Hvad foregår der egentligt i det syndikat i Vietnam, hvor Torben N. Sørensen er blevet ”ansat”? Et sydøstasiatisk betting-syndikat klinger lidt af, at ikke alt tåler dagens lys, men BetXpert har fået Torben til at løfte lidt af sløret for, hvad der foregår bag kulisserne.

Artikelredaktør Markus præsenterede mig for et par uger siden for en idé/et ønske: ”Hvorfor skriver du ikke en feature om, hvad der egentligt foregår i det syndikat i Saigon, du er blevet tilknyttet – deres metoder, måske nogle anekdoter, etc. - jeg er sikker på, at der gemmer sig flere interessante ting, som vil være af interesse for vores læsere.”

 

Hm, tænkte jeg umiddelbart. Men okay, efter at have vendt den med ”Dr. Pho”, så hvorfor egentlig ikke? Det var klart, at der var visse ting, jeg ikke kunne skrive om i detaljer (ligesom det ville være tilfældet, hvis jeg var ansat hos Danske Spil* eller en af deres konkurrenter), men omvendt så er der ikke det store fordækte i, hvad der foregår. Måske endda mindre end, hvad der ikke må komme frem fra, hvad der foregår hos en almindelig licens-bookmaker.

Fire ting kan jeg ikke bevæge mig ind på i detaljer (idet jeg dog overordnet hist og pist vil løfte lidt af sløret): investor-gruppen, specifikke beløbs-størrelser, eventuelle indskuds-aftaler med bookier, samt hvordan bets’ene sættes specifikt. Bortset fra de områder, har jeg - stort set - fået frit slag fra Saigon.

Flere slags syndikater

Inden jeg bevæger mig ind på dagligdagen på kontoret i District 1 i Saigon, eller Ville de Ho Chi Minh/Ho Chi Minh City, som Vietnams største by officielt hedder, finder jeg det på sin plads at komme med lidt overordnet om syndikatet og den niche af betting-verdenen, som syndikatet befinder sig i.

For hvad er et betting-syndikat? Det kan være flere ting; fra en privat håndfuld gamblere, der bare deler picks og idéer med hinanden, til hvad vi har med at gøre i Saigon, hvor der er tale om en større organisation med en betydelig omsætning.

Saigon er ikke det eneste sted i Sydøstasien, hvor jeg har kendskab til lignende organisationer. Inden min "ansættelse" havde jeg gennem de seneste par år i denne del af verden været på besøg hos et par andre syndikater.

Der er to typer - de legale (omend der er en del juridisk gråzone) og de klart illegale. De sidstnævnte er syndikater, der opererer som illegale bookmakere (og måske endda begiver sig af med match-fixing, omend disse nok hidhører under en tredje kategori).

Især i Kina er illegale bookmaker-syndikater en stor undergrunds-industri, og de seneste syv-otte år har de kinesiske myndigheder gjort meget for at stække denne aktivitet. Beijing-myndighedernes fangarme rækker imidlertid ikke altid så langt, når vi taler yderlige provinser som f.eks. Yunnan (Kunming, der er hovedbyen i Yunnan, er sammen med Guangzhou, hovedbyen i Guangdong-provinsen, en slags ”hovedsæder” for undergrund-gambling i Kina).

Da udbud af spil, bortset fra statsregulerede lotterier og den slags, imidlertid er forbudt, ikke kun i Kina, men i store dele af Sydøstasien, florerer denne slags illegale undergrunds-bookmakere. Fra tid til anden rammer det så medieoverskifterne, når myndighederne får held med at ”buste” en eller flere af disse illegale spiludbydere, og som følgende eksempel vil vise, så er der ofte tale om ret så store operationer.

For ca. seks år siden i Guangdong-provinsen lavede det kinesiske politi en razzia på en illegal spiludbyder. Denne var forinden blevet adviseret (sikkert af en bestukket politimand, men det ved jeg selvfølgelig ikke), og da politiet raidede den store udefra lignende fabriksbygning, fandt de bl.a. 2.000 work-stations med laptops, telefoner, utalligt IT-udstyr og TV-sæts og fandt senere frem til, at der var tæt på 2.000 forskellige IP-adresser registreret i denne kamouflerede fabriksbygning. Politiet anslog, at over 1.000 laptops havde været i brug, indtil ca. 30 minutter før raidet, hvor bygningen imidlertid blev fundet tom for mennesker. Ingen blev arresteret.

