SK Gaming har domineret CS:GO i den seneste tid. Nu er tiden kommet til ESL One: Cologne 2017, der er sidste test inden Majoren. Læs den store optakt om eSports-turneringen i Köln, der er elsket af både fans og spillere. 

Hvilken tid vi lever i.

Counter-Strike: Global Offensive-scenen er mere konkurrencedygtig end nogensinde før. På toppen finder vi tre-fire hold, der alle har potentiale til at være verdens bedste hold. 

Bare se på 2017: Først havde vi Astralis mod Virtus.pro. De leverede nogle fantastiske kampe i USA. Siden blev det Astralis mod FaZe, der igen leverede flotte kampe.

På det seneste har brasilianske SK Gaming overtaget tronen som det bedste hold, og da der for nyligt blev spillet finale i ECS i London, var det med årets (måske) bedste kamp mellem FaZe og SK i finalen. Kort forinden havde Astralis og SK spillet en uhyre spændende semifinale. 

Nu er vi nået til turneringen i Köln, der som regel er elsket af spillerne og fans. Her har danske Astralis valgt at sidde over, men ellers er hele verdenseliten samlet - inklusiv to danske hold. Det bliver den sidste store test før Majoren, men fortsætter den i samme spor som resten af sæsonen, så kan vi se frem til mange timers kvalitets CS:GO.

På forhånd ligner brasilianske SK Gaming de helt store favoritter, men som læren i indledningen forsøger at fortælle, så kan momentum hurtigt skifte i professionel Counter-Strike. Flere hold står klar til at overrumple de brasilianske verdensstjerner. 

Odds & Tips

Hold øje med tips fra Jesper Carstens eller BetXperts mange brugere med kompetencer udi CS:GO-betting.

Optaktstrådene plejer at være ret populære under større events, så hold øje med debatten. Her vil det også være lettere at dele mange tips, da kampene ofte kommer hurtigt efter hinanden uden mulighed for at lave bettinganalyse.

Vinder af ESL One: Cologne 2017

Bedste odds Bookmaker
SK Gaming 4,00
Danske Spil
FaZe Clan 5,00
Bet365
G2 Esports 7,00
888sport
North 10,00
Unibet
Fnatic 11,00
Danske Spil
Virtus.pro 13,00
Danske Spil
Na'Vi 15,00
NordicBet
mousesports 17,00
Danske Spil

Favoritterne

Der er to overordnede favoritter til ESL One: Cologne 2017, men lad os for en god ordens skyld sige, at der er tre. Franske G2 klarer lige akkurat cuttet.

SK Gaming

Man snakker om det franske superteam, G2, men skal man være helt streng med begreberne, så er der kun ét superteam i øjeblikket - og det er brasiliansk.

SK Gaming er det stærkeste hold i øjeblikket. Det beviste de senest i London, da ECS-finalerne skulle afgøres. På vej mod triumfen slog de G2, FaZe, Astralis og FaZe. Knusende overlegent. Finalen mod FaZe var én af årets bedste kampe.

Kigger man på holdet, er det let at forstå deres dominans. De har et uhyre homogent mandskab med klare, definerede roller, og alle på holdet kan levere en super præstation fra kamp til kamp. Holdets store profil er coldzera, men i London var det fer, der var den bedste spiller. Ved andre turneringer kan det være holdets hjerne, FalleN

De må være de klare favoritter. Selvfølgelig kan de dog besejres: Astralis var ikke langt fra at sende dem ud af ECS, og FaZe var heller ikke så frygtelig langt fra at vinde finalen. Det havde måske ændret narrativen om SK lidt, men det viser bare at de godt kan slås.

Det eneste lille svaghedstegn, jeg synes de viser, er at deres map pool - i min optik! - ikke nødvendigvis er den dybeste.  De kan skjule det langt hen ad vejen i en BO3, men i en BO5-finale kan det blive et problem.

De spiller ikke Nuke (permaban). Deres nye holdsammensætning gør sig heller ikke fremragende på Overpass, som de har tabt de seneste fire gange, de har spillet den. Heller ikke Train er et map, de alt for ofte foretrækker at spille. De er solide på disse maps, men i forhold til de øvrige storhold (FaZe, Astralis) er det maps, hvor de afgjort kan blive udfordret.

Er der brasiliansk værdi?

SK har virket til at være det bedste hold den seneste måned, men er der værdi i odds 4,00 på dem som vinder? Jeg vil mene, at den er omkring de 25 %, så det er i al fald tæt på. Jeg spekulerer lidt over det.

Betsafe og Nordicbet* holder ydermere odds 4,30 på at vinderens region er Nordamerika (hvor Brasilien er at regne med i CS:GO-sammenhæng - det har Betsafe/Nordicbet selv bekræftet). Det odds er der klart værdi i, men der er jo også en reel sandsynlighed for at de annullerer oddset.

