Sæsonens måske mest åbne løb venter denne lørdag, hvor der køres OL i linjeløb. Jesper Sørensen har kigget nærmere på ruten og favoritterne til guldet...

OL i landevejscykling er et helt særligt løb. Ikke fordi det er vildt prestigefyldt – for det er det ikke synderligt – men fordi det er anderledes.

Ruten køres kun én gang, holdene er meget mindre end normalt og så kører de med landsholdskammerater – ikke holdkammerater. Det skaber et vildt uforudsigeligt løb. Se bare ved seneste OL, hvor Alexandre Vinokourov vandt OL-guldet på den relativt flade rute i England.

Årets rute er speciel: Der er bjerge. Det er ikke tit, at bjergrytterne kæmper om sejren i et endagsløb som dette, så det skal blive ekstremt spændende at se, hvordan det udfolder sig.

Jeg ser på forhånd nogle favoritter i løbet, men jeg vil også gerne påstå, at dette løb er et af de mest uforudsigelige, du finder på kalenderen.

Odds & Tips – Landevejs-OL 2016

Hold øje med tips fra BetXperts cykelekspert:
Jesper Sørensen

Vinder - OL i linjeløb

Bedste odds Bookmaker
Alejandro Valverde 5,50
Betfair Sportsbook
Vincenzo Nibali 9,00
Betfair Sportsbook
Julian Alaphilippe 17,00
Sportingbet
Chris Froome 17,00
Betfair Sportsbook
Dan Martin 18,00
Danske Spil
Joaquim Rodriguez 19,00
Betfair Sportsbook
Rui Costa 21,00
Danske Spil
Wout Poels 22,00
Danske Spil
Romain Bardet 23,00
Betfair Sportsbook

OL er et anderledes løb

Før jeg kigger alt for meget på vinderkandidaterne, så er det vigtigt lige at bruge et par ord på hvordan OL kommer til at forløbe.

Det ved jeg naturligvis ikke, men et OL adskiller sig markant fra de fleste andre løb – det minder i højere grad om VM, dog med få undtagelser.

Som altid kører rytterne på sammensatte landshold, det vil sige at de ikke kører på deres normale hold, hvor der er fastsatte roller. I stedet er flere ego’er samlet på ét hold. For eksempel har Italien både Fabio Aru og Vincenzo Nibali, mens Spanien har Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez.

Dét kan være svært at få til at spille til VM, hvor et hold kan have op mod ni ryttere.

Det kan være endnu sværere til OL, hvor de største hold består af fem ryttere. Det er umådeligt svært at kontrollere løbet hele dagen, hvilket Storbritannien måtte sande i 2012, hvor de forsøgte at samle det hele til en spurt til Mark Cavendish.

De fem største lande (Belgien, Colombia, Storbritannien, Italien og Spanien) har fem ryttere til start, mens en række andre hold har fire hold til start. Danmark har tre.

OL bliver ofte vundet af en outsider – en stærk rytter, der kan vinde efter mange, mange kilometer og som har klassikeregenskaberne, men som måske ikke er den helt store favorit på forhånd.

Årets OL er dog lidt anderledes grundet ruten. Det plejer typisk at være en ret kuperet rute, men i år er den ret bjergrig.

De store favoritter

Jeg gør det her lidt anderledes end normalt, for OL er bare et anderledes løb – og jeg kan skrive side efter side om diverse favoritter, men taktikken kommer til at blive helt afgørende her. Så det bliver kort om de fem største favoritter i min optik.

Alejandro Valverde, Spanien

Chancevurdering: 17 %

Alejandro Valverde er så småt fast favorit i mine optakter, men det er der en hel særlig årsag til: Spanieren er klatrestærk og sprintstærk, hvilket gør ham til en idéel kandidat i langt de fleste endagsløb.

Valverde har dog uden tvivl også udfordringer: Movistar (hans normale hold) kører ret konservativt, og det har de tabt en del sejre på efterhånden. Valverde mangler ligeledes lidt i det taktiske, men han har hentet meget på erfaringen de seneste mange år.

Og så er han bare for alsidig til, at nogen vil arbejde med ham. Hvis Valverde sidder med over sidste stigning sammen med tre eller flere ryttere, så er der ikke én af dem, der vil have Valverde med hjem til stregen.

Det betyder også, at Spanien får store problemer med at kontrollere løbet i lange perioder. Ingen vil følge deres agenda. Også internt kan han få problemer: Joaquim Rodriguez kører på holdet, og hans karriere slutter snart – mon ikke han kører fuldt ud for sig selv?

Hvorom alting er: Hvis Valverde kan få numsen med over sidste stigning, og ikke er alt for træt efter en lang sæson, så vinder han dette OL i spurten.

Men helt så simpelt plejer det ikke at være til OL.

Vincenzo Nibali, Astana

Chancevurdering: 9 %

Vincenzo Nibali har fokuseret på OL lige siden Giro d’Italia-triumfen. I årets Tour kørte han kun for at køre sig i form, samt for at sikre sig Fabio Arus loyalitet til OL. Den opgave lykkedes, hvorfor Nibali får sig noget af en luksushjælper.

Nibali kan følge med på stigningen. Han kan presse konkurrenterne på nedkørslen. Han kan holde et forspring på det flade stykke efter stigningen. Og han er instinktiv. Han har alle redskaberne til at kunne fuldende sæsonen med en triumf her.

Faktisk har Nibali alle redskaberne til at vinde løbet. Selvfølgelig får han lidt besvær, hvis det skal afgøres i en spurt, men jeg kunne sagtens forestille mig at Nibali var en af de ryttere, der kan fuldende det hele alene.

Han vil dog være markeret: Ingen vil lade Nibali få én meter. Valverde, Froome og co. vil sidde i hjulet på ham, hvis han rykker. 