Det er én form for syndikat – en anden er, hvad vi har med at gøre i Saigon.

Saigon-syndikatet og legalitet

Fra mine tidligere erfaringer med syndikater i Sydøstasien adskiller Saigon-modellen sig ikke meget fra, hvad der er normen. En gruppe investorer samles om én eller to vidende bettorer på højt niveau, som samtidigt har business- og organisatorisk sans, samt naturligvis en omfattende viden om betting-verdenen. Investorerne skyder penge ind, og har derefter, bortset fra at notere sig deres kvartalsmæssige dividende, ikke det store at gøre med butikken.

Derfra bygges så en organisation op, ikke helt ulig, hvordan man ville bygge en bookmaker op (en Asian-bookmaker, forstås – den europæiske model er noget anderledes). Man sørger for at ansætte de mest kompetente folk, man kan finde, og de sørger så for en slags ”omvendt compiling”, hvor de i modsætning til, hvis de var compilere/oddssættere hos en bookie, ikke sætter odds, men i stedet fokuserer på at spotte, hvor markedet er forkert på den. Samtidigt ansættes nogle matematikere, statistikere og programmører, så syndikatet ligesom en stor bookmaker får modeller at læne sig op ad. Og efter det er man med organisation af kontor, faciliteter, og ikke mindst en køreplan for, hvordan bets placeres bedst (mere om det lidt senere) klar til at gå i gang.

Hvad der vigtigt at notere sig, at den slags ikke er ulovligt – ikke direkte i hvert fald. Gambling er (mestendels) forbudt i Vietnam, men her tænkes der primært på at udbyde gambling, hvilket syndikatet ikke begiver sig af med. At indgå bets fra Vietnam er, hvad vi kan kalde gråzone, men det bliver ofte et juridisk spørgsmål, hvorfra bets’ene egentligt er sat. Og her refererer jeg ikke kun til proxys, men også til, at syndikatet har et lille 24 timer bemandet kontor i et land, hvor betting ér tilladt (et kontor med temmeligt mange IP-adresser, kan jeg hilse at sige).

Så syndikatet i Saigon er på den sikre side af loven. Sådan da - for meget lidt er i virkeligheden sikkert i denne del af verden, hvor money talks, og lovens bogstav ofte har noget mindre betydning end i Vesten. Men sådan er det jo, when in Rome, og alt det der...

Jeg er noget nær 100 procent sikker på, at der hver måned tilflyder cheferne for politi-kredsen i Saigons District 1 et aftalt beløb, som skal sikre, at der ikke opstår problemer, men en sådan aftale er ikke usædvanlig, hvis man kører en større operation. Og så er det sådan set lidt lige meget, om det er et betting-syndikat, en restaurant-kæde eller tøj-manufaktion, vi taler om... when in Rome, hvis man forstår, hvad jeg mener...

Match-fixing...

Ovenstående indledning blev lidt lang, men jeg finder det vigtigt at få præciseret tingene.

I forlængelse er det, når ordene syndikat og Sydøstasien nævnes, også på sin plads lige at runde fodboldens og sportens svøbe – match-fixing. Uden på nogen måde at ville nedtone problemet, for det er stort, og sikkert også større, end mange forestiller sig, så tror jeg, at det er et fåtal af aktører (omend disse kan være meget store/pengetunge), som gør sig af med match-fixing. Mens ingen, jeg har talt med i Saigon, personligt kender til folk eller organisationer, som giver eller har givet sig af med den slags, så er alle imidlertid krystalklare på, at problemer eksisterer.

Ofte sætter syndikatet endda bets, som tager sigte på match-fixing, dette dog med den væsentlige pointe, at man forsøger at anticipere potentielle fixede kampe. Og det er sådan set ikke så væsentligt, om den pågældende kamp er/bliver fixet eller ej. Mere væsentligt er det, at der kan komme spin om fix-fare (typisk på diverse betting-fora), og jeg er da vidende om, at syndikatet har spillet potentielt ”farlige” kampe ned på den side, hvor fixet var mest åbenlyst, derefter ventet, og pga. det odds-movement, syndikatets penge har skabt, ja så kommer der uvægerligt fix-spekulationer på the world wide web. Derefter kan man så i ro og mag spille den anden vej og sikre sig en sure-win...