FaZe Clan

Forleden faldt jeg over en række interessante tweets fra ESPN-jorunalisten Sam W. Delorme. Det blev indledt således:

Hans pointe er ikke, at FaZe ikke er et godt hold. Slet ikke. Hans pointe er bare, at de ikke har samme talent som de øvrige tophold, særligt SK og til en grad Astralis.

Den store forkromede pointe: FaZe har én af verdens bedste spillere i form af NiKo, men holdets helt store succes er at det fungerer så godt som et kollektiv. Her skal man give kredit til Karrigan (hvem Sam kalder den værste fragger på de tre storhold - hvilket er sandt), der har formået at skabe en perfekt ramme for holdet.

 

FaZe er et stærkt, homogent hold, der fungerer så godt, som de gør, fordi de formår at spille taktisk fantastisk. Flere på holdet har tidligere været in-game leaders, og det viser sig ofte. 

 

FaZe er i det hele taget en fascinerende historie på den måde holdet er sat sammen på. Det er en masse spøjse individer, der har fundet sammen på det her blandingshold. Blandt andet Karrigan, der blev fundet for let hos Astralis. Jeg tror, man kunne skrive en interessant artikel om det hold.

 

Siden NiKo kom ind på holdet, har FaZe spillet sig i finalerne ved samtlige LANs, de har kvalificeret sig til, og det er jo ikke uden grund. De har en god map pool: måske - i min optik - den bedste ved turneringen her, og det er ikke uvæsentligt med en BO5-finale.

 

Men NiKo er nøglen. Hvor Astralis stadig kan præstere, hvis dev1ce underpræsterer, eller hvor SK nærmest ikke bemærker det, hvis en af coldzera/fer/FalleN svigter lidt, så vil FaZe have svært ved at vinde turneringer uden en velspillende NiKo. Det er der intet galt i, især ikke når han er så bundstabil som han er. Han leverer næsten altid et højt niveau.

 

G2 Esports

Franskmændende fra G2 har masser af potentiale, og de leverer da også fra turnering til turnering. Det er dog også lidt klart for mig, at de endnu mangler de sidste procenter, før de helt er oppe på samme niveau som de tre tophold i verden.

På en god dag kan de slå alle. Før ECS-finalerne havde de ret godt styr på SK, men de tabte den indledende kamp (klart) efter et lidt underligt map-valg. Det var som om, de brugte ECS på at teste deres map pool lidt af. De kan nemlig godt have et lille problem her.

De er vanvittigt stærke på Cobblestone og Nuke, men det er bare to maps, som mange andre hold ikke spiller. De er også stærke på Cache, men igen: ikke vældig populært blandt andre hold. Således lavede brugeren zAAz en opgørelse over maps, der blev spillet ved ECS-finalerne, og her blev de tre maps tilsammen spillet én gang.

De har overordnet set en fin map pool med Mirage som permaban (selvom win rate på 16,7 % på Train på LAN i 2017 svider lidt), men problemet er bare, at den ikke nødvendigvis komplimenterer de øvrige storholds map pool så godt. SK permabanner fx Nuke og er selv ret gode på Cobblestone, mens FaZe permabanner Cobblestone og er ret gode på Nuke.

Nå, nok om map pool. G2 er et klassemandskab, og kennyS er en ren fornøjelse i øjeblikket. Når Shox også leverer har de en skræmmende duo, men man er stadig afhængige af at bodyy, NBK og apEX leverer. Det gør de ofte, men ikke så tit på samme tid, som man gerne kunne ønske. 

Jeg holder meget af G2, men de er simpelthen ikke stabile nok til at jeg for alvor tør kaste mine penge efter dem som vinder af turneringen. Ikke til de her odds.

 

Udfordrerne

I feltet efter de tre første finder man yderligere små fem hold. Ét af dem er fra Danmark.

Danske North har nemlig et uhyre højt topniveau. Når de rammer dagen, så er der super meget firepower på holdet. De kan slå de bedste, men deres bundniveau er ret skidt. Vi har før set dem tabe til upåagtede hold ved LANs, og det er forskellen på dem og de bedste hold. 

Op til denne turnering hæfter jeg mig ved, at holdet ikke har været samlet. Det er ikke nødvendigvis skidt, men k0nfig var på en lille ferie undervejs, mens mange af deres konkurrenter ved denne turnering har spillet kampe i en længere periode. De har dog nok fået trænet efterfølgende. Han havde jo næppe fået lov til at tage afsted, hvis man havde vurderet det kostede dyrt for dem i forhold til denne turnering og Majoren, der kommer umiddelbart bagefter.

Der er masser af firepower på holdet, mens MSL - den svageste fragger på holdet - gør sit for at holde styr på de fire spillere, han har omkring sig. Man kunne godt stille spørgsmålstegn ved, om tingene helt fungerer. Om rollerne er perfekte. En spiller som aizy har ikke set specielt god ud siden skiftet til holdet. Måske skal man begynde at overveje en rosterændring - det vil dog i så fald først ske efter Majoren.

