Jul & Nytår er en lavine af engelsk fodbold. Heldigvis står vi bedre rustet efter at have hyret UpTheSpurs som ny ekspert til Premier League og Championship.

Velkommen til Thomas Schyth, AKA UpTheSpurs.

Se hans første eksperttip (i skrivende stund har han tre ude).

32-årige Thomas, der arbejder som socialpædagog i Viborg, har det seneste halvandet års tid bidraget flittigt og konstruktivt med forumindlæg og brugertip her på BetXpert.

Hvor han har demonstreret stor indsigt i engelsk fodbold, men også stor lærevillighed.

Som han selv siger: ”Jeg har lavet alle begynderfejlene og er heldigvis reflekterende over egne erfaringer.”

Og nu har han altså lært så meget at han er parat til at lære fra sig som del af BetXperts ekspertpanel. Samtidig med at han vil blive ved med at suge til sig af andres erfaringer. Glæd jer til en masse gode analyser samt ditto menings- og vidensudvekslinger i forum.


”His name is Harry Kane”

Og lad os så overlade ordet til Thomas selv:

Interessen for fodbold generelt har altid været til stede, fra da jeg selv startede med at spille (altid som amatør) som 6-årig. Hurtigt udviklede interessen sig fra generelt fodbold til engelsk fodbold især, og første minde om engelsk fodbold var da David Beckham blev skiftet ind i sin debut for Manchester United i 1992.

Supporten går som brugernavnet antyder ikke længere til "de røde djævle" men derimod Tottenham Hotspur. En kærlighed der opstod som følge af en tæt omgangskreds med engelske rødder, der var vokset op i Tottenham-området af London. Deres passion smittede af, og har hængt ved i omtrent 20 år, og har dikteret at kone og børn er blevet draget ind i det fantastiske Spurs-univers.

Mine hovedtriumfer på den front er, at konen pt. har været med på White Hart Lane hele to gange (omend hun nok ikke aner hvad kampene endte), og at når far jubler over en scoring i TV, spørger min 6-årige datter "Far, var det Harry Kane igen?", og ved bekræftelse bryder hun ud i hyldestsangen "For he is one of our own... His name is Harry Kane".

Interessen for at skrive og analysere har altid været tilstede sammen med en uforløst drøm om at blive sportsjournalist, mens interessen for betting først kom til senere. I starten var det drømmen om hurtige, nemme penge der tiltrak, og resultatet blev selvfølgelig negativt som forventet når man tipser som en lottokupon.

Faktisk først de senere år er det blevet mere og mere seriøst, og efter at have begået samtlige begynderfejl der findes (jagte tabte væddemål, sprede indsatserne over for mange ligaer, spille væddemål lige op til kampstart i Premier League, følge tvivlsomme informationer mm) har jeg det seneste år fået godt styr på disciplinen, tålmodigheden, de grundige analyser, de vigtigste oplysninger mm.

Bettingstrategi

Min bettingstrategi handler om primært at satse på 1-X-2 spil og Asian spil. Jeg vil kun sjældent bevæge mig ud i over/under væddemål da jeg ofte synes de er for uforudsigelige, og specialvæddemål vil nok også blive begrænset. De odds jeg spiller er som regel i omegnen af 1.80 - 3.00 men jeg kan da ikke afvise at der er odds udover det der sniger sig ind. Derudover kan tilføjes, at der formentlig ikke vil blive tale om enorme betvalues, da bookmakerne har rimelig godt styr på Premier League og Championship, så som hovedregel vil de fleste analyser formentlig havne på en betvalue omkring de 102-106 %.

Og hvordan kommer jeg så frem til konklusionerne i mine analyser? Udover jeg ser en hel del fodbold, og highlights af samtlige Premier League-kampe hver uge, benytter jeg mig meget af statistik og oplysninger på nettet generelt. I Premier League og Championship er bookmakerne så godt med, at jeg tvivler på jeg kan finde oplysninger som de ikke har.

Til gengæld er min force at jeg er god til at analysere ud fra statistikker, informationer og matchups, og på den måde ind imellem tillægger dem mere eller mindre værdi end bookmakerne gør. Derudover bruger jeg meget tid på at se "bag om" resultater, mere end på hvor mange kampe et hold har vundet eller tabt i træk, og samlet set udløser det en gang imellem værdispil, som selvfølgelig vil blive delt her.

Kritik er velkommen

Til sidst kan nævnes, at jeg altid forholder mig positivt til kritik (i særdeleshed konstruktiv kritik), og altid er klar på en god debat i forummet om engelsk fodbold. Det er derfor blot om at skyde løs hvis man sidder inde med spørgsmål. Jeg vil altid gøre mit bedste for at svare ærligt og grundigt.