Spillemyndigheden offentliggør en ny vejledning vedrørende markedsføring af bonustilbud, så alle vilkår nu skal være oplyst på en klar og tydelig måde.

Bookmakerne er flinke til at uddele flotte bonusser for at få nye kunder i butikken, men det kan være en uoverskuelig jungle at finde rundt i de forskellige regler hos bookmakerne vedrørende deres bonustilbud.

Specielt som ny kunde kan det tangere bondefangeri at gemme betingelser som omsætningskrav, minimum-odds og tidsbegrænsning bagerst i deres store regelbog. Det kræver næsten, at man har bestået en jura-eksamen for at forstå samtlige punkter i de generelle regler og betingelser.

Nu har Spillemyndigheden i samarbejde med Forbrugerombudsmanden, repræsentanter fra Betfair* og Unibet*, DOGA (Danish Online Gambling Association) samt repræsentanter for advokatbranchen fremlagt nye retningslinjer for bookmakerne, så vilkårene for deres bonusregler fremgår ´på en klar og tydelig måde´.

Det betyder f.eks at alle betingelser/begrænsninger og forbehold skal gengives i tilbuddet ved den første præsentation og i samme medie, som markedsføringen finder sted. Desuden skal bonustilbuddet 
beskrives klart, loyalt og afbalanceret med hensyn til fordele, forbehold og betingelser/begrænsninger.

Hele Spillemyndighedens rapport kan du læse her

Forbrugerombudsmanden vil løbende holde opsyn med om retningslinjerne bliver overholdt af licens-bookmakerne.

Vil disse retningslinjer få nogen effekt?

Det er et skridt i den rigtige retning, og det bliver spændende at se, hvordan bookmakerne fremover vil reklamere for deres bonustilbud.

Det er dog en vejledning til hjælp for bookmakerne, og Spillemyndigheden har ikke sanktionsmuligheder overfor licensbookmakerne.

Spillemyndighederne har allerede modtaget adskillige henvendelser fra utilfredse bettere, men har valgt ikke at behandle eller gå videre med disse mange klager over f.eks indviklede bonustilbud og skjulte vilkår.

Faktisk har den officielle udmelding været, at Spillemyndigheden blot kan henvise spillerne til at gå i dialog med bookmakerne eller forsøge at køre en sag i det civilretlige system.

Her kunne man godt tænke sig en lidt mere vågen vagthund, når Spillemyndighederne samtidig roser sig selv for at have skabt trygge, kontrollerede rammer, der beskytter spillerne ved at sikre, at spil udbydes på en rimelig, ansvarlig og gennemsigtig måde.