Chris Froome, Storbritannien

Chancevurdering: 7 % 

Froome demonstrerede mange ting under dette års Tour de France, der gør at han afgjort er en kandidat. Han beviste, at han kunne reagere på små, hurtige påfund, og at han ikke var bleg for at udnytte terrænet.

Det er en vigtig egenskab, når det drejer sig om et endagsløb, hvor løbet kan udvikle sig på et splitsekund.

Froome vil afgjort være en af de stærkeste på stigningerne. Nedkørslen kommer han ikke til at frygte. Men kan han skabe et stort nok forspring til at kunne holde det hele vejen til målstregen?

Måske – hvis det er Valverde, der er i gruppen bag ham, for hvem vil hjælpe Valverde med at hente Froome, så spanieren kan sprinte sejren hjem? Det er sådanne taktiske spil, der absolut kan opstå.

Jeg tror dog, at Froome får det svært, men eftersom han er den bedste på stigningerne, så skal han nævnes blandt favoritterne.

Odds 17 på Chris Froome indeholder værdi

Der er kun én bookmaker ude med et så højt odds på briten. Betfair Sportsbook* giver odds 17 (mens Betfair* Exchange også er ude med et fint odds), hvilket indeholder lidt værdi. Det bliver svært, men oddset er for højt på feltets bedste klatrer.

Andre kandidater: Romain Bardet ser spændende ud

Det er OL, og det betyder at der er et stort felt af potentielle vindere. Sådan er tilfældet også i år, selvom det er en bjergrig rute. For det hele kan blive neutraliseret på få sekunder og pludselig er ryttere, der ellers blev sat på stigningen, tilbage i kampen om OL-guldet.

Lad mig sige det sådan: OL er så uhyre åbent, at en outsider i allerhøjeste grad kan ende med at vinde løbet. De små hold gør løb så uforudsigelige, at jeg ikke forstår, hvorfor de ikke bliver implementeret i flere løb.

Skal man kigge mod formstærke outsidere, så skal man kigge på ryttere som Joaquim Rodriguez (Spanien), Bauke Mollema og Wout Poels (Holland). Førstnævnte slutter snart karrieren og vil gøre alt for at vinde her. Han var formstærk i Tour de France og Clasica San Sebastian, men kan spinkle Rodriguez holde solo hele vejen til stregen?

Så er der måske mere fidus i de to hollændere. Mollema vandt senest Clasica San Sebastian, og han kører bedre end nogensinde før i øjeblikket. Det samme gør Wout Poels, der vandt Liege-Bastogne-Liege, og som bare blev stærkere og stærkere som Tour de France forløb.

Colombia kommer til løbet med A-kæden (eller næsten: Quintana mangler). Med fem ryttere kan de vise sig at være det stærkeste hold i finalen, men hvem pokker skal arbejde? Esteban Chaves, Jarlinson Pantano og Rigoberto Uran kan alle sidde med i finalen, men det kan Miguel Angel Lopez og Sergio Henao også. Hvem skal de køre for, hvem skal spurte sejren hjem? Mit bud er Esteban Chaves, men det må være dagen, der afgører det.

Dan Martin (Irland) er en rigtig skarp rytter i disse selektive løb. Han så mere og mere stegt ud, som Touren forløb, men hvis han har fået løbet på afstand, så kan han blive rigtig farlig. Han ved efterhånden, hvornår han skal angribe i disse løb. Er det nok? Bliver han sat på stigningen? Det er et væsentligt spørgsmål.

Frankrig kommer med et stærkt hold, og ruten passer faktisk perfekt til Romain Bardet. Ikke dermed sagt at han skal være større favorit, end oddset antyder, men en offensiv rute er altid god for Bardet, der sluttede ret stærkt af i Tour de France. Kan man fange odds 30 eller derover på det danske marked, så sidder man med et ret solidt odds.

Man må heller ikke glemme Frankrigs anden kandidat, Julian Alaphiippe. Etixx-rytteren har haft en lang sæson, men han er en solid bjergrytter, der har en hurtig spurt. Jeg tror, han får det lidt for svært i dette felt, men rammer han dagen, så sidder han med i finalen - og så kan kun få slå ham i spurten.

Lad mig også nævne Rui Costa (Portugal), der måske ikke er den bedste bjergrytter, men som i den grad ved, hvordan man skal time formen til vigtige løb. Den tidligere verdensmester kan godt lide en rute som denne, hvor det måske kan betale sig at være offensiv, men måske kommer vejret til at hæmme ham en smule.

Ruten

Det er en unik rute, der skal køres på, og den kan ikke for alvor sammenlignes med nogen anden.

Den 241,5 kilometer lange ruteprofil passerer nemlig et bjerg hele fire gange, og det er noget atypisk i et endagsløb, der ellers normalt holder sig til mindre bakker.

De første 160 kilometer er ret flade, men dog med fem små bakker, der kan trætte nogle af rytterne lidt. Der kommer ingen udskilning her.

Det gør der dog, når rytterne rammer Vista Chinesa (8,5 kilometer og 5,7 %). Det er på den stigning, at løbet for alvor skal afgøres.

Første gang de passerer toppen af stigningen, er efter 172,8 kilometer. Herfra er der lige knap 100 kilometer og tre stigninger tilbage. Der er 25,7 kilometer fra bjergtop til bjergtop.

Den sidste gang de passerer toppen er efter 224,2 kilometer. Herfra er der altså fortsat 17,3 kilometer til de skal over målstregen.

Det er dog vigtigt at understrege, at løbet ikke slutter op ad en stigning, og at stigningen ikke er den hårdeste. De første 4 kilometer af stigningen er hård, men herefter flader den meget ud.