, når nu diverse onlinecasinoer har åbent 24 timer i døgnet? Vi spørger politikerne.

Snart må landets spillehaller lukke butikken, når klokken slår 24 og først åbne igen kl. 7. Det lovforslag, som er en blandt mange, blev tirsdag debatteret i Folketinget. Forslaget har bred opbakning - kun Liberal Alliance står uden for.

Lovforslaget blev allerede fremlagt i efteråret, og her var hovedargumentet for at lukke spillehallerne om natten, at der var for meget sort arbejde. Skatteminister Benny Engelbrecht sagde dengang til Berlingskes Politiko:

"Vi kan konstatere, at der er ret store udfordringer med spillehallerne. Der er ganske omfattende snyd, og det ser ud til, at det er meget systematisk."

Argumentet om sort arbejde er dog nu helt væk - i stedet hedder det, at lukkerestriktionen skal være for at begrænse spilafhængighed. 

Se hele debatten fra Folketingssalen her

DF: Nattelukning ikke groet i vores baghave

Dansk Folkeparti stemmer for lovpakken. Vi har spurgt Dennis Flydtkjær, ordføreren på området, ind til sagen.

Har I taget højde for, at folk vel bare går hjem til computeren og spiller videre, når spillehallen lukker?

"Nej, det er der ikke taget højde for. Vi problematiserede det også til forhandlingerne. Men Skatteministeriet afviste, at folk gik hjem og spillede videre. Jeg synes dog ikke, det giver nogen mening. Det svarer til, at hvis man forbød spiritus og øl, så er der nok en god chance for, at de fortsætter. Alkoholikere skal jo have deres drikkevarer". Så den del af aftalen har ikke groet i vores baghave.

Er det ikke en smule blåøjet at tro, at det gør nogen forskel at lukke nogle spillehaller om natten? Er det store problem ikke, at langt den største casino-aktivitet foregår hjemme i stuerne?

"Forskellen er, at man på nettet via ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere) kan udelukke sig selv. Det kan man ikke ved spilleautomaterne. Det kan måske komme, hvis man får investeret i nogle nye maskiner. Det er den lille forskel."

Hvis man følger argumentationen til dørs, skulle man så ikke også forbyde at spille om natten hos onlinecasinoerne?

"Det må du hellere spørge Skatteministeriet om. Nattelukningen var SF og Socialdemokraternes idé. Vi gik ind i aftalen, fordi der var andre ting, vi kunne påvirke. Fx at sikre at man hos de enkelte spillesteder kan udlodde nogle af gevinsterne til en lokal billardklub eller folkedanserklub – i stedet for, at de bare gå ned i en statspulje. Det er jo kompromisets kunst, når man indgår sådan en aftale. Som sagt, så har den del med nattelukningen ikke groet i Dansk Folkepartis baghave."

Er nattelukning af spillehallerne ikke bare endnu en bureaukratisk barriere, der skubber folk over på onlincecasinoerne, hvor langt den største omsætning foregår?

"Spil er jo et område, hvor der er brug for regulering for at beskytte forbrugerne. Hvis det gives helt frit, så tror jeg også det løber løbsk. Afvejningen er, at folk skal have lov at spille og have sjov ud af det, men samtidg også lave nogle rammer, så man prøver at beskytte dem, der lider af ludomani. De fleste kan godt finde ud af det, men der er nogle få, der ikke kan," siger Dennis Flydtkjær.

Liberal Alliance: Hallerne skal have åben, når de har lyst

Skatteordfører Ole Birk Olesen, I står som eneste parti udenfor den nye aftale. Hvorfor?

"Vi synes ikke, der skal være lukkelove i Danmark. Nu har vi brugt årtier på at afskaffe de gamle lukkelove, og så skal vi ikke indføre nye lukkelove for spillehaller. Vi mener, de skal have åbent, når de har lyst," siger Ole Birk Olesen.

Fra den anden side hører vi jo, at det er af hensyn til ludomaner. Hvad siger du til det?

"Det er ikke et argument, vi accepterer. For det samme kan man sige med værtshusene. At de også skal lukke kl. 24 af hensyn til alkoholikerne. Men det gør man jo ikke. Vi vil gerne bidrage til at hjælpe ludomaner, men det skal ikke ske ved at lukke spillehallerne. Og ligesom med alkoholikerne bare kan drikke videre på en bænk et sted, så kan de spilafhængige jo også bare gå hjem og spille videre foran computeren."

Her er argumentet fra den anden side jo, at man på nettet har mulighed for at udelukke sig selv og melde sig ind i ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere). Hvad siger I til det?

"Det er ikke et særlig godt argument, synes jeg. For vi kan jo konstatere, at folk spiller alligevel."

Hvordan vil I så være med til at hjælpe ludomanerne?

"Som en del af forhandlingerne er det allerede vedtaget, at der skal afsættes nogle flere midler til en mere grundig undersøgelse af spilafhængighed, så vi kan bekæmpe ludomani. Og den del bakker vi selvfølgelig op om," siger Ole Birk Olesen."

Vi ville også gerne have hørt Socialdemokraterne til lovforslaget. Men ordføreren på området, Astrid Krag, er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Se de yderligere lovforslag i pakken her