Ovenstående kunne med rette få læsere til at spørge, om syndikatet så ikke kun påvirker markederne, men måske også direkte manipulerer dem. Til det vil jeg svare nej. Jeg finder faktisk en temmelig høj grad af etik til stede på kontoret, og der bliver ikke noget med, at en medarbejder går ind og poster falske oplysninger på diverse betting-fora for at påvirke markedet. Den slags begiver man sig ikke af med. Hvad man til gengæld gør uhyre kynisk – noget, man nærmest sætter en ære i at gøre – er at udnytte markedet, men her adskiller det sig jo ikke det store fra, hvad der sker på aktie-markederne.


”Stupid money!”

Jeg havde for en ca. ni måneder siden ved min ”ansættelse” en samtale med ”Dr. Pho” og ”Henry” (Dr. Phos højre hånd), hvor Dr. Pho spurgte mig, hvordan jeg troede, syndikatet lavede deres overskud. Mit svar var prompte ”stupid money”, hvorefter Henry lyste op og højlydt hviskede til Dr. Pho ”I like him!”

For det er sagen i en nøddekerne. Syndikatet laver vel omtrentligt 1% omsætningsprofit, hvilket måske ikke lyder af meget, men det bliver det, når volume og frekvens tages i betragtning (tvivler man på, at det kan blive til meget, så kan man passende spørge sig selv, hvordan verdens største bookmaker, Pinnacle, kan lave en god forretning, når de på deres store markeder opererer med 98% tilbagebetaling. Som insiderne i branchen ved, så vil 98% tilbagebetaling, når man løbende balancerer linierne, resultere i ca. 98,2-98,3% faktuel tilbagebetaling. Derudover kommer overheads til lønninger og what have you, og alligevel er Pinnacle formentligt verdens mest succesfulde bookie, også hvad angår indtjening. Igen; volume og frekvens).

Syndikatet har selvfølgeligt effektive modeller, dygtige bettorer, effektivt risk management og alt den slags, men det meste af profitten tager faktisk sigte på markedsforudsigelser og -movements, og der er ikke noget bedre end, når der er tale om store populær-kampe med masser af stupid money på markedet.

Det er som bettor godt at kunne sætte en forholdsvis præcis cv – men meget vigtigere er det at kunne forudsige odds-movements! Det i hvert fald, hvis man er et syndikat, der omsætter for store summer. Humlen er, at alle godt ved, det gør de i hvert fald i Saigon, at en cv kun kan blive sådan nogenlunde tilstræbt og dermed rådgivende. Den ér og vil altid være forbundet med en stor portion usikkerhed.

Men det har man forlængst affundet sig med, for det vigtige er, at cv i samspil med forhåbentligt effektive markeds-forudsigelser er et ekstremt vigtigt redskab. Et redskab, der tit og ofte tillader syndikatet at ”hedge” begge veje i en kamp med et sikkert overskud til følge. Bevares, det ér da sket, og det mere end én gang, at markeds-forudsigelserne ikke har været rigtige, og at man derfor til sidst har stået med et sure-tab, men det er undtagelsen og ikke reglen.

Hvorfor og hvornår

Eksempel, og lad os tage et eksempel, hvor det er succesfuldt hele vejen igennem. En tilknyttet bettor, lad os sige mig, mailer eller ringer et bet ind til kontoret i Saigon. Og skal det være rigtigt godt, så sker dette minimum tre dage før kamp-start. Anvisningen/anbefalingen indeholder umiddelbare oplysninger om, hvordan markedet er lige nu, hvad limits typisk er lige nu, samt en cv og dermed en anbefaling af et bet. Men det stopper ikke der, for mindst lige så vigtig er også en indeholdt forudsigelse af, hvad der kommer til at ske på markedet de næstfølgende dage frem til kampstart, hvorfor movements kommer til at ske, hvornår de kommer til at ske, og hvordan de kommer til at hænge sammen med de forskellige løbende limits-linier.

Movements-forudsigelser i forbindelse med hvorfor og hvornår er vigtige for kontoret. Det er nemlig kontoret, der placerer bets’ene (eller rettere, der foranlediger/beordrer bets’ene sat). Jeg eller en anden ansat bettor placerer aldrig noget bet, og der er ingen anbefaling fra mig eller nogen anden, som der ryger penge på, uden at kontoret, hvor der er adskillige dygtige folk til stede, godkender først. På det tidspunkt jeg har afsendt anbefalingen, er det ude af mine hænder.