Fnatic er en sjov størrelse. Bedst som man tror, at de er ved at ramme fordums styrke, ryger de ud af gruppespillet ved ECS-finalerne, hvor de ellers kun var parret med Astralis af de større hold. Man tabte til Cloud9 og Team Liquid, og det er to hold, som et fnatic-hold bør slå.

Det vil dog være tosset af afskrive dem. Fnatic har af og til problemer i gruppespillet, men overordnet set må man erkende, at det går i den rigtige retning for svenskerne. Når de rammer dagen, har de et rigtig stærkt mandskab, der har firepower nok til at kæmpe mod de bedste. De mangler stabiliteten og overblikket, når det hele spidser til.

Jeg tør ikke røre Virtus.pro oddsmæssigt. Man aner ikke, hvor man har dem: Men Majoren står for døren, og polakkerne er så småt ved at finde spillet frem. Kan de nå det niveau, de havde de første to måneder af 2017? Det ved jeg ikke, men der var momenter af godt spil mod Astralis i showkampen i Atlanta.

Når alt spiller for Virtus.pro, så pløjer de konkurrenterne over. Spørgsmålet er bare, om de kan nå det niveau. Det er svært at vide. Jeg håber, at vi ser dem på et lidt højere niveau end de seneste par måneder.

Man kan snakke lidt om Na'Vi, der har s1mple. En forrygende spiller, men han har ikke helt taget det kvalitetsspring, som mange havde håbet på i 2017. Han er dygtig, men han dominerede mere hos Team Liquid, gjorde han ikke? Holdet kan godt vinde, men de øvrige spillere omkring s1mple skal steppe up. 

Man kunne nævne andre hold, men jeg tror, at jeg afslutningsvist vil nævne Space Soldiers. De vinder ikke, dertil er holdet overordnet set ikke godt nok, men de har XANTARES, der ifølge HLTV har den højeste rating - alltime. Foran Coldzera og s1mple. Ganske vist på lavere niveau dog, men det bliver spændende at se ham på den største scene. 

Find værdispillene i forummet

Ved de seneste mange større CS:GO-turneringer har brugerne været ret skarpe til at finde interessante værdispil. Disse bliver som regel postet i forumtråden til denne optakt, så hold øje med debatten. Byd eventuelt også gerne selv ind med tips og forslag - vi kan skabe en god CS:GO-debat på BetXpert. 

Indledende runde ved ESL One: Cologne 2017

DatoHoldHold
12:00 (A) Fnatic mousesports
12:00 (B) FaZe Heroic
13:15 (A) Immortals Virtus.pro
13:15 (B) SK Gaming Space Soldiers
14:30 (A) Ninjas in Pyjamas Cloud9
14:30 (B) TyLoo G2 Esports
15:45 (A) Natus Vincere Team Liquid
15:45 (B) North  OpTic Gaming

Der vil til turneringen være et A- og B-stream, hvilket bogstaverne i parantes angiver. Tidspunkterne er vejledende. Ambitionen er at komme med en række analyser til de første kampe.

Hvorfor deltager Astralis ikke ved ESL One: Cologne 2017?

Som det ses på listen oven over, er danske Astralis ikke med i årets turnering. Det skyldes ikke, at de ikke kvalificerede sig, men derimod at de takkede nej til deres invitation. Danskerne er 100 % fokuseret på PGL Majoren i Krakow, der spilles senere i juli, og derfor har de valgt at springe denne turnering over. De fleste andre hold er dog til stede her, så de er de eneste, der har valgt den strategi.  

Turneringsformat

I gruppespillet spiller de i ESL One: Cologne efter det velkendte og ret populære swiss format. 16 hold deltager i turneringen, og kun den første runde er kendt på forhånd. 

Efter alle hold har spillet den første kamp, møder de et hold, der har klaret sig ligesom dem. Det vil sige, at hold der har vundet første kamp kun kan møde et andet hold, der har vundet, mens hold, der tabte i første kamp, kun kan møde andre hold, der tabte - og sådan kører det hele vejen igennem.

Hvert hold kan spille op til fem kampe. Hvis man vinder tre kampe er man videre til slutspillet. Taber man tre kampe ryger man ud af turneringen. 

Det resulterer i en masse kampe, men da kun første runde kendes, er det svært at lave analyser til alt for mange af turneringens kampe. Hold derfor ekstra godt øje med forumtråden til denne optakt. Ved tidligere CS:GO-turneringer har der været stor aktivitet og masser af tips.

I kvart- og semifinaler spilles der BO3, mens the grand final er BO5. BO5 kan virkelig resultere i en lang finale, men hvis den minder bare lidt om finalen fra ECS mellem FaZe og SK, så er det kun fantastisk.