Derefter er det op til kontoret, bl.a. med inpiration fra mine oddsmovements-prognoser, at vurdere om, hvordan og hvornår, der skal spilles. Og har vi et rigtigt succesfuldt eksempel, ja så bliver bettet placeret stort set med det samme, oddset falder, og så er man senere i forløbet, typisk fremme på selve kampdagen, oven i købet i stand til at hedge frem og tilbage, så man uanset hvad har en sure-win (typisk med størst gevinst på den oprindelige anbefaling, men det er sådan set sagen ligegyldig).

Kører det sådan, er det perfekt.

Og det spiller ind på, hvad vi kan kalde ”medarbejder-evaluering”. En succesfuld bettor vurderes i syndikatet ikke kun på succesrate i forhold til oprindelig cv (omend selvfølgelig en vis grad af succes med førnævnte cv er rart, men det er i virkeligheden ofte begrænset, hvor meget dét er værd, tænk bl.a. limits på tidspunktet), men mere på succesfulde oddsmarkeds-prognoser.

Set her fra min kontorstol i Filippinerne, er det fint, og det er især fint, at jeg intet har at gøre med, de pågældende bets bliver sat – eller om de overhovedet bliver sat. Tager jeg et slag på tasken, så estimerer jeg, at kun ca. 40% af mine anbefalinger bliver fulgt med det samme, ca. 40% ryger til ”intens markeds-overvågning”, og 20% bliver af den ene eller den anden grund lukt skrottet. Om det så er tilfredsstillende? Jae, fra tilbagemeldingerne fra Saigon er det fuldt normalt.

Om oddsmovement-forudsigelser

Men tilbage til det med stupid money, for uden disse var det meget vanskeligere at lave markedmovements-forudsigelser. Okay, der er én slags marked-movements, der er relativt lette at forudsige: nemlig dem, der i neutrale kampe har tidligt teamnews (eksempler på neutrale kampe kunne være Bologna-Sassuolo eller Augsburg-Freiburg eller noget i den dur, hvor der alt andet lige ikke er stupid money af betydning inde. Taler vi om opgør á la FC Barcelona-Getafe eller Manchester United-Stoke, med et profileret populært storhold involveret, så er det set ud fra stupid money involved ikke længere en neutral kamp.).

Hvis det eksempelvis onsdag konstateres, at Sassuolo har fem vigtige spillere ude til weekendens møde med Bologna, som kan stille i stærkeste, ja så kræver det ikke nogen dyb studenterhue at spå om odds-udviklingen mellem onsdag og weekenden. Den slags odds-movements er relativt lette at forudse, og dem har jeg de seneste mange år da også profiteret fint af i min private betting.

Men praktisk talt alle andre (okay, en smule overdrevet, men siger jeg 90% af alle andre, så rammer jeg ikke langt ved siden af) odds-movements, ja bag dem ligger der stupid money til grund, og en anticipering af dem og dermed marked-movements’ene, er dybest set bare at analysere og forudse helt almindelig massepsykologi.

Det er ikke altid sådan (omend det er tommelfingerreglen), at stupid money følger de populære storhold. Der kan også være andre faktorer, såsom to hold med totalt modsatrettede formkurver møder hinanden (f.eks. hold A har vundet de seks seneste, hvorimod hold B har tabt sine seks seneste). Den slags gør det temmeligt oplagt (igen som tommelfingerregel, forstås, for som altid skal man være påpasselig) at punte på hold A tidligt på ugen, og så på selve kampdagen gå kontra og så punte på hold B til, hvad der forhåbentligt viser sig at være en sure-win.

Det gode ved stupid money er nemlig, at man ofte relativt præcist kan foruddiskontere, ikke kun hvilke hold, disse små, men mange, indskud falder på, men også hvornår. Langt de fleste stupid money bliver nemlig typisk sat på selve kampdagen eller maksimalt én dag før.

Skal jeg slå et slag på tasken, så repræsenterer udnyttelsen af oddslejer og -movements grundlagt af stupid money omkring 60-70% af grundlaget for syndikatets overskud.

”The Friday Party”

Jeg har personligt mødt to af investorerne bag syndikatet. To vældigt hyggelige – den ene glimrende engelsk, den anden nul engelsk, men glimrende fransk – ældre vietnamesiske herrer i solide jakkesæt og med hang til Mekong whiskey. Man bør altid bruge øjnene grundigt, når man færdes bag kulisserne i Østen, og i forbindelse med det ugentlige fredags-fyraftens-fadøls-og-snack-catering-event på kontoret, hvor også politiet(!) hyppigt deltager, bemærkede jeg, at politichefen for District 1 – også en hyggelig ældre herre – diskret proppede en konvolut i inderkommen på én af vores to investorer.

Det kan der naturligvis være mange grunde til - trust me, man spørger ikke. Men forbindelser, tjenester, forbindelser og tjenester, som går begge veje - det er i hvert fald min teori. Jeg har i øvrigt ingen anelse om, hvorfra investorernes penge kommer, og at den ene af dem inviterede mig til at besøge hans restaurant: ”Anytime you like, my people will know, and everything for free, of course” (et tilbud, jeg stadig ikke har taget ham op på), ja det beviser ikke nødvendigvis, at han har lavet sine penge indenfor restaurantbranchen...

Nu har jeg ikke min daglige gang på kontoret i Saigon, planen er, at det er godt nok, hvis vi koordinerer, og jeg tager til Saigon en håndfuld dage ca. tre gange om året, men jeg har da været der nu tre gange, og det er oplagt, at næste gang jeg kigger forbi, så bliver det med en fredag inkluderet. ”The Friday Party” er nemlig, hvor man, of the record, selvfølgelig, får ting og sager at høre.

Ja, det var jo ærgeligt...

Uden at ville nævne navn eller lokalitet erfarede jeg sidste gang, at et konkurrende syndikat i Sydøastasien (ikke i Vietnam, men ikke så langt derfra) ganske udramatisk var blevet lukket ned af brandvæsenet. Det fordi, deres kontor ikke opfyldte brandregulativerne. Historien blev fortalt af Dr. Pho, der kan betegnes som en slags øverste administrator for kontoret i Saigon, og den blev fortalt dels på vietnamesisk, dels på engelsk, så alle kunne forstå.

Ikke nok med, at brandmyndighederne lukkede kontoret ned, uheldigvis kom de også til at ødelægge alle laptops og tv-sæt (alle der kender Sydøstasien indefra ved, at der naturligvis ikke har været noget galt med dette kontors brand-foranstaltninger eller opfyldelse af regulativer – det, der er sket, er, at kontoret ”har glemt” at aflevere ”en konvolut”).

Det blev der grinet godt og grundigt af, ikke mindst af politichefen, som skålede rundt på, at den slags heldigvis aldrig kunne ske i Saigon, for her var vi jo alle gode venner...

”The Wizard Kid”

Om det i virkeligheden forholder sig sådan, skal jeg lade være usagt, men på kontoret er alle faktisk venner. Der er tale om et professionelt arbejdsmiljø med ca. 20 ansatte, størsteparten vietnamesere med et par kinesere og et par vesterlændinge smidt ind. Dette med, at det er et professionelt miljø, betyder bestemt ikke, at der ikke bliver taget menneskelige hensyn.

Jeg blev ved mit andet besøg i Saigon gode venner med en af syndikatets model-kreatører/-programmører, en vietnameser med det engelske navn Nathan. Han er en af de skarpeste og hurtigste matematiske hjerner, jeg nogensinde har mødt og ydermere en morderlig flink fyr.

En torsdag, husker jeg, trak Dr. Pho mig til side og konstaterede med tilfredshed, at jeg var blevet gode venner med vores ”Wizard Kid”, som Nathan bliver kaldt. ”Men et mindeligt råd, som jeg vil bede dig om at følge, Torben, please, lad være med at gå med ham ud til middag eller noget i dén dur efter arbejdet. Han vil uvægerligt begynde at drikke øl eller alkohol, og det kan han ikke tåle.” Hvortil jeg naturligvis svarede: ”Point taken and I won’t.”

Nu er der aldrig øl eller alkohol på kontoret, bortset fra fredag eftermiddag/tidlig aften, men der er det så, som jeg har ladet antyde, anderledes.

Dagen efter, altså fredag, åbnede ved 4-tiden om eftermiddagen så kontorets traditionelle fredagsbar. Efter en times tid så jeg Dr. Pho og Nathan i en samtale, hvor de begge havde en fadøl i hånden. Omkring 8-tiden (”fredags-baren” slutter typisk omkring kl. 9) var Nathan blevet lettere inubrieret (overrislet er vist det danske ord), for nu at sige det på den pæne måde.

Jeg sneg mig over til den altid ulastelige Dr. Pho, løftede spørgende øjenbrynene og kiggede over på Nathan. ”Ah, yes, but you see, it is Friday, and Friday here in the office he is allowed. I have an agreement with his lovely wife – ah, over there, she just arrived – that she picks him up every Friday at 8pm. He by the way always has Saturdays off…”